Den nødvendige prioritering i sundhedsvæsenet og tilværelsen i det hele taget

Det var ikke så lidt, hvad?

Skal vi alle have den nødvendige og tilstrækkelige behandling, når vi bliver syge?

Jo – det skal vi da, vil de fleste nok mene. OK, hvad betyder det så – er der penge nok i systemet til, at det kan lade sig gøre?

Mit umiddelbare bud er, at det skal der være. Vi har i det danske sundhedssystem det princip, at der er lige og fri adgang til lægehjælp. Sådan har det været i hele velfærdsstatens levetid, og sådan skal det fortsat være.

Men når nu den teknologiske og medicinske udvikling drøner derudad med stigende acceleration, følger pengene så med i samme tempo? Tja, bum, bum, bum, bum – det har de da så nogenlunde gjort hidtil. Godt nok kan man i medierne undertiden læse, at syge kan blive behandlet i udlandet og ikke herhjemme for deres mere eller mindre sjældne sygdom, men stort set har vi en ligeså god og høj kvalitet i sygdomsbekæmpelse her i landet som andre steder på kloden.

Spørgsmålet er, om det kan fortsætte? Flere og flere sygdomme kan kureres, og nye sygdomme opdages og beskrives, og efterhånden kan de også kureres. Og det er pokkers dyrt. Derfor er det et spørgsmål, om sundhedsvæsenet er et bundløst kar at fylde penge i, at der aldrig bliver penge nok.

Hvis det er tilfældet, er vi tvunget til at finde ud af, hvad vil vi behandle, og hvad vil vi ikke behandle.

Det er helt bestemt ikke en sjov opgave – den er grim.

Er der fx bestemte aldersgrupper, hvor reglen vil være, at dem behandler vi ikke. Skal der fx være hjertestartere på plejehjem? Skal det være muligt at fryse æg og sæd ned, så par eller enkeltindivider kan få deres børn, når det passer ind i arbejdsliv og karriere? Skal fattige og socialt udsatte ikke behandles, fordi deres prognose er dårlig? Skal idrætsudøvere eller motionister have knæoperationer mere end én gang? Skal narkomaner have gentagen hjælp til at komme ud af deres misbrug? - Skal rygere og alkoholikere?

Hvad er liv værd? - og hvem skal fastsætte prisen og afgøre, hvornår grænsen er nået?

Hvordan er det i øvrigt lige med medicinalindustrien – skal de bare have lov til at bestemme deres eget marked og sætte priserne (højt) efter for godt befindende?

Hvis vi ikke ønsker at tage stilling til disse og lignende spørgsmål, men fastholder at afsætte de tilstrækkelige resurser til behandlingssystemet, hvilke andre omkostninger skal så ikke afholdes? Militærudgifterne, når nu russerne igen er begyndt at afprøve forsvarsviljen og -evnen i luften eller til vands? De sociale udgifter, og så lade de svage sejle i deres egen sø? Uddannelsesområdet, så kun de bedste får en uddannelse – eller kun de rigeste? - Og listen er slet ikke udtømmende.

Der er mange spørgsmål og sikkert lige så mange svar. Et er sikkert, det er ikke nemt.

Men det er efter min opfattelse nødvendigt, at det diskuteres, at nogle fornuftige mennesker får til opgave at organisere og strukturere debatten, at beslutningstagerne tager opgaven op og drager omsorg for, at den løses i en demokratisk ramme. Jeg er med på, at nogle vil afstå for at deltage, at andre vil synes, opgaven skal overlades til 'eksperter', andre igen har en opfattelse af, at vi må lade markedet bestemme.

Det kan jo også være, at hele det økonomiske system skal ses efter i sømmene, og der måske skal opfindes noget nyt, så vi skal begynde forfra på en eller anden måde.

Men uanset hvad tror jeg, at det er nødvendigt, at diskussionen tages op, inden det bliver for sent – på trods af, at det er en global problemstilling. Måske lider vi samme skæbne som dinosaurerne og vokser os ihjel. Hvorfor så bruge energi og tid på at diskutere det?