I denne juletid er det også tiden, hvor mange velgørenhedskoncerter arrangeres – og det med god grund. Efter mange år med borgerlige regeringer – og på trods af den nuværende centrum-venstre regering – er uligheden i vort velfærdssamfund bestemt ikke blevet mindre.
Jeg var til en sådan i går i Københavns Domkirke, hvor Ensemble Hovaldt gav koncert til fordel for 'Reden International', som i særlig grad tager sig af prostituerede kvinder, som er blevet handlet. Det betyder, at de som slaver sælger seksuelle ydelser til de mennesker, som er villige til at betale for den slags 'varer'.
Koncerten blev suppleret med to goder taler af henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Lærke Winther. Sidstnævnte er skuespiller, bor og har sin daglige gang på Vesterbro. Poul Nyrup behøver vel ingen yderligere præsentation, og han holdt en engageret og værdiladet tale, som den nuværende regering kunne have godt af at høre – og ikke mindst handle efter, set i lyset af den manglende evne og lyst til at forbyde 'købesex'.
Lærke Winther berettede lige så engageret om det, hun så i sin hverdag på Vesterbro, suppleret med personlige synspukter.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse. Ensemble Hovaldt havde i år inviteret trompetisten Niall Keatley fra The Royal Philharmonic Orchestra til at spille sammen med
trompetisten Jonas Wiik fra Det kongelige Kapel, Susanne Skov på horn, studerende på Det Kongelige Musikkonservatorium og freelancer, tubaisten Janus Mogensen fra Prinsens Musikkorps samt – ikke mindst – basunisten Jesper Busk Sørensen fra Berliner Philharmonikerne. Mezzosopranen Andreas Pellegrini sang som sædvanlig meget smukt til to af programmets musikværker.
Det er næsten synd at fremhæve de enkelte, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Niall Keatley spillede følsomt og meget smukt i sit solistnummer, som var 'Oh, My Love is like a Red, Red Rose' i J. Davies arrangement.
De mange fremmødte i den fyldte domkrike fik en vældig musikalsk oplevelse at gå ud i kulden på en grå og fugtig søndag decembereftermiddag, suppleret med fine muligheder for selvstændig refleksion over et begreb, som egentlig ikke burde have plads i det danske velfærdssamfund, men som skamfuldt har det.
mandag den 17. december 2012
En velgørenhedskoncert i Vor Frue Kirke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar