OBS - 2 nye indlæg denne dag

Ukraine.

Indledningsvist vil jeg slå fast, at jeg er modstander af væbnet magt – uanset om det er køller og spader eller geværer og bomber. Konflikter skal tales og forhandles til resultat.

I den meget alvorlige og farlige konflikt om den selvstændige stat Ukraine, Krim og stormagten Rusland, må man sige, at der her – som i alle andre konflikter – er to sider af mønten.

Uroen i Kiev blev mere eller mindre gødet af Vesten, som lokkede med handelsmæssige initiativer, som de vestligt orienterede indbyggere gerne så gennemført mod den demokratisk valgte præsidents ønske. Præsidentvalget blev i sin tid kontrolleret og godkendt internationalt som værende gennemført efter reglerne.

Optøjerne på en de centrale pladser i Kiev medførte som bekendt, at præsidenten – om hvem man nok mistænke for at være korrumperet og med et udemokratisk sindelag efter vestlige normer – måtte fortrække til Rusland efter flere dages forhandlinger med repræsentanter fra den store forsamlede gruppe på pladsen, fordi han indgik en handelsaftale med præsident Putin og ikke med Vesten.

Jeg synes, man kan sige, at gadens parlament i Kiev tiltog sig rettigheder, som kun et mindretal af den samlede befolkning i Ukraine støttede – i hvert fald repræsenterede de ikke demokratisk befolkningen.

En stor gruppe modstandere af dén udvikling var det store russiske mindretal på Krim, som Ukraine havde fået 'i gave' fra Sovjetunionen for årtier siden og konfirmeret en del år senere af daværende russiske præsident Jeltsin.

De etniske russere i Ukraine og især på Krim følte sig truet og kunne med god ret hævde, at den folkevalgte præsident Janukovitj var blevet afsat med udemokratiske midler.

Jamen, så er kimen jo lagt til uro og optøjer – og den store nabo i øst, som nok har følt sig spillet lidt af banen de sidste 25 år af Vesten, måtte selvfølgelig støtte og 'beskytte' det store russiske mindretal på Krim – og på sigt desværre nok også i andre områder langs grænserne til Rusland og dets interessesfære.

Storebror kom til undsætning med de ukendte soldater og materiel, fordi i Putins verden snakker man ikke så meget, men viser handlekraft.

Det russiske mindretal på Krim udgør imidlertid et flertal på den navnkundige halvø, som ovenikøbet har særstatus i Ukraine med eget parlament. De har naturligvis forestillet sig, at nu var der en chance for at komme 'hjem' til Rusland, så de udskrev den nu afholdte folkeafstemning, hvis resultat var stensikkert.

Hvordan mon historien var blevet, hvis Vesten havde kendt sin besøgelsestid og ikke undervurderet Vladimir Putin og hans stærke ønske om igen at indtræde reelt på stormagtsscenen? Han havde i München for nogen tid siden i en tale varslet dette.

Udemokratiske midler er vi imod i Vesten, men afsætningen af Ukraines præsident må vel siges at være udemokratisk. Hvad så med folkeafstemningen på Krim? Er vi imod folkeafstemninger? Næh, det er vi måske ikke, hvis ellers resultatet passer os.

På Krim foregik afstemningen måske for enden af et geværløb, og i hvert fald var det en meget hurtig proces, men det kunne vel have været anderledes, hvis konflikthåndteringen allerede for mange måneder siden havde været præget af dialog og fornuftige møder, som respekterede de interessesfærer, de selvstændige stater og befolkningsgrupper kunne have, og vi tilbød hjælp og bistand til de initiativer, som måtte blive nødvendige for at løse en konflikt, som var til at forudse.

Nu fik vi et uskønt forløb, der har lagt grunden til mange års skyttegravskrig af holdninger og manifestationer, som sikkert kun udvikler sig til det værre, hvis ikke fornuften, tolerancen og pragmatismen tager over.

Den slesvigske konflikt mellem Tyskland og Danmark blev løst  sådan – desværre først efter at imperialisterne på begge sider havde forsøgt sig med blodsudgydelse og ulykker til følge.
Når det så er sagt, skal det erindres, at en vis tysker formentlig spillede med de samme kort som russeren gør i dag.
Det er et farligt spil, som kræver omtanke hele bordet rundt.

