Alle evt. læsere ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nyt år

Det musiske udvalgs 1. bud og folkeskolereformen fra 2013:

Som nævnt i mit blogindlæg fra primo november 2014 agter jeg at relatere de enkelte bud fra Det musiske udvalgs 10 bud om fremtidens folkeskole til den sidst tilkomne folkeskolereform.

Det musiske udvalg arbejdede i sidste halvdel af 1990'erne. Deres opgave var at formulere nogle teser, som kunne angive en retning for den vej, som folkeskolen skulle tage, når det gjaldt om at højne dannelsen til gavn for uddannelsen, altså fremtiden folkeskole.

Inden denne reform har der været et par mindre reformer (hvis man altså kan sige, at en reform kan være mere eller mindre?), men de har efter min opfattelse slet ikke haft øje for Det musiske udvalgs anbefalinger.

Nå, nu til sagen.

1. bud lyder:

Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.

Man kan vist ikke med god ret hævde, at den første sætning i det første bud har vundet gehør. Sådan som reformen både er tænkt og som den praktiseres, ligner skolen i dag mere et påtvungent ophold.

Der er en del elever som forældre, der føler, at de mister for dem værdifuld tid, fordi de skal være i skolen eller skolefritidsordningen til langt hen på eftermiddagen med ophold i en lektiecafe, beskæftiget med spkaldt 'understøttende undervisning', som ingen rigtig kan forklare betydningen af.

Samtidig må mange opgive at deltage i foreningslivets oplevelser. Dette sidste kan man nu nok finde en løsning på, idet det må være muligt at inddrage foreningerne i skolen – en tanke, der ligger fint i tråd med reformens ideer om inddragelse af det omgivende samfund.

Er der så tale om 'frihed og ansvar'. Det mangler vi vist at få nærmere belyst. Nogle steder får man indtryk af, at eleverne får lov at lege frit og ustruktureret, andre steder er de under opsyn og instruktion af voksne, mere eller mindre koordineret. Det er derfor et åbent spørgsmål, om de tilegner sig etiske, æstetiske og politiske værdier.

Jeg har ikke indtryk af, at de politiske værdier er gangbar mønt i skolen i disse tider, og mange steder er de æstetiske værdier en by i Rusland, bl.a. fordi skolerne mange steder ikke er vedligeholdt ordentligt.

Men eleverne er tvunget til at være sammen i en eller anden form for fællesskab, mere eller mindre koordineret.

Alt i alt synes jeg, at folkeskolereformen ikke lever op til det 1. bud – men det kan jo komme.

Implementering af folkeskolereform.

Det er lidt ærgerligt at skulle erkende, at jeg får ret mht timingen af reform og arbejdstid.
Pt. vrimler det i dagspressen med meddelelser om, at elevernes undervisning varetages af uudannede vikarer, svarende til over 1000 lærerstillinger.
Det er jo grotesk, når kommunerne har nedlagt varige lærerstillinger i nogenlunde samme størrelsesorden. Det er et væsentligt punkt, men værre er det, at eleverne ikke modtager den undervisning, de har krav på.

Jeg er ked af skulle skrive om dette, når jeg nu havde annonceret en lille række af indlæg, som skulle koble det fra 1980'erne hedengangne Musiske udvalgs 10 bud med reformen. Men det er nødvendigt at skrive dette, og jeg skal nok vende tilbage til det lovede, fordi reformen er efter min mening god nok.

Der er rigtig mange gode elementer og ideer i reformen. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at det går, som det gør nu.

Men årsagen skal formentlig findes i Finans- og økonomiministeriet, der med Kommunernes Landsforening som villig lakaj på ufin vis gennemtvang Lov nr. 409 om lærernes arbejdstid. At det var ufint, er jo bekræftet af den internationale FN afdeling ILO, som har udtrykt kritik og bebudet fortsat observation af området.

Reformen måtte ikke koste for meget om overhovedet noget, så derfor skulle den finansieres via øget undervisningstid til lærerne. Dertil kommer jo også den ikke helt lille omlægning af specialundervisningen, inklusionsideen.

De gode intentioner er skammeligt druknet i økonomi med folkeskolen som den helt store taber.

 

Hvorfor er dette dog sket? Jo, hovedårsagen er, at implementeringen er sat i scene på baggrund af skrivebordsarbejde – af det ministerielle og kommunale embedsværk, som ikke haft den fjerneste anelse om, hvad de gik i gang med at ødelægge, økonomerne og  de andre djøf'ere.

Det var jo meget sigende, at førstegangs præsentationen foregik i Finansministeriet med undervisningsministeren i rollen som Pinocchio.

 

Det er public management af værste skuffe, og desværre ser det ikke ud til, at der bliver ændret på forhold lige med samme, fordi man tror på, at bedre ledelse er løsningen. Jamen, den har man allerede! - Skolelederne er gode, og kun hvis man tror på, at djøf'ere kan lede dagligdagen i folkeskolen, kan man forsøge at bilde os ind, at det hele nok skal gå, hvis der bare kommer en bedre ledelse. Og det er jo sludder og vås.

Det er ikke ledelserne, der kan og skal bære reformen igennem – det er lærerne, og dem er man ved at tabe fuldstændigt. Så det er voldsomt, det der sker i vor folkeskole lige nu.

Desværre er der ikke det rette pres for at ændre det. Skammeligt, for folkeskolen bliver som nævnt taberen – og hvad mon der så vil ske?

Det er tvingende nødvendigt, at alle gode kræfter i befolkningen og den pædagogiske verden må kæmpe for, at der tilføres folkeskolen de nødvendige resurser for, at reformen kan gennemføres og komme til at virke. Det betyder flere lærere, mere efteruddannelse og bedre læreruddannelse. Penge skal der til!

Det går godt i Danmark (6) - Støt centrum-venstre

Indledningsvis vil jeg gerne vedkende mig, at jeg er gået fra at være meget tilfreds med, at centrum-venstre vandt regeringsmagten i 2011 over at være meget kritisk over for den højredrejning, som regeringen foretog efter at have sat sig til rette i ministerkontorerne, til igen at være meget mindre kritisk over for regeringen. Her til sidst er det dog i høj grad udsigten til alternativet – en Lars Løkke Rasmussen 2 – der er hovedårsagen til, at jeg så langt foretrækker en Helle Thorning-Schmidt 2.

Når det så er sagt, må jeg anerkende, at der er sat rigtig mange anlægsopgaver i gang, og byggeri plejer jo at være et godt og velafprøvet middel til at sætte gang i samfundsmaskineriets hjul. Der bliver gravet og gravet, støbt og støbt næsten lige meget, hvor man retter blikket hen – i hvert fald i de større byer.

Jeg er sikker på, at hvis regeringen ikke havde fået sat så mange anlægsopgaver i værk, ville det for alvor have stået skidt til. Uligheden ville fx have været meget, meget større.

Arbejdsløsheden er nu angiveligt faldet. Dansk økonomi får gode karakterer i mange internationale vurderinger fra OECD over private analyseinstitutter til EU – og ja, der er også nogle enkelte negative vurderinger, men de er få og ret så specialiserede. Så på trods af konkrete politiske løftebrud har regeringen dog sørget for, at Danmark så nogenlunde og bedre end mange af vore politiske og handelsmæssige partnere er kommet igennem finanskrisen. Krisen er og har været langvarig og er næppe helt overstået endnu, men vi er på rette vej.

Men prisen har været kanonhøj – politisk set for regeringen. Den står – uretfærdigt i forhold til ovenstående – umanerlig lavt i meningsmålingerne. Løftebrudsspøgelset har været holdt godt i kog af de borgerlige, og dét parret med en lidt underlig form for ligegladhed i befolkningen over for den politiske substans, er medvirkende til, at det bliver en meget svær kamp at overbevise vælgerne om, at de skal holde fast i den centrum-venstre regering, vi har og give den 'four more years'.

