Afbureaukratisering og ældrepolitik (redigeret)

Hvad bliver fremtiden for Ældrerådet?

Jeg kunne også spørge, om der overhovedet er en fremtid?
Det skyldes, at disse rådgivende og høringsberettigede institutioner er på listen over de besparelsesforslag, regeringen har udarbejdet i forbindelse med ”afbureaukratiseringsprogrammet”, som statsministeren omtalte i sin åbningstale forleden.
Planen rammer som ventet de svageste grupper: Børn og unge, integrationsindsatsen, det sociale område og ikke mindst de ældre. Samlet vil der blive frigjort omkring 884 mill. kr., som derefter skulle kunne bruges til primæropgaver i de ramte sektorer. Ældreområdet vil blive ramt med ca. 285 mill. kr., og de mange penge skal findes ved at

- plejeplaner gøres frivillige,
- forebyggende hjemmebesøg gøres frivillige,
- oprette Ældreråd samt bruger- og pårørenderåd gøres frivilligt
- udarbejde enklere regler for visitation,
- udarbejde enklere regler for tilsyn,
og endelig vil der være
- andre initiativer

Det er naturligvis ikke regeringen, der stå med håret i postkassen – det er kommunerne, der skal stå med skarpretterkniven. Selvfølgelig skal det ske i dialog med borgerne, men disse står nu ikke særlig stærkt i denne sammenhæng, når der ikke er en ”skal-lovgivning” bag. Kommunerne er i forvejen særdeles hårdt ramte på økonomien. Det gamle princip om del og hersk fungerer strålende.
Når dette er sagt, så vil jeg gerne medgive, at den individuelle minutkontrol og dokumentation af hvert lille skridt, der tages i det daglige arbejde, dels har gjort livet surt for medarbejderne, dels har taget en alt for stor del af arbejdstiden, og her er det meget velkomment, at det bliver afskaffet, hvis det altså sker.
At ældrerådet vil blive frivilligt at oprette, hvis forslaget bliver gennemført, er sandelig slemt nok – men det er endnu værre, at bruger- og pårørenderåd også gøres frivilligt! - Hvem skal tale de svages sag??? - medarbejderne? Næh, de skal nok ikke have klinket noget! - Ledelsen? Det svarer jo til, at ræven vogter gæs. De svages retssikkerhed er på denne måde truet.

Foreløbig ser det ud til, at det kun er de lokale repræsentative råd og samling af interessenter, som kan tale de svages sag, der bliver ramt – igen igen.
Det bliver – for at sige det på godt jysk – bøvlet, og det er træls.
Man kan også sige: ”Det er en ommer, Løkke”.