Come on – centrum-venstre!

Det er min oplevelse, at regeringen i snart 10 år mere eller mindre har tilsidesat eksperternes rådgivning. Det gælder arbejdsmarkedskommissionen, skattekommissionen, velfærdskommissionen, vismandsredegørelserne og andre redegørelser af knapt så store temaer.
Det var selvfølgelig også Anders Fogh Rasmussens indgangsbøn, at nu måtte ”dette ulidelige ekspertvælde høre op.” Vi kunne og skulle tænke selv og lade snusfornuften få indflydelse. Det var også begyndelsen til kontraktpolitikken – og kontrakten er så sandelig blevet overholdt – og uha, det var vigtigt! - Om det så var til gavn for landet, betød mindre.

Mit stilfærdige forslag er, at det måske nu var på tide, at der blev lyttet til eksperternes råd og vejledning – det ville da være forfriskende nyt og måske endda nyttigt.
I den anledning vil jeg også bemærke, at centrum-venstre oppositionen her vil have en god mulighed for at markere en kant til regeringen. Hidtil har den jo blot trådt i dens fodspor, og det kommer der som bekendt ikke meget nyt ud af.
De forskellige kommissioner har i deres forslag også flere mindre populære forslag, fx at ændre på efterlønnen mm. Oppositionen vil kunne overtage kommissionerne forslag – og altså også de upopulære – og gøre disse til deres egne. Herved kan der tegnes et reelt alternativ til regeringen, som er flot fagligt funderet. Kombineres det med oppositionens egne gode visioner om fx uddannelsesområdet samtidig med et opgør med såvel retspolitikken som integrationspolitikken – ja, så er det efter min opfattelse noget at gå til valg på, og som et alternativ til VKO-flertallet.

Gode råd er der som bekendt mængder af – og de fremsættes ofte uden risiko. Den politiske virkelighed i dag er imidlertid således, at det er mere end svært at se øje på nogle reelle forskelle mellem regeringen og oppositionen. Af ren misforstået samarbejdsvilje optræder oppositionen alt for ofte som den berømte dikkende lammehale og går med i al for mange forlig. Erkend dog, at VKO fører blokpolitik, og agér derefter. VKO-blokkens politik er bestemt ikke en messe værd. Marker kanten og giv befolkningen alternativet, så det kan ses.
Held og lykke med det.

Marianne Jelved: ”Samtaler om skolen”

Anmeldelse af Marianne Jelved: ”Samtaler om skolen”, 138 sider, Dafolo 2009,
pris kr. 198,40 + moms. ISBN 978-87-7281-400-1.

Marianne Jelveds samtalebog bærer tydeligt præg af den skolekultur, som er opbygget i Danmark faktisk helt tilbage fra ”Loven om Almueskolen”, der blev til allerede i 1814, men især fra de sidste 100 år. Skulle man få associationer til et museumsskrift i denne forbindelse, går man galt i byen.
Bogen henvender sig til alle, der er interesseret i skoleforhold – og specielt i de forandringer, der er sket i den danske folkeskole siden systemskiftet 2001.
Marianne Jelved forsøger at belyse forandringerne gennem samtaler med forskerne Per Fibæk Laursen, Ove Korsgaard, Anne Holmen, Katrin Hjort og Lars Qvortrup samt skoleleder Birthe Qvortrup. Dertil kommer – ikke overraskende - et par kapitler om hendes egne synspunkter.
Bogen kommer blandt andet rundt om skolens markedsgørelse, PISA, enhedsskolen, elev- og forældresamarbejdet, skoleledelse, uddannelsespolitikken samt udfordringerne fremover.

Bogen er causerende, men helt bestemt med kant. Der fremsættes ofte kritiske synspunkter, som er egnede til debatoplæg, fx i forbindelse med de nødvendige pædagogiske drøftelser på enhver skole i landet. Sproget er talesprog, og jeg fornemmer, at der – også for at understrege autenciteten – er tale om direkte afskrifter fra de båndede samtaler. Det styrker i min optik bogen.

Kapitel 1 handler om Mariannes Jelveds opfattelse af vigtige brændpunkter i skolepolitikken. Hun sætter prøver og tests ind i en skolehistorisk ramme, herunder skolelovenes formål, krav og mål, kommer ind på markedsgørelsen af den danske folkeskole, fremlægger synspunkter om dannelsesbegrebet, omtaler med engagement den danske skolekultur, som den udmøntes i enhedsskolen og fællesskabet samt endelig naturligvis holdninger til, hvad eleverne skal lære i den danske skole.
Kapitel 2 er uddrag fra en interviewartikel i ”Skolen – et frirum for alle børn – alle fag er vigtige i barnets udvikling”, bragt i bladet Dansk Sang, nr. 6/2007-2008. Interviewet er foretaget af Erik Lyhne og tager udgangspunkt i Marianne Jelveds egne erfaringer som lærer. Her afsløres det blandt andet, at det er tidligere undervisningsminister Kresten Helvig Petersen fra de radikale, der inspirerede hende til at blive lærer.
Samtalen bruges ellers naturligt nok til at fremhæve den interviewedes skoleholdninger.
Herefter går Marianne Jelved over i interviewerens rolle, og samtalen med Per Fibæk Laursen handler meget om den gode (autentiske) lærer, om undervisningens kvalitet og didaktik, det fremadrettede indhold, skoleledelse og læreruddannelsen.
Jeg vil gerne anbefale, at læseren grundigt læser i det mindste 2 kapitler, nemlig kapitlerne 4 og 6.
Kapitel 4 er samtalen med Ove Korsgaard , som er ph.d., dr. pæd. og professor i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.
Samtalen handler om demokratisk dannelse og medborgerskab som fag, og her er der kloge udsang at hente.
Her sættes dannelsen, medborgerskabet samt sammenhængen mellem det lokale, det nationale og det europæiske i fokus, ligesom det nødvendige fællesskab fremhæves.
Den interviewede og intervieweren er klart på bølgelængde, og den gode dialog fremmer som bekendt forståelsen.
Dette kapitel er et af de meget væsentlige i bogen, fordi der sættes skarpt på dannelses-begrebet og fællesskabet – to søjler i den danske skolekultur.
I samtalen med professor i undervisningen i dansk som andetsprog og tosprogethed, Anne Holmen, kapitel 5, kommer de to kvinder rundt om modersmål, sprogkompetencer og læring, herunder hvad der har gjort den svenske grundskole succesfuld med hensyn til de tosprogede svenske elevers tilegnelse af det svenske sprog. Anne Holmen får mulighed for i relativt lange sekvenser at gøre rede for sine holdninger og synspunkter, og det er klart en styrke i samtalen, ligesom det kan give læseren enten en god indføring i emnet (hvis man ikke er så godt funderet i forvejen) eller en god understregning af de på bjerget herskende tilstande om emnet (hvis man er vidende i forvejen).
Kapitel 6 er efter min opfattelse et af de væsentligste i bogen. I lyset af at bogen er en samtalebog, som skal belyse flere synspunkter og holdninger til skolepolitik, er samtalen med professor i uddannelsesforskning ved Syddansk Universitet, Katrin Hjort, rigtig god til at give læseren en indføring i tests og PISA, karakterer og medier.
Der bliver gjort op med den målelige skole og de hurtige historier om ”manglende” resultater. Der henvises til de engelske kongelige kontrollører og dette systems mangler, når det gælder menneskelige relationer. I samtalen sættes de demokratiske begreber over for de totalitære tankegang – og det er jo tankevækkende.
Kapitel 7 er en samtale med ægteparret Birthe og Lars Qvortrup, som er henholdsvis skoleleder ved Dalumskolen i Odense og dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Samtalen handler om ledelsesopgaver i skolen og står for mig som det svageste kapitel. Jeg synes ikke, at der sættes lys på nye indgangsvinkler eller skolepolitiske holdninger.
Det 8. og sidste kapitel er Marianne Jelveds konklusioner af såvel samtalerne som hendes egne synspunkter og holdninger, og hun argumenterer sobert og med kritiske bemærkninger om den nye skolepolitik. Hun gør op med den centralistiske tankegang samt markeds-gørelsen af den danske folkeskole, og hun anbefaler meget kraftigt alle aktørers deltagelse og medejerskab i skolens virke, hvilket forudsætter gennemsigtighed i skolens ledelse og dagligdag – skolen skal være et fællesskab med en synlig ledelse.
Afslutningen af bogen er en opfordring til Folketingets partier om at nedsætte en stor og bredt sammensat skolekommission med henblik på at udarbejde et nyt grundlag for en ny begyndelse for folkeskolen.
”Samtaler om folkeskolen” henvender sig som nævnt til alle, der ønsker at engagere sig i skoleforhold – både som begyndere eller som øvede. Der gives en nødvendig og tilstrækkelig historisk indføring, og samtalerne kommer grundigt omkring den skolepolitiske dagsorden.
Bogen kan læses i sin helhed, men man kan bestemt også med udbytte udvælge enkelte kapitler og læse disse, ligesom læseren selv kan bestemme rækkefølgen.
En klart læseværdig bog.

