onsdag den 10. juli 2013

Fælles ledelse i institutioner og skoler – er det en god ide?

Er der forskel på at lede en daginstitution og en skole?
Er der forskel på at lede en mindre skole og en stor skole??
Er der forskel på at lede én skole og flere skoler???

Nej-nej-nej, mener de ansvarlige politikere. Det kan da sagtens lade sig gøre. Og Kommunernes Landsforening (KL) er ganske enig. Overraskende nok, ikke sandt? - Forresten er det KL, som netop har udsendt et notat om disse nye muligheder, fordi kravene til fælles ledelse er blevet lempet med forliget om folkeskolereformen. Formentlig skal årsagen findes i rationaliseringsgevinster – eller besparelser.

Det lugter af tåbeligheder af mindst to afgørende årsager:
  • For det første tager det endnu en gang lidt mere af demokratiånden ud af uddannelsessystemet. Det er så enkelt, at det næsten er løgn, men jo større institution, jo længere er der fra den enkelte elev/forældre/lærer til den øverst ansvarlige leder. Og demokratiet i folkeskoleloven er jo i forvejen prioriteret ned til stk. 3 i formålsparagraffen.
  • For det andet er virkeligheden, at ledelse af en daginstitution – også for børn i den undervisningspligtige alder – er en helt anden sag end ledelse af en undervisningsinstitution.
Der er væsensforskellige opgaver, og der er afgørende forskelle på kultur og arbejdsmiljø i de to institutionstyper.

Det må også overraske, at ledelseskravet til fælles ledelse er lempet, når forligskredsen gjorde et stort nummer ud af, at reformen netop skulle styrke skoleledelsen – hvilket jo også var et hovedpunkt i den skammelige konflikt, hvor lærerne blev udelukket fra at udføre deres arbejde til skade for eleverne. Fordi nu skulle lærerne kanøfles – nu skulle de mærke ledelse.
Resultatet af regeringsindgrebet i konflikten og forliget om folkeskolereformen netop omkring ledelse er, at der er åbnet en ladeport på størrelse med en hangar for, at andre end pædagogisk uddannede (= læreruddannede) nu kan blive ledere i folkeskolen.
Det er efter min mening fatalt, fordi ledelse af en folkeskole er en helt anden sag end ledelse af chokoladefabrikken.

New Public Management er ikke svaret på folkeskolens krise. New Public Management er benzin på bålet, men jeg tror desværre, at djøferne i de kommunale forvaltninger ikke kan forstå, at deres 'egne' ikke skulle kunne lede en folkeskole. De kan ikke – og har formentlig heller ikke forudsætningerne for det – at forstå, at 'i skolen skal man træde varsomt, thi dér færdes børn'.

Når dette er sagt, er der grund til at hilse folkeskolereformen velkommen, fordi der er rigtig meget godt gods i den reform. Derfor er det ærgerligt, at sådanne fatale fejl skal lægge gift for gennemførelsen.
Den fromme forhåbning er, at der er tilstrækkelig mange gode kræfter på alle niveauer vil være i stand til at gå op imod de ødelæggende kræfter. Ingen nævnt, ingen glemt.