Der er noget galt i DK (4)

Hvorfor den ulighed, vi kan konstatere eksistere i vort velfærdssamfund? Er det fordi, at Danmark regeres af politikere og ledende embedsmænd, der alle er økonomer og jurister? Eller er det fordi, Danmark er blevet et matriarkat?

Det er sært at være vidne til, at den offentlige sektor konstant er ude for at skulle slankes, rationaliseres, effektiviseres eller hvad forklaringerne nu er. Hele tiden hører vi om, at der er for mange ansatte i de områder, der har med borgerne at gøre – de såkaldte 'varme hænder' – mens kontorerne og planlægningsenhederne vokser med samme samme hast, som de borgernære arbejdspladser indskrænkes.
Det gælder i hele undervisningssektoren, det gælder sundheds- og plejesektoren, og det gælder ældreomsorgen. Det ender vel med det, der for ikke så frygtelig mange år siden blev betegnet som 'amerikanske tilstande', hvor forsikringstankegangen var den anvendte form for offentlige ydelser – hvis de da var offentlige. Men det var de stærkes rettigheder, som blev varetaget, mens Fanden tog sig af de sidste.
Er det sådan et samfund, vi ønsker os? Hvor enhver er sig selv nærmest, hvor man passer sig selv og lader de andre gøre det samme?
Hvor er holdningen om at yde efter evne og nyde efter behov blevet af – hvor fællesskabet er langt større end individualismen og egoismen?
Hvem er det, der har bestemt, at den solidariske tankegang skal vige for de markedsorienterede regler?
Har vi uddannet os frem til de værdier?
Er det fordi, de samfundsvidenskabelige uddannelser i al for høj grad har ligget under for de markedsorienterede ideer? Det er ikke rart at tænke på, hvis det samlede svar på alle disse spørgsmål er et rungende JAH! - Vi har sejret os ihjel!!

Det er ved at være på tide, at flere protesterer, at flere begynder at råbe op om urimelighederne, at flere tager ansvar for at lede udnytterne af de – endnu – ordentlige offentlige ydelser på rette vej, så de også begynder at yde og ikke kun nyde.
Lad os sørge for, at høj og lav mødes på uddannelsesstederne – først og fremmest i folkeskolerne, men også på de korte og lange uddannelser.
Lad os sørge for, at den offentlige sektor sikrer for en ordentlig infrastruktur fremfor en overflødig privatisering, hvor nogle få skal høste en fortjeneste på noget, som dybest set bare skal løbe rundt.
Lad os sørge for, at der er en anstændig og ordentlig behandling af syge og plejekrævende medborgere. Lad os sørge for, at alt i den offentlige sektor er gennemsigtigt for alle og enhver, så lurepasseri og korruption ikke har en chance.
Lad os sørge for opdrage kommende generationer til at leve op til at blive ordentlige og anstændige mennesker med forståelse for, at gensidig hjælp er bedre end at klare sig selv på bekostning af andre – at sund almen dannelse sejrer over en slags reptilforståelse.

Netop sådanne holdninger burde kvinder med magt og indflydelse nemt forstå, og derfor må det også undre, hvis svaret på det danske samfunds problemer skyldes, at landet styres af et matriarkat.

Godt Nyt År.

Der er noget galt i Danmark (3)

Regeringen får ros af flere økonomer for at føre den rigtige politik. Jamen -er det så fint? Næh – det synes jeg egentlig ikke. Denne regering kom til taburetterne ved at kommunikere bl.a. en økonomisk politik, der – mildt sagt – er noget anderledes, end den faktisk førte politik – og det er det, der er galt.
Danmark er med hele traditionen om en velfærdsstat ganske enkelt på vej til at forvandle sig til en bananrepublik, hvor politikerne satser hvad som helst for at erobre magten og fastholde den. De siger ét og gør noget helt andet, og når de gør det modsatte af, hvad de er blevet valgt på, så kalder de det bare 'nødvendige reformer'.
Er dét dog ikke ynkeligt?
Er det ikke at misbruge ordet 'reformer'? som i min optik står for noget udviklende, innovativt og fremadrettet! Lige nu virker det mest som noget konserverende – til stor skade for først og fremmest de mennesker, der skubbes endnu længere bagud i dansen om guldkalven og til gavn for dem, som har, og som kan se frem til at få endnu mere i den kommende tid. Dels er der tale om bevidst magtfordrejning og manipulation ved hjælp af den såkaldte reformpolitik, og dels er der tale om utroværdighed til stor skade for demokratiet.
Det kan da godt være, at der om nogle tiår frem vil blive tale om ros for den nu førte økonomiske politik omkring år 2013, og at regeringen Helle Thorning-Schmidt vil få gode karakterer (jeg tror dog, at dette er en urealistisk drøm for Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager) i år 2025, men tænk på alle de mennesker, der blev ofre for ulighed og armod i disse måneder. Alle de, som må gå fra hus og hjem til vedvarende fattigdom! Det er da uhyrligt!
Jeg er på samme tid helt bevidst om, at nogle få har uforholdsmæssigt stor gavn af de overførselsindkomster, samfundet stiller til rådighed lige nu. Det skal der naturligvis undersøges med den forudsætning, at ingen familie skal sulte eller forlade deres hjem, men hjælpes til at bidrage positivt til samfundshusholdningen via uddannelse og arbejde.

Som nævnt tidligere er der behov for at arbejde for at mindske uligheden i vort samfund, at tro på de gode mennesker, at vise hinanden tillid og at hjælpe dem, der har hjælp behov frem for at sparke dem endnu længere ned i kviksandet.
Jeg kan ikke se andet, end at denne regering – på trods af mange fine mennesker – går de velbjærgedes ærinde og lever op til vendingen om, 'at de, som har, skal endnu mere gives, og at de som kun har lidt, da skal det lidet, de har, fratages dem'. Og regeringen er udsprunget af et centrum-venstre værdisæt – det er da utroværdigt!!!

Det ser derfor ud til at være nødvendigt med et internt systemskifte, hvor de regeringsbærende partiers ledelser udskiftes med nogle, der i højere grad lever op til centrum-venstre værdierne og følger en økonomisk politik, der matcher værdierne.

Der er noget galt i Danmark (2)

Jamen, hvad er det, der er galt? - Det er det, at markedet – altså pengene – bestemmer alt. Alt gøres op penge og bundlinier.
Der er ikke noget at sige til det, fordi alle 'bestemmerne' enten er økonomer eller til nød jurister. Alle de linier, vi har været vant til at sigte efter, har fortonet sig i pengetågerne,der dækker horisonten.
Næsten alle partierne i Folketinget ligner efterhånden hinanden; der er ikke den store og dybe forskel mellem dem måske lige med undtagelse af Enhedslisten . Selv de radikale er kommet til at ligne de andre, og de kulturradikale værdier fortoner sig ligesom sigtelinierne. Lidt er der dog tilbage, og det kommer til udtryk i værdiministerierne som kirke- og ligestillingsministerierne, og socialdemokraterne forsøger krampagtigt at genoplive de gode dannelsesidealer i børne- og undervisningsministeriet. Men så er det sådan set også slut, SF'erne har fuldstændigt lagt sig på ryggen og glemt dem, der har valgt dem.
Centrum-venstre regeringen fører politikken fra de første år i dette årtusinde videre – en politik, der blev grundlagt ved at rykke det liberale og kapitalistiske grundlag ind mod midten, så det ikke blev til at skelne fra det traditionelle centrum-venstre idesæt. De forskellige partier fortsatte utroligt nok ad sporet, og de er ikke til at skelne fra hinanden.

Den nuværende regering har ikke – og næsten endnu værre er heller ikke – i stand til at fortælle befolkningen, hvad de vil med magten, udover, de fornemmer, at ”der kommer en god løsning i morgen”.
De danner tilsyneladende kun regering, fordi de vil have magten.
Det er det, der er galt! - og et rædselsscenarium er, at det kommer til at skade vort demokrati og den folkelige debat, fordi rigtig mange kommer til at spørge sig selv om, hvor de skal sætte deres ”X” ved det næste folketingsvalg. I min optik er der en reel risiko for, at stemmeprocenten dykker markant, fordi vælgerne føler, at det jo er lige meget, hvem de stemmer på.

Socialdemokraterne er blevet et parti, der ledes af djøf'ere for djøf'ere – ligesom Venstre. De to store partier kunne sådan set ligeså godt fusionere, og hvad mon så der ville ske???

God jul.

En velgørenhedskoncert i Vor Frue Kirke.

I denne juletid er det også tiden, hvor mange velgørenhedskoncerter arrangeres – og det med god grund. Efter mange år med borgerlige regeringer – og på trods af den nuværende centrum-venstre regering – er uligheden i vort velfærdssamfund bestemt ikke blevet mindre.

Jeg var til en sådan i går i Københavns Domkirke, hvor Ensemble Hovaldt gav koncert til fordel for 'Reden International', som i særlig grad tager sig af prostituerede kvinder, som er blevet handlet. Det betyder, at de som slaver sælger seksuelle ydelser til de mennesker, som er villige til at betale for den slags 'varer'. Koncerten blev suppleret med to goder taler af henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Lærke Winther. Sidstnævnte er skuespiller, bor og har sin daglige gang på Vesterbro. Poul Nyrup behøver vel ingen yderligere præsentation, og han holdt en engageret og værdiladet tale, som den nuværende regering kunne have godt af at høre – og ikke mindst handle efter, set i lyset af den manglende evne og lyst til at forbyde 'købesex'. Lærke Winther berettede lige så engageret om det, hun så i sin hverdag på Vesterbro, suppleret med personlige synspukter.

Selve koncerten var en rigtig god oplevelse. Ensemble Hovaldt havde i år inviteret trompetisten Niall Keatley fra The Royal Philharmonic Orchestra til at spille sammen med trompetisten Jonas Wiik fra Det kongelige Kapel, Susanne Skov på horn, studerende på Det Kongelige Musikkonservatorium og freelancer, tubaisten Janus Mogensen fra Prinsens Musikkorps samt – ikke mindst – basunisten Jesper Busk Sørensen fra Berliner Philharmonikerne. Mezzosopranen Andreas Pellegrini sang som sædvanlig meget smukt til to af programmets musikværker. Det er næsten synd at fremhæve de enkelte, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Niall Keatley spillede følsomt og meget smukt i sit solistnummer, som var 'Oh, My Love is like a Red, Red Rose' i J. Davies arrangement.

De mange fremmødte i den fyldte domkrike fik en vældig musikalsk oplevelse at gå ud i kulden på en grå og fugtig søndag decembereftermiddag, suppleret med fine muligheder for selvstændig refleksion over et begreb, som egentlig ikke burde have plads i det danske velfærdssamfund, men som skamfuldt har det.

Udkast til ændringer i folkeskoleloven (2)

Det ser tilsyneladende svært ud. Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen mod resten af nationen.
Som altid har alle en mening om om folkeskolen i almindelighed og lærerne i særdeleshed.

Men lad os nu lige klappe hesten. Der er for så vidt ingen, der synes, at regeringens udspil til ændringer i folkeskoleloven er noget bras – næsten tværtimod! Problemerne er mere af teknisk art: Hvordan skal vi lige få det hele til at passe, så ingen taber ansigt? Givet er det, at de foreslåede ændringer skal have krykker at støtte sig til, hvis de tonses ned over lærernes stakåndede hoveder. Lige så givet er det, at lærerne må se i øjnene, at deres arbejdstidsaftale må ændres.

Hvad mon der ville ske, hvis vi lod ministerierne, kommunerne og lærerne få fred og ro til at forhandle sig frem til bærbare løsninger. Hvis medierne og andre autodidakter lod være med at råbe op og sende mere eller mindre slagkraftige prøve- eller spærreballoner op, så den ene eller evt. begge parter tvinges op i en krog, så tror jeg, at meget ville være vundet. Ingen er jo interesseret i en konflikt på dette vitale område – absolut ingen! - Der ville kun komme tabere ud af det spil. Jeg tror på, at alle parter – når nu den indledende teaterrumlen har lagt sig – har noget i posen til hinanden, fordi de alle er interesserede i, at forhandlingerne slutter med lutter vindere, fordi det vil være den allerbedste platform at komme videre fra.
Så vil der med garanti ske noget positivt for folkeskolen. Folkeskolen er alt for vigtig til, at parterne 'bosser' deres synspunkter og holdninger igennem. Det vil da også være et tåbeligt forbillede for de kommende generationer, hvis det bliver en brændende platform, folkeskolen skal videre fra.

En blanding af besindighed, lydhørhed, pragmatisme og faglighed er det, der er behov for.

Forslag til folkeskolereform.

Så kom den! - regeringens længe ventede forslag til folkereform. Den blev annonceret i statsministerens åbningstale primo oktober efter at have rumlet et pænt stykke tid forinden, og undervisningsministeren lovede den så til en gang i efteråret, og nu kom den så endelig her i den første vintermåned – samtidig med, at der om 2 dage tages hul på overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og deres arbejdsgiver, KL.
I sandhed dårlig timing.

Nok om det. Det, der gør mig lidt nervøs, er, at der tales om en reform, og når det tidligere er sket, så har det vist sig at indeholde reelle besparelser. Det må man jo ikke håbe, der er tale om her, og undervisningsministeren fremhævede da også i forbindelse med fremlæggelsen, at der ville blive tilført folkeskoleområdet ca. 4 mia. kr. fordelt over en årrække. Jeg formoder, at det er afhandlet med regeringens stærkeste ministre, nemlig de to økonomiske ministre, der som altid optræder som indflydelsesrige skyggetanter og -onkler.

Men er det så et forslag, der udvikler folkeskolen? Jah – det sætter den i al fald ikke tilbage, snarere fører det folkets skole frem til næsten en slags status quo.
Antallet af dansk- og matematiklektioner sættes op til niveauet fra før årtusindskiftet, og der tilføres lidt til natur og teknik, engelsk, de praktisk-musiske fag (men ikke hvilke) og sølle to timer til valgfag på 7. årgang – i alt 20 lektioner over et skoleforløb på 10 år.
Dertil kommer, at eleverne skal være i skoleområdet meget længere tid end i dag, nemlig 30 timer for de små, 35 timer for mellemgruppen og 37 timer for de ældste, og timeforskellen mellem de skemalagte fagtimer og den fri tid skal bruges til et nyt begreb: aktivitetstimer. Der er intet i forslaget, som jeg – eller andre, tror jeg – kan være uenig i.
Eleverne skal blive så dygtige, som de kan, der er brug for en længere skoledag, så der skabes en helhed for børnene og de unge (men lige netop dér er der en hurdle), eleverne skal have flere lektioner, lærere, ledere og pædagoger skal efteruddannes, der genindføres fagkonsulenter eller som de kaldes læringskonsulenter (nyhed!!??), og der lægges op til at koble det hele til undervisningsministerens barn, Ny Nordisk Skole.

Jamen, det er da godt det meste, og jeg kan blot håbe på og ønske, at der bliver mulighed for om forholdsvis kort tid at bringe forslaget videre, så det rækker ud over det, der tidligere har sat den danske folkeskole tilbage.
Reformudkastet er derfor et forslag om at bringe folkeskolen tilbage på sporet – og det kan vi vel ikke blive uenige om?

Dér, hvor det kan gå galt, er den kraftigt forlængede skoledag for de mindste. Selvfølgelig kan man hævde, at de jo bare var i fritidsinstitutioner i den tid, hvor de nu skal være i skole eller i et samarbejde mellem fritidsinstitution og skole. De fleste bliver jo alligevel ikke hentet af deres hårdt arbejdende forældre før kl. 15-16 stykker. Men det er lige præcis her, det kan gå galt, fordi hvor bliver de selvvalgte fritidsinteresser af?? - Børnene bliver pakket ind i velmenende og af voksne bestemte aktiviteter, og børnenes egne ønsker formentlig bliver overset. Her skal der være stor opmærksomhed.
Forslaget kommer slet ikke ind på, hvordan man ved at ændre de organisatoriske rammer kan øge mulighederne for forbedring af elevsammensætningen og øge fleksibiliteten i skolehverdagen til gavn for indlæringen, men det er så en anden sag.