Marianne Jelved: ”Samtaler om skolen”

Anmeldelse af Marianne Jelved: ”Samtaler om skolen”, 138 sider, Dafolo 2009,
pris kr. 198,40 + moms. ISBN 978-87-7281-400-1.

Marianne Jelveds samtalebog bærer tydeligt præg af den skolekultur, som er opbygget i Danmark faktisk helt tilbage fra ”Loven om Almueskolen”, der blev til allerede i 1814, men især fra de sidste 100 år. Skulle man få associationer til et museumsskrift i denne forbindelse, går man galt i byen.
Bogen henvender sig til alle, der er interesseret i skoleforhold – og specielt i de forandringer, der er sket i den danske folkeskole siden systemskiftet 2001.
Marianne Jelved forsøger at belyse forandringerne gennem samtaler med forskerne Per Fibæk Laursen, Ove Korsgaard, Anne Holmen, Katrin Hjort og Lars Qvortrup samt skoleleder Birthe Qvortrup. Dertil kommer – ikke overraskende - et par kapitler om hendes egne synspunkter.
Bogen kommer blandt andet rundt om skolens markedsgørelse, PISA, enhedsskolen, elev- og forældresamarbejdet, skoleledelse, uddannelsespolitikken samt udfordringerne fremover.

Bogen er causerende, men helt bestemt med kant. Der fremsættes ofte kritiske synspunkter, som er egnede til debatoplæg, fx i forbindelse med de nødvendige pædagogiske drøftelser på enhver skole i landet. Sproget er talesprog, og jeg fornemmer, at der – også for at understrege autenciteten – er tale om direkte afskrifter fra de båndede samtaler. Det styrker i min optik bogen.

Kapitel 1 handler om Mariannes Jelveds opfattelse af vigtige brændpunkter i skolepolitikken. Hun sætter prøver og tests ind i en skolehistorisk ramme, herunder skolelovenes formål, krav og mål, kommer ind på markedsgørelsen af den danske folkeskole, fremlægger synspunkter om dannelsesbegrebet, omtaler med engagement den danske skolekultur, som den udmøntes i enhedsskolen og fællesskabet samt endelig naturligvis holdninger til, hvad eleverne skal lære i den danske skole.
Kapitel 2 er uddrag fra en interviewartikel i ”Skolen – et frirum for alle børn – alle fag er vigtige i barnets udvikling”, bragt i bladet Dansk Sang, nr. 6/2007-2008. Interviewet er foretaget af Erik Lyhne og tager udgangspunkt i Marianne Jelveds egne erfaringer som lærer. Her afsløres det blandt andet, at det er tidligere undervisningsminister Kresten Helvig Petersen fra de radikale, der inspirerede hende til at blive lærer.
Samtalen bruges ellers naturligt nok til at fremhæve den interviewedes skoleholdninger.
Herefter går Marianne Jelved over i interviewerens rolle, og samtalen med Per Fibæk Laursen handler meget om den gode (autentiske) lærer, om undervisningens kvalitet og didaktik, det fremadrettede indhold, skoleledelse og læreruddannelsen.
Jeg vil gerne anbefale, at læseren grundigt læser i det mindste 2 kapitler, nemlig kapitlerne 4 og 6.
Kapitel 4 er samtalen med Ove Korsgaard , som er ph.d., dr. pæd. og professor i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.
Samtalen handler om demokratisk dannelse og medborgerskab som fag, og her er der kloge udsang at hente.
Her sættes dannelsen, medborgerskabet samt sammenhængen mellem det lokale, det nationale og det europæiske i fokus, ligesom det nødvendige fællesskab fremhæves.
Den interviewede og intervieweren er klart på bølgelængde, og den gode dialog fremmer som bekendt forståelsen.
Dette kapitel er et af de meget væsentlige i bogen, fordi der sættes skarpt på dannelses-begrebet og fællesskabet – to søjler i den danske skolekultur.
I samtalen med professor i undervisningen i dansk som andetsprog og tosprogethed, Anne Holmen, kapitel 5, kommer de to kvinder rundt om modersmål, sprogkompetencer og læring, herunder hvad der har gjort den svenske grundskole succesfuld med hensyn til de tosprogede svenske elevers tilegnelse af det svenske sprog. Anne Holmen får mulighed for i relativt lange sekvenser at gøre rede for sine holdninger og synspunkter, og det er klart en styrke i samtalen, ligesom det kan give læseren enten en god indføring i emnet (hvis man ikke er så godt funderet i forvejen) eller en god understregning af de på bjerget herskende tilstande om emnet (hvis man er vidende i forvejen).
Kapitel 6 er efter min opfattelse et af de væsentligste i bogen. I lyset af at bogen er en samtalebog, som skal belyse flere synspunkter og holdninger til skolepolitik, er samtalen med professor i uddannelsesforskning ved Syddansk Universitet, Katrin Hjort, rigtig god til at give læseren en indføring i tests og PISA, karakterer og medier.
Der bliver gjort op med den målelige skole og de hurtige historier om ”manglende” resultater. Der henvises til de engelske kongelige kontrollører og dette systems mangler, når det gælder menneskelige relationer. I samtalen sættes de demokratiske begreber over for de totalitære tankegang – og det er jo tankevækkende.
Kapitel 7 er en samtale med ægteparret Birthe og Lars Qvortrup, som er henholdsvis skoleleder ved Dalumskolen i Odense og dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Samtalen handler om ledelsesopgaver i skolen og står for mig som det svageste kapitel. Jeg synes ikke, at der sættes lys på nye indgangsvinkler eller skolepolitiske holdninger.
Det 8. og sidste kapitel er Marianne Jelveds konklusioner af såvel samtalerne som hendes egne synspunkter og holdninger, og hun argumenterer sobert og med kritiske bemærkninger om den nye skolepolitik. Hun gør op med den centralistiske tankegang samt markeds-gørelsen af den danske folkeskole, og hun anbefaler meget kraftigt alle aktørers deltagelse og medejerskab i skolens virke, hvilket forudsætter gennemsigtighed i skolens ledelse og dagligdag – skolen skal være et fællesskab med en synlig ledelse.
Afslutningen af bogen er en opfordring til Folketingets partier om at nedsætte en stor og bredt sammensat skolekommission med henblik på at udarbejde et nyt grundlag for en ny begyndelse for folkeskolen.
”Samtaler om folkeskolen” henvender sig som nævnt til alle, der ønsker at engagere sig i skoleforhold – både som begyndere eller som øvede. Der gives en nødvendig og tilstrækkelig historisk indføring, og samtalerne kommer grundigt omkring den skolepolitiske dagsorden.
Bogen kan læses i sin helhed, men man kan bestemt også med udbytte udvælge enkelte kapitler og læse disse, ligesom læseren selv kan bestemme rækkefølgen.
En klart læseværdig bog.