Offentligtgjort indlæg om seniorråd i Ballerup Bladet den 20. oktober 2009

Først iler jeg med at meddele, at dette indlæg er præget af lokale forhold i min hjemkommune og derfor ikke noget generelt. Det blev afsendt til Ballerup Bladet medio oktober og er skrevet FØR den 17. oktober, hvor bloggens efterfølgende indlæg er skrevet.

Den 17. november 2009 skal der være kommunalvalg, og i perioden fra den 25. november til den 2. december 2009 skal der være valg til Seniorrådet via brevafstemning.
Jeg er glad for, at jeg nu er stemmeberettiget og valgbar til seniorrådet.
Siden 1996 har det været lovpligtigt for kommunerne at etablere ”Ældreråd”, i Ballerup nu omdøbt til det mere fornuftige ”Seniorråd”. Der er altså tale om en 13 år gammel institution. Det er i demokratisk forstand ungt. Det er min erfaring, at sådanne rådgivende institutioner i et repræsentativt demokrati skal have en lang indkøringsperiode, inden de for alvor bliver taget seriøst af såvel de besluttende myndigheder som af målgrupperne.
Derfor er det afgørende, at der bliver så stor åbenhed omkring Ældrerådets/Seniorrådets arbejde som overhovedet muligt. Rådet skal ud til borgerne med formidling og være til rådighed for dialog. Det forekommer mig væsentligt, at rådet ikke bliver opfattet som et ”pensionistråd”, men som en ligeværdig del af det kommunale styre. Derved har rådets arbejde også betydning for de yngre indbyggere i kommunen.
Jeg har en oplevelse af, at de tidligere og også det nuværende Ældreråd ikke har haft så heldig en hånd i denne forbindelse. Jeg mener at have fulgt godt med i de lokale spørgsmål og forskellige debatter, men med al respekt i øvrigt mindes jeg ikke rigtig at have hørt meget til Ældrerådet og dets arbejde.
Udover ønsket om større åbenhed med hensyn til Seniorrådets arbejde vil jeg gerne samarbejde med andre ældre, andre relevante institutioner og kommunen om at få så gode forhold som overhovedet muligt for vore ældre medborgere. Det får jeg mulighed for uddybe ved det planlagte præsentationsmøde i Reehs Baghus den 24. november 2009, som jeg meget håber, at mange stemmeberettigede vil bruge lidt af deres tid på og deltage i.
Jeg stiller op til seniorrådsvalget, og under alle omstændigheder ønsker jeg, at vi får et godt valg til Seniorrådet.

Ældrerådet har på sit møde tirsdag den 6. oktober 2009 kommet min henvendelse om flytning af præsentationsmødet den 24. november 2009 delvist imøde, således at mødet forlænges til kl. 17. Det er jeg glad for, fordi de erhvervsaktive nu også får mulighed for at deltaget i præsentationsmødet.

Bemærkninger om privatskoler kontra folkeskoler

Blogbemærkninger til POLITIKEN den 17. september 2009 om privatskoler kontra folkeskoler:
Journalist og forfatter Lars Olsen skriver med rektor Otto Strange Møller, Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Deres indlæg kan læses på Politikens hjemmeside under debat.

Bemærkning (1) til privatskoler og folkeskoler:
Fint, at der i mange år har været muligheder for at indskrive på privatskoler af forskellig art med statstilskud. Men så bør det stoppe. Privatskolerne betaler intet for ydelser, som kommunen skal tilbyde, fx vejledning, PPR mm. Hvis privatskolerne vil have disse tjenester, bør kommunen kunne sende dem en regning-vil de være særlige, så lad dem selv.

Bemærkning (2):
Der er ingen tvivl om, at private skoler er med til at gøre kløften bredere og dybere mellem de resursestærke og resursesvage grupper i samfundet. Selv om ordningen er gammel, passer den jo herligt ind i den neoliberalistiske regerings tankesæt. Samfundet er blevet sørgeligt meget opsplittet gennem de sidste 10 år. En centrum-venstre regering har et stort oprydningsarbejde foran sig.
Ovenstående er skrevet som kommentar til debatten på Politikens hjemmeside.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Tankegangen i loven om ret til at oprette fri-, efter- og privatskoler er over 100 år gammel, men egentlig ikke umoderne. Det er bestemt også OK, at der er et offentligt tilskud, men det bør højst udgøre 50% af gennemsnitsudgiften/elev i folkeskolen.
Dertil kommer alle de mange lovpligtige tjenester, som kommunerne skal stille til rådighed for alle elever i det danske samfund, fx pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), specialundervisning, uddannelsesvejledning, tandlægebehandling, osv.
Dette nyder de private skoler godt af – og betaler intet for det, men de lægger beslag på resurserne, som kommunens egne elever så får mindre af. Der bør kunne sendes en faktura for disse dyre tjenester, så de private skoler var med til at dele udgiften.
Forældre til elever i de private skoler får tillige – mod en beskeden ekstraudgift – ofte en fritidsordning med i købet. Forældrene i de kommunale skoler må selv betale en noget større del for den kommunale fritidsordning.
Mange grupperinger i samfundet har benyttet sig af disse gode ordninger, fx religiøse og etniske grupper. Hermed lukker de sig om sig selv, hvilket er til skade for mangfoldigheden og tolerancen i samfundet.
Jeg synes, der er grund til at evaluere (det er jo så trendy for tiden) økonomien og konsekvenserne heraf i friskoletanken, fordi der er nogle skævheder, som er med til at forstærke opsplitningen i det danske uddannelsessystem.

Afbureaukratisering og ældrepolitik (redigeret)

Hvad bliver fremtiden for Ældrerådet?

Jeg kunne også spørge, om der overhovedet er en fremtid?
Det skyldes, at disse rådgivende og høringsberettigede institutioner er på listen over de besparelsesforslag, regeringen har udarbejdet i forbindelse med ”afbureaukratiseringsprogrammet”, som statsministeren omtalte i sin åbningstale forleden.
Planen rammer som ventet de svageste grupper: Børn og unge, integrationsindsatsen, det sociale område og ikke mindst de ældre. Samlet vil der blive frigjort omkring 884 mill. kr., som derefter skulle kunne bruges til primæropgaver i de ramte sektorer. Ældreområdet vil blive ramt med ca. 285 mill. kr., og de mange penge skal findes ved at

- plejeplaner gøres frivillige,
- forebyggende hjemmebesøg gøres frivillige,
- oprette Ældreråd samt bruger- og pårørenderåd gøres frivilligt
- udarbejde enklere regler for visitation,
- udarbejde enklere regler for tilsyn,
og endelig vil der være
- andre initiativer

Det er naturligvis ikke regeringen, der stå med håret i postkassen – det er kommunerne, der skal stå med skarpretterkniven. Selvfølgelig skal det ske i dialog med borgerne, men disse står nu ikke særlig stærkt i denne sammenhæng, når der ikke er en ”skal-lovgivning” bag. Kommunerne er i forvejen særdeles hårdt ramte på økonomien. Det gamle princip om del og hersk fungerer strålende.
Når dette er sagt, så vil jeg gerne medgive, at den individuelle minutkontrol og dokumentation af hvert lille skridt, der tages i det daglige arbejde, dels har gjort livet surt for medarbejderne, dels har taget en alt for stor del af arbejdstiden, og her er det meget velkomment, at det bliver afskaffet, hvis det altså sker.
At ældrerådet vil blive frivilligt at oprette, hvis forslaget bliver gennemført, er sandelig slemt nok – men det er endnu værre, at bruger- og pårørenderåd også gøres frivilligt! - Hvem skal tale de svages sag??? - medarbejderne? Næh, de skal nok ikke have klinket noget! - Ledelsen? Det svarer jo til, at ræven vogter gæs. De svages retssikkerhed er på denne måde truet.

Foreløbig ser det ud til, at det kun er de lokale repræsentative råd og samling af interessenter, som kan tale de svages sag, der bliver ramt – igen igen.
Det bliver – for at sige det på godt jysk – bøvlet, og det er træls.
Man kan også sige: ”Det er en ommer, Løkke”.

Valg til Seniorråd/Ældreråd

Siden 1996 har det været lovpligtigt for kommunerne at etablere ”Ældreråd”. I Ballerup kommune, hvor jeg bor, har man valgt at omdøbe det til det mere fornuftige ”Seniorråd”. Der er altså tale om en 13 år gammel institution. Det er i demokratisk forstand ungt. Det er min erfaring, at sådanne rådgivende institutioner i et repræsentativt demokrati skal have en lang indkøringsperiode, inden de for alvor bliver taget seriøst af såvel de besluttende myndigheder som af målgrupperne.

Derfor er det afgørende, at der bliver så stor åbenhed omkring Ældrerådets/Seniorrådets arbejde som overhovedet muligt. Rådet skal nå ud til borgerne – især de mere end 60-årige – med formidling og være til rådighed for dialog. Mange i aldersgruppen 60-65 år har endnu ikke forladt arbejdsmarkedet, men formentlig vil det ske inden for en overskuelig år-række, og de har mange resurser og erfaringer at gøre godt med. De er på arbejdsmarkedet, både fordi de fysisk og psykisk kan, og fordi samfundet i øvrigt ser på det med stor sympati.
Det forekommer mig væsentligt, at rådet ikke bliver opfattet som et ”pensionistråd”, men som en værdifuld del af det kommunale styre. Derved har rådets arbejde også betydning for aldersgruppen mellem 55 og 65 år i kommunen. De 55-60-årige begynder jo så småt at tænke over, hvornår og hvordan de skal forlade arbejdsmarkedet, og derfor skal deres opmærksomhed henledes på Seniorrådets/Ældrerådets eksistens og arbejde.

Specielt vil jeg pege på, at der fremover vil blive kamp om at få del i samfundets resurser. Den komplekse velfærdsstat er dyr, og jeg tror ikke på, at skattestoppet holder vand i ret lang tid. Når vi gerne vil give såvel de yngste som de ældste indbyggere i landet gode levevilkår, er det nødvendigt, at beslutningstagerne – det gælder både politikerne og embedsværket – holder op med at vælte besparelser ned over de sektioner i det offentlige system, som skal klare de mangeartede opgaver for disse befolkningsgrupper.

Logikken er klar nok: Færre skal sørge for flere. Derfor skal ”kagen” skæres ud på en anden måde. Vi skal have flere til at arbejde mere, så kagen bliver større, og det betyder, at pensionsalderen må sættes op – i hvert fald for de indbyggere, der kan bære at arbejde længere tid – og vi må invitere uddannet udenlandsk arbejdskraft til landet. Det bliver en vanskelig opgave, fordi der skal samtidig betales mere til fællesskabet, altså højere skat – især til de grupper, der har en høj indtægt.
Derfor er det vigtigt, at disse ældre arbejdende borgere også deltager i høringsberettigede institutioner, som skal vejlede og rådgive beslutningstagerne om velfærden for den ældre del af befolkningen. Derved får vi flere facetter ind i beslutningsgrundlaget, den brede forståelse for de ældres behov forbedres, og troværdigheden øges.

Professorerne Lise Togeby og Jørgen Elklit, Aarhus Universitet, har allerede i en artikel i ”Nyhedsbrev, nr. 5 – 2007 Danske Ældreråd: Valgdeltagelsen ved ældrerådsvalg” og den 28. september 2009 er undersøgelsen citeret i ”Nyhedsmagasinet ”Danske Kommuner”, konkluderet, at det er klart bedst for valgdeltagelsen, at valget afholdes ved fremmøde og sammen med et andet valg, fx et kommunalvalg. Stemmeprocenten ved fremmøde var 60 (13 kommuner), mens den ved brevafstemning var 41 (57 kommuner). Vægtes procenterne i forhold til kommunens indbyggertal og antal kommuner, der valgte enten den ene eller anden måde, var den gennemsnitlige stemmeprocent 44 – på linie med valg til skolebestyrelser. Der var ved undersøgelsen også taget højde for, om valget blev afholdt sammen med et andet valg eller lå på et andet tidspunkt. Undersøgelsen dækkede perioden 2005-2007.

Det er efter min opfattelse meget vigtigt, at der i de enkelte kommuner tages højde for denne undersøgelses resultater. Der skal udføres et stort informationsarbejde, og der skal afsættes tilstrækkelige økonomiske midler til at afholde valg til Seniorråd/Ældreråd samtidig med med et andet valg eller folkeafstemning.
Det vil være det bedste for det repræsentative demokrati.