lørdag den 26. april 2014

Folkeskolereform, skoletid, inklusion og diagnoser

Lad det være sagt straks: Jeg er i udgangspunktet positiv over for den nu vedtagne folkeskolereform. Der er mange gode ændringer i den i forhold til det, vi har nu, bl. a. flere undervisningstimer til eleverne, samarbejde med det lokale erhvervs- og foreningsliv (den åbne skole) og kompetenceudvikling for såvel lærere som ledere.
Og der kan opremses flere gode ændringer, men fælles for dem alle er, at de ikke er entydigt gode. Der kan altid gøres indvendinger og opstilles bekymringer. Og hvorfor mon?

Fordi den er gennemført som et centralt diktat og trukket ned over folkeskolen i løbet af kort tid og er ikke blevet forberedt så grundigt, som en sådan omfattende og vigtig reform skal. Og ikke med det: Den skal gennemføres af skolens vigtigste aktører, lærerne, efter at magten har tromlet dem ned under gulvbrædderne for derefter at forvente, at reformen gennemføres i et positivt og ja-hatte-agtigt arbejdsmiljø.

En grundlæggende fejl er ikke selve reformen, men måden den er gennemført på.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvor mange arbejdspladser gennemfører innovation på baggrund af tvang og demotivation?

Oven i dette kommer så arbejdet med at integrere børn fra den tidligere specialundervisning i klasser, der jævnt hen rummer flere og flere elever. Inklusion, som det kaldes, er også grundlæggende rigtig. Hvis altså ikke det var fordi, at det skal gennemføres billigst muligt. I mange kommuner, følger der ikke de nødvendige økonomiske resurser med. Man fifler med midlerne, og det er fatalt – først og fremmest for de elever, der har behov for specialundervisning, men også for de øvrige elever i klassen og for folkeskolen som det sted, hvor alle socialklasser burde kunne mødes og lære hinanden at kende.

Det er ikke uden grund, at man i dagspressen jævnlig kan læse om flugten fra folkeskolen til privatskolen.

Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at få undersøgt, om den store stigning af elever med diagnoser af forskellig slags, som forudsætter undervisning af lærere med særlige kompetencer, viden og færdigheder, er geografisk bestemt – eller om stigningen er ligeligt fordelt over det ganske land? Eksempelvis Gentofte, Lyngby-Tårbæk og Rudersdal i forhold til Ishøj, Nørrebro og Vesterbro i København.

Hvordan ser det ud med mulighederne for at mindske den negative sociale arv i forbindelse med denne store ændring af en af samfundets vigtigste institutioner? - Ikke indlysende godt, vel?

Der er desværre handlet mis med en af de mest grundlæggende institutioner i det danske samfund, hvor afstanden mellem top og middelklasse, middelklasse og bund øges dag for dag, fordi den neoliberalistiske tankegang sammen med New public Management har været dominerende i al for lang tid.

Så grundlæggende er positivt stemt over for reformen, men der er godt nok nogle vældige knuder at tage fat på. Knuder, der skal løsnes, mens reformen gennemføres. Let bliver det nok ikke.