Studieoptag på de videregående uddannelser.

Lige nu er det tiden, hvor ansøgerne til de videregående uddannelser modtager svar fra den koordinerende tilmelding om, hvorvidt de er optaget på de(n) ønskede uddannelse(r) eller har fået afslag.
Det er en spændende dag for de unge.
Og her i 'agurke-tiden' dyrkes sagen også i medierne, der beredvilligt videreformidler gode råd fra eksperter, hvis svaret nu ikke er det, man håbede på.

Det viser sig, at de unge på kvote 1 har lyttet til politikernes ønske om, at de skal søge ind på uddannelsen så hurtigt som overhovedet muligt, og at de skal ønske de uddannelser, der ser ud til at have gode beskæftigelsesmuligheder efterfølgende.

Det er den ene problemstilling – en anden er, at der i år igen er flere end de foregående år, der ønsker en videregående uddannelse. Og der er flere, som optages, og der er flere, som får afslag.

Omkring en tredjedel af en årgang optages på en universitetsuddannelse – det er rigtig mange, og afhængig af temperament, politisk holdning og realisme må man glæde sig eller det modsatte.

For er det for mange? Kan samfundet overhovedet opsuge alle de kandidater, der måtte blive resultatet om 5 til 7 år. Principielt går jeg ind for, at samfundet uddanner så mange så godt som overhovedet muligt, men har vi haft en diskussion om, hvad det betyder?

Næh – det har vi da vist slet ikke. Er det ønskeligt, at samfundet på et eller andet tidspunkt består af omkring 20% akademikere og 20% uden uddannelse? Af de 30%, der optages gennemfører de 70% nemlig, 12% får en anden uddannelse, og derved er der altså ca. 20% som ingen uddannelse får, men klarer sig igennem på en eller anden mere eller mindre tilfældig måde.

Jeg har ikke hørt vore uddannelsespolitikere tage den diskussion op.

Det virker altså også som om, der er gået inflation i optagelseskravene, fordi der er uddannelser, der kræver en højere adgangskvotient, end der findes karakterer, eller at ansøgerne skal have topkarakterer hele vejen igennem, søge uddannelse straks efter studentereksamen og helst også have haft alle fag på højt niveau.

Er det klogt? Er det virkelig sådan, at fordi man scorer høje karakterer, så er man den bedste? Det er man nok i de fleste tilfælde, men altid og til hvad som helst? Næh – det er ikke en given sag, synes jeg. Der er mange andre faktorer, der spiller ind for at blive en god læge eller valutahandler for samfundet end karaktergennemsnittet.

Det tidligere højt skattede sabbatår, som kunne modne og udvikle den unge, er ikke så populært længere – og det er nok en skam. Selvfølgelig kunne det overdrives – og det blev det også i en del tilfælde – men det var et gode så længe, der kun var tale om et år.

Er det klogt, at de unge vælger uddannelse efter, hvad der ser ud til at kunne give arbejde op til ti år efter, at de er begyndt på studiet? For hvem kan se så langt frem i en verden, der forandrer sig stadig hurtigere? Mit råd vil være det gode gamle, nemlig at vælge efter interesse og engagement. Så må der være råd til et studieskift eller to.

Uligheden bliver stadig større i de vestlige samfund – og det gælder så også på uddannelsesområdet, selv om vi siger, vi ønsker det modsatte.

Der siges her – som på så mange andre områder – ét, men man gør noget andet.

Vi har et problem, ikke sandt? - både moralsk og demokratisk.