Ledighed, efterlønnere og jobskabelse

Hvordan mon man kan få det til at hænge sammen?

I dag vedtages loven om højere folkepensionsalder, fleksydelser og den gradvis afskaffesle af efterlønnen. Det sker med såvel den tidligere regerings som den nuværende regerings stemmer, fordi de radikale indgik forlig med den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti, inden valget i september 2011, og der også i det nye Folketing er flertal for forslaget. Dansk Folkeparti gik med i forliget mod bl.a. at få indført skærpet grænsekontrol. De må føle sig noget lange i ansigterne, fordi de jo altid påstår, at de er 'den lille mands parti' (hvad det så end er?), og nu bliver både efterlønnen og den øgede grænsekontrol afskaffet.

De radikale har gennem længere tid været fortaler for at se på overførselsindkomsterne, og set i det lys er det måske nok en god ide at afskaffe efterlønnen inden for en ikke så fjern fremtid, men deres tanker er jo kommet til verden i tider med overskud på statsfinanserne og virkelig fart på økonomien og de private virksomheders vækst. Der kunne forudses mangel på arbejdskraft, og derfor skulle 'de grå tigre' vente med at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – der ville blive så meget brug for det såkaldte 'grå guld'.

Denne udstilling af manglende virkelighedssans har egentlig aldrig rigtig huet mig, fordi vi gennem den sidste snes år har set, at det som regel er de ældre medarbejdere, der opfordres til at lade sig pensionere, eller direkte får besked på, at der ikke er brug for dem mere, når der skal rationaliseres. Har de været ældre end 55 år, har det været mere end svært at få et nyt arbejde – ingen eller kun få virksomheder, private eller offentlige, har været interesserede i at ansætte ældre medarbejdere. Begrundelsen har ofte været, at deres kompetencer er forældede, så pyt med deres store erfaring og viden i øvrigt.

Der har altså efter min vurdering aldrig været særlig meget brug for de ældre på arbejdsmarkedet, når de først var kommet ud i ledighed og det på trods af såkaldte gode tider!

Nu bliver de med statsstøtte sat ud i ledighedskøen – salig Svend Auken må rotere i sin grav – han var en af hovedarkitekterne bag efterlønnen, fordi de ældre skulle trække sig tilbage til fordel for de unge, som skulle ind på arbejdsmarkedet, da ungsomsledigheden i 1970'erne var stor og større end i dag.
Konkurrencen i dag bliver endnu skarpere.

Ugebrevet A4 har netop i dag begået en analyse af omkring 180.000 virksomheder/selskaber, og den viser, at ca. hver femte af disse har kurs mod en konkurs det kommende år, og hvad værre er – det ser ikke ud til at blive bedre i 2013. Der er tillige tale om virksomheder, der i en vis udstrækning beskæftiger ufaglærte eller arbejdstagere med korte uddannelser.

Alene på denne baggrund er udsigterne ikke lyse. Dertil kommer den generelle krise, hvor for det første udsigterne for statsfinanserne er forværret med et endnu større underskud end først antaget med stigning i ledigheden til følge, for det andet eurokrisen, for det tredje vil energien ifm formandskabet for EU suge meget fra regeringen, og der vil helt sikkert støde flere vanskeligheder til.

Nu kan man hævde, at nedsættelse af efterlønsalderen først træder i kraft fra 2014, men det ændrer altså ikke ved billedet af, at behovet for ekstra arbejdskraft ikke vil være særlig stort i en hel del år fremover. Endvidere er det ikke sandsynligt, at de jobs, der måske skabes i fremtiden, i særlig vid udstrækning vil tilgodese de ældre arbejdstagere, der skal være til rådighed for arbejdsmarkedet som følge af regeringens politik.

Mon ikke den beregnede besparelse vil blive spist op af øgede andre sociale udgifter?

Tiden vil vise, om de borgerlige og regeringen får ret. Jeg tror det ikke.

Trængselsafgift/betalingsring omkring København

En række af Københavns omegnskommuner er mere eller mindre - mest mere - utilfredse med, at regeringen ønsker en hurtig implementering af trængselsafgift i hovedstaden. Jeg synes, det er meget forståeligt. Det er i stor udtrækning deres borgere, der vil komme til at betale. Ligeledes må man drage omsorg for, at de fysiske rammer som fx P-anlæg ved trafikknudepunkterne er i orden, inden hele projektet igangsættes. Projektet er en investering i infrastruktur, som  må tilbagebetales over en længere årrække. Jeg synes også, man skal behandle hinanden ordentligt, og det er logisk at forvente, at de offentlige transportmidler er tilstrækkelige på alle måder, før den enkelte borger skal til lommerne for at betale, hvis de vil køre i bil ind i København. Alt andet vil da svare til, at man havde opkrævet broafgift over Storebæltsbroen og Øresundsbroen, før de var bygget!

Koncertanmeldelse

Anmeldelse af julevelgørenhedskoncerten i Københavns Domkirke søndag den 11. december 2011, kl. 15.

Koncerten var dedikeret til trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London James Watson

Medvirkende:

Solist mezzosopran Andrea Pellegrini
og
Ensemblehovaldt: Philip Cobb, solotrompetist i London Symphony Orchestra, Thomas Watson, freelance trompetist i London,
Susanne Skov, freelance hornist, Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne og Janus Mogensen, tubaist

Programmet:

Procession of Nobles af Rimsky-Korsakov, arr. Bill Holcombe
Panis Angelicus af Cesar Franck, arr. James Davies
Rose Without a Thorn af Henry VIII, arr. Elgar Howarth
(It is for Me a RightGreat Joy, Pastime with Good Company, Adieu Madame et Ma Maistresse, Departure is My Chief Pain og En Vray Amoure)
En Rose så jeg skyde, katolsk salme fra Köln 1599,oversat af Th. Laub, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini.
Agnus Dei af J.P.Palestrina, arr. L Waldeck.

Tale v/Dorrit Otzen, Reden International.

Sherpherd's Hey af Percy Grainger, arr. David Stanhope.
Ave Maria af Franz Schubert, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini
The Holy and the Ivy, trad. arr. John Iveson
Concerto de Aranjuez af Joaquin, arr. James Davies. Solist Philip Cobb
We wish you a Merry Christmas, trad. arr. John Iveson.
Fællessang, Dejlig er Jorden af B.S. Ingemann, 1850.

Programmet var alsidigt og blev afviklet med god stil og meget professionelt, så koncerten var en fin og dejlig oplevelse, hvor de kompetente musikere viste deres formåen.

Andrea Pellegrini var som altid formidabel. Hun har i løbet af ganske få år markeret sig som en af landets mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner, såvel i opera- som koncertsammenhænge.

Der er bestemt også god grund til at fremhæve den ganske unge engelske solotrompetist Philip Cobb fra London Symphony Orchestra. Hans solo blev gennemført uden slinger af nogen art og stod knivskarpt.

Desværre døde professor James Watson pludseligt i februar 2011. Han var en særdeles trompetist og mentor for ensemblet. Ære være hans minde.

Hans søn Thomas Watson trådte i hans sted og drog omsorg for, at koncerten blev afviklet så professionelt.

Den engelske tradition med velgørenhedsjulekoncerter er god, og Dorrit Otzens tale var da også præget af taknemmelighed over for Ensemblehovaldts engagement i denne sammenhæng.

Det er meget dejligt, at ensemblet har etableret et stabilt samarbejde med udenlandske og danske kunstnere med internationalt format.

De omkring 300 tilhørere kunne gå fra Domkirken og ud i den kolde december eftermiddag med en dejlig musikoplevelse i ryggen samt en bevidsthed om at have støttet et godt og værdigt formål i denne kolde tid, hvor den slags sociale institutioner nødvendigvis må have privat støtte for at kunne hjælpe. Afstanden mellem dem, som har behov for hjælp, økonomisk og socialt, og dem, som kan hjælpe, er jo bestemt ikke blevet mindre de sidste 10 år her i kongeriget. Enhver er så absolut ikke sin egen lykkes smed – det er vældig godt for ikke at sige nødvendigt at have allierede, som kan det, man ikke selv er i stand til.

Danmark og Europa

Europa og dermed Danmark står over for nogle meget alvorlige beslutninger; beslutninger, der skal træffes ret hurtigt – nærmest i den kommende uge.Baggrunden er den splittelse, EU er udsat for i forbindelse med det nyligt overståede europæiske topmøde, hvor euroen skulle 'reddes'.
Englænderne vil ikke være med, så en traktatændring i gængs EU-forstand ser ikke ud til at være mulig, idet den kræver fuldstændig enighed. Euro-landene fortsætter derfor med drøftelser om en strammere budgetdisciplin, og de 10 ikke euro-lande inviteres til at være med, men England har som bekendt afslået at deltage.
Danmark er i den særlige situation, at vi skal overtage EU-formandskabet ved årsskiftet og derfor formentlig kommer til at spille en særlig rolle i de kommende forhandlinger.
Men hvad skal Danmark vælge?

For mig at se er der følgende scenarier:

• Vi tiltræder et fuldt medlemskab uden forbehold
• Vi lægger os så tæt op ad de 17 eurolande som overhovedet muligt – altså fortsætter den hidtidige linie, hvor vi fortsat er uden for euroen, men lader kronen være bundet til euroen
• Vi melder os af samarbejdet og står alene med udfordringerne
• Vi satser på et fornyet 'EFTA-samarbejde'
• Vi arbejder på en særlig nordisk model.

Problemet er, at statsministeren og vor regering endnu ikke efter min opfattelse har afsløret pondus, og derfor ligger tilliden til, at der er det nødvendige overblik og beslutningsevne i denne situation, på et lille og godt gemt sted.

Redningskransen skal formentlig findes i økonomiministeriet.

EU har været garantien for fred i Europa i efterkrigstiden. Projektet er visionært og stort tænkt på en dyster baggrund. Danmark m. fl. har været noget fodslæbende i implementering af den gode solidaritet, mens andre lande – og især Tyskland og Frankrig – på det allerseneste har brugt 'bøllebank' for at sikre deres monetaristiske og egennyttige ideer. England har fulgt sit ældgamle mantra om at være modstander af den stærkeste magt på kontinentet og fortrængt, at de netop er del af fællesskabet og dermed tilhører kontinentet. 

Den ikke særligt visionære ide er for Danmark at følge det andet scenarie for i et lidt længere perspektiv at tilslutte os den fælles mønt. Det vil være rigtig fornuftigt, hvis vi bruger kræfter på at overbevise i hvert fald svenskerne om at være med også. Jeg har et forfængeligt håb – og ønske – om, at englænderne kommer til fornuft.
Den lidt mere visionære er så at drage omsorg for, at der indbygges en keynesiensk tankegods i den nye traktat med hovedvægt på vækst, der ikke belaster klima, miljø og resurser i nær så høj grad som det hidtil vækstbegreb. 

Alternativet – hvis det hele ramler – er genopdagelsen af den nordiske model, hvor Finland nok vil være svær at overtale. Et blandt flere motiver til dette er den fælles interesse i Arktis. Den fælles nordiske interesse udspringer af, at det i hvert fald ikke kan være hensigtsmæssigt bare at overlade den region til USA, Rusland og/eller Kina. 

Alternativet er i hvert fald ikke at stå alene uden allierede. 

Der ligger en spændende og næsten skræmmende tid foran os, hvor det vil være nødvendigt at lade den sædvanlige danske andedamssnadren hvile med de initiativer, der allerede er taget.

Boganmeldelse

Anmeldelse af ”Nøglen til succes – Få mere synlighed gennem effektiv markedsføring i lokalområdet” af Mogens Greve (også fotos og lay-out), omslag Ole Møgelby. 112 sider, Forlaget Udsigt 2010, set fra kr. 228 (på nettet),   ISBN 978-87-985281-3-5.

I forbindelse med bogen har forfatteren etableret en hjemmeside www.komudafbusken.dk , hvor han uddyber synspunkterne samt stille og roligt gør lidt reklame for sig selv.

Bogen er præget af en fortællestil, der nærmer sig det talte sprog. Forfatteren har seks
budskaber, som bliver gentaget nogle gange i løbet af de næsten 100 sider.
Bogen er for så vidt let læst. Typografien er åben og nem at læse, og sproget er som nævnt næsten talesprog.
Under læsningen undrer jeg mig lidt: Skal bogen opfattes som en fagbog - eller er den blot forfatterens jounalistiske trang til at fortælle historier samtidig med lidt gode råd a la 'husk-at', 'lad-være-med', 'gør-nu' osv.? Der er imidlertid ingen indholdsfortegnelse og intet stikordsregister, så det er umuligt hurtigt at finde frem til en problemstilling for at finde et svar herpå.
Formålet med bogen er at give vejledning til lokale foreninger af enhver type og ildsjæle/projektmagere med henblik på at gøre dem bedre rustet til at skabe opmærksomhed for deres forening/projekt.
Påstanden er, at 'synlighed i lokalområdet er nøglen til succes', og at 'hjemmesider og lokale ugeaviser er to centrale medspillere på det hold, som baner vejen for succes med synlighed' (uddrag fra omslaget bagside).
Forfatterens udgangspunkt er, at som ildsjæl forsømmer du at komme ud af busken, synliggøre dit projekt og få pr, fordi netop det jo ikke er din primære interesse.
Mogens Greves egen platform er den lokale journalists kombineret med personlige erfaringer. Hans budskab kan koges ned til seks punkter:

• sats på lokalområdet
• tænk pr og synlighed ind i projektet/arrangementet fra begyndelsen
• hvis du er for dårlig til at klare pr-opgaven selv, så erkend det og søg kompagniskab med en professionel.
• hvis du vil etablere en hjemmeside, skal den være ordentlig, nem at finde rundt på og vedligeholdes til stadighed
• annoncer og journalistisk tekst skal holdes skarpt adskilt
• peger til stadighed på egenindsatsen mht synlighed: 'hvad vil foreningen være kendt for', værdigrundlaget og de positive historier 

Forfatteren krydrer budskaberne med historier fra det praktiske liv, og det kommer nemt til at fremstå, at sådan er det altid, men generaliseringerne holder formentlig ikke vand, fordi de trods alt kun bygger på et lokalområde i Midtjylland, og det kan vel ikke være dækkende for hele landet.

Mogens Greve bruger en del krudt på den lokale avis rolle, idet den udgør hans aktuelle arbejde. Læseren bliver indviet i de arbejdsbetingelser, der er i den forbindelse. Derved bliver der også en naturlig overgang til en kort omtale af de mest relevante bestemmelser i markedsføringsloven og pressenævnets vejledende regler for god presseskik.

Han henleder også opmærksomheden på at skelne skarpt mellem annoncering og en artikel eller reportage, ligesom det er nødvendigt at skelne mellem en tekst, beregnet til traditionelt tryk og tekst, beregnet til nettet.
Forfatteren runder også pr-redskaber som foldere og klubblade, og det gennemgående er igen de førnævnte seks budskaber.

Bogen eller rettere budskaberne i den er bestemt relevante for amatører, der brænder for en sag og/eller projekt, og som udgangspunkt sikkert ikke har overvejelser om at reklamere for deres interesse. Men jeg synes, at en bog til mere en 200 kr. er at slå et lidt for stort brød op, når et hæfte ville kunne gøre det. Mens jeg læste bogen, sad jeg med en fornemmelse af, at der var lidt for meget 'græsrod' over den.

Der er dog for mig ingen tvivl om, at forfatteren brænder for at få sine budskaber ud, og at han er vidende på området, og at der er nyttig viden at hente for den engagerede amatør.

Jamen da – man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af!

Det var en rigtig mandag-morgen-øjenåbner: Nu foreslås det fra en af de finansielle organisationer, at forbrugerne skal betale et gebyr for at betale med kontanter. Jeg læste det lige en gang til! Jo – det stod der virkelig, og der var mange argumenter for, bl.a. at også Nationalbanken gik ind for det. Baggrunden er, at der er alt for mange omkostninger forbundet med administrationen af sedler og mønter, og det hele kan gå meget nemmere, hvis betalingerne foregår digitalt.

Her er det så, det bliver lidt uoverskueligt for en almindelig forbruger/borger. Jeg mener da, at det netop er Nationalbanken, som har eneretten til at trykke pengesedler og slå mønter.

Det forekommer mig, at det må blive ganske umuligt at følge med i det store bogholderi, hvis banker, betalingsinstitutter eller -organisationer nu selv kan lade trykpressen rotere?

Forleden overværede jeg en interessant samtale mellem en forsker på CBS, Ole Bjerg, og Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen, om, hvad penge egentlig er for noget.

Det var en opfølgning på et interview mellem samme to mennesker om samme emne i Politiken den 12. november 2011.
Jeg synes, det var skræmmende perspektiver, der blev rullet op. Kun 6% af de penge, der er i omløb, er sedler og mønter – resten er ????? Jah, Ole Bjerg kalder dem 'kreditpenge', som lånes i banken, som igen låner dem af andre banker og/eller finansieringsinstitutter. Det er altså bare sorte klatter på et kontoudtog eller farvede pixels på en skærm; fiktiver vil jeg kalde dem. Der er ingen produktion eller andre værdier gemt bag alle 0'erne. Det virker mildest talt som en pengemaskine, så meget desto værre fordi det er bankerne, som snupper gevinsten i form af renter. Man kan næsten sige, at det nu er muligt at klippe hår af en skaldet. Derfor falder dagens – desværre ikke vittighed, men – alvorlige budskab fint i forlængelse af dette. Selvfølgelig skal vi betale for at betale – sådan må det være, mageløst, ikke sandt?

Der er helt forståeligt, at de 'civiliserede' samfund på kloden er på vej ned ad slidsken på røv og albuer. Konspirationsteorien må være, at der er nogle få helt kolossalt stinkende rige udbyttere, som skal have alle almindelige menneskers værdier med i den sidste skjortes lommer.

Jeg kan godt forstå, at unge mennesker rundt om i verden undrer sig over, hvorfor de skal følge politikernes hede opfordringer om, at de skal uddanne sig, for hvad skal de bruge en uddannelse til. De finansielle markeder er så optagede af grådighed, at der nedlægges arbejdspladser en masse og kun oprettes nye i et meget begrænset omfang.

Resultatet er, at der inden for en kort tidshorisont vil opstå et oprør mod de finansielle markeders urimeligheder – og det kan godt gå hen og blive et ragnarok. De unge vil simpelthen ikke finde sig i det, når de opdager, at de er blevt snydt, så vandet driver.

Der er gået et eller andet galt i vore systemer, og det kan kun gå for langsomt med at tage dette opgør på en anstændig, ansvarlig og fornuftig måde. Det værste er, at det er politikerne, der skal gøre det, og de er sandsynligvis smurt ind i skidtet, så det skal formentlig være nogle nye og endnu uprøvede kræfter, der skal klare opgaven. Det er risikabelt, men nødvendigt, og det er et stort problem, at det ikke blot er i Danmark, det skal foregå, men i det meste af verdenen.

Vi skal jo dog begynde et sted, så lad os se nogle visionære mennesker i dette smørhul af et land tage fat, ytre sig i debatten, tage over i partierne og i bankerne og være med til at sætte dagsordenen i Danmark og i EU. Det er et sejt træk, men tiden er kostbar, så kom frem på banen, alle gode kræfter.