Valg til Seniorråd/Ældreråd

Siden 1996 har det været lovpligtigt for kommunerne at etablere ”Ældreråd”. I Ballerup kommune, hvor jeg bor, har man valgt at omdøbe det til det mere fornuftige ”Seniorråd”. Der er altså tale om en 13 år gammel institution. Det er i demokratisk forstand ungt. Det er min erfaring, at sådanne rådgivende institutioner i et repræsentativt demokrati skal have en lang indkøringsperiode, inden de for alvor bliver taget seriøst af såvel de besluttende myndigheder som af målgrupperne.

Derfor er det afgørende, at der bliver så stor åbenhed omkring Ældrerådets/Seniorrådets arbejde som overhovedet muligt. Rådet skal nå ud til borgerne – især de mere end 60-årige – med formidling og være til rådighed for dialog. Mange i aldersgruppen 60-65 år har endnu ikke forladt arbejdsmarkedet, men formentlig vil det ske inden for en overskuelig år-række, og de har mange resurser og erfaringer at gøre godt med. De er på arbejdsmarkedet, både fordi de fysisk og psykisk kan, og fordi samfundet i øvrigt ser på det med stor sympati.
Det forekommer mig væsentligt, at rådet ikke bliver opfattet som et ”pensionistråd”, men som en værdifuld del af det kommunale styre. Derved har rådets arbejde også betydning for aldersgruppen mellem 55 og 65 år i kommunen. De 55-60-årige begynder jo så småt at tænke over, hvornår og hvordan de skal forlade arbejdsmarkedet, og derfor skal deres opmærksomhed henledes på Seniorrådets/Ældrerådets eksistens og arbejde.

Specielt vil jeg pege på, at der fremover vil blive kamp om at få del i samfundets resurser. Den komplekse velfærdsstat er dyr, og jeg tror ikke på, at skattestoppet holder vand i ret lang tid. Når vi gerne vil give såvel de yngste som de ældste indbyggere i landet gode levevilkår, er det nødvendigt, at beslutningstagerne – det gælder både politikerne og embedsværket – holder op med at vælte besparelser ned over de sektioner i det offentlige system, som skal klare de mangeartede opgaver for disse befolkningsgrupper.

Logikken er klar nok: Færre skal sørge for flere. Derfor skal ”kagen” skæres ud på en anden måde. Vi skal have flere til at arbejde mere, så kagen bliver større, og det betyder, at pensionsalderen må sættes op – i hvert fald for de indbyggere, der kan bære at arbejde længere tid – og vi må invitere uddannet udenlandsk arbejdskraft til landet. Det bliver en vanskelig opgave, fordi der skal samtidig betales mere til fællesskabet, altså højere skat – især til de grupper, der har en høj indtægt.
Derfor er det vigtigt, at disse ældre arbejdende borgere også deltager i høringsberettigede institutioner, som skal vejlede og rådgive beslutningstagerne om velfærden for den ældre del af befolkningen. Derved får vi flere facetter ind i beslutningsgrundlaget, den brede forståelse for de ældres behov forbedres, og troværdigheden øges.

Professorerne Lise Togeby og Jørgen Elklit, Aarhus Universitet, har allerede i en artikel i ”Nyhedsbrev, nr. 5 – 2007 Danske Ældreråd: Valgdeltagelsen ved ældrerådsvalg” og den 28. september 2009 er undersøgelsen citeret i ”Nyhedsmagasinet ”Danske Kommuner”, konkluderet, at det er klart bedst for valgdeltagelsen, at valget afholdes ved fremmøde og sammen med et andet valg, fx et kommunalvalg. Stemmeprocenten ved fremmøde var 60 (13 kommuner), mens den ved brevafstemning var 41 (57 kommuner). Vægtes procenterne i forhold til kommunens indbyggertal og antal kommuner, der valgte enten den ene eller anden måde, var den gennemsnitlige stemmeprocent 44 – på linie med valg til skolebestyrelser. Der var ved undersøgelsen også taget højde for, om valget blev afholdt sammen med et andet valg eller lå på et andet tidspunkt. Undersøgelsen dækkede perioden 2005-2007.

Det er efter min opfattelse meget vigtigt, at der i de enkelte kommuner tages højde for denne undersøgelses resultater. Der skal udføres et stort informationsarbejde, og der skal afsættes tilstrækkelige økonomiske midler til at afholde valg til Seniorråd/Ældreråd samtidig med med et andet valg eller folkeafstemning.
Det vil være det bedste for det repræsentative demokrati.