Ukraine (2) – og en lille smule IS.

Den 17. marts 2014 skrev jeg på denne blog om den begyndende Ukraine-konflikt, og jeg vil her henvise til indlægget. (Find det evt. via datoen.)

I dette indlæg synes jeg, at jeg med god ret desværre kan konstatere, at det er gået, som jeg kunne frygte.

Den russiske præsident Putin har en adfærd, der i høj grad bringer mindelser om den tyske rigskansler i 1930'erne, som også havde et behov for at vise sig som stærk leder.
De sidste dages begivenheder i det østlige Ukraine viser, at Putin ikke rigtig viser respekt for først og fremmest for den ukrainske præsident, men heller ikke for de vestlige ledere.

EU's udenrigsministre er samlet i dag for at drøfte, hvad de skal stille op, og NATO-mødet i næste uge har også konflikten på dagsordenen. Det sidste, de må beslutte, er et militært svar – bortset fra øget militær tilstedeværelse i de nuværende EU-lande, hvor især de tidligere vasalstater forståeligt nok er blevet noget nervøse, først og fremmest de baltiske lande.

Men de vil være alt for farligt at gribe til egentlig militær støtte til Ukraine.

Konflikten skal løses med andre midler som sanktioner og dialog i den rækkefølge. Og det er nu nødvendigt at sætte virkelig kraftigt ind.

 

Vi vil simpelthen ikke købe og betale for russisk olie og gas – ganske enkelt. Vi lukker for aftapningshanen og åbner ikke igen, før der er kommet en løsning, der tilgodeser Ukraines suverænitet på en varig måde.

Det kommer til at påvirke vor dagligdag for os alle i EU. Vi må acceptere billøse dage eller andre kraftige begrænsninger – der er ingen vej udenom. Væksten og tempoet i almindelighed vil blive nedsat mærkbart. Men det er vel trods alt bedre end at begive sig ind på en vej, hvor militær konfrontation mellem NATO og Rusland er slutningen.

Som i slutningen af 1930'erne lader det ikke til, at Putin vil forstå andet sprog end den hårde tale. Lad os bruge erfaringen fra dengang, fordi modstanderen er af samme skuffe, men uden den fatale og ødelæggende krig til følge.

Lad os bruge andre midler i dag, nemlig økonomi, spredning af viden, internettet, styrkelse af internationale organisationer, handel og energiresurser.

------

Og når nu proppen er af flasken, kan vi ligeså bruge samme metode mod IS-kalifatet, som efter min mening består af en samling religiøse banditter, som finansierer deres uhyrligheder med olie- og gaspenge. Der må jo være nogen, som køber disse varer af dem, og det må stoppes.

Modsat Rusland tror jeg, at disse fanatiske bøller, som på værste måde kombinerer religion, uoplysthed og våben, ikke er modtagelige for dialog. De skal rammes af oplysning, velfærd og tilbundsgående hårde økonomiske sanktioner.

 

Det er mig ganske uforståeligt, at mennesket ikke er kommet videre i sin dannelse, at vi fortsat vil løse konflikter med slåskampe. Lad os dog komme videre ad vejen, der fører til fredelig sameksistens.

 

Naivt? Nej, det er da det rigtige!