Det går godt i Danmark (4) – Er der mon håb?

Som nævnt for nogle uger siden, besluttede jeg, at jeg ville lade serien ”Der er noget galt i Danmark” afløse af en ny serie ”Det går godt i Danmark”, og jeg har allerede skrevet 3 indlæg. Desværre har det været svært, og indlæggene kan da også virke både fortænkte, forskruede og kunstige. Hvorfor mon?

Der er altså mange knaster på vejen, og jeg kunne nævne – nåh nej, det må jo ikke blive emnet her.

Så jeg skruer optimismen på og nævner, at det er fint, at udenrigsminister Martin Lidegaard har meddelt Tyrkiet en solid besked om vor utilfredshed med løsladelse af en fange, vi havde regnet med at få udleveret i forbindelse med mordforsøget på Lars Hedegaard, forhenværende formand for trykkefrihedsselskabet.

Det siger sig selv, at man kun kan tage afstand fra en sådan alvorlig kriminel handling, men kort sagt så er Tyrkiet er en helt afgørende nøglespiller med hensyn til at få løst de alvorlige problemer i Syrien, Irak og banditterne med deres 'Islamistisk Stat'. Og i konteksten Tyrkiet, Syrien, Iran, Irak, Rusland, kurderne og Vesten er den frigivne fange realpolitisk en mindre brik. Lad ham blive dernede.

Det er jo da også mægtigt, at de danske F16-jagere som led i vor såkaldt aktivistiske udenrigspolitik nu har været på flere togter og også smidt deres bomber mod 'Islamisk Stat', formodentlig uden at ramme civile mål.

Men nu skal jeg til at passe på ikke blive negativ.

Så hellere pege på, at bogen ”Mørkelygten” har sat gang i debatten om ministerielle embedsmænd, deres upartiskhed og saglighed.

Allerede denne vinkling er på kanten af en optimistisk tilgang.
Men det lader til at være tiltrængt, at emnet bliver diskuteret, for jeg er ret sikker på, at vi er en del, der gennem mange år har haft opfattelsen af et ukorrupt, sagligt, loyalt og upartisk embedsmandskorps i Danmark. Ikke haft en idé om 'bananstatsagtige' tilstande i nationen, men vi har tilsyneladende været en anelse for naive.
Jeg kan ikke føre bevis, men jeg er nu ret sikker på, at politiseringen af embedsmandsstanden er uheldig, fordi de påtager sig et ansvar med deres politiske rolle, og – uanset hvad de toneangivende politikere hævder –når to deler ansvaret, så bliver det kun til to procent til hver, og det er mildest talt uheldigt, hvilket jo også klart fremgår ved at kun få ministre trækker sig, når det opdages.

Men endelig som noget meget positivt vil jeg kort fortælle om en oplevelse her til aften, hvor jeg var taget til et møde i Ballerups Multikulturelle Forening. Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, skulle tale om FN og nogle af de aktuelle udenrigspolitiske problemstillinger.

Det var velgørende i den grad – hold da helt op!

Endelig en socialdemokrat, der umisforståeligt i en offentlig forsamling gav sig selv, fortalte åbent og ærligt om sine synspunkter samtidig med, at tilhørerne fik en kort og præcis indføring i FN's opbygning, organisation og arbejde.

At jeg blev bekræftet i mange af mine holdninger og værdier var naturligvis i høj grad medvirkende til, at jeg oplevede aftenen som udbytterig, men det velgørende bestod bl.a. også i, at jeg så og hørte en politiker, som ikke svøbte sig i formuleringer, der virkede belærende overbærende. Derimod fik tilhørerne denne fredag aften at vide, hvad Mogens Lykketoft mente om de emner, der blev berørt.

Og det var socialdemokratisme classic uden antydninger af new public management og økonomiske hensyn.

Det er lige før, jeg kan blive optimistisk igen – og det siger ikke så lidt!