Vejledning i folkeskolen - igen!

Den 8. januar dette år havde jeg nedenstående bemærkninger om emnet. Desværre – og forventeligt nok, fordi en blog vel kan sammenlignes med at have sin egen læserbrevkasse – ser det ud til, at ingen beslutningstagere har læst guldkornene. Jeg tillader mig derfor igen at bringe indlægget med tilføjelser:

At øge uddannelsesniveauet på alle planer indgår i regeringens målsætninger. Så langt, så godt – det kan ingen være uenig i. Jeg vil i det følgende kommentere, lovgivernes forestilling om, hvordan det blandt meget andet skal foregå i den grundlæggende uddannelse, folkeskolen, samt overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Folkeskolereformen ændrer det timeløse fag 'uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering' til 'uddannelse og job', samtidig med man svækker vejledningen i folkeskolen.

For det første signalerer navneændringen, at faget i højere grad skal tilgodese 'det at få job', og min fornemmelse er, at centralstyringen her ønsker at prioritere job i den private sektor – altså en linie, som flugter med 'blå politik' og øget arbejdsudbud.

For det andet signalerer ændringen også, at 'nu skal vi have noget målbart og konkret' på bekostning af begrebet 'dannelse', hvor de unges uddannelsesretning og -valg baserede sig på orientering om og kendskab til de mangeartede muligheder på baggrund af interesser og sammenhænge – individuelt og samfundsmæssigt.

Skolens undervisning i fagene var sammen med sociale relationer med til at danne eleverne. Det vil være forkert at påstå, at det også ikke vil kunne komme til at ske fremover, men der er en fælde i, at det bliver for målrettet og konkret.

Og det skyldes, at 1:1-vejledningen i folkeskolen gennem den sidste halve snes år er blevet svækket, fordi man – sikkert ud fra de bedste intentioner, men måske også med den skjulte dagsorden at kunne blive i stand til at øge arbejdsudbuddet ud fra 'konkurrencestat-tankegangen' – afskaffede velfærdsstatens skole- og ungdomsvejledere. De havde nemlig deres daglige undervisning på den skole, hvor de tillige forestod vejledningen af eleverne i udskolingen. På den ene side kendte de eleverne, deres evner og færdigheder, ligesom de kendte forældrene, og på den anden side havde de ajourført viden om veje ind i uddannelsessystemet.

Efter indførelsen af 'den professionelle vejleder' (formentlig efter amerikansk forbillede), hvor vejlederne udelukkende beskæftigede sig med vejledning, steg antallet af ansøgere og optagne til de gymnasiale uddannelser, mens antallet til de håndværksprægede uddannelser faldt tilsvarende. Efter indførelsen af taxameterordningerne blev dette forhold grotesk.

De værste er, at vejledningen fremover nu kun omfatte de sårbare og udsatte elever (anslået 20%), mens resten nok finder ud af det ved egen og forældres hjælp – måske bistået af øvrig familie.

Det er ganske enkelt for sølle.

Og det viser sig jo atter og atter, at skrivebordsbeslutningerne ikke har lang holdbarhed, men må opfattes som 'fast food' – en higen efter hurtige gevinster.

De findes ikke, når det handler om mennesker, dannelse, læring og uddannelse.
Og de fremkommer slet ikke, når de, der har skoen på og ved, hvor den trykker, ikke inddrages respektfuldt.

PISA kan ikke bruges, som den er blevet det i hele håndteringen omkring folkeskolereformen. Det har vi fra 'hestens egen mund', nemlig prøvernes konstruktør. Selv PISA-direktøren i Danmark støtter synspunktet.

De fleste har også forstået, at lærerne er den vigtigste faktor, når det gælder læring. Bare ærgerligt, at det først er nu, det indses, efter at man har tromlet dem flade - nærmest bogstaveligt.

Der er simpelthen så mange opgaver i dagligdagen på skolerne, at det ikke er hensigtsmæssigt  også at lade lærerne stå for den vigtige uddannelses- og erhvervsvejledning i det timeløse fag 'Uddannelse og Job'. Det skal man overlade til de lokale eksperter – lærere med en overbygningsuddannelse som vejledere – som kender det lokale miljø, de enkelte elever, fordi de også underviser på skolen, forældrene og ikke mindst alle de mange muligheder, der findes for at gå ind i et individuelt uddannelsesforløb og bestå en ungdomsuddannelse.

Jeg skriver 'bestå', for den skal ikke bare 'fås'. Der er krav, der skal opfyldes.

Samfundsudviklingen har ikke gjort det nemmere for de unge. Valgene er ofte uoverskuelige og uigennemsigtige, og der er mange faldgruber.

En ordentlig vejledning i folkeskolen er alfa og omega.

Jeg håber og ønsker indtrængende, at lovgivere og forvaltninger er bevidste om, at der her er et felt, som kræver opmærksomhed – så det er en ommer, Christine, når det handler om at spare på vejledningskontoen. Find financieringen til erhvervsskolereformen et andet sted. Corydon må til lommerne.

Er vi på vej på 'Europas forenede Stater'?

Den seneste tids debat i medier og politik om dagpenge og børnecheck sammenholdt med den begyndende opmærksomhed mod valget til Europaparlamentet den 25. maj afslører dels ukendskab til, hvad EU er, og hvordan EU fungerer, dels at der er nationalistiske følelser omkring de sociale ydelser.

Hvorfor skal vi betale til de over 100.000 ikke-danske arbejdere fra dag ét, uden at de har nået at bidrage til den fælles pengekasse? Mange udtrykker den holdning. De vil ikke betale til 'nassere'.

Jeg mener, der så afgjort at grund til at klappe hesten og trække vejret – helt roligt. Og prøve at perspektivere problemstillingerne. What's up, doc?

 

Vi har været medlem af klubben i mere end 40 år og har nydt godt af støtteordninger af alle mulige forskellige slags – og især har landbruget haft fordele. Og vi har alle haft den store fordel, at der har været fred i langt størstedelen af vor verdensdel i mere end et halvt århundrede. Er det en grund til at være utilfreds? Ville vi have været bedre stillet, hvis vi ikke havde meldt os ind i foreningen? - Nej, vel. Alt taler for, at EU udover at være en handelsforening også er en fredsklub.

'EU-professor' Marlene Wind holdt en forelæsning på Folkeuniversitet i København ultimo februar 2014 og kort fortalt gælder nedenstående (i en anelse fri redaktionel gengivelse):

EU er et ualmindeligt og meget forpligtende samarbejde mellem nationer, bl.a. fordi borgere også er retssubjekter og kan få ret på baggrund af traktaterne mod fx en stat, altså at der er en direkte retsvirkning for borgerne i traktaterne modsat den almindelige folkeret, hvor konventionerne kun gælder staterne imellem – de kommer ikke borgerne ved.

EU-retten står over Folketinget, hvis der er en konflikt. EU-ret er lige så bindende for borgere og nationale myndigheder som de nationale love og bekendtgørelser. EU-ret er med andre ord national ret.

EU har bestemt, at sociale ydelser i ét land skal gælde for andre EU-borgere, hvis de bor og arbejder i netop det land. Det har EU-domstolen afgjort.

EU-domstolens opgave er at fortolke traktaterne, når de først er vedtaget i Kommission og Parlament – altså når de politiske repræsentanter har talt og stemt. EU-domstolen skal også sørge for, at alle er lige for loven. EU-domstolen står på denne måde over de nationale parlamenter, når bestemmelserne er gennemført som følge af det repræsentative demokrati. Sådan er det.

EU-domstolen har arbejdet og arbejder for at fremme borgernes rettigheder og beskytter de fire friheder, nemlig den frie bevægelighed for arbejdskraft, kapital, tjenesteydelser og varer tværs over grænserne i medlemslandene

Danmark er med vor demokratiske forståelse og nationale selvforståelse med andre ord udfordret, jf. ”Ingen over eller ved siden af Folketinget”.

Og det er problemet.
Vil vi fortsat være med i foreningen – eller vil vi melde os ud?

I min optik er der intet andet fornuftigt og realistisk valg end at forblive i EU. Derfor skal vi sammen arbejde for, at vi forstår EU, at vi indretter os derefter, at vi arbejder for at rette op på skævheder og fejl, og at vi medvirker til fortsat positiv udvikling på vort kontinent.

Tiden er ikke til nationalisme – det tog er heldigvis kørt i remise. Svaret på spørgsmålet i overskriften er derfor: JA.