Folkeskolereformen og de ti musiske bud

De radikale har tradition for at være med omkring folkeskolen. De har lagt ministre til posten som undervisningsminister rigtig mange gange – dertil kommer, at også ministerierne for kultur og/eller kirke har haft radikale chefer.

Gennem de sidste 20 år har de også haft ministre i de økonomiske ministerier på nær naturligvis i den borgerlige regering, men desværre har – i min optik – tidligere indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager i sit parløb med finansminister Bjarne Corydon glemt de dannelsesmæssige aspekter i forbindelse gennemførelsen af folkeskolereformen.

Jeg synes derfor, der er grund til at trække nogle punkter frem fra en ikke så fjern fortid, hvor dannelse og uddannelse var et stærkt makkerpar i folkeskolen.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen (1993 -1998) var naturligvis meget påvirket af de 'gamle' radikale undervisningsministre Jørgen Jørgensen og K. Helveg Petersen ('unge Helveg' i modsætning til sønnen Niels), som sammen med bl.a. socialdemokraten Julius Bomholt mente, at den folkelige dannelse var mange messer værd. Ole Vig Jensen nedsatte derfor i 1995-96 Det Musiske Udvalg, som bestod af personer, der på den tid havde markeret sig i debatten om folkeskole, folkeoplysning, kunst, dannelse og uddannelse. Deres opgave var at formulere nogle teser, som kunne angive en retning for den vej, som folkeskolen skulle tage, når det gjaldt om at højne dannelsen til gavn for uddannelsen, altså fremtiden folkeskole.

I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch.

Som navnene antyder er det en god blanding af etik, æstetik, kunst og skole.

Deres arbejde resulterede i følgende ti bud, som efter min mening stadig er aktuelle, og som burde findes som opslag ved indgangen til enhver folkeskole i Danmark, så børn, forældre og ansatte er fuldstændig klar over, hvad den danske folkeskole vil, kan og gør i sit daglige virke:

1. bud:

Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.

2. bud:

Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.

3. bud:

Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.

4. bud:

Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.

5. bud:

Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.

6. bud:

Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.

7. bud:

Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.

8. bud:

Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.

9. bud:

Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.

10. bud:

Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

Derudover var der to sætninger fra den tids debat, som jeg synes er så almengyldige og værdifulde, at de netop skal med her i denne sammenhæng:

Den ene er: Demokrati er en samtale med ret til modsigelse.

Den anden: Læreren skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste.

Det var altså sådan i det sidste årti i sidste århundrede, man havde det blik for fremtidens folkeskole.

Nu vender jeg mig mod vor egen tid. Og det er jo unægtelig et noget andet billede, der tegner sig – desværre.

I dette indlæg vil jeg kommentere generelt på relationen mellem datidens folkeskolesyn og folkeskolesynet i den gældende folkeskolelov, mens jeg i de fremtidige indlæg om dette vil kommentere de enkelte bud i relation til reformen.

I dag er der to hovedpunkter, der gennemsyrer holdningen til folkeskolen. Det ene er, at alt skal kunne vejes og måles, og det andet er, at vi skal have fuldstændig styr på lærerne, så vi sikrer os, at vi får det, vi betaler for.

 

Der lægges altså et kontrollerende menneskesyn ned over skolen, og derfor får man det, man ønsker.

Desværre er det jo slet ikke tilstrækkeligt, når vi beskæftiger os med den altafgørende og vigtige kulturelle institution, som folkeskolen er og bør være. Risikoen for at folkeskolen udvikler sig til en småkagefabrik er så tæt på, at vi nu må og skal sige fra. Hvis det ikke sker, forudser jeg, at der 'går kannibalisme i den'. Det skal forstås sådan, at de stærke æder de svage og dem, som de stærke ikke når at æde, tager Fanden sig af.

Der er nemlig sket det, at nedgøringen af lærerne har umuliggjort gennemførelsen af de gode takter, der angiveligt er i folkeskolereformen. Regnearkene og den bureaukratiske ånd, som danner baggrund for implementeringen af reformen, er dødelig gift i småkagerne og for, at eleverne dannes, fagligt som socialt.

I tilgift sker der som en af flere konsekvenser af den praktiske gennemførelse af reformen, at flere forældre på deres børns vegne fravælger folkeskolen. Det medfører så, den sammenhængskraft, folkeskolen – som den praktisk taget eneste almene institution, der er tilbage, når værnepligten næsten er afskaffet – grundlæggende er, hvor høj og lav mødes, forsvinder. Den menneskelige indsigt, som de sociale klasser udvikler om hinanden, svækkes – dermed sammenhængskraften, og den tidligere nævnte kannibalisme opstår.

Det er intet mindre end en katastrofe.

Sådan var det ikke i halvfemserne, hvor man netop lagde op til at udvikle og dyrke det alment menneskelige, at se kunsten, æstetikken og etikken i en faglig kontekst, som kunne styrke fællesskabet, og hvor de stærke ikke åd, men støttede og løftede de svage.

Dybest set tror jeg ikke, at det er den vej, de fleste af os vil gå. Dertil er vi for meget socialdemokrater classic. Lad os i stedet anskue problemstillingen i den ånd og lade egoismen bag os, for vi kan selvfølgelig nå det endnu. Der er så mange opgaver og problemstillinger, der netop kræver fælles løft og sammenhængskraft for at kunne løses, så det bliver holdbart i mere end fem år.

Folkeskolen – og ikke mindst den ånd, der hersker i den – er det vigtigste redskab til at frembringe varige løsninger i det fremtidige samfund. Derfor er det vigtigt, at vi smider de beslutningstagere, der ikke forstår det, på porten og giver andre, som netop forstår vigtigheden af de fælles løsninger, plads til at løse de påtrængende opgaver, vi står over for.