Danmark og Europa

Europa og dermed Danmark står over for nogle meget alvorlige beslutninger; beslutninger, der skal træffes ret hurtigt – nærmest i den kommende uge.Baggrunden er den splittelse, EU er udsat for i forbindelse med det nyligt overståede europæiske topmøde, hvor euroen skulle 'reddes'.
Englænderne vil ikke være med, så en traktatændring i gængs EU-forstand ser ikke ud til at være mulig, idet den kræver fuldstændig enighed. Euro-landene fortsætter derfor med drøftelser om en strammere budgetdisciplin, og de 10 ikke euro-lande inviteres til at være med, men England har som bekendt afslået at deltage.
Danmark er i den særlige situation, at vi skal overtage EU-formandskabet ved årsskiftet og derfor formentlig kommer til at spille en særlig rolle i de kommende forhandlinger.
Men hvad skal Danmark vælge?

For mig at se er der følgende scenarier:

• Vi tiltræder et fuldt medlemskab uden forbehold
• Vi lægger os så tæt op ad de 17 eurolande som overhovedet muligt – altså fortsætter den hidtidige linie, hvor vi fortsat er uden for euroen, men lader kronen være bundet til euroen
• Vi melder os af samarbejdet og står alene med udfordringerne
• Vi satser på et fornyet 'EFTA-samarbejde'
• Vi arbejder på en særlig nordisk model.

Problemet er, at statsministeren og vor regering endnu ikke efter min opfattelse har afsløret pondus, og derfor ligger tilliden til, at der er det nødvendige overblik og beslutningsevne i denne situation, på et lille og godt gemt sted.

Redningskransen skal formentlig findes i økonomiministeriet.

EU har været garantien for fred i Europa i efterkrigstiden. Projektet er visionært og stort tænkt på en dyster baggrund. Danmark m. fl. har været noget fodslæbende i implementering af den gode solidaritet, mens andre lande – og især Tyskland og Frankrig – på det allerseneste har brugt 'bøllebank' for at sikre deres monetaristiske og egennyttige ideer. England har fulgt sit ældgamle mantra om at være modstander af den stærkeste magt på kontinentet og fortrængt, at de netop er del af fællesskabet og dermed tilhører kontinentet. 

Den ikke særligt visionære ide er for Danmark at følge det andet scenarie for i et lidt længere perspektiv at tilslutte os den fælles mønt. Det vil være rigtig fornuftigt, hvis vi bruger kræfter på at overbevise i hvert fald svenskerne om at være med også. Jeg har et forfængeligt håb – og ønske – om, at englænderne kommer til fornuft.
Den lidt mere visionære er så at drage omsorg for, at der indbygges en keynesiensk tankegods i den nye traktat med hovedvægt på vækst, der ikke belaster klima, miljø og resurser i nær så høj grad som det hidtil vækstbegreb. 

Alternativet – hvis det hele ramler – er genopdagelsen af den nordiske model, hvor Finland nok vil være svær at overtale. Et blandt flere motiver til dette er den fælles interesse i Arktis. Den fælles nordiske interesse udspringer af, at det i hvert fald ikke kan være hensigtsmæssigt bare at overlade den region til USA, Rusland og/eller Kina. 

Alternativet er i hvert fald ikke at stå alene uden allierede. 

Der ligger en spændende og næsten skræmmende tid foran os, hvor det vil være nødvendigt at lade den sædvanlige danske andedamssnadren hvile med de initiativer, der allerede er taget.