Der er noget galt i DK (5)

Men hvad? Der er snart kommet mange bud på det, også fra mig.
Imidlertid kan man frygte, at det er selve demokratiet, der er på spil. Uligheden er i hvert fald på rollelisten.

Den velbjærgede og rigeste del af befolkningen benytter i vid udstrækning chancerne for at meddele, at det er den anden del – de fattigste og dårligst stillede – der må holde for. Seneste eksempler Danske Banks planer om, at netop denne gruppe mennesker skal betale for at opretholde en konto, så de kan modtage de offentlige ydelser, som det tilbageværende velfærdssamfund endnu betaler dem, og dertil kommer topchefen for Danmarks største virksomhed og meddeler, at de lavtlønnede skal have endnu mindrei løn.

Centrum-venstre regeringen med en socialdemokratisk statsminister ligger under for en meget borgerlig monetaristisk politik. Politikken er anført af en finansminister og en økonomiminister, der vil være ansvarlig ud over alle bredder i forhold til den i EU dikterede sparepolitik.
EU-politikken har medført, at armoden i specielt de Sydeuropæiske lande er stærkt voksende, mens væksten derimod er stærkt aftagende. Dette er selvfølgelig stærkt bekymrende, for det første for de mennesker, det går ud over, for det andet fordi der er en nedre grænse for, hvor længe de mange arbejds- og boligløse sultne mennesker vil finde sig i, at netop de skal være ofre, og for det tredje vil den ulykkelige udvikling også på et tidspunkt ramme Nordeuropa.

Helle Thorning-Schmidt kan altså ikke sove særlig godt om natten. Hele udviklingen tyder på, at der kommer en vældig regning – i første omgang til november i forbindelse med kommunalvalget (og det kan blive alvorligt nok på det personlige plan for den socialdemokraternes leder) og dernæst en gang i 2015, hvor folketingsvalget allersenest skal finde sted. Hele centrum-venstre regeringen vil køre ud over afgrundens kant – fuldstændig som Anders And i Disneyshow, hvor benene cykler rundt i luften, inden han opdager, at jorden er forsvundet under ham.
Det er fantastisk, at de to vigtigste ministre på finans- og økonomiområdet har så stor magt, og at de kun kan se de fjerne mål, men ikke de nære lige foran dem. Den ene af dem kørte endda sin valgkampagne på, at ”de radikale lytter”, men høreapparatet er tilsyneladende lige nu gået i selvsving.
Man kan sige, at demokratiet er en samtale med ret til modsigelse, og så bliver det farligt, når man ikke lytter – bare fordi man vil være fast i kødet. Stædighed er negativt, mens vedholdenhed ikke er mere viljefasthed, end at man flytter sig, når virkeligheden ændrer sig.

Der er jo plads til at slække på bremsen og sætte mere gang i samfundsmaskineriet. Kommunerne har pengene i kassen; de skal ikke hentes et eller andet sted. Kommunerne har i deres iver efter ansvarlighed, skåret ind i benet, så skoler og ældreomsorg ikke har fået hele den servicepakke, de har haft krav på. Sæt serviceniveauet op til det niveau, der egentlig var budgetteret med, sæt nogle af de meget tiltrængte renoveringer og reparationer i gang og sæt nogle anlægsarbejder i gang.
Det hele vil skaffe arbejdspladser – og det er lige netop det, der er brug for – og det vil skabe optimisme og efterspørgsel – og det er der lige netop også brug for.

Tal med og lyt til folket, og lad de de teoretiske køllesvingende embedsmænd i de økonomiske ministerier og deres lakajer i kommunerne hvile lidt. De har nemlig haft alt for travlt de sidste mange år.

Åbent hus hos undervisningsminister Christine Antorini.

I torsdags var jeg til et åbent-hus-arrangement i undervisningsministeriet, idet Christine Antorini i lighed med sidste år ved samme tid ønskede at give borgere og professionelle mulighed for at mødes med hende.

Jeg fik helt klart det indtryk, at det var ministerens ønske at gøre det til en tradition, og dét kan jeg kun støtte, men jeg foreslår samtidig, at det sker egentlig burde ske noget oftere – og i alle ministerier.

Det er vel egentlig en gammel tradition, der her tages op. Tidligere hed det vist 'torsdagsmodtagelser', når borgerne fik mulighed for at tale med den politisk set øverst ansvarlige. Det er efter min opfattelse bestemt tiltrængt, at regeringen på den måde kan få kendskab til de emner, den almindelige vælger finder interessante – og måske påtrængende at drøfte med ministeren. Jeg husker ikke, hvornår ordningen blev afskaffet, men regeringerne gennem de sidste mange år har fjernet sig fra deres vælgere og stifter kun bekendtskab med synspunkter og holdninger fra ders egen private omgangskreds og fra det centrale embedsværk, og i begge tilfælde er det tit personer fra samme – elitære – lag i befolkningen. Derved opstår der mangler, unuancerethed og manglende folkelighed i bedste forstand i beslutningsgrundlaget til stor skade for demokratiet.

Ministrene skal give sig tid til at genoplive 'torsdagsmodtagelserne'.

Nok om det – godt er det, at nogle ministre har fået øjnene op for denne gode mulighed for at møde vælgerne i øjenhøjde, så stor ros til Christine Antorini for at være blandt de første til at genoplive dette demokratiske input.

Der var rigtig mange mennesker og en del pressefolk til stede, og de 17 første ville få mulighed for en relativ kort samtale med Christine Antorini, mens de øvrige måtte skrive ind om deres ærinde, og ministeren lovede dem et hurtigt svar. Nogle var naturligvis skuffede, mens andre var godt tilfredse. Systemet var 'først-til-mølle-princippet'.

Som nr. 10 var jeg blandt de tilfredse og havde derfor chancen for bl.a. at kommentere forslaget til ændring af folkeskoleloven, give ministeren nogle supplerende ideer samt afslutningsvis komme ind på dansk amatørmusik, deres blad ”Musikmagasinet” og fødekæden fra folkeskolens musikundervisning over amatørmusikken til det professionelle musikmiljø.

Det udviklede sig til en åben, lidt spændende og hyggelig samtale, hvor jeg her blot har lyst til at uddybe

• dels en af årsagerne til, at jeg ikke er meget for at betegne regeringens forslag til ændring af folkeskoleloven som en reform: alle tidligere reformer, det danske samfund er blevet præsenteret for gennem den sidste halve snes år, har betydet besparelser og ikke det, som ordet i min optik betyder, nemlig noget gennemgribende, udviklende og positivt fremadrettet.
• dels igen at henlede opmærksomheden på de 10 bud for folkeskolen, som bør være slået op på enhver skoles indgangsport:

Demokrati er en samtale med ret til modsigelse. (Det musiske udvalg).

1. Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.
2. Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
3. Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
4. Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
5. Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
6. Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
7. Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
8. Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
9. Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
10. Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

De 10 bud for undervisning, udformet af det musiske udvalg, nedsat af undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1995-96, og i udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch