Hvor skal vi hen, du?

I gårsdagens Politiken (den 15/7-14), debatsektionen, læste jeg, at forældrenes uddannelsesmæssige baggrund er afgørende for, hvordan deres børn klarer sig, både i grunduddannelserne og senere i livet. Årsagen er sproget.
Børnene stimuleres sprogligt langt mere i hjem, hvor forældrene har en – gerne videregående – uddannelse. Forældrenes betydning er mange gange større end både skole og kammerater. Det er den tidligere direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og nuværende direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Agi Csonka, og professor samme sted og ved Københavns Universitet, Anders Holm, der beskriver denne opdagelse, og de anbefaler, at daginstitutioner og skoler arbejder meget med at kompensere de børn, som ikke stimuleres så meget sprogligt hjemmefra, systematisk, ligesom en god forældreinddragelse er vigtigt.

Som tidligere lærer og skoleleder må jeg konstatere, at det bestemt ikke er noget nyt – sådan har det vist altid været.

Det nedslående er, at vi åbenbart ikke er blevet klogere, fordi vi har ikke formået at bryde den sociale arv – tværtimod.

 

Uligheden i det danske samfund er støt stigende, og med den klassiske liberalisme, som for mange er tilhængere af, ser det desværre ikke ud til, at der ændres noget på det lige foreløbig. Og det på trods af at landet i tre år er blevet regeret af, hvad jeg troede, var en venstre-centrum regering. Den socialdemokratisk ledede regering har gennemført den ene reform efter den anden (de siger selv, de er gået reformamok), som blot er med til at cementere og øge denne ulighed, idet de har en blind tro på, at blot menneskene bliver fattige nok, så skal de nok rette ind efter, hvad de velbjergede beslutter.

Og i det øjeblik, en socialdemokratisk minister tillader sig at åbne munden for at sætte gang i en debat om samfundets værdier, bliver vedkommende verbalt overfaldet af hele den borgerlige flok. Ja – rigtigt, jeg tænker på fødevareminister Dan Jørgensen, der efter min opfattelse optræder og agerer som en ægte minister, der vil debatten for at kunne sætte ind med de rigtige initiativer til fællesskabets bedste.

Han får på puklen, men intet svar på spørgsmålet om, hvad de liberale vil gøre. ('Deadline' den 15/7-14 om debatinitiativet med hensyn til danskernes livsstil og supermarkedskædernes ansvar i denne sammenhæng).

Jeg synes, det er velgørende, at der for en gangs skyld er en beslutningstager på højt niveau, der tør tage fat og sige noget noget forståeligt om et væsentligt samfundsproblem.

 

Hvorfor er der ikke flere, der tør, men tier om de vigtige emner, der er så afgørende for vort samfund. Ja- de tier måske ikke ligefrem, men de fremturer med floskler, som leder tanken hen på nationaldigterens eventyr 'Kejserens nye Klæder'.

Det er pinedød nødvendigt, at vi får en ærlig og folkelig diskussion om, hvad vi vil med samfundet, vort liv og de værdier, vi vil bygge på fremover.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet for mit indlæg, nemlig om hvorvidt vi skal omfordele resurserne, i givet fald, hvordan og hvor meget, skal sundhedsvæsenet have flere resurser, skal skolerne og daginstitutionerne, skal militæret, skal infrastrukturen tilgodeses i højere grad, hvordan skal vi håndtere klimaforandringerne, hvad med energien, bæredygtigheden????? - og der er jo mange flere emner, der skal tages op.

Samfundet har jo udviklet sig enormt fra den socialdemokratiske velfærdsmodels fødsel i 1950'erne og til i dag. Der er heldigvis rigtig mange af ideerne fra dengang, der nu er blevet til noget, men hvordan skal vi tilrettelægge samfundet fremover, når resurserne nu en gang  er begrænsede?

Den debat savner jeg, men Dan Jørgensen er en af de få, hvis ikke den eneste, der har formået at sætte en flig af diskussionen i gang, så tak for det!