Ukraine.

Indledningsvist vil jeg slå fast, at jeg er modstander af væbnet magt – uanset om det er køller og spader eller geværer og bomber. Konflikter skal tales og forhandles til resultat.

I den meget alvorlige og farlige konflikt om den selvstændige stat Ukraine, Krim og stormagten Rusland, må man sige, at der her – som i alle andre konflikter – er to sider af mønten.

Uroen i Kiev blev mere eller mindre gødet af Vesten, som lokkede med handelsmæssige initiativer, som de vestligt orienterede indbyggere gerne så gennemført mod den demokratisk valgte præsidents ønske. Præsidentvalget blev i sin tid kontrolleret og godkendt internationalt som værende gennemført efter reglerne.

Optøjerne på en de centrale pladser i Kiev medførte som bekendt, at præsidenten – om hvem man nok mistænke for at være korrumperet og med et udemokratisk sindelag efter vestlige normer – måtte fortrække til Rusland efter flere dages forhandlinger med repræsentanter fra den store forsamlede gruppe på pladsen, fordi han indgik en handelsaftale med præsident Putin og ikke med Vesten.

Jeg synes, man kan sige, at gadens parlament i Kiev tiltog sig rettigheder, som kun et mindretal af den samlede befolkning i Ukraine støttede – i hvert fald repræsenterede de ikke demokratisk befolkningen.

En stor gruppe modstandere af dén udvikling var det store russiske mindretal på Krim, som Ukraine havde fået 'i gave' fra Sovjetunionen for årtier siden og konfirmeret en del år senere af daværende russiske præsident Jeltsin.

De etniske russere i Ukraine og især på Krim følte sig truet og kunne med god ret hævde, at den folkevalgte præsident Janukovitj var blevet afsat med udemokratiske midler.

Jamen, så er kimen jo lagt til uro og optøjer – og den store nabo i øst, som nok har følt sig spillet lidt af banen de sidste 25 år af Vesten, måtte selvfølgelig støtte og 'beskytte' det store russiske mindretal på Krim – og på sigt desværre nok også i andre områder langs grænserne til Rusland og dets interessesfære.

Storebror kom til undsætning med de ukendte soldater og materiel, fordi i Putins verden snakker man ikke så meget, men viser handlekraft.

Det russiske mindretal på Krim udgør imidlertid et flertal på den navnkundige halvø, som ovenikøbet har særstatus i Ukraine med eget parlament. De har naturligvis forestillet sig, at nu var der en chance for at komme 'hjem' til Rusland, så de udskrev den nu afholdte folkeafstemning, hvis resultat var stensikkert.

Hvordan mon historien var blevet, hvis Vesten havde kendt sin besøgelsestid og ikke undervurderet Vladimir Putin og hans stærke ønske om igen at indtræde reelt på stormagtsscenen? Han havde i München for nogen tid siden i en tale varslet dette.

Udemokratiske midler er vi imod i Vesten, men afsætningen af Ukraines præsident må vel siges at være udemokratisk. Hvad så med folkeafstemningen på Krim? Er vi imod folkeafstemninger? Næh, det er vi måske ikke, hvis ellers resultatet passer os.

På Krim foregik afstemningen måske for enden af et geværløb, og i hvert fald var det en meget hurtig proces, men det kunne vel have været anderledes, hvis konflikthåndteringen allerede for mange måneder siden havde været præget af dialog og fornuftige møder, som respekterede de interessesfærer, de selvstændige stater og befolkningsgrupper kunne have, og vi tilbød hjælp og bistand til de initiativer, som måtte blive nødvendige for at løse en konflikt, som var til at forudse.

Nu fik vi et uskønt forløb, der har lagt grunden til mange års skyttegravskrig af holdninger og manifestationer, som sikkert kun udvikler sig til det værre, hvis ikke fornuften, tolerancen og pragmatismen tager over.

Den slesvigske konflikt mellem Tyskland og Danmark blev løst  sådan – desværre først efter at imperialisterne på begge sider havde forsøgt sig med blodsudgydelse og ulykker til følge.
Når det så er sagt, skal det erindres, at en vis tysker formentlig spillede med de samme kort som russeren gør i dag.
Det er et farligt spil, som kræver omtanke hele bordet rundt.