mandag den 22. september 2014

Byudvikling i Københavns Havn.

Jeg har for ganske nylig haft den fornøjelse at få indblik i, hvordan selskabet 'By og Havn I/S' har udviklet og vil udvikle området omkring Københavns Havn.

Interessentskabet ejes af Københavns Kommune og Staten. Det blev stiftet i oktober 2007 (sådan lige omkring finanskrisens begyndelse). Dets formål er primært at udvikle arealerne i Ørestad og Københavns Havn samt forestå havnedriften af Københavns Havn. Det sidste varetages af datterselskabet Copenhagen Malmö Port.

Byudviklingsarealerne er Nordhavnen, Marmormolen, Amerika Plads, Langelinie, lidt af Lynetten, Margretheholms Havn, Prøvestenen, Christiansholm, Ørestad Nord og Syd, Amager Fælled Kvarter, Ørestad City, Teglholmen, Enghave Brygge og Sydhavnstippen.

Der er mange visioner og udvikling af byrummet i det centrale København.
Og det er vidunderligt – dels at man i krisetider giver sig lov til at tænke dristigt og innovativt, dels at der allerede er gennemført dele af visionerne til gavn for byen og dens indbyggere, fx Ørestaden og Sluseholmen. Det vender jeg tilbage til.

Vi var et selskab på en snes personer, og guiden delte ud af sin viden om byudviklingsplanerne på en engageret måde, så vi alle blev imponeret af den kolossale byudvikling, vi fik indblik i.

Denne arrangement var en opfølgning på et lignende sidste efterår, hvor vi hørte om og så nærmere på Ørestaden med dens moderne arkitektur, bl.a. '8-tallet' og 'VM-bygningen'.
Vi spadserede i bydelen, kørte med Metroen og besøgte institutioner.
Også dengang var vi imponerede over de løsninger, vi så – og lidt skuffede over de mangler, der umiddelbart var, fx utilstrækkelig skolekapacitet.

De store visionære løsninger medfører, at vi med rette kan være stolte over dansk byudvikling og organiseringen af den.

I år blev det inspirerende foredrag ved modellerne i udstillingen 'Himmel og Hav' efterfulgt af en kort rundtur på arealet, der lige nu er en støvet og travl byggeplads med store lastbiler og entreprenørmaskiner, og hvor vi også fik sat udviklingen ind i et historisk perspektiv.
Omvisningen sluttede med en længere sejltur rundt i hele Københavns Havn fra Orientbassinet i nord gennem Frihavnen og Christianshavn til Sluseholmen i syd, så vi kunne se det fysiske udtryk af nogle af visionerne. At det hele foregik på en smuk og solrig sensommerdag gjorde jo ikke indtrykket dårligere.
Jeg synes, man med rette kan hævde, at København på denne måde med visionære løsninger har gjort en stor indsats for at fremstå som en by med et centrum, der er i høj international klasse. Den 'skyline', man ser fra vandsiden med Den sorte Diamant, Operaen, Skuespilhuset, de finansielle hovedkvarterer og boligerne, er imponerende og bekræftende af en by, der gerne vil hævde sig internationalt.

Jeg vil dog gerne afslutningsvis dryppe malurt i bægeret.

Alle disse fysiske udtryk af arkitektoniske ideer er samtidig et spejl af den store og stadigt voksende ulighed, der præger og har præget vort samfund gennem de seneste 10-15 år. De afspejler markedssystemerne – ikke mindst set i sammenhæng med jord, byggeri og kapital.

Priserne for boligerne er ligeså høje som bygningerne. Det kræver mindst to indtægter på den gode side af trekvart million for at have råd til at bo der. Det betyder, at det er en ganske bestemt del af den københavnske befolkning og udenlandsdanskere, der vil indfinde sig på adresserne, og selv om der er blevet flere rige, er der også blevet flere fattige, og afstanden mellem disse to grupperinger vokser sig stadig større.

Der er jo ingen muligheder for almennyttige boliger. De boligselskaber, der administrerer disse, er begrænset af et loft over udgifterne pr. kvadratmeter, og det loft betyder ganske enkelt, at de end ikke kan købe en grund til at bygge på.

Derfor lider visionen for 'By og Havn I/S' af en markant mangel – arealerne vil blive befolket af 'de rige og velbjærgede', såkaldte rigmandsghettoer, hvor vi sikkert efter nogle år vil se arealerne blive hegnet ind, og indgangene bevogtede, sådan som man kan opleve det i fx de store sydamerikanske byer.
Og var det lige det, der var meningen?

Jeg håber det ikke, men der er brug for politiske initiativer, så den næsten fanatiske tro på markedskræfterne, vi har oplevet den seneste år, bliver afløst af en tro på lighed og fællesskab, og hvor tilliden til medmenneskene igen kan få ro og kraft til at vokse.

Det fortjener udviklingen.