FOLKESKOLEN SKAL TANKES OP

Vi har fået et måle- og vejesamfund, hvor alt skal dokumenteres og kontrolleres. Privatiseringen undergraver fællesskabet. Skolerne, lærerne og uddannelsen genrejses i fremskridtets skole, der er kulturelt funderet.
Det danske samfunds fælles værdiinstitutioner befinder sig i en vanskelig situation, som ikke blot kan tilskrives den aktuelle finanskrise. Vanskelighederne har været der et godt stykke tid, idet de tog deres begyndelse omkring årtusindskiftet.
De værdiinstitutioner, jeg tænker på, er hospitalerne, folkebibliotekerne, folkeskolerne og folkekirkerne.

Vanskelighederne blev forstærket af kommunalreformen, hvor nærdemokratiet fik en fuldtræffer under vandlinjen, og centralismen for alvor fik fat, idet bureaukraternes masse fik overtaget over de lokale kræfter.
De nye kommunalbestyrelser med deres store forvaltninger bliver i stadig højere grad styret af bureaukrater, der tænker tanker i elfenbenstårnene ud fra de forudsætninger, som de har fra deres akademiske uddannelser fra universiteter og de merkantile handelshøjskoler.
Denne djøficering har desværre spredt sig dybt ind i værdiskabende fagforvaltninger. Vi har fået et måle- og vejesamfund, hvor alt skal dokumenteres og kontrolleres ned i mindste detalje, hvilket går ud over løsningen af primæropgaverne.

AFDEMOKRATISERINGEN
Magten har flyttet sig væk fra de lokale folkevalgte råd til de offentlige direktioner og er blevet anonym. Dét udgør en stor fare for demokratiet.
Man kunne ønske sig andelsbevægelsen genoplivet, fordi den grundlæggende var lokalt forankret modsat den anonyme og djøficerede magt i private som offentlige direktioner. Den anonyme finansmagt taler vel sit eget utroværdige sprog?
Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vores sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund. I min optik begyndte det med privatiseringen af hospitalerne, hvorefter det langsomt, men sikkert er gledet over i uddannelsessystemet og nu også er på vej ind i folkebibliotekerne.
Men jeg tror på, at det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vores råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde.
Kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

FREMSKRIDTETS SKOLE
Det er i denne forbindelse nødvendigt at indtænke nye synsvinkler for folkeskolen, så den i langt højere grad tiltrækker og tiltaler lokalområdernes borgere, så de aktivt vælger de lokale folkeskoler – nærskolen og fremskridtets skole.
I fremskridtets skole vil det være nødvendigt at have opmærksomheden rettet mod det vigtige i kunsten at holde pauser – i det mindste at sænke hastigheden.
Derved bliver der tid til den nødvendige refleksion, så eleverne selv får mulighed for med professionel og voksen vejledning at træffe de valg, som de med mellemrum skal tage.
Det er nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990erne.
Værdierne taler i vidt omfang for sig selv, og iøvrigt mener jeg, at alle 10 bud (værdier) skal opslås ved indgangen til enhver nærskole, og de skal læses på baggrund af, at ’demokrati er en samtale med ret til modsigelse’. (Disse 10 bud vil kunne læses i et senere indlæg).
Dialogen – både den mundtlige og skriftlige – er altafgørende i det samfund, vi har nu og ikke mindst i det, der venter lige om hjørnet, hvis demokratiet skal opretholdes.
Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik.

KLÆDT PÅ TIL DEN VIRTUELLE VERDEN
Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstaveligt talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til de virkemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere.
Den dialog, der opstår, når levende mennesker mødes med andre levende kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Manipulation er en enorm og fatal risiko i den virtuelle verden, og det er nødvendigt at kunne beskytte sig imod sådanne kræfter. Det kan ikke gøres med forbud eller lignende. Det skal nødvendigvis være den enkelte borger, der skal kunne sikre sig, fordi hun/han har en viden om denne risiko og færdigheder til at imødegå den.
Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen må forlænges med et år, så den omfatter børnehaveklasse til og med 10. skoleår. Kravene til kommunikationsdelen skal være så store, at der må arbejdes med dem gennem flere år, afpasset elevernes modenhed.
Kommunernes IT-satsning skal styrkes. Det er barokt, at der ikke er tilstrækkelige resurser til at vedligeholde og ajourføre det dyre isenkram.
Undervisningsministeriet og kommunerne skal have ros for, at de har været villige til at sikre resurser til at anskaffe udstyret, men kritik af, at der ikke er midler til at sikre vedligeholdelsen af maskiner og programmel. Såvel hard- som software belaster skolernes økonomi hårdt, når de nødvendige opdateringer skal indkøbes.

NYE ROLLER FOR SKOLERNE
Skolerne skal åbne nye fronter:
• De skal etablere sig som lokale kulturcentre, hvor først og fremmest alle nærområdets indbyggere har mulighed for dels at udfolde sig inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels hente oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign.
Det er ønskeligt, at skolernes faciliteter kan udnyttes til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er, at børn, unge og deres forældre, herunder de der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter.
Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere, uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/ klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst og behandle faciliteterne ordentligt.
Det vil også være en nærliggende mulighed at arrangere ’forældreskole’ og studiekredse, hvor de voksne får indsigt i dannelses- og uddannelsesmæssige forhold, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fælles forudsætninger. Det vil kunne forebygge mange sociale og uddannelsesmæssige konflikter.
• Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion.
Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med praktisk indhold samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner. Skolerne skal også udnytte, hvis der er innovative virksomheder i lokalområdet.
• Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland.
Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger.
I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til samhandel, økonomi og fred, er det lige så betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles, så også sociale og åndelige resurser udveksles.
Børn og unge skal genopleve H.C. Andersens ord om ’at rejse er at leve’, og derfor må alle institutioner og skoler opbygge internationale relationer, så udveksling af elever med privat indkvartering finder sted.
Det vil gavne sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse til gavn for fx integrationen. Internationale organisationers virke og opbygning skal samtidigt være et naturligt element i skolernes undervisning i historie og samfundsfag.

NY BREDDE I FOLKESKOLEN
Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området.
Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt.
Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds.
De ældre elever opdrages via denne model til at være opsøgende i forhold til deres behov og faginteresser, hvilket givetvis vil komme dem til gode i de efterfølgende uddannelsesforløb på såvel ungdomsuddannelserne som de mellemlange og videregående uddannelser.
Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.
Den enkelte skoles fagprofil skal bestemmes under hensyn til lærerkollegiets kompetencer, det pædagogiske centers tilstand og faglokalernes tilstand.
Eksempler på lokale profilskoler kunne være:
• dansk og fremmedsprog
• naturfag
• de praktiske og håndværksmæs sige fag
• miljø og sundhed
• medier, kommunikation og samfund
• musisk kreative fag

Jeg tror, modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folkeskolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid.
Nu vil folkets skole få mulighed for at leve op til sit navn. Fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu.

BEDRE LÆRERUDDANNELSE
Også læreruddannelsen skal indtænkes. De studerende vil straks fra begyndelsen kunne arbejde i et nærmiljø med indsigt i de demokratiske processer herunder de tidligere omtalte ti grundlæggende værdier.
Læreruddannelsen skal være femårig, så det faglige niveau hæves, og de lærerstuderende skal ’på græs’ i et halvt år for at forebygge det såkaldte praksischok.
Det indebærer, at den enkelte lærerstuderende efter det tredje år tilknyttes en skole i en ansættelse med løn og varetager fx barselsskemaer, længerevarende vikariater og lignende. Ideen om undervisningsassistenter skal også indgå – enten som et alternativ eller som et supplement.
Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: pædagogik og neurologi. Her skal der undervises i den ny viden om hjernens udvikling – herunder den forskel, der er på pigers og drenges udvikling. Også teorierne om de ni intelligenser, læringsstile og den nyeste viden om didaktik og metodik skal indgå i større omfang, end det sker i dag.

LÆREREN GENOPREJST
Således udrustet vil lærerstoltheden kunne opbygges igen, og den svigtende tilgang til læreruddannelsen vil blive standset. Der vil stå respekt om de mennesker, der seriøst arbejder med børn og unge, demokrati og dannelse i det overskuelige nærmiljø.
Læreren vil have et så højt fagligt niveau, at alene det kunne formodes at skabe den fornødne respekt i videnssamfundet. Den grundige uddannelse vil øge enhver lærers selvværd, så fascinationen ved et af samfundets vigtigste erhverv vil blive øget – alt sammen forudsætninger for at nedbringe den truende lærermangel.
Spørgsmålet er nu, om samfundet har råd til at lade være med at støtte det dannelsesmæssige fællesskab, som folkets skole er? Har politikerne modet?