tirsdag den 9. december 2014

Implementering af folkeskolereform.

Det er lidt ærgerligt at skulle erkende, at jeg får ret mht timingen af reform og arbejdstid.
Pt. vrimler det i dagspressen med meddelelser om, at elevernes undervisning varetages af uudannede vikarer, svarende til over 1000 lærerstillinger.
Det er jo grotesk, når kommunerne har nedlagt varige lærerstillinger i nogenlunde samme størrelsesorden. Det er et væsentligt punkt, men værre er det, at eleverne ikke modtager den undervisning, de har krav på.

Jeg er ked af skulle skrive om dette, når jeg nu havde annonceret en lille række af indlæg, som skulle koble det fra 1980'erne hedengangne Musiske udvalgs 10 bud med reformen. Men det er nødvendigt at skrive dette, og jeg skal nok vende tilbage til det lovede, fordi reformen er efter min mening god nok.

Der er rigtig mange gode elementer og ideer i reformen. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at det går, som det gør nu.
Men årsagen skal formentlig findes i Finans- og økonomiministeriet, der med Kommunernes Landsforening som villig lakaj på ufin vis gennemtvang Lov nr. 409 om lærernes arbejdstid. At det var ufint, er jo bekræftet af den internationale FN afdeling ILO, som har udtrykt kritik og bebudet fortsat observation af området.

Reformen måtte ikke koste for meget om overhovedet noget, så derfor skulle den finansieres via øget undervisningstid til lærerne. Dertil kommer jo også den ikke helt lille omlægning af specialundervisningen, inklusionsideen.
De gode intentioner er skammeligt druknet i økonomi med folkeskolen som den helt store taber.

 
Hvorfor er dette dog sket? Jo, hovedårsagen er, at implementeringen er sat i scene på baggrund af skrivebordsarbejde – af det ministerielle og kommunale embedsværk, som ikke haft den fjerneste anelse om, hvad de gik i gang med at ødelægge, økonomerne og  de andre djøf'ere.
Det var jo meget sigende, at førstegangs præsentationen foregik i Finansministeriet med undervisningsministeren i rollen som Pinocchio.

 
Det er public management af værste skuffe, og desværre ser det ikke ud til, at der bliver ændret på forhold lige med samme, fordi man tror på, at bedre ledelse er løsningen. Jamen, den har man allerede! - Skolelederne er gode, og kun hvis man tror på, at djøf'ere kan lede dagligdagen i folkeskolen, kan man forsøge at bilde os ind, at det hele nok skal gå, hvis der bare kommer en bedre ledelse. Og det er jo sludder og vås.

Det er ikke ledelserne, der kan og skal bære reformen igennem – det er lærerne, og dem er man ved at tabe fuldstændigt. Så det er voldsomt, det der sker i vor folkeskole lige nu.

Desværre er der ikke det rette pres for at ændre det. Skammeligt, for folkeskolen bliver som nævnt taberen – og hvad mon der så vil ske?

Det er tvingende nødvendigt, at alle gode kræfter i befolkningen og den pædagogiske verden må kæmpe for, at der tilføres folkeskolen de nødvendige resurser for, at reformen kan gennemføres og komme til at virke. Det betyder flere lærere, mere efteruddannelse og bedre læreruddannelse. Penge skal der til!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar