Skæv skat og bananstat

Jamen – hvor er det glimrende!

Her i dag kan man med fryd læse i Politiken, at de rige nordsjællændere kan se frem til at blive endnu rigere i løbet af det næste år, og at de fattige vest- og nordjyder sakker endnu mere bagud i kampen for at hænge med i velfærdssamfundet. Alle andre indbyggere med lave indkomster og manglende revisorbistand i dette skæve Danmark kan i øvrigt se frem til medlemskab af samme klub som de førnævnte jyder. Skatteministeren og fødevareministeren kan dermed passende tage hinanden i hånden og juble hurra for uligheden. Men hvor fødevareministeren blev irettesat af chefen, da hun i sin tid fremsatte sin uhyrlige påstand, kan skatteministeren sikkert regne med at få klap på skulderen for sin indsats for de rige i vort samfund.

Jeg giver ikke fem flade ører for argumentet om nødvendigheden af, at skattelettelserne er en belønning og en fastholdelsespræmie for de dygtige, de kreative, de innovative, de ”'revisortunge” og de rige.

Jeg vil gerne have lov til at bemærke, at dette samfund har brug for skattekronerne, hvis vi skal kunne opretholde og helst også videreudvikle velfærdssamfundet, hvor der bliver taget hånd om de syge, de yngste og de ældste, samt hvor der tillige bliver forsket i infrastrukturen og energiforsyningen. Alt koster, og det er bestemt dyrt, men vi får det mangefold igen i form af en glad, tilfreds og loyal befolkning, som vil kunne se ud over sin egen lille bitte verden og forstå, at skatten er en investeringsudgift, som vi alle har og får gavn af.
Det er lykkedes VKO-regeringen af gennemføre minimalstaten via lån af gode, gamle socialdemokratiske værdier og metoder med den skumle hensigt at glemme tilbagebetalingen. Desværre ser det ud til, at oppositionen ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at gå op mod denne udbytning af fællesskabet til gavn for individualismen. Hvis den ikke snart tager sig sammen og formulerer en alternativ politisk/økonomisk model, kan vi sikkert se frem til endnu en 4 års valgperiode med venstre som pennefører for en populistisk politik, der lader Fanden tage de sidste.

Er det virkelig sådan, at jeg hører et ekko af råbet om ”bananstat” i Europa?
Kom nu, centrum-venstre, tag jer sammen og formuler nogle virkelige alternativer til det bestående. I skal og må erobre dagsordenen, inden det bliver for sent!!

Lømmelpakken

- eller er det lømmelstaten? Det går nu for vidt. Hvad vil der ske, næste gang der er en demonstration mod regeringen? - Vil de personer, som politiet bedømmer som uromagere, fordi de har det ”forkerte” tøj på, blive administartivt tilbageholdt?
Jeg må nok bemærke, at ytringsfriheden er truet!
Mennesker, som ønsker at bruge det fuldt lovlige middel, som en demonstration er, risikerer at få frataget deres ret. Det er da for galt.
Jeg har en vis forståelse for, at det kunne være nødvendigt at give politiet nogle særlige beføjelser i forbindelse med COP15-mødet, men så kunne man have begrænset beføjelserne specielt til dette, således at de blev ophævet, når mødet var endelig afsluttet. Skulle politiet vurdere at få brug for disse beføjelser igen ved senere lejligheder, skulle det vedtages i folketinget – hver gang!!
Som det er nu, har vi i Danmark tilstande, der kan måle sig med totalitære stater – jeg synes, det er lidt flovt. Vi burde kunne håndtere det på en bedre måde.

Klimatopmødet i BellaCentret:

Var det succes eller fiasko? Min opfattelse er tvedelt, idet topmødet ud fra et

1. aftalemæssigt synspunkt mest var en fiasko, fordi man ikke nåede bare en politisk aftale, men kun en erklæring, som det er frivilligt at tilslutte sig – det er dog en form for resultat, men på et langt lavere niveau end forventet
   
2. procesmæssigt synspunkt kunne ligne en succes, fordi det blev et tegn på, at nye tider er på vej ved i forbindelse med topmøder, idet drøftelserne var langt mere åbne, end de traditionelt er.
   

Ad. 1: Selv om forventningerne til topmødet var blevet nedtonet gennem det sidste halve år med accelererende hastighed op til selve mødet – og ikke mindst henimod topmødets afslutning – var det dog forventeligt, at der kunne indgås en form for aftale.
Dette skete ikke, og jeg undrer mig over, at det danske værtskab og formandskab ikke formåede at levere varen. Jeg tror, at årsagerne kan skyldes, at

• statsministeren på trods af en del rejseri i løbet af det sidste halve år samt mange telefonsamtaler med sværvægterne i international politik ikke havde det fornødne netværk med deraf følgende tillid – især blandt de mange udviklingslande. De er jo de fleste, og undervurderingen blev kostbar, fordi aftaler i FN-systemet skal være enstemmige.
  Der blev satset for meget på, at nord-syd-dialogen mest kom til at foregå i nord. Der blev ikke lyttet nok til syd. Kan det have sin årsag i, at klimaministeriets topforhandler gennem hele forberedelsesfasen trak det korteste strå i forhold til statsministeriets klimachef, som tilsyneladende var mest optaget af at kommende over for USA ?
  
• COP15-ministeren ikke fik lov til at ”køre” forløbet af formelle grunde. Hun har netværket, nyder tilliden og kender ”lusene” på deres gang samt – ikke mindst – er fagligt hjemme i stoffet.

Ad. 2: Jeg synes, det var godt, at man prøvede med en ny topmødemodel, hvor forhandlingerne ikke var foregået i forvejen, men at der på selve topmødet virkelig var mulighed for at præge beslutningerne – først via embedsmænd, men senere på højeste politiske niveau. Var toppolitikerne blevet koblet på noget tidligere og havde skullet se hinanden i øjnene under reelle forhandlinger, så havde vi måske set et bedre resultat ?
Når der er tale om en ny model, er det også klart, at der er mulighed for begynder- og fodfejl – en mulighed, der øjensynlig blev grebet!

Når vi nu ikke fik et bedre resultat, må vi blot håbe, at en gennemgang og analyse af topmødeforhandlingen i bakspejlet vil medføre, at der læres af fejlene, og at modellen vil blive videreudviklet, så dialogen mellem nord og syd bliver mere respektfuld fremover.
Den vestlige verden må indse, at den er i mindretal, og at der vil ske vigtige og grundlæggende forandringer i magtbalancen fremover – og her gælder det så om at forhindre, at hævnmotivet bliver det ledende.
Ligeledes må man håbe, at armlægningen mellem Kina og USA, som så åbenlyst blev udstillet ved COP15-mødet, vil blive nedtonet fremover, når det gælder vor fælles fremtid.

Om klima:

Nogle spørgsmål:

• Mon ikke det er for simpelt kun at satse på udledning af klimagasser, når vi taler om klimaforandringer?
• Hvis summen af energi i universet er konstant, må det vel være relevant at se på alle former for energiudladninger??
  
• Er det virkelig sådan, at der findes vedvarende energi??? - Sker der ikke en omsætning og derved en form for spild????
  
• Sker der ikke varmespild ved alle former for energiudladninger – og er dette varmespild ikke også med til at hæve temperaturen?????
  

Så er vi tilbage ved udgangspunktet, og hele spørgsmålet bliver efter min opfattelse mere kompliceret!

Seniorrådsvalget i Ballerup kommune.

Så er valgresultatet klar:
Jeg fik 220 stemmer, men det var ikke nok.

Der var 11859 stemmeberettigede. Stemmeprocenten var 48. Stemmerne for de 11 kandidater spændte fra 1035 til 71, og jeg fik næstfærrest. En plads "kostede" i snit 692 stemmer.
For de 7 rådsmedlemmer spændte stemmetallene fra 1035 til 376. Seniorrådet i Ballerup kommune består pr. 1. januar 2010 af 5 kvinder og 2 mænd.

Til de syv skal der lyde en tak for et meget behageligt samvær i forbindelse med valget, og de ønskes hjertelig til lykke med deres valg.

Jeg går ud fra, at stemmetallene offentliggøres på kommunens hjemmeside (Ældre og Pleje), hvor konstitueringen formentlig også vil fremgå.

Det er slemt, at Måløv slet ikke bliver repræsenteret (men har dog 1. suppleantpladsen). Måske er årsagen, at stemmerne blev splittet op mellem 2 kandidater, men jeg hælder nu mere til, at for få i Måløv stemte, og jeg vil gerne takke dem, som stemte på mig, for deres interesse og deltagelse.
Det er ærgerligt, at bydelen Måløv mister indflydelse på ældrepolitikken i kommunen, fordi der bl.a. skal bygges et nyt plejecenter og et hospice på Søndergårdsarealet.

Det er i øvrigt min opfattelse, at stemmeprocenten kunne være blevet endnu højere, hvis man havde besluttet at afholde afstemningen sammen med kommunal- og regionsvalget den 17. november 2009, selv om betød flere valgtilforordnede og selvstændige valgborde, stemmeafgivelsesbokse og stemmebokse. Valgkampen ville blive mere facetteret – både den kommunale og til seniorrådsvalget. Ca. en tredjedel af kommunens indbyggere er stemmeberettigede til seniorrådsvalget, så der ville formentlig være interesse nok i den lokale valkamp.

Bedste hilsener
Benny Pedersen

En kommentar

Kl. 10.52, den 5. december 2009 kommenterede jeg kroniken i POL. Den er skrevet af Gert Nielsen, som er direktør i Boligselskabernes Landsforening. Kroniken kan læses på Politikens hjemmeside → debat → kronik.
Tak for en reflekterende kronik. Jeg er enig meget langt hen ad vejen. Men helt grundlæggende var det forkert at samle immigranterne i store almennyttige boligbyggerier i bestemte dele af byerne. Det gjorde skolens opgave umulig. Jeg enig i, at der skal tilføres de nødvendige og tilstrækkelige resurser til områderne for at rette op på skaderne. Fejlen er, at resurserne hverken er det ene eller det andet.

Så var der ikke mere plads at kommentere på. Jeg uddyber derfor lidt her:

Kommunerne har simpelthen ikke de penge, der er skal til for at drive folkeskolerne. De steder, hvor man sætter ind og tilfører mange ekstra resurser, får man også de nødvendige resultater. Som eksempler vil jeg gerne fremhæve de københavnske profilskoler samt særprojekterne Sct. Annæ Gymnasium, som er en folkeskole, sangskole og gymnasium, og Bellahøj Skole, som er en idrætsskole. Begge skoler drives på højt niveau, fordi pengene er der.

Seniorråd/ældreråd og afbureaukratisering samt valg.

Ballerup kommune svarede hurtigt på spørgsmålet om, hvorvidt kommunen ville følge forslaget fra VK-regeringen om at gøre ældrerådet frivilligt at oprette, idet borgmesteren meddelte, at man naturligvis ville følge traditionen med at involvere borgerne i kommunens styre.
Det ser endvidere ud til, at der på landsplan er indgået aftale om at tage den del af afbureaukratiseringsforslaget af bordet og fastholde ældrerådene i kommunerne.

Det er da herligt! - man kan læse mere om dette på http://www.danskeaeldre.dk/.

Husk nu at benytte stemmesedlen i Ballerup kommune: Sæt ”X” ved en af de 11 kandidater, fold papiret, læg det i konvolutten – og derefter i postkassen, så det er kommunen i hænde senest den 3. december 2009. Vær opmærksom på, at det er B-post.

De unge seniorer.

Hvem er det så? - Jo, de er de +60-årige, som endnu ikke modtager en form for pension og som stadig er på arbejdsmarkedet. Disse medborgere er også vigtige at aktivere i forbindelse med seniorrådsvalget. For det første er de stemmeberettigede, for det andet er de potentielle kandidater til seniorrådet, når de senere lader sig pensionere, og for det tredje har de helt sikkert også idéer til seniorarbejdet.
Skulle jeg være så heldig at få plads i det nye Seniorråd i Ballerup vil jeg arbejde for, at de nævnte medborgere også får mulighed for at aflevere deres idéer, gode råd og visioner til videre behandling i Seniorrådet på en organiseret måde.
Præsentationsmødet den 24. november 2009 i Reehs Baghus var forlænget for at tilgodese de seniorer, der passede deres arbejde, men desværre var annonceringen af mødet ikke tydelig nok, hvilket måske var årsag til, at ingen af disse mødte frem. Jeg er imidlertid sikker på, at netop disse seniorer vil være et rigtig godt tilskud til arbejdet, og derfor håber jeg også, at de bruger deres stemmeret nu.

SENIORRÅDSVALG I BALLERUP KOMMUNE: Mit oplæg til præsentationsmødet den 24. november 2009 i Reehs Baghus.

Indledningsvis vil jeg understrege, at jeg ikke er medlem af et politisk parti, og at jeg heller ikke stiller op som repræsentant for en forening eller lignende.

Jeg stiller op som mig selv, og jeg er kandidat til seniorrådet, fordi jeg gerne vil

- have indflydelse på og påvirke kommunens ældrepolitik
- arbejde positivt sammen med kollegerne i ældrerådet – og alle de andre ældre,
politikere og forvaltning
- være aktiv, engageret, fastholde og øge min viden om kommunens forhold
- bruge tid på det, der interesserer mig

Jeg er som udgangspunkt ikke særlig tilfreds med den retning, jeg har kunnet se gennem de sidste 10 år i samfundet:
- at vi har bevæget os fra borger over bruger til kunde
samt
- ønsket om, at vi hurtigere skal bevæge os fra forskning over faktura til forretning.
Det er da fantastisk, at vort velfærdssamfund fremover – måske – skal hvile på sådanne præmisser.

Der er en tendens til at betragte samfundet/fællesskabet som en butik med frit valg på alle hylder, hvor markedsgørelsen af offentlige ydelser hviler på forskellige konkurrenceparametre. Det er efter min mening et usundt og usolidarisk princip, fordi det i sidste ende medfører, at de stærkeste tryner de svageste, og det er uskønt.
I et fællesskab skal de stærkeste og bredeste skuldre bære de tungeste byrder under mottoet: ”Gør din pligt og kræv din ret”.

Jeg vil gerne arbejde for, at der blandt alle kommunens borgere er respekt for seniorer og/eller ældre – ikke fordi, de er ældre, men fordi de er aktive borgere i deres kommune så længe, de er fysisk og psykisk i stand til det, samt fordi de besidder en erfaring, viden og resurser, der er til gavn for alle.
Det er også nødvendigt, at ældreområdet sikres mod økonomisk udhulning, fordi der bliver kamp om resurserne fremover – derfor skal vi høres og repræsenteres.
Endelig vil jeg også knytte en bemærkning om seniorer,som har deres oprindelse i andre lande. Det er vigtigt, at integrationsbestræbelserne videreudvikles, og at der arbejdes med området, så også disse medborgere har et godt seniorliv.

Jeg vil i det følgende komme ind på 5-6 konkrete emner og afslutte med generelle bemærkninger om seniorrådet og fremtidige, mulige handleområder.

Plejehjemspladser
Naturligvis er det vigtigt, at der findes de tilstrækkelige og nødvendige pladser til de Ballerupborgere, som har behov for en plejehjemsplads.
Jeg har forstået, at medlemmerne i Seniorrådet bliver tilknyttet bestyrelserne/brugerrådene for plejehjemmene – hvis disse brugerråd ikke nedlægges som led i regeringens afbureaukratiseringsplaner. Skulle jeg blive valgt, vil jeg ydmygt se frem til denne arbejdsopgave og arbejde aktivt for, at plejehjemmene i kommunen har det høje niveau, man som borger i Ballerup forventer. Ydmygt, fordi jeg i givet fald så repræsenterer et antal svage medborgere, der kan have brug for min indsats.
Det betyder, at der er gode værelser og ordentlig rengøring, god hverdagsmad og lidt mere i forbindelse med weekends og festlige lejligheder.
Det betyder også, at der skal være den nødvendige personalenormering, sådan at beboerne kan få den gode daglige kontakt, som er nødvendig for et godt liv med aktivitetsmuligheder, tilpasset den enkelte.
Endelig vil jeg være opmærksom på, at der fremover vil være brug for flere 'demenspladser', fordi vi bl.a. bliver stadig ældre og har været udsat for et hav af skadelige kemiske påvirkninger.

Hospice-pladser
Det er meget glædeligt, at Ballerup kommune bliver hjemsted for et nyt hospice på Søndergårdsarealet i Måløv. Selve projektet ser efter min opfattelse rigtig godt ud. Jeg er godt klar over, at pladserne ikke er reserveret Ballerupborgere, men jeg vil gerne medvirke til, at institutionen og dens muligheder for at give den døende en værdig afslutning på livet bliver kendt i kommunen. Det er måske muligt, at der kan oprettes flere pladser, hvis behovet viser sig.

Hjemmehjælp og hjemmesygepleje
Disse to meget vigtige områder skal have stor opmærksomhed, og der er to indgangsvinkler, nemlig de medmennesker, som har behov for hjælp, og de medarbejdere, som skal forestå hjælpen. Her skal vi have enderne til at nå sammen. Vi har alle hørt negativ kritik, men mønten har altid to sider. Det afgørende er, at man møder hverandre med gensidig respekt og vilje til at få det bedste ud af relationen i et samarbejde. Hjemmehjælp er ikke hushjælp, men omvendt skal der afsættes tilstrækkelig tid til opgaverne, herunder også en ordentlig social kontakt.
Det er også nødvendigt at sikre, at de ældre ikke møder et utal forskellige medarbejdere, når de lukker døren op for kommunens folk. Det må kunne sikres sådan, at der arbejdes i mindre team, så det altid er en medarbejder fra det samme team, der hjælper den enkelte. Jeg forstod borgmesteren sådan på valgmødet den 5. november, at det også den måde, man arbejder på i Ballerup, og det skal selvfølgelig fastholdes.
Det er meget væsentligt, at kommunen sørger for, at medarbejderne hele tiden tilbydes efteruddannelse, så kvaliteten af arbejdet konstant er højt. Det betyder, at der må være en vis overkapacitet, således at efteruddannelse ikke medfører, at kvaliteten i det daglige arbejde falder.

Indkøbsordninger
Jeg synes, man skal støtte de borgere, som ønsker at gøre så meget som muligt selv med hensyn til den daglige husholdning. I denne forbindelse vil jeg gerne udtrykke fuld opbakning til servicebus-ordningen, så ældre også selv har en mulighed for indkøb i de butikker, de selv vælger at købe ind i.
Men gode indkøbsordninger er en fin idé, når der er brug for midlertidig hjælp i en periode – eller måske som en mere permanent ordning.
Det betyder, at der skal etableres aftaler med det lokale forretningsliv om levering og udbringning af varer og andre ydelser. For at sikre kvaliteten bør kommunen være den ene af tre aftaleparter.

Teknologi
Den teknologiske udvikling foregår i dag så hurtigt, at man næsten kan sige, at fremtiden ses i bakspejlet.
Det er nødvendigt, at ældre forholder sig til de muligheder, teknologien tilbyder. I mange hjem er arbejdet med en computer dagligdag. Vi ser efter post i indbakken på mailen, vi søger oplysninger på internettet, vi køber ind og betaler regninger.
Det er nødvendigt for alle, at vi er i stand til at forholde os til teknologiens muligheder og begrænsninger, fordi den kommer væltende ned over os i et bragende tempo og – ikke mindst – fordi den bringer hele verden ind i hjemmene med informationsstrøm uden lige.
Mange er vokset op og sammen med disse muligheder, men naturligvis ikke alle.
Dette betyder derfor, at der skal sikres god tilgængelighed til at kunne bruge disse muligheder for de mennesker, der ikke selv har en computer. De må ikke lades i stikken, så Fanden tager de sidste. Det vil være meget udemokratisk og uetisk, så der foreligger egentlig en stor udfordring i at formidle de teknologiske muligheder – og begrænsninger – til alle ældre.
Jeg synes, det skal undersøges, om det er muligt at etablere et Ballerup-net for alle borgere samt, hvorvidt det vil være muligt, at alle borgere kan få en computer stillet til rådighed i hjemmet med kommunal støtte til finansiering.

Derudover om seniorrådet
Jeg vil gerne medvirke til, at seniorrådet er synligt i kommunen med brug af hjemmesider, avisindlæg og samarbejde med andre lignende organisationer, herunder fx menighedsrådene (omsorg, socialt arbejde o. lign.).
Bladet ”De 4 årstider” er et pænt og imødekommende blad, som jeg godt vil knytte et par bemærkninger til:
- Er navnet velvalgt – bliver det forvekslet med det økologiske firma af samme navn, eller kan der
blive problemer med det??
- Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at der fandtes et sådant blad. Det ligger på biblioteket, ja. Det
ligger på nettet, ja – men det burde sendes til målgruppen, eller i det mindste, at man kan bestille
det efter at være gjort opmærksom på, at det findes.
Seniorrådet har en formidlingsopgave her – efter min opfattelse.

Seniorrådet bør arbejde for, at det skal være forholdsvist ligetil, at ældre kan få hjælp af forskellig art, at kontakten mellem den enkelte ældre og kommunen kan foregå nemt, og at træffetiden i seniorrådet (dialog ældre-til-ældre) bevares og evt. udbygges.
Men jeg vil også gerne understrege, at jeg er helt klar over, at Seniorrådet naturligvis ikke skal arbejde med enkeltsager.
Seniorrådet kunne endvidere arbejde for, at kommunen støttede fx trafikkurser for ældre, fx køretekniske kurser. Det er for mange en hel del år siden, de har taget kørekort, og et genopfriskningskursus med såvel teori som praktik kunne sikkert være en rigtig god ide.
Seniorrådet kunne også arbejde med og formidle viden om temaer af forskellig art:
- 60'er-rock a la ”mimreballerne” her i disse lokaler
- selvhjælpsgrupper (fx sorggrupper),
- bedsteforældre og unge,
- kendskab til forskellige generationer,
- kendskab til parallelsamfund,
- relevante lovbestemmelser,
- testamenter,
- udvekslingsrejser til kommunens venskabsbyer
- ældre og arbejdsmarkedet, herunder nedsat arbejdstid, fleksjob, fritidsjob, erfaringsudveksling,
netværk
- ældre og folkeoplysningsloven
- forskellige kulturelle arrangementer
- sundhedsarrangementer
- trafik

Jeg vil afslutte med at henlede jeres opmærksomhed på, at I kan læse mere om mine synspunkter og holdninger til ikke alene ældrepolitik, men også andre samfundsmæssige emner på nærværende blog.
Vær med til at sprede budskabet om seniorrådsvalget ved bl.a. at opfordre så mange som muligt til at benytte stemmesedlen – og få den afsendt!

Hjertelig tak for ordet.

Seniorrådsvalget i Ballerup kommune 2009

Først tak for borgmesterens krystalklare tilsagn i Ballerup Bladet og ved Ældre Sagens valgmøde den 5. november 2009 om at fastholde Seniorrådet i Ballerup kommune fremover på trods af regeringens forslag om at gøre det frivilligt – og dermed beskære bloktilskuddet.

Der er væsentlige generelle årsager til at være opmærksom på brevafstemningen til Seniorrådet i perioden 25. november til 2. december 2009, fordi det paradoksalt nok er blevet både nemmere og sværere at blive ældre.

Det er nemmere i forhold til et par generationer siden: Større tryghed, højere komfort og bedre sundhed.
Det er blevet vanskeligere, fordi tilværelsen påvirkes meget af den teknologiske udvikling, tilværelsen er blevet mere kompliceret, og der er langt mere fart på i dag – både fysisk og mentalt.

Jeg ser tre grunde til, at det er sådan, nemlig for det første har vi bevæget os fra at være borgere over brugere til kunder i samfundet, for det andet sættes individet over fællesskabet, og for det tredje værdsættes erfaring ikke på samme måde som gå-på-mod.
Jeg vil i dette indlæg begrænse mig til den teknologiske udvikling, som i dag foregår så hurtigt, at man næsten kan sige, at fremtiden ses i bakspejlet. Interaktiv kommunikation via TV og computer er faktisk virkelighed, robotter til almindelig daglig brug ligeså og supersonisk transport er lige om hjørnet.
Det er nødvendigt, at vi alle forholder os til teknologiens muligheder og begrænsninger, fordi den kommer væltende ned over os i et til tider skræmmende tempo og ikke mindst, fordi den bringer hele verden ind i hjemmene med en informationsstrøm uden lige. Dette betyder, at der skal sikres god tilgængelighed og hjælp til at kunne bruge disse muligheder for de mennesker, der ikke selv har en computer med internetadgang. De må ikke lades i stikken, så Fanden tager de sidste. Det vil være meget udemokratisk og uetisk, så der foreligger egentlig en stor udfordring i at formidle de teknologiske muligheder – og begrænsninger – til alle ældre. Seniorrådet har her en opgave – dels for at formidle dels for at sikre, at disse hjælpemuligheder etableres.

Jeg er kandidat til seniorrådet, fordi jeg gerne vil
- have indflydelse på og påvirke kommunens ældrepolitik
- arbejde positivt sammen med kollegerne i ældrerådet – og alle andre ældre samt

forvaltning og politikere

- være aktiv og engageret

Som ufhængig kandidat opfordrer jeg naturligvis alle stemmeberettigede til stemme ved seniorrådsvalget.

Derfor skal samfundet inddrage den ældre generation.

Derfor skal samfundet inddrage den ældre generation.
Der er en tendens til at betragte samfundet/fællesskabet som en butik med frit valg på alle hylder, hvor markedsgørelsen af offentlige ydelser hviler på forskellige konkurrenceparametre. Det er efter min mening et usundt og usolidarisk princip, fordi det i sidste ende medfører, at de stærkeste tryner de svageste, og det er uskønt.
I et fællesskab skal de stærkeste og bredeste skuldre bære de tungeste byrder under mottoet: ”Gør din pligt og kræv din ret”. Dette motto er den ældre generation egentlig vokset op med, bl.a. i kraft af venstre-centrum-fløjens lange regeringsperiode fra midten af 1900-tallet.
Det er godt, at der blandt alle kommunens borgere er respekt for seniorer og/eller ældre – ikke fordi, de er ældre, men fordi de er aktive borgere i deres kommune så længe, de er fysisk og psykisk i stand til det, samt fordi de besidder en erfaring, viden og resurser, der er til gavn for alle.
Færre skal sørge for flere. Derfor skal ”kagen” skæres ud på en anden måde. Vi skal have flere til at være aktive længere, så kagen bliver større, og det betyder, at pensionsalderen må sættes op – i hvert fald for de indbyggere, der kan bære at arbejde længere tid – og vi må invitere uddannet udenlandsk arbejdskraft til landet. Det bliver en vanskelig opgave, fordi der skal samtidig betales mere til fællesskabet, altså højere skat – især til de grupper, der har en høj indtægt.
Et seniorråd kunne arbejde med at skabe positive forbindelser mellem bedsteforældre og unge, så kendskabet til forskellige generationer udvides og udvikles, samt øge kendskabet til de parallelsamfund, der er skabt her i landet, så også de kan inddrages og dermed medvirke til en bedre integration.
Hermed kunne seniorrådet medvirke til at udvikle gode principper om tolerance og fastholde det gode gamle velfærdsprincip om lighed.

Kommentar til ”Signatur” i Politiken den 22. november 2009:

Per Michael Jespersen har igen en væsentlig kommentar i dagens Politiken: SF er et kopi-parti. SF siger det, S altid har stået for, men mit spørgsmål er: Hvorfor fortsætter S ikke med at råbe det ud så at sige, men tilslutter sig ofte VKO-blokkens udsagn, holdninger og idéer? S overlader dagsordenen til VKO og SF uden selv at være offensiv. Se i øvrigt min kommentar ”Come on – centrum-venstre” andetsteds på denne blog fra den 28. oktober 2009.

MIN KRYSTALKUGLE

Indledende bemærkninger.
I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et udkast til et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Inidlertid genlæste jeg udkastet i dag og synes egentlig, det også har aktualitet i dag. Derfor bringer jeg det på denne blog og ser frem til at få nogle kommentarer.
Det er min hensigt selv at kommentere udkastet, når der er gået et par uger.

MIN KRYSTALKUGLE.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Den danske folkeskole som kulturbærende i det danske samfund har levet godt i næsten et par hundrede år, men i de sidste knapt halvtreds år har den været genstand for en stadig stigende interesse og debat. Ændringerne i folkeskoleloven har forsøgt at holde trit med samfundsudviklingen – og altid med baggrund i brede forlig i folketingssalen, undtagen måske her til sidst, hvor behovet for det brede forlig ikke er mindsket, men i hvert fald har den nuværende regering opsagt det sidst indgåede forlig fra 1993.

Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år. Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj, meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Der sker fantastisk meget i dagens folkeskole, som modsat mange privat-, fri- og lilleskoler ikke er bundet op på en måske lidt konservativ ideologi, der ikke helt modsvarer tiden, hverken pædagogisk eller samfundsmæssigt.
Selv om der sker så meget i den danske folkeskole, vil jeg ikke påstå, at det alt sammen er af det gode – selvfølgelig ikke. Som i livet er der også nittere i skoleudviklingen, sådan må det være.
I skrivende stund (ultimo oktober 2002) kan det forekomme vanskeligt at skelne, hvad krystalkuglen rummer. Jeg synes, at den tidligere har været mere klar i glasset, men det ændrer sig måske.
Jeg tror, at årsagen til det skyldes den politiske uenighed, hvor opgaven med at etablere et bredt forlig lige nu forekommer at have noget kafkask over sig.

Hvis jeg prøver at fortolke, hvad den matte kugle prøver at fortælle mig, så ser jeg tendenser til både centralisering og decentralisering på en og samme tid.
For eksempel ønsker det politiske højre, at der skal være fælles læseplaner over hele landet, mens andre kun ønsker, at de overordnede rammer er fælles, og at det derfor skal være en decentral beslutning, hvordan det lokale niveau udfylder rammerne.
Jeg føler mig overbevist om, at folkeskolen og dens mange aktører vil forstå at justere de interne krav i lyset af først og fremmest Evalueringsinstituttets udmeldinger, den interne debat og selvransagelse, men også med baggrund af den folkelige interesse på godt og ondt, hvor aftagernes krav og forventninger indgår.

Justeringerne vil foregå i en dialog mellem de direkte forhandlingsparter, Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, København og Frederiksberg kommuner og Danmarks Lærerforening.
Vi er allerede godt på vej med enighedspapiret ”En skole på vej”, men det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på, at folkeskolen er en virkelig stor organisation at flytte på, og at organisationens fundament rækker helt tilbage til begyndelse af 1800-tallet.
”En skole på vej” beskriver væsentlige elementer i skolen, nemlig lærerrollen, undervisningsbegrebet, undervisningens organisering og lederrollen, og jeg vil knytte bemærkninger til undervisningens organisering og lederrollen, fordi netop de to elementer adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af skolen.

Undervisningens organisering gør op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes i team med projekter, hvor færdigheder og faglige discipliner fra flere fag inddrages.
Eleverne kan i afgrænsede perioder inddeles i hold, hvor der i højere grad end ved den kendte og almindelige undervisning kan tages større individuelle hensyn. Hvis man nu i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk.
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange, afsluttende med prøve, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet, en ny Folkeskolens Afgangsprøve.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

I denne forbindelse vil jeg pege på Howard Gardners teori om de mange intelligenser som et redskab i fremtidens folkeskole. Her vil jeg ganske kort omtale nogle elementer, som jeg tror vil være nyttige at arbejde med i skolen.
Der kan sikkert opdages mange andre former for intelligens. Alle mennesker indeholder alle intelligenser. De fleste mennesker kan udvikle hver intelligens til et fyldestgørende kompetenceniveau. Intelligenserne arbejder sædvanligvis sammen på komplekse måder, og der er mange måder at være intelligent på inden for hver kategori.
De yngste er helhedsorienterede, og derfor vil ikke-fagdelt undervisning passe godt for indskolingsgruppen.
Hvert barn har sin egen læringsstil, som udgøres af biologiske, udviklingsmæssige og miljømæssige forhold.

Howard Gardner har beskrevet otte intelligenser, og der kan udarbejdes en intelligensprofil for hver elev i forsamlingen.En intelligensprofil for et barn eller voksen er en prioritering af de otte intelligenser ud fra den pågældendes styrkeområder.
Disse kan bruges i den løbende evaluering og i såvel elev- som forældresamtaler.
Denne form for pædagogisk grundlag forudsætter, at forældrene inddrages tidligt for at kunne forstå, hvad der sker. Deres kendskab til skole og indlæring bygger nemlig på helt andet grundlag. (Man kan f.eks. lade dem forsøge at udarbejde deres egen intelligensprofil)
Lærerne og pædagogerne skal udarbejde deres egen intelligensprofil, så de bliver i stand til at indgå i et samarbejde i teamene på et ligeværdigt grundlag med respekt og tillid for/til hinanden.

Lederrollens største opgave ligger i at binde enhederne og forsamlingerne sammen, koordinere de økonomiske og personalemæssige ressourcer, have overblikket til at få skoleudviklingen til at fremstå med sammenhæng samt have evnen til at forbinde skolen med det lokale samfund. Lederrollen vil kræve, at skolelederen er mere leder end lærer, ligesom den vil kræve evnen til i endnu højere grad end i dag at være personaleleder – og gerne en visionær én.

Lad mig vende tilbage til eleverne og diskussionen om, i hvor høj grad de skal tage ansvar for egen læring, eller om de skal rådgives meget kontant?
Det er ikke så ligetil at være skråsikker i holdningen til disse spørgsmål. Vi voksne bliver usikre, og usikkerheden spredes til børnene.
Det er ikke vel anset at være autoritær, men legalt at have en holdning. Vi bliver alle hele tiden bombarderet med budskaber af såvel kommerciel som holdningsmæssig art, hvilket øger usikkerheden.
I denne forbindelse kunne det vel være godt, hvis vi havde fælles værdier i vor dannelse – ligesom i landbrugssamfundets tid. Men sådan er det som bekendt ikke. Det er legitimt som professionel at tage stilling og handle derefter. Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.

Er vi voksne så voksne nok til at rådgive de unge og videregive de erfaringer, vi har med i rygsækken – eller er voksne bare unge, der ikke er så unge som andre unge – men med meget af de rigtig unges usikkerhed pakket ned i rygsækken?
Vi vil jo gerne leve op til idealerne/idolerne. Er voksendommen på vej ud?

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element. Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.
Derfor må vi som voksne ikke blot vejlede, men rådgive om, hvordan de yngre undgår de værste faldgruber. De skal derfor ikke have ansvar for egen læring, men nok medansvar. De voksne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. Eleverne skal lære ved at handle og udføre under kyndig rådgivning, der mere og mere erstattes af vejledning.

På grund af den teknologiske udvikling og den enorme viden, der er opsamlet på kloden, er landbrugs- og industrisamfundet blevet afløst af informationssamfundet i går, videnssamfundet i dag, netværkssamfundet i morgen og noget fjerde i morgen aften. Det bliver stadig mere vanskeligt for os voksne at følge med, men med et åbent, fordomsfrit sind, hjælpsomhed og med dannelsen på rygmarven er jeg sikker på, at vi også vil være i stand til at agere i det samfund, der kommer væltende omkring det næste hjørne.

Legitimiteten som professionel underviser og pædagog til at handle på baggrund af den konkrete situation og den konkrete unge er og skal være til stede, men hensynet til det individuelle sker alligevel i en vis udstrækning på baggrund af nogle generaliseringer. Igen er der tale om en balancegang.
Arbejdet med børn og unge stilles i stadig stærkere grad over for den opgave at skulle uddanne flere og flere børn bedre og bedre på baggrund af de voksende krav til såvel boglige som kreative færdigheder, som vort mere og mere komplekse samfund med al rimelighed stiller. Disse centrale krav og forventninger skal løses lokalt og decentralt.

Samtidig ser vi, at mængden af børn med forskellige problemer eller mangler vokser. Årsagerne til det er mange, blandt andet er der kulturelle forskelle på baggrund af globaliseringen, hvor dannelsen til at komme hinanden i møde endnu mangler på begge sider. Andre forhold, der kan spille ind, er, at flere børn i dag diagnosticeres med baggrund i medfødte eller afledte fødselsskader, fordi lægerne heldigvis er blevet dygtigere og dygtigere til at behandle graviditets- og fødselsproblemer med hjælp fra forskningen og teknologien.

Det komplekse samfund med alle de nye muligheder medfører, at folkeskolen – igen modsat de fleste private skoler – modtager stadig flere børn, som fordrer særlig omsorg. En omsorg, som den fælles skole ikke altid umiddelbart er gearet til at håndtere. I dagens Danmark bliver flere børn end tidligere anbragt væk fra hjemmet – de fleste heldigvis ad frivillighedens vej.
I storbyerne skinner den kendsgerning igennem, at vi ikke er gode nok til at bryde den sociale arv. Børn fra voldsramte, misbrugsramte hjem eller fra hjem, hvor der bare ikke er ressourcer nok til at danne børnene godt nok til det komplekse samfund, ses som problemer, der i værste fald går rundt uden skoletilbud. Det kan forekomme, blandt andet fordi de kommer fra hjem, der flytter rundt af forskellige årsager, og fordi det kommunale system og bureaukrati har en vis træghed, og der er en stor belastning netop i de boligområder, hvor disse familier holder til eller søger mod.

Derfor er det en stor og vigtig opgave, de kommunale systemer, interkommunalt og tværkommunalt, netop nu prioriterer, nemlig at få taget hånd om disse børn og unge.
En traditionel tankegang på dette område lyder:
I takt med den øgede decentralisering og besparelser på de kommunale områder er der nedlagt mange institutioner, der havde oparbejdet en stor ekspertise, men desværre også en form for intern indforståethed eller ”indavl”.
Årsager og begrundelser for denne udvikling kan egentlig være ligegyldige nu, fordi virkeligheden er, at de mangler. Vi ser stadig flere diagnosticerede børn, der har et stort behov for pædagoger og undervisere med særlig viden og især engagement, men specialinstitutionerne findes ikke i det nødvendige omfang, formentlig fordi de er rasende dyre. Derfor benyttes argumentationen – akkurat ligesom der argumenteres for, at ældre skal forblive (ensomme) i eget hjem så længe muligt – at folkeskolen skal rumme disse børn. Argumentet er mindsteindgrebsprincippet.
Det er for besnærende, idet disse børn har et berettiget krav og behov for en særlig omsorg. De mangler for tit den grundlæggende dannelse til at være i de samme lokaler som de andre 24-25 børn befinder sig i sammen med én voksen, der forventes at have tilrettelagt en differentieret undervisning.
Jeg tror, vi på denne måde i bedste fald kun lige akkurat sørger for, at problemet ikke vokser. Overfladen ser nogenlunde rolig ud og forstyrres kun af små krusninger.

Skal problemerne løses eller blot mindskes, skal der andre initiativer til. Det vil være for let blot at hævde, at flere ressourcer ville kunne løse det, men lidt flere ressourcer – måske centrale – vil nok være nødvendige. Det helt afgørende vil efter min opfattelse imidlertid være, at den fastlåste og rigide lønmodtagerindstilling afløses af en engageret og ikke-tidsfikseret holdning, der belønnes af de kommunale arbejdsgivere med et mærkbart tillæg, der skal kompensere for den belastning, der familiært og personligt uvægerligt vil opstå for de medarbejdere, der tillægges opgaven at være kontaktpersoner på den lokale folkeskole for de særligt krævende elever. De skal nemlig følges tæt, og mange hjemmebesøg og konkrete samværstimer vil være nødvendige.

Det tidskrævende, gensidige kontrolelement skal altså afløses af den gensidige tillid til, at opgaverne bare løses. Det er her, behovet for lidt flere ressourcer findes. De skal ikke bruges til mere bureaukrati, men til de medarbejdere, der påtager sig den meget vanskelige opgave at udvide folkeskolens rummelighed med de udannede elever.
De elever, der har så store problemer (og de findes), må tilbydes et tidsbegrænset ophold på en specialinstitution, fordi det er nødvendigt, de indlærer et mindstemål af dannelse, inden de kan rummes i den lokale folkeskole med eller uden særlig støtte

Jeg tror, at sundhedsplejerskerne er de rette til at screene de familier, hvor sådanne børn vokser op. Her må en særlig forfinet følsomhed for det private og personlige vige for barnets tarv af hensyn til forebyggelsen til indtræden i fællesskabet. Det er vist almindelig anerkendt, at jo tidligere, der gribes ind, jo bedre resultater til billigere pris, og det lyder jo næsten for godt til at være sandt.
Jeg vil gerne understrege, at jeg hverken kan eller vil acceptere ”Big Brother-tilstande”, men ser ovenstående som mindre indgribende, kvalitativt bedre og mere målrettet ressourcemæssigt af hensyn til fællesskabet.

Et helt specielt problem i disse decentraliseringstider opstår i kommuner, der ikke har en enhedsforvaltning for børn og unge og det sociale felt. Her kan bureaukratiet blive den forhindring, der i for høj grad suger energien og engagementet væk fra selve løsningen, idet der kan opstå en diskussion om hvilken forvaltning, der skal betale for hvad.
Den tid og energi, der medgår til at finde en løsning på det problem, kunne overordnet set bruges bedre til gavn for det barn eller den unge, der er blevet placeret i vadestedet. Vigtigheden af at etablere netværk mellem forskellige forvaltninger på alle niveauer kan ikke betones nok. Samtidig er det også vigtigt, at interne netværk i form af team bliver støttet af de lokale ledelser. På denne måde opnår man, at ikke blot er omsorgen for det enkelte barn uafhængig af én bestemt sagsbehandler, pædagog eller underviser, men at disse har også bedre og flere muligheder for at få supervision og sparring til at løse problemstillingen og derigennem sikre en god kvalitet.

Min krystalkugle viser inden for en tidshorisont på ca. 10 år en faseopdelt, rummelig folkeskole med dannelsen i centrum. En folkeskole, hvor fælles værdier eksisterer, hvor udsynet er baseret på indsigt, og hvor de sundheds- og miljømæssige hensyn både på det personlige og det mere overordnede plan sættes i højsædet.
Det bliver sikkert ikke nemt, men ikke desto mindre nødvendigt. Den danske folkeskole og det danske samfund som helhed ønskes held og lykke med disse store opgaver.

Benny Pedersen,
skoleleder, Brønshøj Skole.
Okt. 2002

Til kommunalpolitikerne i Ballerup kommune om Seniorråd.

Nedenstående blev sendt til BallerupBladet den 28. oktober 2009, men bladet har endnu ikke fundet plads til det:

Det kunne være dejligt at få besked på, hvorvidt Ballerup kommune har gjort sig nogle overvejelser om at gøre etableringen af Seniorrådet frivilligt, sådan som regeringen vil foreslå det i forbindelse med afbureaukratiseringen?
Jeg tillader mig at henvise til andre indlæg på denne blog (ældrepolitik), hvor jeg nærmere redegør for de uligheder, der vil opstå for en pæn del af befolkningen, hvis det lykkes regeringen at få vedtaget sit forslag.
Jeg skrev i BallerupBladet for et par uger siden, at Seniorrådet var en relativ ung instans i det demokratiske liv, og det vil være superærgerligt, hvis kommunerne i givet fald vil gøre brug af muligheden for at gøre rådet frivilligt.
Som Ballerup-borger nærer jeg dog stor optimisme, fordi denne kommune altid er gået foran, når det gælder medindflydelse. Men for at kende perspektiverne i det fremtidige Seniorråd, der skal vælges her i perioden 25. november til 2. december 2009 ved brevafstemning for de borgere, som er fyldt 60 år, ville det være rart at kende de lokale politikeres holdning til spørgsmålet inden kommunalvalget.

Ny underklasse

Den 3. november 2009: En kommentar om den nye underklasse i rubrikken ”Signatur” i Politiken:

Igen et godt løvebrøl fra Per Michael Jespersen, som er tro mod sine lighedsprincipper. Jeg vil ikke undlade sammenligningen: Giv en sulten mand et gevær og se, hvad der sker. Tag uddannelsesmulighederne fra de ikke-så-bogligt-mindede og se, hvad der så sker? - Træd de svageste ned i mudderet, så er det vel blot et tidsspørgsmål, hvornår jordskredet indtræffer. Andre visioner må til,hvis samfundet skal bevares.

Come on – centrum-venstre!

Det er min oplevelse, at regeringen i snart 10 år mere eller mindre har tilsidesat eksperternes rådgivning. Det gælder arbejdsmarkedskommissionen, skattekommissionen, velfærdskommissionen, vismandsredegørelserne og andre redegørelser af knapt så store temaer.
Det var selvfølgelig også Anders Fogh Rasmussens indgangsbøn, at nu måtte ”dette ulidelige ekspertvælde høre op.” Vi kunne og skulle tænke selv og lade snusfornuften få indflydelse. Det var også begyndelsen til kontraktpolitikken – og kontrakten er så sandelig blevet overholdt – og uha, det var vigtigt! - Om det så var til gavn for landet, betød mindre.

Mit stilfærdige forslag er, at det måske nu var på tide, at der blev lyttet til eksperternes råd og vejledning – det ville da være forfriskende nyt og måske endda nyttigt.
I den anledning vil jeg også bemærke, at centrum-venstre oppositionen her vil have en god mulighed for at markere en kant til regeringen. Hidtil har den jo blot trådt i dens fodspor, og det kommer der som bekendt ikke meget nyt ud af.
De forskellige kommissioner har i deres forslag også flere mindre populære forslag, fx at ændre på efterlønnen mm. Oppositionen vil kunne overtage kommissionerne forslag – og altså også de upopulære – og gøre disse til deres egne. Herved kan der tegnes et reelt alternativ til regeringen, som er flot fagligt funderet. Kombineres det med oppositionens egne gode visioner om fx uddannelsesområdet samtidig med et opgør med såvel retspolitikken som integrationspolitikken – ja, så er det efter min opfattelse noget at gå til valg på, og som et alternativ til VKO-flertallet.

Gode råd er der som bekendt mængder af – og de fremsættes ofte uden risiko. Den politiske virkelighed i dag er imidlertid således, at det er mere end svært at se øje på nogle reelle forskelle mellem regeringen og oppositionen. Af ren misforstået samarbejdsvilje optræder oppositionen alt for ofte som den berømte dikkende lammehale og går med i al for mange forlig. Erkend dog, at VKO fører blokpolitik, og agér derefter. VKO-blokkens politik er bestemt ikke en messe værd. Marker kanten og giv befolkningen alternativet, så det kan ses.
Held og lykke med det.

Marianne Jelved: ”Samtaler om skolen”

Anmeldelse af Marianne Jelved: ”Samtaler om skolen”, 138 sider, Dafolo 2009,
pris kr. 198,40 + moms. ISBN 978-87-7281-400-1.

Marianne Jelveds samtalebog bærer tydeligt præg af den skolekultur, som er opbygget i Danmark faktisk helt tilbage fra ”Loven om Almueskolen”, der blev til allerede i 1814, men især fra de sidste 100 år. Skulle man få associationer til et museumsskrift i denne forbindelse, går man galt i byen.
Bogen henvender sig til alle, der er interesseret i skoleforhold – og specielt i de forandringer, der er sket i den danske folkeskole siden systemskiftet 2001.
Marianne Jelved forsøger at belyse forandringerne gennem samtaler med forskerne Per Fibæk Laursen, Ove Korsgaard, Anne Holmen, Katrin Hjort og Lars Qvortrup samt skoleleder Birthe Qvortrup. Dertil kommer – ikke overraskende - et par kapitler om hendes egne synspunkter.
Bogen kommer blandt andet rundt om skolens markedsgørelse, PISA, enhedsskolen, elev- og forældresamarbejdet, skoleledelse, uddannelsespolitikken samt udfordringerne fremover.

Bogen er causerende, men helt bestemt med kant. Der fremsættes ofte kritiske synspunkter, som er egnede til debatoplæg, fx i forbindelse med de nødvendige pædagogiske drøftelser på enhver skole i landet. Sproget er talesprog, og jeg fornemmer, at der – også for at understrege autenciteten – er tale om direkte afskrifter fra de båndede samtaler. Det styrker i min optik bogen.

Kapitel 1 handler om Mariannes Jelveds opfattelse af vigtige brændpunkter i skolepolitikken. Hun sætter prøver og tests ind i en skolehistorisk ramme, herunder skolelovenes formål, krav og mål, kommer ind på markedsgørelsen af den danske folkeskole, fremlægger synspunkter om dannelsesbegrebet, omtaler med engagement den danske skolekultur, som den udmøntes i enhedsskolen og fællesskabet samt endelig naturligvis holdninger til, hvad eleverne skal lære i den danske skole.
Kapitel 2 er uddrag fra en interviewartikel i ”Skolen – et frirum for alle børn – alle fag er vigtige i barnets udvikling”, bragt i bladet Dansk Sang, nr. 6/2007-2008. Interviewet er foretaget af Erik Lyhne og tager udgangspunkt i Marianne Jelveds egne erfaringer som lærer. Her afsløres det blandt andet, at det er tidligere undervisningsminister Kresten Helvig Petersen fra de radikale, der inspirerede hende til at blive lærer.
Samtalen bruges ellers naturligt nok til at fremhæve den interviewedes skoleholdninger.
Herefter går Marianne Jelved over i interviewerens rolle, og samtalen med Per Fibæk Laursen handler meget om den gode (autentiske) lærer, om undervisningens kvalitet og didaktik, det fremadrettede indhold, skoleledelse og læreruddannelsen.
Jeg vil gerne anbefale, at læseren grundigt læser i det mindste 2 kapitler, nemlig kapitlerne 4 og 6.
Kapitel 4 er samtalen med Ove Korsgaard , som er ph.d., dr. pæd. og professor i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.
Samtalen handler om demokratisk dannelse og medborgerskab som fag, og her er der kloge udsang at hente.
Her sættes dannelsen, medborgerskabet samt sammenhængen mellem det lokale, det nationale og det europæiske i fokus, ligesom det nødvendige fællesskab fremhæves.
Den interviewede og intervieweren er klart på bølgelængde, og den gode dialog fremmer som bekendt forståelsen.
Dette kapitel er et af de meget væsentlige i bogen, fordi der sættes skarpt på dannelses-begrebet og fællesskabet – to søjler i den danske skolekultur.
I samtalen med professor i undervisningen i dansk som andetsprog og tosprogethed, Anne Holmen, kapitel 5, kommer de to kvinder rundt om modersmål, sprogkompetencer og læring, herunder hvad der har gjort den svenske grundskole succesfuld med hensyn til de tosprogede svenske elevers tilegnelse af det svenske sprog. Anne Holmen får mulighed for i relativt lange sekvenser at gøre rede for sine holdninger og synspunkter, og det er klart en styrke i samtalen, ligesom det kan give læseren enten en god indføring i emnet (hvis man ikke er så godt funderet i forvejen) eller en god understregning af de på bjerget herskende tilstande om emnet (hvis man er vidende i forvejen).
Kapitel 6 er efter min opfattelse et af de væsentligste i bogen. I lyset af at bogen er en samtalebog, som skal belyse flere synspunkter og holdninger til skolepolitik, er samtalen med professor i uddannelsesforskning ved Syddansk Universitet, Katrin Hjort, rigtig god til at give læseren en indføring i tests og PISA, karakterer og medier.
Der bliver gjort op med den målelige skole og de hurtige historier om ”manglende” resultater. Der henvises til de engelske kongelige kontrollører og dette systems mangler, når det gælder menneskelige relationer. I samtalen sættes de demokratiske begreber over for de totalitære tankegang – og det er jo tankevækkende.
Kapitel 7 er en samtale med ægteparret Birthe og Lars Qvortrup, som er henholdsvis skoleleder ved Dalumskolen i Odense og dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Samtalen handler om ledelsesopgaver i skolen og står for mig som det svageste kapitel. Jeg synes ikke, at der sættes lys på nye indgangsvinkler eller skolepolitiske holdninger.
Det 8. og sidste kapitel er Marianne Jelveds konklusioner af såvel samtalerne som hendes egne synspunkter og holdninger, og hun argumenterer sobert og med kritiske bemærkninger om den nye skolepolitik. Hun gør op med den centralistiske tankegang samt markeds-gørelsen af den danske folkeskole, og hun anbefaler meget kraftigt alle aktørers deltagelse og medejerskab i skolens virke, hvilket forudsætter gennemsigtighed i skolens ledelse og dagligdag – skolen skal være et fællesskab med en synlig ledelse.
Afslutningen af bogen er en opfordring til Folketingets partier om at nedsætte en stor og bredt sammensat skolekommission med henblik på at udarbejde et nyt grundlag for en ny begyndelse for folkeskolen.
”Samtaler om folkeskolen” henvender sig som nævnt til alle, der ønsker at engagere sig i skoleforhold – både som begyndere eller som øvede. Der gives en nødvendig og tilstrækkelig historisk indføring, og samtalerne kommer grundigt omkring den skolepolitiske dagsorden.
Bogen kan læses i sin helhed, men man kan bestemt også med udbytte udvælge enkelte kapitler og læse disse, ligesom læseren selv kan bestemme rækkefølgen.
En klart læseværdig bog.

Offentligtgjort indlæg om seniorråd i Ballerup Bladet den 20. oktober 2009

Først iler jeg med at meddele, at dette indlæg er præget af lokale forhold i min hjemkommune og derfor ikke noget generelt. Det blev afsendt til Ballerup Bladet medio oktober og er skrevet FØR den 17. oktober, hvor bloggens efterfølgende indlæg er skrevet.

Den 17. november 2009 skal der være kommunalvalg, og i perioden fra den 25. november til den 2. december 2009 skal der være valg til Seniorrådet via brevafstemning.
Jeg er glad for, at jeg nu er stemmeberettiget og valgbar til seniorrådet.
Siden 1996 har det været lovpligtigt for kommunerne at etablere ”Ældreråd”, i Ballerup nu omdøbt til det mere fornuftige ”Seniorråd”. Der er altså tale om en 13 år gammel institution. Det er i demokratisk forstand ungt. Det er min erfaring, at sådanne rådgivende institutioner i et repræsentativt demokrati skal have en lang indkøringsperiode, inden de for alvor bliver taget seriøst af såvel de besluttende myndigheder som af målgrupperne.
Derfor er det afgørende, at der bliver så stor åbenhed omkring Ældrerådets/Seniorrådets arbejde som overhovedet muligt. Rådet skal ud til borgerne med formidling og være til rådighed for dialog. Det forekommer mig væsentligt, at rådet ikke bliver opfattet som et ”pensionistråd”, men som en ligeværdig del af det kommunale styre. Derved har rådets arbejde også betydning for de yngre indbyggere i kommunen.
Jeg har en oplevelse af, at de tidligere og også det nuværende Ældreråd ikke har haft så heldig en hånd i denne forbindelse. Jeg mener at have fulgt godt med i de lokale spørgsmål og forskellige debatter, men med al respekt i øvrigt mindes jeg ikke rigtig at have hørt meget til Ældrerådet og dets arbejde.
Udover ønsket om større åbenhed med hensyn til Seniorrådets arbejde vil jeg gerne samarbejde med andre ældre, andre relevante institutioner og kommunen om at få så gode forhold som overhovedet muligt for vore ældre medborgere. Det får jeg mulighed for uddybe ved det planlagte præsentationsmøde i Reehs Baghus den 24. november 2009, som jeg meget håber, at mange stemmeberettigede vil bruge lidt af deres tid på og deltage i.
Jeg stiller op til seniorrådsvalget, og under alle omstændigheder ønsker jeg, at vi får et godt valg til Seniorrådet.

Ældrerådet har på sit møde tirsdag den 6. oktober 2009 kommet min henvendelse om flytning af præsentationsmødet den 24. november 2009 delvist imøde, således at mødet forlænges til kl. 17. Det er jeg glad for, fordi de erhvervsaktive nu også får mulighed for at deltaget i præsentationsmødet.

Bemærkninger om privatskoler kontra folkeskoler

Blogbemærkninger til POLITIKEN den 17. september 2009 om privatskoler kontra folkeskoler:
Journalist og forfatter Lars Olsen skriver med rektor Otto Strange Møller, Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Deres indlæg kan læses på Politikens hjemmeside under debat.

Bemærkning (1) til privatskoler og folkeskoler:
Fint, at der i mange år har været muligheder for at indskrive på privatskoler af forskellig art med statstilskud. Men så bør det stoppe. Privatskolerne betaler intet for ydelser, som kommunen skal tilbyde, fx vejledning, PPR mm. Hvis privatskolerne vil have disse tjenester, bør kommunen kunne sende dem en regning-vil de være særlige, så lad dem selv.

Bemærkning (2):
Der er ingen tvivl om, at private skoler er med til at gøre kløften bredere og dybere mellem de resursestærke og resursesvage grupper i samfundet. Selv om ordningen er gammel, passer den jo herligt ind i den neoliberalistiske regerings tankesæt. Samfundet er blevet sørgeligt meget opsplittet gennem de sidste 10 år. En centrum-venstre regering har et stort oprydningsarbejde foran sig.
Ovenstående er skrevet som kommentar til debatten på Politikens hjemmeside.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Tankegangen i loven om ret til at oprette fri-, efter- og privatskoler er over 100 år gammel, men egentlig ikke umoderne. Det er bestemt også OK, at der er et offentligt tilskud, men det bør højst udgøre 50% af gennemsnitsudgiften/elev i folkeskolen.
Dertil kommer alle de mange lovpligtige tjenester, som kommunerne skal stille til rådighed for alle elever i det danske samfund, fx pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), specialundervisning, uddannelsesvejledning, tandlægebehandling, osv.
Dette nyder de private skoler godt af – og betaler intet for det, men de lægger beslag på resurserne, som kommunens egne elever så får mindre af. Der bør kunne sendes en faktura for disse dyre tjenester, så de private skoler var med til at dele udgiften.
Forældre til elever i de private skoler får tillige – mod en beskeden ekstraudgift – ofte en fritidsordning med i købet. Forældrene i de kommunale skoler må selv betale en noget større del for den kommunale fritidsordning.
Mange grupperinger i samfundet har benyttet sig af disse gode ordninger, fx religiøse og etniske grupper. Hermed lukker de sig om sig selv, hvilket er til skade for mangfoldigheden og tolerancen i samfundet.
Jeg synes, der er grund til at evaluere (det er jo så trendy for tiden) økonomien og konsekvenserne heraf i friskoletanken, fordi der er nogle skævheder, som er med til at forstærke opsplitningen i det danske uddannelsessystem.

Afbureaukratisering og ældrepolitik (redigeret)

Hvad bliver fremtiden for Ældrerådet?

Jeg kunne også spørge, om der overhovedet er en fremtid?
Det skyldes, at disse rådgivende og høringsberettigede institutioner er på listen over de besparelsesforslag, regeringen har udarbejdet i forbindelse med ”afbureaukratiseringsprogrammet”, som statsministeren omtalte i sin åbningstale forleden.
Planen rammer som ventet de svageste grupper: Børn og unge, integrationsindsatsen, det sociale område og ikke mindst de ældre. Samlet vil der blive frigjort omkring 884 mill. kr., som derefter skulle kunne bruges til primæropgaver i de ramte sektorer. Ældreområdet vil blive ramt med ca. 285 mill. kr., og de mange penge skal findes ved at

- plejeplaner gøres frivillige,
- forebyggende hjemmebesøg gøres frivillige,
- oprette Ældreråd samt bruger- og pårørenderåd gøres frivilligt
- udarbejde enklere regler for visitation,
- udarbejde enklere regler for tilsyn,
og endelig vil der være
- andre initiativer

Det er naturligvis ikke regeringen, der stå med håret i postkassen – det er kommunerne, der skal stå med skarpretterkniven. Selvfølgelig skal det ske i dialog med borgerne, men disse står nu ikke særlig stærkt i denne sammenhæng, når der ikke er en ”skal-lovgivning” bag. Kommunerne er i forvejen særdeles hårdt ramte på økonomien. Det gamle princip om del og hersk fungerer strålende.
Når dette er sagt, så vil jeg gerne medgive, at den individuelle minutkontrol og dokumentation af hvert lille skridt, der tages i det daglige arbejde, dels har gjort livet surt for medarbejderne, dels har taget en alt for stor del af arbejdstiden, og her er det meget velkomment, at det bliver afskaffet, hvis det altså sker.
At ældrerådet vil blive frivilligt at oprette, hvis forslaget bliver gennemført, er sandelig slemt nok – men det er endnu værre, at bruger- og pårørenderåd også gøres frivilligt! - Hvem skal tale de svages sag??? - medarbejderne? Næh, de skal nok ikke have klinket noget! - Ledelsen? Det svarer jo til, at ræven vogter gæs. De svages retssikkerhed er på denne måde truet.

Foreløbig ser det ud til, at det kun er de lokale repræsentative råd og samling af interessenter, som kan tale de svages sag, der bliver ramt – igen igen.
Det bliver – for at sige det på godt jysk – bøvlet, og det er træls.
Man kan også sige: ”Det er en ommer, Løkke”.

Valg til Seniorråd/Ældreråd

Siden 1996 har det været lovpligtigt for kommunerne at etablere ”Ældreråd”. I Ballerup kommune, hvor jeg bor, har man valgt at omdøbe det til det mere fornuftige ”Seniorråd”. Der er altså tale om en 13 år gammel institution. Det er i demokratisk forstand ungt. Det er min erfaring, at sådanne rådgivende institutioner i et repræsentativt demokrati skal have en lang indkøringsperiode, inden de for alvor bliver taget seriøst af såvel de besluttende myndigheder som af målgrupperne.

Derfor er det afgørende, at der bliver så stor åbenhed omkring Ældrerådets/Seniorrådets arbejde som overhovedet muligt. Rådet skal nå ud til borgerne – især de mere end 60-årige – med formidling og være til rådighed for dialog. Mange i aldersgruppen 60-65 år har endnu ikke forladt arbejdsmarkedet, men formentlig vil det ske inden for en overskuelig år-række, og de har mange resurser og erfaringer at gøre godt med. De er på arbejdsmarkedet, både fordi de fysisk og psykisk kan, og fordi samfundet i øvrigt ser på det med stor sympati.
Det forekommer mig væsentligt, at rådet ikke bliver opfattet som et ”pensionistråd”, men som en værdifuld del af det kommunale styre. Derved har rådets arbejde også betydning for aldersgruppen mellem 55 og 65 år i kommunen. De 55-60-årige begynder jo så småt at tænke over, hvornår og hvordan de skal forlade arbejdsmarkedet, og derfor skal deres opmærksomhed henledes på Seniorrådets/Ældrerådets eksistens og arbejde.

Specielt vil jeg pege på, at der fremover vil blive kamp om at få del i samfundets resurser. Den komplekse velfærdsstat er dyr, og jeg tror ikke på, at skattestoppet holder vand i ret lang tid. Når vi gerne vil give såvel de yngste som de ældste indbyggere i landet gode levevilkår, er det nødvendigt, at beslutningstagerne – det gælder både politikerne og embedsværket – holder op med at vælte besparelser ned over de sektioner i det offentlige system, som skal klare de mangeartede opgaver for disse befolkningsgrupper.

Logikken er klar nok: Færre skal sørge for flere. Derfor skal ”kagen” skæres ud på en anden måde. Vi skal have flere til at arbejde mere, så kagen bliver større, og det betyder, at pensionsalderen må sættes op – i hvert fald for de indbyggere, der kan bære at arbejde længere tid – og vi må invitere uddannet udenlandsk arbejdskraft til landet. Det bliver en vanskelig opgave, fordi der skal samtidig betales mere til fællesskabet, altså højere skat – især til de grupper, der har en høj indtægt.
Derfor er det vigtigt, at disse ældre arbejdende borgere også deltager i høringsberettigede institutioner, som skal vejlede og rådgive beslutningstagerne om velfærden for den ældre del af befolkningen. Derved får vi flere facetter ind i beslutningsgrundlaget, den brede forståelse for de ældres behov forbedres, og troværdigheden øges.

Professorerne Lise Togeby og Jørgen Elklit, Aarhus Universitet, har allerede i en artikel i ”Nyhedsbrev, nr. 5 – 2007 Danske Ældreråd: Valgdeltagelsen ved ældrerådsvalg” og den 28. september 2009 er undersøgelsen citeret i ”Nyhedsmagasinet ”Danske Kommuner”, konkluderet, at det er klart bedst for valgdeltagelsen, at valget afholdes ved fremmøde og sammen med et andet valg, fx et kommunalvalg. Stemmeprocenten ved fremmøde var 60 (13 kommuner), mens den ved brevafstemning var 41 (57 kommuner). Vægtes procenterne i forhold til kommunens indbyggertal og antal kommuner, der valgte enten den ene eller anden måde, var den gennemsnitlige stemmeprocent 44 – på linie med valg til skolebestyrelser. Der var ved undersøgelsen også taget højde for, om valget blev afholdt sammen med et andet valg eller lå på et andet tidspunkt. Undersøgelsen dækkede perioden 2005-2007.

Det er efter min opfattelse meget vigtigt, at der i de enkelte kommuner tages højde for denne undersøgelses resultater. Der skal udføres et stort informationsarbejde, og der skal afsættes tilstrækkelige økonomiske midler til at afholde valg til Seniorråd/Ældreråd samtidig med med et andet valg eller folkeafstemning.
Det vil være det bedste for det repræsentative demokrati.

Den nye moral.

Neoliberalismen og den deraf følgende markedsgørelse er efter min opfattelse en vigtig årsag til, at den hidtil herskende moralopfattelse er blevet afløst af ”den ny moral”. Det kommer kunstnerisk til udtryk i Rune Hammerichs film ”Headhunter”, hvorfra jeg har hentet udtrykket ”den nye moral”.
Hvor der hidtil har været menneskelighed og trofasthed mod principperne i grundloven og dens bestemmelser om retssikkerhed, er der nu sket et skifte hen imod den stærkestes ret til at tryne de svage.

Det gælder på arbejdsmarkedet, hvor fyringsrunder accelererer og først og fremmest rammer de handicappede, de ældre og de ufaglærte. De chefer og ledere, der tør tage de barske og upopulære beslutninger, belønnes.
Det gælder i samfundet som helhed, hvor de arbejdsløse, de handicappede igen og de svage pensionister gang på gang stilles over for nye krav om og forventninger til, at de nu skal tage sig sammen og selv gøre noget for at forbedre deres egen – og ofte – håbløse situation.
Det gælder i finansverdenen, hvor vi fortsat kan høre om, at der er store belønninger til cheferne i banker og finansieringsselskaber – i hvert fald i det store udland, men mon ikke den nye moral også vil nå Danmark inden længe?
Det gælder i retssystemet og lovgivningen, hvor det takseres med minimum 7 dages fængsel for at have en kniv med mere end 7 cm knivsblad i det offentlige rum uden et anerkendelsesværdigt ærinde, mens finansielle forbrydelser som fx insiderhandel med værdipapirer takseres med betinget fængsel på grund af private forhold og/eller manglende ressourcer hos myndighederne.
Det gælder både menneskesmugling og slaveri til klart åbenlys prostitution og børnesoldatertjeneste samt den mindre erkendte ”brain drain” fra udviklingslande til den vestlige verden.
Det gælder på klimaområdet, hvor kapitalinteresserne og markedet kommer før de nødvendige og tilstrækkelige beslutninger med henblik på at reducere drivhusgasserne til gavn for klima og miljø.

Der er penge i skidtet, og derfor går det som det går, og kun få ledende politikere tør gå op imod det. Desværre er de for få, og den magt, som penge giver ihændehaverne, er større end den politiske.
Markedsgørelsen med dens deregulering til fordel for de rige er gået alt for vidt, og det er helt nødvendigt at græsrodsbevægelserne får magt, som de har agt til gavn for de brede befolkningsgrupper.

Alt har sin tid, og det er på tide, at den nye moral bliver afløst af en anstændig moral.

Hvor bliver de danske EU-parlamentarikere af??

Der er nu gået knapt et kvart år, siden der var valg til Europaparlamentet, men jeg savner meget at høre de danske folkevalgtes stemme her i landet. Jeg er sikker på, at de arbejder for sagerne sydpå, men var det nu ikke en idé at informere deres vælgere om, hvad de arbejder med, hvorfor de gør det, og hvordan de gør det.
Det sidste, jeg imidlertid har hørt fra den kant, er, at de har fået en lønforhøjelse på ca. 9.000 kr./måned. En lønforhøjelse, som mange her i ”provinsen” vil misunde dem og at de næsten skulle presses til at acceptere den – kun Søren Søndergård afslog at modtage den.
Men nu er misundelse en grim sag, så derfor vil det være mere interessant at få nogle situationsmeldinger om, hvordan den politiske situation er i parlamentet og ikke mindst hvilken betydning, det kan få i den danske samfundsdebat, som bevæger sig på niveauer fra religionsfrihed over muskelhunde til beklædningsfrihed.
Kære danske europaparlamentarikere: Giv lyd fra jer, så interessen for det europæiske kan styrkes her i Danmark – set med jeres øjne og sådan, som I efterlyste i valgkampen.

Ti bud for dannelse og uddannelse i folkeskolen.

De 10 bud for fremtidens skole, udformet af det musiske udvalg i 1996, nedsat af undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1995-96.

Disse ti bud har nu mere end 10 år på bagen, men de er - efter min mening - mere end nogensinde aktuelle. De burde være et obligatorisk opslag på enhver skoles indgangsdør.

Min opfordring skal være:
Læs, reflekter og efterlev.

Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.
(1. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
(2. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
(3. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
(4. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
(5. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
(6. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
(7. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
(8. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
(9. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx knstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.
(10. bud for fremtidens skole/Det musiske udvalg)

I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk og Chresten Sloth Christensen, skoledirektører i henholdsvis Hirtshals og Skagen, Peter Bastian og Erik Clausen, kunstnere, Lars Bjørner og Jens Raahauge, skoleledere, Claus Meyer, kok, mm., Bente Scavenius og Rose Marie Tillisch, cand mag.'er, Poul Riis, overlæge.

[Kilde: "Dannelseskultur og undervisningskultur i et fremtidsperspektiv", red.: Ejvind Sørensen,
udgivet af amtscentralerne i Danmark i samarbejde med undervisningsministeriets folkeskoleafdeling, 1996.]

Demokrati er en samtale med ret til modsigelse. (Det musiske udvalg).

FOLKESKOLEN SKAL TANKES OP

Vi har fået et måle- og vejesamfund, hvor alt skal dokumenteres og kontrolleres. Privatiseringen undergraver fællesskabet. Skolerne, lærerne og uddannelsen genrejses i fremskridtets skole, der er kulturelt funderet.
Det danske samfunds fælles værdiinstitutioner befinder sig i en vanskelig situation, som ikke blot kan tilskrives den aktuelle finanskrise. Vanskelighederne har været der et godt stykke tid, idet de tog deres begyndelse omkring årtusindskiftet.
De værdiinstitutioner, jeg tænker på, er hospitalerne, folkebibliotekerne, folkeskolerne og folkekirkerne.

Vanskelighederne blev forstærket af kommunalreformen, hvor nærdemokratiet fik en fuldtræffer under vandlinjen, og centralismen for alvor fik fat, idet bureaukraternes masse fik overtaget over de lokale kræfter.
De nye kommunalbestyrelser med deres store forvaltninger bliver i stadig højere grad styret af bureaukrater, der tænker tanker i elfenbenstårnene ud fra de forudsætninger, som de har fra deres akademiske uddannelser fra universiteter og de merkantile handelshøjskoler.
Denne djøficering har desværre spredt sig dybt ind i værdiskabende fagforvaltninger. Vi har fået et måle- og vejesamfund, hvor alt skal dokumenteres og kontrolleres ned i mindste detalje, hvilket går ud over løsningen af primæropgaverne.

AFDEMOKRATISERINGEN
Magten har flyttet sig væk fra de lokale folkevalgte råd til de offentlige direktioner og er blevet anonym. Dét udgør en stor fare for demokratiet.
Man kunne ønske sig andelsbevægelsen genoplivet, fordi den grundlæggende var lokalt forankret modsat den anonyme og djøficerede magt i private som offentlige direktioner. Den anonyme finansmagt taler vel sit eget utroværdige sprog?
Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vores sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund. I min optik begyndte det med privatiseringen af hospitalerne, hvorefter det langsomt, men sikkert er gledet over i uddannelsessystemet og nu også er på vej ind i folkebibliotekerne.
Men jeg tror på, at det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vores råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde.
Kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

FREMSKRIDTETS SKOLE
Det er i denne forbindelse nødvendigt at indtænke nye synsvinkler for folkeskolen, så den i langt højere grad tiltrækker og tiltaler lokalområdernes borgere, så de aktivt vælger de lokale folkeskoler – nærskolen og fremskridtets skole.
I fremskridtets skole vil det være nødvendigt at have opmærksomheden rettet mod det vigtige i kunsten at holde pauser – i det mindste at sænke hastigheden.
Derved bliver der tid til den nødvendige refleksion, så eleverne selv får mulighed for med professionel og voksen vejledning at træffe de valg, som de med mellemrum skal tage.
Det er nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990erne.
Værdierne taler i vidt omfang for sig selv, og iøvrigt mener jeg, at alle 10 bud (værdier) skal opslås ved indgangen til enhver nærskole, og de skal læses på baggrund af, at ’demokrati er en samtale med ret til modsigelse’. (Disse 10 bud vil kunne læses i et senere indlæg).
Dialogen – både den mundtlige og skriftlige – er altafgørende i det samfund, vi har nu og ikke mindst i det, der venter lige om hjørnet, hvis demokratiet skal opretholdes.
Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik.

KLÆDT PÅ TIL DEN VIRTUELLE VERDEN
Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstaveligt talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til de virkemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere.
Den dialog, der opstår, når levende mennesker mødes med andre levende kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Manipulation er en enorm og fatal risiko i den virtuelle verden, og det er nødvendigt at kunne beskytte sig imod sådanne kræfter. Det kan ikke gøres med forbud eller lignende. Det skal nødvendigvis være den enkelte borger, der skal kunne sikre sig, fordi hun/han har en viden om denne risiko og færdigheder til at imødegå den.
Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen må forlænges med et år, så den omfatter børnehaveklasse til og med 10. skoleår. Kravene til kommunikationsdelen skal være så store, at der må arbejdes med dem gennem flere år, afpasset elevernes modenhed.
Kommunernes IT-satsning skal styrkes. Det er barokt, at der ikke er tilstrækkelige resurser til at vedligeholde og ajourføre det dyre isenkram.
Undervisningsministeriet og kommunerne skal have ros for, at de har været villige til at sikre resurser til at anskaffe udstyret, men kritik af, at der ikke er midler til at sikre vedligeholdelsen af maskiner og programmel. Såvel hard- som software belaster skolernes økonomi hårdt, når de nødvendige opdateringer skal indkøbes.

NYE ROLLER FOR SKOLERNE
Skolerne skal åbne nye fronter:
• De skal etablere sig som lokale kulturcentre, hvor først og fremmest alle nærområdets indbyggere har mulighed for dels at udfolde sig inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels hente oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign.
Det er ønskeligt, at skolernes faciliteter kan udnyttes til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er, at børn, unge og deres forældre, herunder de der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter.
Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere, uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/ klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst og behandle faciliteterne ordentligt.
Det vil også være en nærliggende mulighed at arrangere ’forældreskole’ og studiekredse, hvor de voksne får indsigt i dannelses- og uddannelsesmæssige forhold, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fælles forudsætninger. Det vil kunne forebygge mange sociale og uddannelsesmæssige konflikter.
• Skolerne skal etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddannelse, handel, service og produktion.
Dette samarbejde kan fx omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med praktisk indhold samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner. Skolerne skal også udnytte, hvis der er innovative virksomheder i lokalområdet.
• Skolerne skal etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland.
Der skal arbejdes med internationale relationer, så det bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger.
I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til samhandel, økonomi og fred, er det lige så betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles, så også sociale og åndelige resurser udveksles.
Børn og unge skal genopleve H.C. Andersens ord om ’at rejse er at leve’, og derfor må alle institutioner og skoler opbygge internationale relationer, så udveksling af elever med privat indkvartering finder sted.
Det vil gavne sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse til gavn for fx integrationen. Internationale organisationers virke og opbygning skal samtidigt være et naturligt element i skolernes undervisning i historie og samfundsfag.

NY BREDDE I FOLKESKOLEN
Vi skal sikre, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Folkeskoleloven skal ændres, så et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området.
Derved bliver der flere nærskoler i området, så eleverne de syv første skoleår går i skole dér, hvor de bor, mens eleverne i 7.-10. klasse kan vælge mellem flere nærskoler med forskellige fagprofiler alt efter den enkelte elevs interessefelt.
Det er vigtigt, at de yngre elever kan bevare den nære tilknytning til det helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds.
De ældre elever opdrages via denne model til at være opsøgende i forhold til deres behov og faginteresser, hvilket givetvis vil komme dem til gode i de efterfølgende uddannelsesforløb på såvel ungdomsuddannelserne som de mellemlange og videregående uddannelser.
Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.
Den enkelte skoles fagprofil skal bestemmes under hensyn til lærerkollegiets kompetencer, det pædagogiske centers tilstand og faglokalernes tilstand.
Eksempler på lokale profilskoler kunne være:
• dansk og fremmedsprog
• naturfag
• de praktiske og håndværksmæs sige fag
• miljø og sundhed
• medier, kommunikation og samfund
• musisk kreative fag

Jeg tror, modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folkeskolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid.
Nu vil folkets skole få mulighed for at leve op til sit navn. Fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu.

BEDRE LÆRERUDDANNELSE
Også læreruddannelsen skal indtænkes. De studerende vil straks fra begyndelsen kunne arbejde i et nærmiljø med indsigt i de demokratiske processer herunder de tidligere omtalte ti grundlæggende værdier.
Læreruddannelsen skal være femårig, så det faglige niveau hæves, og de lærerstuderende skal ’på græs’ i et halvt år for at forebygge det såkaldte praksischok.
Det indebærer, at den enkelte lærerstuderende efter det tredje år tilknyttes en skole i en ansættelse med løn og varetager fx barselsskemaer, længerevarende vikariater og lignende. Ideen om undervisningsassistenter skal også indgå – enten som et alternativ eller som et supplement.
Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: pædagogik og neurologi. Her skal der undervises i den ny viden om hjernens udvikling – herunder den forskel, der er på pigers og drenges udvikling. Også teorierne om de ni intelligenser, læringsstile og den nyeste viden om didaktik og metodik skal indgå i større omfang, end det sker i dag.

LÆREREN GENOPREJST
Således udrustet vil lærerstoltheden kunne opbygges igen, og den svigtende tilgang til læreruddannelsen vil blive standset. Der vil stå respekt om de mennesker, der seriøst arbejder med børn og unge, demokrati og dannelse i det overskuelige nærmiljø.
Læreren vil have et så højt fagligt niveau, at alene det kunne formodes at skabe den fornødne respekt i videnssamfundet. Den grundige uddannelse vil øge enhver lærers selvværd, så fascinationen ved et af samfundets vigtigste erhverv vil blive øget – alt sammen forudsætninger for at nedbringe den truende lærermangel.
Spørgsmålet er nu, om samfundet har råd til at lade være med at støtte det dannelsesmæssige fællesskab, som folkets skole er? Har politikerne modet?

Skændigt eksempel på markedsgørelsen i uddannelsessystemet

Det hæderkronede gymnasium Metropolitanskolen, som i år kan fejre 800 års fødselsdag/jubilæum, lukker og slukker næste år, idet "Metro" fusionerer med et andet hovedstadsgymnasium, Øster Borgerdyd, til et nyt gymnasium Gefion.
Gefion skal have en "bedre" beliggenhed i nærheden af Østre Anlæg på Østerbro, og bydelen Nørrebro mister hermed sit gymnasium. Metropolitanskolen har gennem en årrække kæmpet mod et faldende elevtal.
Årsagen skal findes i et - ganske uretfærdigt - mindre godt ry.
Som tidligere bestyrelsesmedlem har jeg kendskab til, at lærere og ledelse på Metropolitanskolen har udført/udfører et fremragende arbejde, hvor de med ildhu og engagement medvirker til, at unge bryder den sociale arv og kommer videre i uddannelsessystemet - det kan ikke påskønnes nok.
Men det sker tilsyneladende ikke.

Det lykkedes faktisk at vende et faldende elevtal til fremgang takket være medarbejdernes indsats og ikke mindst elevernes. De er nemlig glade for deres gymnasium, som giver dem en masse muligheder og viden. "Mund-til-øre-effekten" begyndte at virke, men desværre for sent, fordi en ny forhindring opstod.
Sammen med kommunalreformen og amternes nedlæggelse blev gymnasierne i kongeriget selvejende institutioner og underlagt markedet, hvilket bl.a.betød, at der indførtes taxameterøkonomi efter 2 parametre, dels efter antal optagne elever, dels efter antal beståede elever (studenter) efter tre år. Endvidere blev bestyrelsen semiprofessionel med en lønnet formand.
Det forekommer klart, at et gymnasium, som modtager elever fra andre sociale lag end de velstående og uddannelsesvante, vil få et større frafald end eksempelvis Gl. Hellerup Gymnasium, Rysensteens Gymnasium og andre tilsvarende.
Derved oparbejdes et underskud (de andre akkumulerer overskud), og derfor bliver markedsbeslutningen at lukke og fusionere med et andet trængt hovedstadsgymnasium (trængt, fordi dets lokaler er for små til at rumme det nødvendige og tilstrækkelige antal elever i klasserne).

Det er efter min mening helt tåbeligt, at markedsgørelsen på denne måde bliver et slag i ansigtet på de medarbejdere og ledelse, som engageret arbejder med integration, nedbrydning af uddannelsesmæssige barrierer, sociale forhold og tager ansvar for, at unge motiveres for uddannelse og giver dem den nødvendige viden og dannelse.

Markedsgørelse passer meget dårligt med dannelse og uddannelse. Jeg græmmes over, at det har vist sig at være den eneste udvej at lukke og fusionere to gymnasier for at overleve på markedsvilkår!

Markedet og samfundet lukker en 800 år gammel kulturel institution - så rige er vi.