Der er noget galt i DK (5)

Men hvad? Der er snart kommet mange bud på det, også fra mig.
Imidlertid kan man frygte, at det er selve demokratiet, der er på spil. Uligheden er i hvert fald på rollelisten.

Den velbjærgede og rigeste del af befolkningen benytter i vid udstrækning chancerne for at meddele, at det er den anden del – de fattigste og dårligst stillede – der må holde for. Seneste eksempler Danske Banks planer om, at netop denne gruppe mennesker skal betale for at opretholde en konto, så de kan modtage de offentlige ydelser, som det tilbageværende velfærdssamfund endnu betaler dem, og dertil kommer topchefen for Danmarks største virksomhed og meddeler, at de lavtlønnede skal have endnu mindrei løn.

Centrum-venstre regeringen med en socialdemokratisk statsminister ligger under for en meget borgerlig monetaristisk politik. Politikken er anført af en finansminister og en økonomiminister, der vil være ansvarlig ud over alle bredder i forhold til den i EU dikterede sparepolitik.
EU-politikken har medført, at armoden i specielt de Sydeuropæiske lande er stærkt voksende, mens væksten derimod er stærkt aftagende. Dette er selvfølgelig stærkt bekymrende, for det første for de mennesker, det går ud over, for det andet fordi der er en nedre grænse for, hvor længe de mange arbejds- og boligløse sultne mennesker vil finde sig i, at netop de skal være ofre, og for det tredje vil den ulykkelige udvikling også på et tidspunkt ramme Nordeuropa.

Helle Thorning-Schmidt kan altså ikke sove særlig godt om natten. Hele udviklingen tyder på, at der kommer en vældig regning – i første omgang til november i forbindelse med kommunalvalget (og det kan blive alvorligt nok på det personlige plan for den socialdemokraternes leder) og dernæst en gang i 2015, hvor folketingsvalget allersenest skal finde sted. Hele centrum-venstre regeringen vil køre ud over afgrundens kant – fuldstændig som Anders And i Disneyshow, hvor benene cykler rundt i luften, inden han opdager, at jorden er forsvundet under ham.
Det er fantastisk, at de to vigtigste ministre på finans- og økonomiområdet har så stor magt, og at de kun kan se de fjerne mål, men ikke de nære lige foran dem. Den ene af dem kørte endda sin valgkampagne på, at ”de radikale lytter”, men høreapparatet er tilsyneladende lige nu gået i selvsving.
Man kan sige, at demokratiet er en samtale med ret til modsigelse, og så bliver det farligt, når man ikke lytter – bare fordi man vil være fast i kødet. Stædighed er negativt, mens vedholdenhed ikke er mere viljefasthed, end at man flytter sig, når virkeligheden ændrer sig.

Der er jo plads til at slække på bremsen og sætte mere gang i samfundsmaskineriet. Kommunerne har pengene i kassen; de skal ikke hentes et eller andet sted. Kommunerne har i deres iver efter ansvarlighed, skåret ind i benet, så skoler og ældreomsorg ikke har fået hele den servicepakke, de har haft krav på. Sæt serviceniveauet op til det niveau, der egentlig var budgetteret med, sæt nogle af de meget tiltrængte renoveringer og reparationer i gang og sæt nogle anlægsarbejder i gang.
Det hele vil skaffe arbejdspladser – og det er lige netop det, der er brug for – og det vil skabe optimisme og efterspørgsel – og det er der lige netop også brug for.

Tal med og lyt til folket, og lad de de teoretiske køllesvingende embedsmænd i de økonomiske ministerier og deres lakajer i kommunerne hvile lidt. De har nemlig haft alt for travlt de sidste mange år.