Hvorfor? - Jo, se lige helt nøgternt på alternativet! - Oppositionens statsministerkandidat, hans parti og hans – i givet fald – parlamentariske grundlag er bestemt ikke noget at samle på. De har ingen visioner om fortsat udvikling af velfærdssamfundet, men måske nok om velstandssamfundet for de så nogenlunde velbjærgede. Ingen visioner for energi-, miljø og klimaområdet, kun en forsigtig og helt utilstrækkelig udvikling – båret af et meget konservativt syn. Ingen visioner om ægte aktivistisk udenrigspolitik, som understøtter øget lighed og bedre uddannelse på kloden, men kun militære svar som beskyttelse og udbredelse af et bevarende, fastlåst demokratisyn af udpræget vestligt tilsnit uden hensyntagen til andre livs- og kulturopfattelser.

Dertil et fremadstormende – og dygtigt ledet, det må jeg anerkende – Dansk Folkeparti, som kun vil magten uden det egentlige ansvar. DF er godt nok blandt de store danske partier (måske endda det største), og de er måske også blevet stuerene, men voksne er de ikke blevet.

Der er altså rigtig megen grund til at tale den nuværende centrum-venstre regering op, støtte dens initiativer, og – ikke mindst støtte dens kamp for at bevare regeringsmagten.

Og når regeringsmagten er genvundet, så kan vi tage fat på at rydde tidslerne ud af buketten – for de er der desværre også.

Den nødvendige prioritering i sundhedsvæsenet og tilværelsen i det hele taget

Det var ikke så lidt, hvad?

Skal vi alle have den nødvendige og tilstrækkelige behandling, når vi bliver syge?

Jo – det skal vi da, vil de fleste nok mene. OK, hvad betyder det så – er der penge nok i systemet til, at det kan lade sig gøre?

Mit umiddelbare bud er, at det skal der være. Vi har i det danske sundhedssystem det princip, at der er lige og fri adgang til lægehjælp. Sådan har det været i hele velfærdsstatens levetid, og sådan skal det fortsat være.

Men når nu den teknologiske og medicinske udvikling drøner derudad med stigende acceleration, følger pengene så med i samme tempo? Tja, bum, bum, bum, bum – det har de da så nogenlunde gjort hidtil. Godt nok kan man i medierne undertiden læse, at syge kan blive behandlet i udlandet og ikke herhjemme for deres mere eller mindre sjældne sygdom, men stort set har vi en ligeså god og høj kvalitet i sygdomsbekæmpelse her i landet som andre steder på kloden.

Spørgsmålet er, om det kan fortsætte? Flere og flere sygdomme kan kureres, og nye sygdomme opdages og beskrives, og efterhånden kan de også kureres. Og det er pokkers dyrt. Derfor er det et spørgsmål, om sundhedsvæsenet er et bundløst kar at fylde penge i, at der aldrig bliver penge nok.

Hvis det er tilfældet, er vi tvunget til at finde ud af, hvad vil vi behandle, og hvad vil vi ikke behandle.

Det er helt bestemt ikke en sjov opgave – den er grim.

Er der fx bestemte aldersgrupper, hvor reglen vil være, at dem behandler vi ikke. Skal der fx være hjertestartere på plejehjem? Skal det være muligt at fryse æg og sæd ned, så par eller enkeltindivider kan få deres børn, når det passer ind i arbejdsliv og karriere? Skal fattige og socialt udsatte ikke behandles, fordi deres prognose er dårlig? Skal idrætsudøvere eller motionister have knæoperationer mere end én gang? Skal narkomaner have gentagen hjælp til at komme ud af deres misbrug? - Skal rygere og alkoholikere?

Hvad er liv værd? - og hvem skal fastsætte prisen og afgøre, hvornår grænsen er nået?

Hvordan er det i øvrigt lige med medicinalindustrien – skal de bare have lov til at bestemme deres eget marked og sætte priserne (højt) efter for godt befindende?

Hvis vi ikke ønsker at tage stilling til disse og lignende spørgsmål, men fastholder at afsætte de tilstrækkelige resurser til behandlingssystemet, hvilke andre omkostninger skal så ikke afholdes? Militærudgifterne, når nu russerne igen er begyndt at afprøve forsvarsviljen og -evnen i luften eller til vands? De sociale udgifter, og så lade de svage sejle i deres egen sø? Uddannelsesområdet, så kun de bedste får en uddannelse – eller kun de rigeste? - Og listen er slet ikke udtømmende.

Der er mange spørgsmål og sikkert lige så mange svar. Et er sikkert, det er ikke nemt.

Men det er efter min opfattelse nødvendigt, at det diskuteres, at nogle fornuftige mennesker får til opgave at organisere og strukturere debatten, at beslutningstagerne tager opgaven op og drager omsorg for, at den løses i en demokratisk ramme. Jeg er med på, at nogle vil afstå for at deltage, at andre vil synes, opgaven skal overlades til 'eksperter', andre igen har en opfattelse af, at vi må lade markedet bestemme.

Det kan jo også være, at hele det økonomiske system skal ses efter i sømmene, og der måske skal opfindes noget nyt, så vi skal begynde forfra på en eller anden måde.

Men uanset hvad tror jeg, at det er nødvendigt, at diskussionen tages op, inden det bliver for sent – på trods af, at det er en global problemstilling. Måske lider vi samme skæbne som dinosaurerne og vokser os ihjel. Hvorfor så bruge energi og tid på at diskutere det?

Folkeskolereformen og de ti musiske bud

De radikale har tradition for at være med omkring folkeskolen. De har lagt ministre til posten som undervisningsminister rigtig mange gange – dertil kommer, at også ministerierne for kultur og/eller kirke har haft radikale chefer.

Gennem de sidste 20 år har de også haft ministre i de økonomiske ministerier på nær naturligvis i den borgerlige regering, men desværre har – i min optik – tidligere indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager i sit parløb med finansminister Bjarne Corydon glemt de dannelsesmæssige aspekter i forbindelse gennemførelsen af folkeskolereformen.

Jeg synes derfor, der er grund til at trække nogle punkter frem fra en ikke så fjern fortid, hvor dannelse og uddannelse var et stærkt makkerpar i folkeskolen.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen (1993 -1998) var naturligvis meget påvirket af de 'gamle' radikale undervisningsministre Jørgen Jørgensen og K. Helveg Petersen ('unge Helveg' i modsætning til sønnen Niels), som sammen med bl.a. socialdemokraten Julius Bomholt mente, at den folkelige dannelse var mange messer værd. Ole Vig Jensen nedsatte derfor i 1995-96 Det Musiske Udvalg, som bestod af personer, der på den tid havde markeret sig i debatten om folkeskole, folkeoplysning, kunst, dannelse og uddannelse. Deres opgave var at formulere nogle teser, som kunne angive en retning for den vej, som folkeskolen skulle tage, når det gjaldt om at højne dannelsen til gavn for uddannelsen, altså fremtiden folkeskole.

I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch.

Som navnene antyder er det en god blanding af etik, æstetik, kunst og skole.

Deres arbejde resulterede i følgende ti bud, som efter min mening stadig er aktuelle, og som burde findes som opslag ved indgangen til enhver folkeskole i Danmark, så børn, forældre og ansatte er fuldstændig klar over, hvad den danske folkeskole vil, kan og gør i sit daglige virke:

1. bud:

Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.

2. bud:

Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.

3. bud:

Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.

4. bud:

Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.

5. bud:

Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.

6. bud:

Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.

7. bud:

Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.

8. bud:

Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.

9. bud:

Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.

10. bud:

Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

Derudover var der to sætninger fra den tids debat, som jeg synes er så almengyldige og værdifulde, at de netop skal med her i denne sammenhæng:

Den ene er: Demokrati er en samtale med ret til modsigelse.

Den anden: Læreren skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste.

Det var altså sådan i det sidste årti i sidste århundrede, man havde det blik for fremtidens folkeskole.

Nu vender jeg mig mod vor egen tid. Og det er jo unægtelig et noget andet billede, der tegner sig – desværre.

I dette indlæg vil jeg kommentere generelt på relationen mellem datidens folkeskolesyn og folkeskolesynet i den gældende folkeskolelov, mens jeg i de fremtidige indlæg om dette vil kommentere de enkelte bud i relation til reformen.

I dag er der to hovedpunkter, der gennemsyrer holdningen til folkeskolen. Det ene er, at alt skal kunne vejes og måles, og det andet er, at vi skal have fuldstændig styr på lærerne, så vi sikrer os, at vi får det, vi betaler for.

 

Der lægges altså et kontrollerende menneskesyn ned over skolen, og derfor får man det, man ønsker.

Desværre er det jo slet ikke tilstrækkeligt, når vi beskæftiger os med den altafgørende og vigtige kulturelle institution, som folkeskolen er og bør være. Risikoen for at folkeskolen udvikler sig til en småkagefabrik er så tæt på, at vi nu må og skal sige fra. Hvis det ikke sker, forudser jeg, at der 'går kannibalisme i den'. Det skal forstås sådan, at de stærke æder de svage og dem, som de stærke ikke når at æde, tager Fanden sig af.

Der er nemlig sket det, at nedgøringen af lærerne har umuliggjort gennemførelsen af de gode takter, der angiveligt er i folkeskolereformen. Regnearkene og den bureaukratiske ånd, som danner baggrund for implementeringen af reformen, er dødelig gift i småkagerne og for, at eleverne dannes, fagligt som socialt.

I tilgift sker der som en af flere konsekvenser af den praktiske gennemførelse af reformen, at flere forældre på deres børns vegne fravælger folkeskolen. Det medfører så, den sammenhængskraft, folkeskolen – som den praktisk taget eneste almene institution, der er tilbage, når værnepligten næsten er afskaffet – grundlæggende er, hvor høj og lav mødes, forsvinder. Den menneskelige indsigt, som de sociale klasser udvikler om hinanden, svækkes – dermed sammenhængskraften, og den tidligere nævnte kannibalisme opstår.

Det er intet mindre end en katastrofe.

Sådan var det ikke i halvfemserne, hvor man netop lagde op til at udvikle og dyrke det alment menneskelige, at se kunsten, æstetikken og etikken i en faglig kontekst, som kunne styrke fællesskabet, og hvor de stærke ikke åd, men støttede og løftede de svage.

Dybest set tror jeg ikke, at det er den vej, de fleste af os vil gå. Dertil er vi for meget socialdemokrater classic. Lad os i stedet anskue problemstillingen i den ånd og lade egoismen bag os, for vi kan selvfølgelig nå det endnu. Der er så mange opgaver og problemstillinger, der netop kræver fælles løft og sammenhængskraft for at kunne løses, så det bliver holdbart i mere end fem år.

Folkeskolen – og ikke mindst den ånd, der hersker i den – er det vigtigste redskab til at frembringe varige løsninger i det fremtidige samfund. Derfor er det vigtigt, at vi smider de beslutningstagere, der ikke forstår det, på porten og giver andre, som netop forstår vigtigheden af de fælles løsninger, plads til at løse de påtrængende opgaver, vi står over for.

Det går godt i Danmark (5) - Regeringens klimastrategi

Jeg fortsætter kommentarserien over positive begivenheder i det danske samfund, og denne gang skal det handle om regeringens klimastrategi, hvor det vigtigste budskab er, at de fossile brændstoffer skal være udfaset i 2050. De vedvarende energikilder som især vind, vand (fra Norge og Sverige) og sol skal den tid kunne dække vort energibehov.
Det er i korthed, hvad klimastrategien handler om.

Og det er fremragende, selv om der naturligvis altid er nogle borgerlige pessimister, der ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, og som vil mene, at der stadig vil være behov for forurenende, CO²-udslippende energikilder, og som fortsat tror på, at denne klodes klima vil kunne klare, at vi fortsætter med den voldsomme belastning af atmosfæren.

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen og hans ministerium har gjort sig umage for at kunne fremlægge en strategi, som måske ikke er vanvittig visionær, men bygger på den viden vi har i dag, og ikke mindst sætter alvor bag og satser hele butikken på vind og vand. Det sidste skal ske i samarbejde med vor nordiske naboer, hvor den danske overskydende vind-el skal bruges til at pumpe vand op i højtliggende reservoirer i de skandinaviske fjelde, så vi senere – når der er underskud af vind-el – kan få vand-el.

På den måde kan man sige, at vandreservoirerne bruges som batteri. Smart, ikke sandt!

Vore biler med forbrændingsmotorer skal efterhånden afløses af el-biler, og opvarmning skal foregå med el.

Alt dette vil skabe danske arbejdspladser, først og fremmest i vindmølleindustrien, men også i byggeriet, fordi det jo vil blive nødvendigt, at alle huse er topisolerede. Vi vil udvikle teknologi og opbygge en eksportsektor i forbindelse med vedvarende energi. Og sådan vil der hele tiden opstå nye arbejdspladser, fordi vi vil vænne os til at tænke i de nye muligheder.

Nu gør det jo heller ikke noget, at industrien gerne vil støtte klimastrategien, så klimaministeren allerede har vigtige medspillere. Nu er det så op til befolkningen i øvrigt at bakke op om strategien ved at forsøge at leve op til udfasningen af forureningsenergierne og bruge vind-el fornuftigt.

Det skal bemærkes, at biogas også indgår i klimastrategien, bl.a. skal denne form for energi fortrinsvis bruges i transportsektoren.

Om klimaministeren har fået et hint fra FN's klimaforskermøde, der fandt sted denne uge i København, ved jeg ikke. Mødets formål var at sammenskrive nogle tunge klima- og energirapporter, så verdens beslutningstagere virkelig kan forstå alvoren, blive enige og tage de nødvendige beslutninger, så de næste generationer også kan eksistere på denne klode.

Synteserapporten understreger behovet for beslutninger, der kan nedbringe klimabelastningerne, og - ligesom i den danske klimastrategi – anbefaler forskerne udfasning af de fossile brændstoffer inden 2050.

Udfasningen af de fossile brændstoffer har jo så også den vigtige sidegevinst, at afhængigheden af såvel Rusland som de mellemøstlige spillere vil nedbringes i samme takt.

Håbet er lysegrønt i mere end en forstand. 'Yes, we can – Come on' som jeg håber, en vis præsident vil sige.

I følge flere iagttagere og kommentatorer, der beskæftiger sig med klima- og energiforholdene i international sammenhæng, er der håb, fordi nogle af de store spillere er i verden begyndt at indse nødvendigheden af at gøre noget ved den udledning af kulbrinter, der har fundet sted gennem de sidste mange år.

Det går godt i Danmark (4) – Er der mon håb?

Som nævnt for nogle uger siden, besluttede jeg, at jeg ville lade serien ”Der er noget galt i Danmark” afløse af en ny serie ”Det går godt i Danmark”, og jeg har allerede skrevet 3 indlæg. Desværre har det været svært, og indlæggene kan da også virke både fortænkte, forskruede og kunstige. Hvorfor mon?

Der er altså mange knaster på vejen, og jeg kunne nævne – nåh nej, det må jo ikke blive emnet her.

Så jeg skruer optimismen på og nævner, at det er fint, at udenrigsminister Martin Lidegaard har meddelt Tyrkiet en solid besked om vor utilfredshed med løsladelse af en fange, vi havde regnet med at få udleveret i forbindelse med mordforsøget på Lars Hedegaard, forhenværende formand for trykkefrihedsselskabet.

Det siger sig selv, at man kun kan tage afstand fra en sådan alvorlig kriminel handling, men kort sagt så er Tyrkiet er en helt afgørende nøglespiller med hensyn til at få løst de alvorlige problemer i Syrien, Irak og banditterne med deres 'Islamistisk Stat'. Og i konteksten Tyrkiet, Syrien, Iran, Irak, Rusland, kurderne og Vesten er den frigivne fange realpolitisk en mindre brik. Lad ham blive dernede.

Det er jo da også mægtigt, at de danske F16-jagere som led i vor såkaldt aktivistiske udenrigspolitik nu har været på flere togter og også smidt deres bomber mod 'Islamisk Stat', formodentlig uden at ramme civile mål.

Men nu skal jeg til at passe på ikke blive negativ.

Så hellere pege på, at bogen ”Mørkelygten” har sat gang i debatten om ministerielle embedsmænd, deres upartiskhed og saglighed.

Allerede denne vinkling er på kanten af en optimistisk tilgang.
Men det lader til at være tiltrængt, at emnet bliver diskuteret, for jeg er ret sikker på, at vi er en del, der gennem mange år har haft opfattelsen af et ukorrupt, sagligt, loyalt og upartisk embedsmandskorps i Danmark. Ikke haft en idé om 'bananstatsagtige' tilstande i nationen, men vi har tilsyneladende været en anelse for naive.
Jeg kan ikke føre bevis, men jeg er nu ret sikker på, at politiseringen af embedsmandsstanden er uheldig, fordi de påtager sig et ansvar med deres politiske rolle, og – uanset hvad de toneangivende politikere hævder –når to deler ansvaret, så bliver det kun til to procent til hver, og det er mildest talt uheldigt, hvilket jo også klart fremgår ved at kun få ministre trækker sig, når det opdages.

Men endelig som noget meget positivt vil jeg kort fortælle om en oplevelse her til aften, hvor jeg var taget til et møde i Ballerups Multikulturelle Forening. Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, skulle tale om FN og nogle af de aktuelle udenrigspolitiske problemstillinger.

Det var velgørende i den grad – hold da helt op!

Endelig en socialdemokrat, der umisforståeligt i en offentlig forsamling gav sig selv, fortalte åbent og ærligt om sine synspunkter samtidig med, at tilhørerne fik en kort og præcis indføring i FN's opbygning, organisation og arbejde.

At jeg blev bekræftet i mange af mine holdninger og værdier var naturligvis i høj grad medvirkende til, at jeg oplevede aftenen som udbytterig, men det velgørende bestod bl.a. også i, at jeg så og hørte en politiker, som ikke svøbte sig i formuleringer, der virkede belærende overbærende. Derimod fik tilhørerne denne fredag aften at vide, hvad Mogens Lykketoft mente om de emner, der blev berørt.

Og det var socialdemokratisme classic uden antydninger af new public management og økonomiske hensyn.

Det er lige før, jeg kan blive optimistisk igen – og det siger ikke så lidt!

Det går godt i Danmark (3) - en spådom

Jeg synes, der lige nu er tre grunde til, at jeg vil hævde, at det går godt i Danmark.

Den første er, at man nu vil arbejde kraftigt på at løse eller i det mindste minimere problemerne i de almennyttige boliger, hvor der ser ud til at være et stort behov, altså i de bebyggelser, som fortsat er præget af høj kriminalitet og utryghed.

Men vil tilsyneladende bruge rigtig mange penge på at forbedre forholdene. Det er fint, at by- og boligministeren mener, at den problemstilling fortjener opmærksomhed. De midler, man bl.a. agter at bruge, er sammenlægning af mindre lejligheder til større for ad den vej tiltrække familier med både økonomiske og mentale resurser, så beboersammensætningen bliver bredere, stærkere og socialt facetteret. Det er godt, fordi det længe har været sådan, at hvis man boede i et større almennyttigt byggeri, var der en vis sandsynlighed for, at man var godt på vej til at komme til at blive et nummer i tabernes rækker. Disse bebyggelser går under det lidet smigrende navn 'ghettoer', så det er bestemt glædeligt, hvis regeringen kan sætte så mange penge bag ved initiativer, der kan ændre på dette. Desværre er det jo ikke regeringens penge, men Landsbyggefondens penge – men lad det nu ligge i den gode sags navn.

Den anden grund er, at den borgerlige opposition er ved at være lidt sejrsikker, når landet skal til stemmeurnerne. Jeg tror, at det vil gå op for vælgerne, når vi nærmer os valget, at der ikke er noget reelt alternativ til en centrum-VENSTRE regering. I virkeligheden er oppositionen ret splittet på en masse punkter, bl.a. i dagpengesagen, om ulighed/lighed, skattelettelser og flere andre afgørende problemstillinger.

Derfor tror jeg på, at regeringen stadig har en chance ffor at fortsætte, selv om den ikke har gjort livet nemmere for sig selv. Men alternativet er så afgjort værre. De nuværende regeringspartier, og især SF og Enhedslisten vil kunne flytte stemmerne, når det gælder.

Den tredje grund er den debat, bogen 'Klassekamp fra oven – den danske samfundsmodel under pres' har skabt, og hvor det diskuteres/påvises, at den danske befolkning er utryg i stigende grad. Og de eneste, der kan besvare den udfordring, er centrum-VENSTRE. Den borgerlig opposition er jo simpelthen en garanti for, at grøften mellem de rige og os andre kun vil blive bredere og dybere. Uligheden i det danske samfund vil vokse, forsikringsordninger vil overtage statens sociale forpligtelser og ydelser, fællesskabet vil smuldre – og dét, tror jeg – vil gå op for vælgerne, og de vil holde fast i centrum-VENSTRE partierne, fordi de som nævnt tidligere er de eneste, der kan og vil holde fast i de værdier, som har været bærende i den danske samfundsmodel gennem 100 år.

Det er som bekendt svært at spå, men jeg vover altså et øje her.

Det går godt i Danmark (2) - Når man ikke selv har succes, er andres fiaskoer ikke at foragte, vel?

Meningsmålingerne for regeringen er jo ikke noget at råbe for – det ser virkelig skidt ud.

Men derfor er der grund til at glæde sig over, at den borgerlige opposition er ude på et overdrev.

De er jo for at bombe og ødelægge områder ca. 3000 km væk fra Danmark. Men når mennesker flygter fra disse ødelæggelser, så skal vi hjælpe dem til ophold i nærheden af ødelæggelserne eller allerhelst sende dem til lejre i Afrika mindst lige så langt væk bare i modsat retning altså på et kontinent, der i den grad selv har store problemer med at give indbyggerne en anstændig tilværelse, målt med vestlige normer.
I nærområderne er det heller ikke meget bedre, for der er allerede optaget af mennesker, som ikke har haft anden udvej end at forlade deres hjem og flygte fra ødelæggelserne og grusomhederne.
Fællesnævneren er, at de i hvert fald ikke skal søge til Danmark, hvor vi – trods alt – har nok af det meste, og kun et fåtal kan siges at lide nød.

Den holdning må da siges at være en fiasko. Så der er da grund til at være tilfreds med, at regeringen vil være klar til at tage imod de mennesker, der kommer hertil for at kunne være i fred for bomber, ødelæggelser og grusomheder.

At der ikke vil kunne ske familiesammenføringer før efter et års ophold, er naturligvis et problem, men det må være til at leve med, når man dog har prioriteret sig selv før den samlede familie i flugten.

Globaliseringen har gjort verden mindre, og de uhyrligheder, der sker på kloden, er kommet nærmere. Vi kan ikke undgå at blive involverede. Internationaliseringen er vi en del af – på godt og ondt.

Når vi samtidig ønsker at føre en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, så må vi jo så at sige tage hele pakken.
Derfor er den borgerlige oppositions adfærd og værdier noget hule og populistiske, faktisk så meget at det nærmer sig det uansvarlige og umoralske.

Der er bestemt grund til at håbe på og opfordre til, at regeringen står fast på sin moral og sine værdier.

Det går godt i Danmark (1)

Fra ultimo november 2012 til marts 2013 skrev jeg en lille føljeton her på bloggen under overskriften 'Der er noget galt i Danmark'. Den udsprang af min irritation/skuffelse over regeringen Thorning-Schmidt, som jo skulle være en centrum-venstre regering, men som i praksis viste sig at være meget mere 'centrum-' end 'venstre'  orienteret.

Blogindlæggene er udgivet som nedenfor under etiketten 'Samfund generelt':

• (10)- En oversigt. 30/6-13
• (9) - Socialdemokraternes fald mod afgrunden med teknokratkup. 17/3-13
• (8) - Su-reformen, kontanthjælpsreformen og vækstpakken 3/3-13
• (7) - Uddannelsessystemet og vejledningsindsatsen 6/2-13
• (6) - De manglende visioner 2/2-13
• (5) - Ulighed og den manglende lytten 22/1-13
• (4) - Ulighed og djøficering 29/12-12
• (3) - Ulighed og ønske om internt systemskifte i regeringen 27/12-12
• (2) - Markedet og djøficeringens af Socialdemokraterne 23/12-12
• (1) -Den såkaldte centrum-venstre regering fører borgerlig politik 28/11-12
  

Jeg er – med rette – blevet bebrejdet, at de alle havde en negativ vinkel. '

Det vil jeg gerne lave om på.

I den sidste fra den 30. juni 2013 gav jeg udtryk for, at jeg forhåbentlig ville kunne udgive en lille serie 'Det går godt i Danmark'.

Desværre har jeg endnu ikke kunnet begynde på en sådan serie – måske af gode grunde!

Men set i lyset af landsmøderne for de politiske partier inden Folketingets åbning bliver jeg nødt til at begynde, fordi jeg – sikkert i lighed med mange andre – slet ikke kan se, at alternativet til den nuværende regering er ønskværdigt.

Selv om jeg egentlig synes, at jeg ved genlæsning af serien 'Der er noget galt i Danmark', kan sige, at mine vurderinger og holdninger holder vand i dag, så må jeg også fastholde, at en borgerlig regering vil være gift for landet.

CENTRUM-venstre regeringen førte og fører en borgerlig økonomisk politik, men i fald en borgerlig regering kommer til magten og viderefører den økonomiske politik, ja – så går det da helt galt, og uligheden vil vokse sig endnu større endnu hurtigere.

Derfor må og skal der kæmpes for, at regeringen efter et valg fortsat er rød/lyserød, og så må vi til at finde de positive vinkler på begivenhederne fra nu af.

Markedstankegangen har overtaget nu, og der skal gøres en meget stor indsats for, at netop den tankegang ikke får endnu mere vind i sejlene og videreudvikles.

Det er den kamp, der skal fokuseres på – og så må vi håbe, at det ikke er for sent til at vende de elendige meningsmålinger for de nuværende CENTRUM-venstre regering og ændre dens adfærd i en mere centrum-VENSTRE retning.

Ulighed fører til mistillid og egoisme. Lad os til en begyndelse satse på lighed og fællesskab.

Byudvikling i Københavns Havn.

Jeg har for ganske nylig haft den fornøjelse at få indblik i, hvordan selskabet 'By og Havn I/S' har udviklet og vil udvikle området omkring Københavns Havn.

Interessentskabet ejes af Københavns Kommune og Staten. Det blev stiftet i oktober 2007 (sådan lige omkring finanskrisens begyndelse). Dets formål er primært at udvikle arealerne i Ørestad og Københavns Havn samt forestå havnedriften af Københavns Havn. Det sidste varetages af datterselskabet Copenhagen Malmö Port.

Byudviklingsarealerne er Nordhavnen, Marmormolen, Amerika Plads, Langelinie, lidt af Lynetten, Margretheholms Havn, Prøvestenen, Christiansholm, Ørestad Nord og Syd, Amager Fælled Kvarter, Ørestad City, Teglholmen, Enghave Brygge og Sydhavnstippen.

Der er mange visioner og udvikling af byrummet i det centrale København.

Og det er vidunderligt – dels at man i krisetider giver sig lov til at tænke dristigt og innovativt, dels at der allerede er gennemført dele af visionerne til gavn for byen og dens indbyggere, fx Ørestaden og Sluseholmen. Det vender jeg tilbage til.

Vi var et selskab på en snes personer, og guiden delte ud af sin viden om byudviklingsplanerne på en engageret måde, så vi alle blev imponeret af den kolossale byudvikling, vi fik indblik i.

Denne arrangement var en opfølgning på et lignende sidste efterår, hvor vi hørte om og så nærmere på Ørestaden med dens moderne arkitektur, bl.a. '8-tallet' og 'VM-bygningen'.

Vi spadserede i bydelen, kørte med Metroen og besøgte institutioner.
Også dengang var vi imponerede over de løsninger, vi så – og lidt skuffede over de mangler, der umiddelbart var, fx utilstrækkelig skolekapacitet.

De store visionære løsninger medfører, at vi med rette kan være stolte over dansk byudvikling og organiseringen af den.

I år blev det inspirerende foredrag ved modellerne i udstillingen 'Himmel og Hav' efterfulgt af en kort rundtur på arealet, der lige nu er en støvet og travl byggeplads med store lastbiler og entreprenørmaskiner, og hvor vi også fik sat udviklingen ind i et historisk perspektiv.

Omvisningen sluttede med en længere sejltur rundt i hele Københavns Havn fra Orientbassinet i nord gennem Frihavnen og Christianshavn til Sluseholmen i syd, så vi kunne se det fysiske udtryk af nogle af visionerne. At det hele foregik på en smuk og solrig sensommerdag gjorde jo ikke indtrykket dårligere.
Jeg synes, man med rette kan hævde, at København på denne måde med visionære løsninger har gjort en stor indsats for at fremstå som en by med et centrum, der er i høj international klasse. Den 'skyline', man ser fra vandsiden med Den sorte Diamant, Operaen, Skuespilhuset, de finansielle hovedkvarterer og boligerne, er imponerende og bekræftende af en by, der gerne vil hævde sig internationalt.

Jeg vil dog gerne afslutningsvis dryppe malurt i bægeret.

Alle disse fysiske udtryk af arkitektoniske ideer er samtidig et spejl af den store og stadigt voksende ulighed, der præger og har præget vort samfund gennem de seneste 10-15 år. De afspejler markedssystemerne – ikke mindst set i sammenhæng med jord, byggeri og kapital.

Priserne for boligerne er ligeså høje som bygningerne. Det kræver mindst to indtægter på den gode side af trekvart million for at have råd til at bo der. Det betyder, at det er en ganske bestemt del af den københavnske befolkning og udenlandsdanskere, der vil indfinde sig på adresserne, og selv om der er blevet flere rige, er der også blevet flere fattige, og afstanden mellem disse to grupperinger vokser sig stadig større.

Der er jo ingen muligheder for almennyttige boliger. De boligselskaber, der administrerer disse, er begrænset af et loft over udgifterne pr. kvadratmeter, og det loft betyder ganske enkelt, at de end ikke kan købe en grund til at bygge på.

Derfor lider visionen for 'By og Havn I/S' af en markant mangel – arealerne vil blive befolket af 'de rige og velbjærgede', såkaldte rigmandsghettoer, hvor vi sikkert efter nogle år vil se arealerne blive hegnet ind, og indgangene bevogtede, sådan som man kan opleve det i fx de store sydamerikanske byer.

Og var det lige det, der var meningen?

Jeg håber det ikke, men der er brug for politiske initiativer, så den næsten fanatiske tro på markedskræfterne, vi har oplevet den seneste år, bliver afløst af en tro på lighed og fællesskab, og hvor tilliden til medmenneskene igen kan få ro og kraft til at vokse.

Det fortjener udviklingen.

Ukraine (2) – og en lille smule IS.

Den 17. marts 2014 skrev jeg på denne blog om den begyndende Ukraine-konflikt, og jeg vil her henvise til indlægget. (Find det evt. via datoen.)

I dette indlæg synes jeg, at jeg med god ret desværre kan konstatere, at det er gået, som jeg kunne frygte.

Den russiske præsident Putin har en adfærd, der i høj grad bringer mindelser om den tyske rigskansler i 1930'erne, som også havde et behov for at vise sig som stærk leder.
De sidste dages begivenheder i det østlige Ukraine viser, at Putin ikke rigtig viser respekt for først og fremmest for den ukrainske præsident, men heller ikke for de vestlige ledere.

EU's udenrigsministre er samlet i dag for at drøfte, hvad de skal stille op, og NATO-mødet i næste uge har også konflikten på dagsordenen. Det sidste, de må beslutte, er et militært svar – bortset fra øget militær tilstedeværelse i de nuværende EU-lande, hvor især de tidligere vasalstater forståeligt nok er blevet noget nervøse, først og fremmest de baltiske lande.

Men de vil være alt for farligt at gribe til egentlig militær støtte til Ukraine.

Konflikten skal løses med andre midler som sanktioner og dialog i den rækkefølge. Og det er nu nødvendigt at sætte virkelig kraftigt ind.

 

Vi vil simpelthen ikke købe og betale for russisk olie og gas – ganske enkelt. Vi lukker for aftapningshanen og åbner ikke igen, før der er kommet en løsning, der tilgodeser Ukraines suverænitet på en varig måde.

Det kommer til at påvirke vor dagligdag for os alle i EU. Vi må acceptere billøse dage eller andre kraftige begrænsninger – der er ingen vej udenom. Væksten og tempoet i almindelighed vil blive nedsat mærkbart. Men det er vel trods alt bedre end at begive sig ind på en vej, hvor militær konfrontation mellem NATO og Rusland er slutningen.

Som i slutningen af 1930'erne lader det ikke til, at Putin vil forstå andet sprog end den hårde tale. Lad os bruge erfaringen fra dengang, fordi modstanderen er af samme skuffe, men uden den fatale og ødelæggende krig til følge.

Lad os bruge andre midler i dag, nemlig økonomi, spredning af viden, internettet, styrkelse af internationale organisationer, handel og energiresurser.

------

Og når nu proppen er af flasken, kan vi ligeså bruge samme metode mod IS-kalifatet, som efter min mening består af en samling religiøse banditter, som finansierer deres uhyrligheder med olie- og gaspenge. Der må jo være nogen, som køber disse varer af dem, og det må stoppes.

Modsat Rusland tror jeg, at disse fanatiske bøller, som på værste måde kombinerer religion, uoplysthed og våben, ikke er modtagelige for dialog. De skal rammes af oplysning, velfærd og tilbundsgående hårde økonomiske sanktioner.

 

Det er mig ganske uforståeligt, at mennesket ikke er kommet videre i sin dannelse, at vi fortsat vil løse konflikter med slåskampe. Lad os dog komme videre ad vejen, der fører til fredelig sameksistens.

 

Naivt? Nej, det er da det rigtige!

Er det mon på tide at indføre bump på livets motorvej?

Den sidste uge har der i medierne været skrevet en del om vor fortravlede hverdag – i hvert fald for børnefamilierne. Jeg er jo pensionist og kan tage mig den tid til gøremålene, som jeg har lyst til, og derfor har jeg også tid til at se lidt på trafikken på livets motorvej.

Og jeg kan godt forstå, mennesker i den alder, hvor der ydes, altså lig med at betale til os, som nyder og til at betale til samfundets øvrige udgifter, kan blive overkørte, trætte og have svært ved at bevare overblikket med et stigende pres i arbejds- og privatliv, hvor tid er en mangelvare.

Der køres godt nok stærkt, og i dagens Politiken beskriver den tyske sociolog Hartmut Rosa, hvordan fx teknologiudviklingen har gjort os til slaver af de muligheder, den skaber.

På livets motorvej er der en konstant acceleration, og derfor er meget forståeligt, at der er mange, som taber pusten. I Danmark er der måske op til en halv million samfundsborgere, der bliver stressede.

Nu er det naturligvis ikke blot i Danmark, den udvikling finder sted. Det gælder jo hele kloden.

Hvis vi forestiller os det globale hamsterhjul, der fiser rundt med stadig større fart og det personlige hamsterhjul, ja så skal det personlige hamsterhjul helst være i takt med det globale – ellers kommer den enkelte jo uhjælpeligt bagud. De stadige krav om øget produktivitet, som medfører centralisme, og det vender jeg tilbage til, og tilpasning til øget deregulering på arbejdsmarkedet er en kendsgerning, men som vi tror, går over, når vi lige har nået de og de arbejdsopgaver. Det sker imidlertid ikke, og det er det, der er galt. Gårsdagens sejre er værdiløse i dag, siger Hartmut Rosa.

De evige konkurrence om de bedste jobs, den bedste partner, de bedste børn og den bedste bolig gør os jo ikke lykkeligere, vel? Hvis den enkelte i denne konkurrence tror, at der er en frihed til lige at stoppe op og træde ud af hamsterhjulet i et 'pitt-stop', tror man fejl – man kommer bagud, og det er virkelig svært at komme ind i hamsterhjulet igen. Det er vel derfor, at yderne er på arbejdsmailen døgnet rundt, året rundt, og frygten for arbejdsløshed, er det værste, der kan ske. Derfor bliver de i hamsterhjulet.

Hartmut Rosa stiller spørgsmålet om at levet dobbelt så hurtigt ift. tidligere tider giver flere livsforløb med tilhørende erfaringer? Svaret er nej, løsningen er at sætte tempoet ned. Og det kræver et oprør, måske ligefrem en revolution.

Hvorfor skal vi konstant øge væksten? Hvis alle på kloden har mulighed for at bruge lige så mange resurser som vi i den vestlige verden, skulle der bruges mere end fire kloder!

Det er vel på tide at indføre fartbegrænsende bump på livets motorvej, så vi kunne decentralisere igen. Det er klart, at produktiviteten vil falde – og hvad så? Her vender jeg tilbage til spørgsmålet om centralisme og decentralisme.

Ved temponedsættelse øges muligheden for mere decentralisering, og derved ville kreativiteten øges, ligesom løsningerne formentlig vil blive grønnere og mindre resursekrævende.

Der ville blive tid til et langt større nærvær, samhørigheden ville øges, og fællesskabet genopstå. Mere tid til opdragelsen af den kommende generation vil blive et velkomment biprodukt, som netop kunne udnytte decentraliseringens muligheder.

Måske ville djøf'erne og os andre kunne nå frem til at forstå hinanden, væksten i profitten ville mindskes, og i samme tempo ville uligheden mindskes.

Så ja – motorvejen til utopia er med fartbegrænsende bump. Til gengæld får vi sjælen med som blind passager, og det er vel ikke så galt endda, vel?

Studieoptag på de videregående uddannelser.

Lige nu er det tiden, hvor ansøgerne til de videregående uddannelser modtager svar fra den koordinerende tilmelding om, hvorvidt de er optaget på de(n) ønskede uddannelse(r) eller har fået afslag.
Det er en spændende dag for de unge.
Og her i 'agurke-tiden' dyrkes sagen også i medierne, der beredvilligt videreformidler gode råd fra eksperter, hvis svaret nu ikke er det, man håbede på.

Det viser sig, at de unge på kvote 1 har lyttet til politikernes ønske om, at de skal søge ind på uddannelsen så hurtigt som overhovedet muligt, og at de skal ønske de uddannelser, der ser ud til at have gode beskæftigelsesmuligheder efterfølgende.

Det er den ene problemstilling – en anden er, at der i år igen er flere end de foregående år, der ønsker en videregående uddannelse. Og der er flere, som optages, og der er flere, som får afslag.

Omkring en tredjedel af en årgang optages på en universitetsuddannelse – det er rigtig mange, og afhængig af temperament, politisk holdning og realisme må man glæde sig eller det modsatte.

For er det for mange? Kan samfundet overhovedet opsuge alle de kandidater, der måtte blive resultatet om 5 til 7 år. Principielt går jeg ind for, at samfundet uddanner så mange så godt som overhovedet muligt, men har vi haft en diskussion om, hvad det betyder?

Næh – det har vi da vist slet ikke. Er det ønskeligt, at samfundet på et eller andet tidspunkt består af omkring 20% akademikere og 20% uden uddannelse? Af de 30%, der optages gennemfører de 70% nemlig, 12% får en anden uddannelse, og derved er der altså ca. 20% som ingen uddannelse får, men klarer sig igennem på en eller anden mere eller mindre tilfældig måde.

Jeg har ikke hørt vore uddannelsespolitikere tage den diskussion op.

Det virker altså også som om, der er gået inflation i optagelseskravene, fordi der er uddannelser, der kræver en højere adgangskvotient, end der findes karakterer, eller at ansøgerne skal have topkarakterer hele vejen igennem, søge uddannelse straks efter studentereksamen og helst også have haft alle fag på højt niveau.

Er det klogt? Er det virkelig sådan, at fordi man scorer høje karakterer, så er man den bedste? Det er man nok i de fleste tilfælde, men altid og til hvad som helst? Næh – det er ikke en given sag, synes jeg. Der er mange andre faktorer, der spiller ind for at blive en god læge eller valutahandler for samfundet end karaktergennemsnittet.

Det tidligere højt skattede sabbatår, som kunne modne og udvikle den unge, er ikke så populært længere – og det er nok en skam. Selvfølgelig kunne det overdrives – og det blev det også i en del tilfælde – men det var et gode så længe, der kun var tale om et år.

Er det klogt, at de unge vælger uddannelse efter, hvad der ser ud til at kunne give arbejde op til ti år efter, at de er begyndt på studiet? For hvem kan se så langt frem i en verden, der forandrer sig stadig hurtigere? Mit råd vil være det gode gamle, nemlig at vælge efter interesse og engagement. Så må der være råd til et studieskift eller to.

Uligheden bliver stadig større i de vestlige samfund – og det gælder så også på uddannelsesområdet, selv om vi siger, vi ønsker det modsatte.

Der siges her – som på så mange andre områder – ét, men man gør noget andet.

Vi har et problem, ikke sandt? - både moralsk og demokratisk.

Hvor skal vi hen, du?

I gårsdagens Politiken (den 15/7-14), debatsektionen, læste jeg, at forældrenes uddannelsesmæssige baggrund er afgørende for, hvordan deres børn klarer sig, både i grunduddannelserne og senere i livet. Årsagen er sproget.
Børnene stimuleres sprogligt langt mere i hjem, hvor forældrene har en – gerne videregående – uddannelse. Forældrenes betydning er mange gange større end både skole og kammerater. Det er den tidligere direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og nuværende direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Agi Csonka, og professor samme sted og ved Københavns Universitet, Anders Holm, der beskriver denne opdagelse, og de anbefaler, at daginstitutioner og skoler arbejder meget med at kompensere de børn, som ikke stimuleres så meget sprogligt hjemmefra, systematisk, ligesom en god forældreinddragelse er vigtigt.

Som tidligere lærer og skoleleder må jeg konstatere, at det bestemt ikke er noget nyt – sådan har det vist altid været.

Det nedslående er, at vi åbenbart ikke er blevet klogere, fordi vi har ikke formået at bryde den sociale arv – tværtimod.

 

Uligheden i det danske samfund er støt stigende, og med den klassiske liberalisme, som for mange er tilhængere af, ser det desværre ikke ud til, at der ændres noget på det lige foreløbig. Og det på trods af at landet i tre år er blevet regeret af, hvad jeg troede, var en venstre-centrum regering. Den socialdemokratisk ledede regering har gennemført den ene reform efter den anden (de siger selv, de er gået reformamok), som blot er med til at cementere og øge denne ulighed, idet de har en blind tro på, at blot menneskene bliver fattige nok, så skal de nok rette ind efter, hvad de velbjergede beslutter.

Og i det øjeblik, en socialdemokratisk minister tillader sig at åbne munden for at sætte gang i en debat om samfundets værdier, bliver vedkommende verbalt overfaldet af hele den borgerlige flok. Ja – rigtigt, jeg tænker på fødevareminister Dan Jørgensen, der efter min opfattelse optræder og agerer som en ægte minister, der vil debatten for at kunne sætte ind med de rigtige initiativer til fællesskabets bedste.

Han får på puklen, men intet svar på spørgsmålet om, hvad de liberale vil gøre. ('Deadline' den 15/7-14 om debatinitiativet med hensyn til danskernes livsstil og supermarkedskædernes ansvar i denne sammenhæng).

Jeg synes, det er velgørende, at der for en gangs skyld er en beslutningstager på højt niveau, der tør tage fat og sige noget noget forståeligt om et væsentligt samfundsproblem.

 

Hvorfor er der ikke flere, der tør, men tier om de vigtige emner, der er så afgørende for vort samfund. Ja- de tier måske ikke ligefrem, men de fremturer med floskler, som leder tanken hen på nationaldigterens eventyr 'Kejserens nye Klæder'.

Det er pinedød nødvendigt, at vi får en ærlig og folkelig diskussion om, hvad vi vil med samfundet, vort liv og de værdier, vi vil bygge på fremover.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet for mit indlæg, nemlig om hvorvidt vi skal omfordele resurserne, i givet fald, hvordan og hvor meget, skal sundhedsvæsenet have flere resurser, skal skolerne og daginstitutionerne, skal militæret, skal infrastrukturen tilgodeses i højere grad, hvordan skal vi håndtere klimaforandringerne, hvad med energien, bæredygtigheden????? - og der er jo mange flere emner, der skal tages op.

Samfundet har jo udviklet sig enormt fra den socialdemokratiske velfærdsmodels fødsel i 1950'erne og til i dag. Der er heldigvis rigtig mange af ideerne fra dengang, der nu er blevet til noget, men hvordan skal vi tilrettelægge samfundet fremover, når resurserne nu en gang  er begrænsede?

Den debat savner jeg, men Dan Jørgensen er en af de få, hvis ikke den eneste, der har formået at sætte en flig af diskussionen i gang, så tak for det!

Kommentar til kronik i Politiken dd. "Landbrugets drøm om danske svin er torskedum".

Det var ikke muligt for mig at få anbragt min kommentar på politiken.dk, så derfor bringer jeg den her.

Fint med denne kronik. Der kan forventes et rasende svar fra landbruget. Mon ikke Søren Gade føler, at han må træde i karakter her?

Jeg hører til den del af befolkningen, der synes, at landbrugets tendens mod stadig større, men færre brug trænger til en håndbremse. Svinefabrikkernes – og vel sagtens også kofabrikkernes – industrielle forhold forekommer mig i den grad betænkelig. Det har, så vidt jeg kan se, kun medført ringere dyrevelfærd med den tossede sidegevinst, der hedder resistente bakterier. Og de ulækre motorvejstransporter af levende svin er usunde.

Kronikken stemmer godt overens med mine holdninger, og den er velunderbygget med statistik, selvom jeg godt ved, at man kun skal stole på den statistik, man selv har lavet. Ikke desto mindre forekommer Jesper Baks tal meget troværdige.

Lad os nu få en debat om landbrugets forhold, herunder den evige stræben efter stadig mere stordrift, fordi det gør alle de andre, og vi er tvungent til at følge trop af konkurrencemæssige årsager. Lad os da gå en anden vej. Lemmingetankegangen duer heller ikke her. Der skal nytænkning til. Et stilfærdigt bud kunne være at satse på kvalitet frem for kvantitet

 

Resistente bakterier (2)

Den traditionelle vækstfilosofi har vist sig ikke at holde. For at begynde med de resistente bakterier, der har baggrund i overfyldte svinestier, der af forebyggelsesgrunde flokmedicineres, så er løsningen enkel:

• Forbyd medicinering af dyr

• Påbyd i stedet ordentlige og mere naturlige forhold for dyrene

Det betyder, at alle dyr skal have mulighed for at gå i mindre flokke, komme ud i det fri og leve af foder, som ikke er 'beriget' med hverken vitaminer eller andre stoffer, som formodes at fremme deres vækst.
Det betyder også, at samfundet må afsætte midler til at kompensere de landmænd, der har investeret i tiltro til, at samfundet ønsker at drive husdyrhold i fabriks- og industrilignende produktionssteder.
Kompensationen skal være tidsbegrænset med henblik på at fremme omlægning af produktionen til mindre brug.

• Dette koster kassen i en overgangsperiode, men må betragtes som en investering.
• Dette vil også betyde, at landmændene og deres interesseorganisationer vil protestere helt vildt, men forhåbentlig vil tiden og kompensationerne arbejde for en forståelse af ændringerne.

Ændringerne vil efter kort tid medføre stigning i eksporten, fordi ingen er interesseret i at spise forgiftet kød – og slet ikke kød, der på sigt kan være med til at forvolde ens egen død.

Dyrene vil efterhånden blive mindre og mindre syge, og skulle de alligevel pådrage sig sygdom, må de isoleres for at lade deres emunsystem klare helbredelsen. Sker det ikke, må de slås ned, fordi ét er sikkert: De må ikke behandles med antibiotika.

Er dette for rabiat? - Næh, det synes jeg ikke. Den hovedløse vækstfilosofi er det rabiate element - og der skal tilsyneladende radikale løsningsforslag på bordet for at dæmme op for en meningsløs udvikling.

 

 

Resistente bakterier

Der har gennem de seneste uger med jævne mellemrum været indlæg i dagspressen om resistente bakterier på hospitalerne. Det er for så vidt ikke nyt, idet læger i mange år har gjort opmærksom på, at det stigende forbrug af antibiotika kunne udvikle sig til en trussel for menneskene.

Men som sædvanlig skulle der lig på bordet, før politikerne begynder at vågne – de har jo som altid været så vældig travlt optagede af økonomi, så forebyggelse kun er blevet til ord i skåltaler og valgkampe – meget sjældent handlinger.

Men nu er der kommet lig på bordet. Mindst fire mennesker er døde af infektioner, som skyldtes en resistent bakterie, MRSA 398, som stammer fra svin(eproduktion). Man har ikke gjort så meget ud af problemet, fordi bakterien har ikke været observeret overført fra svin til menneske.

Men sådan er det ikke mere.

De fire dødsfald er sket for mennesker, der ikke har haft kontakt med levende svin. Og nu er det fatalt. For hvad gør vi? Lægerne kan ikke behandle infektionen, fordi de kendte antibiotika ikke virker på MRSA 398.

Det er et megaalvorligt problem naturligvis. Først og fremmest på grund af dødstruslen for det højststående pattedyr på kloden, men også fordi den højt berømmet og vældige danske svineeksport er truet. Svenskerne har allerede sagt fra – de ønsker ikke at importere og spise dansk svinekød. Dette første vink med en økonomisk vognstang har så fået de ansvarlige – først og fremmest fødevareministeren – på banen, men også svineproducenterne og deres organisationer har rørt på sig. De sidstnævnte med en i bund og grund opfordring til at klappe hesten (eller svinet).

”Vi tager skam problemet meget alvorligt”, siger Dan Jørgensen. Jeg er temmelig sikker på, at hvis han ikke var blevet minister, havde han været meget længere fremme på banen.

Han indfører skærpede regler med hensyn til de initiativer, der allerede har vist sig utilstrækkelige, nemlig obligatorisk håndvask og tøjskifte for alle, der har været inde i en svinesti samt skærpelse af regler mod flokvaccinationer.

Men hvorfor skal vi egentlig spise svin med flere eller færre medicinrester i?

Svin, der er blevet behandlet med antibiotika ville sikkert være døde, hvis de ikke var blevet behandlet – og så havde vi jo ikke spist dyret, vel?

Selvdøde dyr spiser vi ikke, vi laver ikke engang pølser af dem. Fordommene siger, at det var noget, de såkaldte tatere gjorde for mange år siden.

Men hvorfor bliver svinene syge? - ja, i min optik skyldes det de fabrikslignende produktionsforhold i dansk landbrug. Der er simpelthen for mange svin på for lidt plads, og det hele foregår på en særdeles unaturlig måde, fordi der skal tjenes rigtig mange penge til bankerne, der har skabt penge ved at låne svineproducenterne penge til udbygning af fabrikkerne.

Nu ser vi resultaterne – og svineproduktionen er formentlig kun første step i fortællingen.

Det er hele vækstfilosofien, den er gal med! Lad os lige klappe dyrene, og reflektere over de forureningsskabte klimaændringer, inden vi haster videre.

Valget til Europaparlamentet.

Hvornår var det det nu, det var? - Nemlig, hvornår vandt Helle Thorning-Schmidt et valg for Socialdemokraterne??

Jeg kan kun huske, at hun har tabt alle valg i den tid, hvor hun har været formand for partiet. Det er simpelthen til stadighed gået tilbage valg for valg og senest her ved valget til Europaparlamentet, hvor Socialdemokraterne gik 2,4 procent og 1 mandat tilbage. De er simpelthen blandt taberne – godt nok ligesom de fleste andre 'gamle' partier, selv om de er frække nok til at fortolke nederlaget som en sejr (”vi gik efter tre mandater”), mens vinderen er Dansk Folkeparti. Og hvorfor?

Mit bud er, at 'de gamle partier' ikke har formået – ikke blot at forny sig – men bare at være i trit med deres vælgere.

De har ikke formået at levere fortællingen, at formulere en vision for deres virke, som deres vælgere kan tro på. Det ser for mig ud til, at især Socialdemokraterne lever i deres egen verden, hvor de tror, at bare de siger 'skabe arbejdspladser', vil deres vælgere næsten dåne af begejstring, men som valgresultaterne viser, holder det ikke.

Det må have givet anledning til selvransagelse, da Socialdemokraterne og de andre 'gamle' partier fik det gule kort.

En advarsel, der er til at føle på.

Det gule kort er det Danmarkskort, der viser alle de valgkredse, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti i forbindelse med det nys overståede valg til EU-Parlamentet, udarbejdet af Danmarks Radio.

Men hvorfor er det mon gået sådan? Mit bud er som tidligere nævnt den manglende fortælling samt manglende tillid. Jeg tror, at danskerne er blevet trætte af de fleste politikere fra 'de gamle partier', trætte af deres pep-talks, trætte af de manglende resultater, trætte af deres småligheder, der nærmer sig korruption.

Der er en tillidskrise mellem de førende politikere fra 'de gamle partier' og vælgerne.

Jeg er ikke glad for at skrive det, men Dansk Folkeparti ser ud til at være det parti, som er mest i tråd med vælgerne – og ikke blot deres egne. Det er det, der er katastrofen!

Kristian Thulesen Dahl og hans tropper virker troværdige. De formår at kommunikere, så rigtig mange tænker: "Ja, der er noget om det, han siger dér" – det gælder for den verbale og den non-verbale kommunikation. Der er overensstemmelse, og de kvikke bemærkninger er ikke pinlige, men i øjenhøjde.

Socialdemokraterne og specielt deres formand har noget at lære her – og det kan ikke gå hurtigt nok, hvis de ikke bare skal være et alternativ, men også et troværdigt et af slagsen til en borgerlig regering, når der skal være folketingsvalg om et års tid.

Det er ikke lang tid til at vende en synkende skude, og det er ikke nok, at de økonomiske konjunkturer ser ud til at vende, så den siddende regering får lidt medvind, og jeg tror heller ikke på, at den skal håbe på et ledelsessammenbrud i det største oppositionsparti.

Hvis Helle Thorning-Schmidt skal nå at få en enkelt valgsejr i hus, og dermed have et håb om dels at forblive formand for Socialdemokraterne dels at bevare statsministerposten, så skal der gang i en troværdig fortælling med ægte visioner NU - DET ER SIMPELTHEN SIDSTE UDKALD.