I forbindelse med bogen har forfatteren etableret en hjemmeside www.komudafbusken.dk , hvor han uddyber synspunkterne samt stille og roligt gør lidt reklame for sig selv.
Bogen er præget af en fortællestil, der nærmer sig det talte sprog. Forfatteren har seks
budskaber, som bliver gentaget nogle gange i løbet af de næsten 100 sider.
Bogen er for så vidt let læst. Typografien er åben og nem at læse, og sproget er som nævnt næsten talesprog.
Under læsningen undrer jeg mig lidt: Skal bogen opfattes som en fagbog - eller er den blot forfatterens jounalistiske trang til at fortælle historier samtidig med lidt gode råd a la 'husk-at', 'lad-være-med', 'gør-nu' osv.? Der er imidlertid ingen indholdsfortegnelse og intet stikordsregister, så det er umuligt hurtigt at finde frem til en problemstilling for at finde et svar herpå.
Formålet med bogen er at give vejledning til lokale foreninger af enhver type og ildsjæle/projektmagere med henblik på at gøre dem bedre rustet til at skabe opmærksomhed for deres forening/projekt.
Påstanden er, at 'synlighed i lokalområdet er nøglen til succes', og at 'hjemmesider og lokale ugeaviser er to centrale medspillere på det hold, som baner vejen for succes med synlighed' (uddrag fra omslaget bagside).
Forfatterens udgangspunkt er, at som ildsjæl forsømmer du at komme ud af busken, synliggøre dit projekt og få pr, fordi netop det jo ikke er din primære interesse.
Mogens Greves egen platform er den lokale journalists kombineret med personlige erfaringer. Hans budskab kan koges ned til seks punkter:
- sats på lokalområdet
- tænk pr og synlighed ind i projektet/arrangementet fra begyndelsen
- hvis du er for dårlig til at klare pr-opgaven selv, så erkend det og søg kompagniskab med en professionel.
- hvis du vil etablere en hjemmeside, skal den være ordentlig, nem at finde rundt på og vedligeholdes til stadighed
- annoncer og journalistisk tekst skal holdes skarpt adskilt
- peger til stadighed på egenindsatsen mht synlighed: 'hvad vil foreningen være kendt for', værdigrundlaget og de positive historier
Mogens Greve bruger en del krudt på den lokale avis rolle, idet den udgør hans aktuelle arbejde. Læseren bliver indviet i de arbejdsbetingelser, der er i den forbindelse. Derved bliver der også en naturlig overgang til en kort omtale af de mest relevante bestemmelser i markedsføringsloven og pressenævnets vejledende regler for god presseskik.
Han henleder også opmærksomheden på at skelne skarpt mellem annoncering og en artikel eller reportage, ligesom det er nødvendigt at skelne mellem en tekst, beregnet til traditionelt tryk og tekst, beregnet til nettet.Forfatteren runder også pr-redskaber som foldere og klubblade, og det gennemgående er igen de førnævnte seks budskaber.
Bogen eller rettere budskaberne i den er bestemt relevante for amatører, der brænder for en sag og/eller projekt, og som udgangspunkt sikkert ikke har overvejelser om at reklamere for deres interesse. Men jeg synes, at en bog til mere en 200 kr. er at slå et lidt for stort brød op, når et hæfte ville kunne gøre det. Mens jeg læste bogen, sad jeg med en fornemmelse af, at der var lidt for meget 'græsrod' over den.
Der er dog for mig ingen tvivl om, at forfatteren brænder for at få sine budskaber ud, og at han er vidende på området, og at der er nyttig viden at hente for den engagerede amatør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar