tirsdag den 3. juni 2014

Resistente bakterier

Der har gennem de seneste uger med jævne mellemrum været indlæg i dagspressen om resistente bakterier på hospitalerne. Det er for så vidt ikke nyt, idet læger i mange år har gjort opmærksom på, at det stigende forbrug af antibiotika kunne udvikle sig til en trussel for menneskene.

Men som sædvanlig skulle der lig på bordet, før politikerne begynder at vågne – de har jo som altid været så vældig travlt optagede af økonomi, så forebyggelse kun er blevet til ord i skåltaler og valgkampe – meget sjældent handlinger.

Men nu er der kommet lig på bordet. Mindst fire mennesker er døde af infektioner, som skyldtes en resistent bakterie, MRSA 398, som stammer fra svin(eproduktion). Man har ikke gjort så meget ud af problemet, fordi bakterien har ikke været observeret overført fra svin til menneske.

Men sådan er det ikke mere.

De fire dødsfald er sket for mennesker, der ikke har haft kontakt med levende svin. Og nu er det fatalt. For hvad gør vi? Lægerne kan ikke behandle infektionen, fordi de kendte antibiotika ikke virker på MRSA 398.

Det er et megaalvorligt problem naturligvis. Først og fremmest på grund af dødstruslen for det højststående pattedyr på kloden, men også fordi den højt berømmet og vældige danske svineeksport er truet. Svenskerne har allerede sagt fra – de ønsker ikke at importere og spise dansk svinekød. Dette første vink med en økonomisk vognstang har så fået de ansvarlige – først og fremmest fødevareministeren – på banen, men også svineproducenterne og deres organisationer har rørt på sig. De sidstnævnte med en i bund og grund opfordring til at klappe hesten (eller svinet).

Vi tager skam problemet meget alvorligt”, siger Dan Jørgensen. Jeg er temmelig sikker på, at hvis han ikke var blevet minister, havde han været meget længere fremme på banen.

Han indfører skærpede regler med hensyn til de initiativer, der allerede har vist sig utilstrækkelige, nemlig obligatorisk håndvask og tøjskifte for alle, der har været inde i en svinesti samt skærpelse af regler mod flokvaccinationer.

Men hvorfor skal vi egentlig spise svin med flere eller færre medicinrester i?

Svin, der er blevet behandlet med antibiotika ville sikkert være døde, hvis de ikke var blevet behandlet – og så havde vi jo ikke spist dyret, vel?
Selvdøde dyr spiser vi ikke, vi laver ikke engang pølser af dem. Fordommene siger, at det var noget, de såkaldte tatere gjorde for mange år siden.

Men hvorfor bliver svinene syge? - ja, i min optik skyldes det de fabrikslignende produktionsforhold i dansk landbrug. Der er simpelthen for mange svin på for lidt plads, og det hele foregår på en særdeles unaturlig måde, fordi der skal tjenes rigtig mange penge til bankerne, der har skabt penge ved at låne svineproducenterne penge til udbygning af fabrikkerne.

Nu ser vi resultaterne – og svineproduktionen er formentlig kun første step i fortællingen.

Det er hele vækstfilosofien, den er gal med! Lad os lige klappe dyrene, og reflektere over de forureningsskabte klimaændringer, inden vi haster videre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar