fredag den 18. september 2009

Den nye moral.

Neoliberalismen og den deraf følgende markedsgørelse er efter min opfattelse en vigtig årsag til, at den hidtil herskende moralopfattelse er blevet afløst af ”den ny moral”. Det kommer kunstnerisk til udtryk i Rune Hammerichs film ”Headhunter”, hvorfra jeg har hentet udtrykket ”den nye moral”.
Hvor der hidtil har været menneskelighed og trofasthed mod principperne i grundloven og dens bestemmelser om retssikkerhed, er der nu sket et skifte hen imod den stærkestes ret til at tryne de svage.

Det gælder på arbejdsmarkedet, hvor fyringsrunder accelererer og først og fremmest rammer de handicappede, de ældre og de ufaglærte. De chefer og ledere, der tør tage de barske og upopulære beslutninger, belønnes.
Det gælder i samfundet som helhed, hvor de arbejdsløse, de handicappede igen og de svage pensionister gang på gang stilles over for nye krav om og forventninger til, at de nu skal tage sig sammen og selv gøre noget for at forbedre deres egen – og ofte – håbløse situation.
Det gælder i finansverdenen, hvor vi fortsat kan høre om, at der er store belønninger til cheferne i banker og finansieringsselskaber – i hvert fald i det store udland, men mon ikke den nye moral også vil nå Danmark inden længe?
Det gælder i retssystemet og lovgivningen, hvor det takseres med minimum 7 dages fængsel for at have en kniv med mere end 7 cm knivsblad i det offentlige rum uden et anerkendelsesværdigt ærinde, mens finansielle forbrydelser som fx insiderhandel med værdipapirer takseres med betinget fængsel på grund af private forhold og/eller manglende ressourcer hos myndighederne.
Det gælder både menneskesmugling og slaveri til klart åbenlys prostitution og børnesoldatertjeneste samt den mindre erkendte ”brain drain” fra udviklingslande til den vestlige verden.
Det gælder på klimaområdet, hvor kapitalinteresserne og markedet kommer før de nødvendige og tilstrækkelige beslutninger med henblik på at reducere drivhusgasserne til gavn for klima og miljø.

Der er penge i skidtet, og derfor går det som det går, og kun få ledende politikere tør gå op imod det. Desværre er de for få, og den magt, som penge giver ihændehaverne, er større end den politiske.
Markedsgørelsen med dens deregulering til fordel for de rige er gået alt for vidt, og det er helt nødvendigt at græsrodsbevægelserne får magt, som de har agt til gavn for de brede befolkningsgrupper.

Alt har sin tid, og det er på tide, at den nye moral bliver afløst af en anstændig moral.

1 kommentar:

  1. Jan Lindhardt har skrevet en lille bog om de syv dødssynder. Deri viser han, hvordan flere af fortidens dødssynder i dagens vestlige verden er blevet til deres egne modsætninger.

    Læg hertil indholdet i artiklen med den unge pige, der forleden i Politiken fortalte om underklassens manglende moral eller moralske forfald.

    Den unge pige havde og har fat i noget væsentligt, for det er sandt, at status i underklassen undertiden er lig med, hvad man kan få ud af den fælles kasse, og i al fald, at det i samme klasse anses for dybt uretfærdigt, hvis en nabo får mere i medicintilskud, end man selv gør, i ...........hele vejen rundt.
    Det den unge pige endnu ikke har set er, at den samme mangel på moral eller det samme moralske forfald også findes i såvel middelklassen som overklassen. Her får det bare andre udtryk, fordi der her er tale om andre tilskud og/eller økonomiske muligheder.

    Det altafgørende problem for et samfund, der ikke vil dette forfald, er for det første, at de, der bærer gylden kæder må og skal være gode eksempler for dem, der ikke gør, og for det andet, at de love og andre forordninger, der underestøtter eller ligefrem fremmer dette moralske forfald må afvikles og erstattes af nye med andre virkninger.

    Det sidste er et hestearbejde, og det første ser det jo mere end sort ud for med de Stein Baggere vi har gående løs i den private sektor og de kloge hoveder, der gør aktørerne i den offentlige sektor griske, fordi de har magt til at gennemtvinge løn- og belønningsformer, der i realiteten er uforenelige med den offentige sektors begrundendelse og virke.

    Med venlig hilsen

    Chresten Sloth Christensen, Skagen

    SvarSlet