MIN KRYSTALKUGLE

Indledende bemærkninger.
I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et udkast til et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Inidlertid genlæste jeg udkastet i dag og synes egentlig, det også har aktualitet i dag. Derfor bringer jeg det på denne blog og ser frem til at få nogle kommentarer.
Det er min hensigt selv at kommentere udkastet, når der er gået et par uger.

MIN KRYSTALKUGLE.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Den danske folkeskole som kulturbærende i det danske samfund har levet godt i næsten et par hundrede år, men i de sidste knapt halvtreds år har den været genstand for en stadig stigende interesse og debat. Ændringerne i folkeskoleloven har forsøgt at holde trit med samfundsudviklingen – og altid med baggrund i brede forlig i folketingssalen, undtagen måske her til sidst, hvor behovet for det brede forlig ikke er mindsket, men i hvert fald har den nuværende regering opsagt det sidst indgåede forlig fra 1993.

Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år. Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj, meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Der sker fantastisk meget i dagens folkeskole, som modsat mange privat-, fri- og lilleskoler ikke er bundet op på en måske lidt konservativ ideologi, der ikke helt modsvarer tiden, hverken pædagogisk eller samfundsmæssigt.
Selv om der sker så meget i den danske folkeskole, vil jeg ikke påstå, at det alt sammen er af det gode – selvfølgelig ikke. Som i livet er der også nittere i skoleudviklingen, sådan må det være.
I skrivende stund (ultimo oktober 2002) kan det forekomme vanskeligt at skelne, hvad krystalkuglen rummer. Jeg synes, at den tidligere har været mere klar i glasset, men det ændrer sig måske.
Jeg tror, at årsagen til det skyldes den politiske uenighed, hvor opgaven med at etablere et bredt forlig lige nu forekommer at have noget kafkask over sig.

Hvis jeg prøver at fortolke, hvad den matte kugle prøver at fortælle mig, så ser jeg tendenser til både centralisering og decentralisering på en og samme tid.
For eksempel ønsker det politiske højre, at der skal være fælles læseplaner over hele landet, mens andre kun ønsker, at de overordnede rammer er fælles, og at det derfor skal være en decentral beslutning, hvordan det lokale niveau udfylder rammerne.
Jeg føler mig overbevist om, at folkeskolen og dens mange aktører vil forstå at justere de interne krav i lyset af først og fremmest Evalueringsinstituttets udmeldinger, den interne debat og selvransagelse, men også med baggrund af den folkelige interesse på godt og ondt, hvor aftagernes krav og forventninger indgår.

Justeringerne vil foregå i en dialog mellem de direkte forhandlingsparter, Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, København og Frederiksberg kommuner og Danmarks Lærerforening.
Vi er allerede godt på vej med enighedspapiret ”En skole på vej”, men det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på, at folkeskolen er en virkelig stor organisation at flytte på, og at organisationens fundament rækker helt tilbage til begyndelse af 1800-tallet.
”En skole på vej” beskriver væsentlige elementer i skolen, nemlig lærerrollen, undervisningsbegrebet, undervisningens organisering og lederrollen, og jeg vil knytte bemærkninger til undervisningens organisering og lederrollen, fordi netop de to elementer adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af skolen.

Undervisningens organisering gør op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes i team med projekter, hvor færdigheder og faglige discipliner fra flere fag inddrages.
Eleverne kan i afgrænsede perioder inddeles i hold, hvor der i højere grad end ved den kendte og almindelige undervisning kan tages større individuelle hensyn. Hvis man nu i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk.
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange, afsluttende med prøve, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet, en ny Folkeskolens Afgangsprøve.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

I denne forbindelse vil jeg pege på Howard Gardners teori om de mange intelligenser som et redskab i fremtidens folkeskole. Her vil jeg ganske kort omtale nogle elementer, som jeg tror vil være nyttige at arbejde med i skolen.
Der kan sikkert opdages mange andre former for intelligens. Alle mennesker indeholder alle intelligenser. De fleste mennesker kan udvikle hver intelligens til et fyldestgørende kompetenceniveau. Intelligenserne arbejder sædvanligvis sammen på komplekse måder, og der er mange måder at være intelligent på inden for hver kategori.
De yngste er helhedsorienterede, og derfor vil ikke-fagdelt undervisning passe godt for indskolingsgruppen.
Hvert barn har sin egen læringsstil, som udgøres af biologiske, udviklingsmæssige og miljømæssige forhold.

Howard Gardner har beskrevet otte intelligenser, og der kan udarbejdes en intelligensprofil for hver elev i forsamlingen.En intelligensprofil for et barn eller voksen er en prioritering af de otte intelligenser ud fra den pågældendes styrkeområder.
Disse kan bruges i den løbende evaluering og i såvel elev- som forældresamtaler.
Denne form for pædagogisk grundlag forudsætter, at forældrene inddrages tidligt for at kunne forstå, hvad der sker. Deres kendskab til skole og indlæring bygger nemlig på helt andet grundlag. (Man kan f.eks. lade dem forsøge at udarbejde deres egen intelligensprofil)
Lærerne og pædagogerne skal udarbejde deres egen intelligensprofil, så de bliver i stand til at indgå i et samarbejde i teamene på et ligeværdigt grundlag med respekt og tillid for/til hinanden.

Lederrollens største opgave ligger i at binde enhederne og forsamlingerne sammen, koordinere de økonomiske og personalemæssige ressourcer, have overblikket til at få skoleudviklingen til at fremstå med sammenhæng samt have evnen til at forbinde skolen med det lokale samfund. Lederrollen vil kræve, at skolelederen er mere leder end lærer, ligesom den vil kræve evnen til i endnu højere grad end i dag at være personaleleder – og gerne en visionær én.

Lad mig vende tilbage til eleverne og diskussionen om, i hvor høj grad de skal tage ansvar for egen læring, eller om de skal rådgives meget kontant?
Det er ikke så ligetil at være skråsikker i holdningen til disse spørgsmål. Vi voksne bliver usikre, og usikkerheden spredes til børnene.
Det er ikke vel anset at være autoritær, men legalt at have en holdning. Vi bliver alle hele tiden bombarderet med budskaber af såvel kommerciel som holdningsmæssig art, hvilket øger usikkerheden.
I denne forbindelse kunne det vel være godt, hvis vi havde fælles værdier i vor dannelse – ligesom i landbrugssamfundets tid. Men sådan er det som bekendt ikke. Det er legitimt som professionel at tage stilling og handle derefter. Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.

Er vi voksne så voksne nok til at rådgive de unge og videregive de erfaringer, vi har med i rygsækken – eller er voksne bare unge, der ikke er så unge som andre unge – men med meget af de rigtig unges usikkerhed pakket ned i rygsækken?
Vi vil jo gerne leve op til idealerne/idolerne. Er voksendommen på vej ud?

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element. Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.
Derfor må vi som voksne ikke blot vejlede, men rådgive om, hvordan de yngre undgår de værste faldgruber. De skal derfor ikke have ansvar for egen læring, men nok medansvar. De voksne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. Eleverne skal lære ved at handle og udføre under kyndig rådgivning, der mere og mere erstattes af vejledning.

På grund af den teknologiske udvikling og den enorme viden, der er opsamlet på kloden, er landbrugs- og industrisamfundet blevet afløst af informationssamfundet i går, videnssamfundet i dag, netværkssamfundet i morgen og noget fjerde i morgen aften. Det bliver stadig mere vanskeligt for os voksne at følge med, men med et åbent, fordomsfrit sind, hjælpsomhed og med dannelsen på rygmarven er jeg sikker på, at vi også vil være i stand til at agere i det samfund, der kommer væltende omkring det næste hjørne.

Legitimiteten som professionel underviser og pædagog til at handle på baggrund af den konkrete situation og den konkrete unge er og skal være til stede, men hensynet til det individuelle sker alligevel i en vis udstrækning på baggrund af nogle generaliseringer. Igen er der tale om en balancegang.
Arbejdet med børn og unge stilles i stadig stærkere grad over for den opgave at skulle uddanne flere og flere børn bedre og bedre på baggrund af de voksende krav til såvel boglige som kreative færdigheder, som vort mere og mere komplekse samfund med al rimelighed stiller. Disse centrale krav og forventninger skal løses lokalt og decentralt.

Samtidig ser vi, at mængden af børn med forskellige problemer eller mangler vokser. Årsagerne til det er mange, blandt andet er der kulturelle forskelle på baggrund af globaliseringen, hvor dannelsen til at komme hinanden i møde endnu mangler på begge sider. Andre forhold, der kan spille ind, er, at flere børn i dag diagnosticeres med baggrund i medfødte eller afledte fødselsskader, fordi lægerne heldigvis er blevet dygtigere og dygtigere til at behandle graviditets- og fødselsproblemer med hjælp fra forskningen og teknologien.

Det komplekse samfund med alle de nye muligheder medfører, at folkeskolen – igen modsat de fleste private skoler – modtager stadig flere børn, som fordrer særlig omsorg. En omsorg, som den fælles skole ikke altid umiddelbart er gearet til at håndtere. I dagens Danmark bliver flere børn end tidligere anbragt væk fra hjemmet – de fleste heldigvis ad frivillighedens vej.
I storbyerne skinner den kendsgerning igennem, at vi ikke er gode nok til at bryde den sociale arv. Børn fra voldsramte, misbrugsramte hjem eller fra hjem, hvor der bare ikke er ressourcer nok til at danne børnene godt nok til det komplekse samfund, ses som problemer, der i værste fald går rundt uden skoletilbud. Det kan forekomme, blandt andet fordi de kommer fra hjem, der flytter rundt af forskellige årsager, og fordi det kommunale system og bureaukrati har en vis træghed, og der er en stor belastning netop i de boligområder, hvor disse familier holder til eller søger mod.

Derfor er det en stor og vigtig opgave, de kommunale systemer, interkommunalt og tværkommunalt, netop nu prioriterer, nemlig at få taget hånd om disse børn og unge.
En traditionel tankegang på dette område lyder:
I takt med den øgede decentralisering og besparelser på de kommunale områder er der nedlagt mange institutioner, der havde oparbejdet en stor ekspertise, men desværre også en form for intern indforståethed eller ”indavl”.
Årsager og begrundelser for denne udvikling kan egentlig være ligegyldige nu, fordi virkeligheden er, at de mangler. Vi ser stadig flere diagnosticerede børn, der har et stort behov for pædagoger og undervisere med særlig viden og især engagement, men specialinstitutionerne findes ikke i det nødvendige omfang, formentlig fordi de er rasende dyre. Derfor benyttes argumentationen – akkurat ligesom der argumenteres for, at ældre skal forblive (ensomme) i eget hjem så længe muligt – at folkeskolen skal rumme disse børn. Argumentet er mindsteindgrebsprincippet.
Det er for besnærende, idet disse børn har et berettiget krav og behov for en særlig omsorg. De mangler for tit den grundlæggende dannelse til at være i de samme lokaler som de andre 24-25 børn befinder sig i sammen med én voksen, der forventes at have tilrettelagt en differentieret undervisning.
Jeg tror, vi på denne måde i bedste fald kun lige akkurat sørger for, at problemet ikke vokser. Overfladen ser nogenlunde rolig ud og forstyrres kun af små krusninger.

Skal problemerne løses eller blot mindskes, skal der andre initiativer til. Det vil være for let blot at hævde, at flere ressourcer ville kunne løse det, men lidt flere ressourcer – måske centrale – vil nok være nødvendige. Det helt afgørende vil efter min opfattelse imidlertid være, at den fastlåste og rigide lønmodtagerindstilling afløses af en engageret og ikke-tidsfikseret holdning, der belønnes af de kommunale arbejdsgivere med et mærkbart tillæg, der skal kompensere for den belastning, der familiært og personligt uvægerligt vil opstå for de medarbejdere, der tillægges opgaven at være kontaktpersoner på den lokale folkeskole for de særligt krævende elever. De skal nemlig følges tæt, og mange hjemmebesøg og konkrete samværstimer vil være nødvendige.

Det tidskrævende, gensidige kontrolelement skal altså afløses af den gensidige tillid til, at opgaverne bare løses. Det er her, behovet for lidt flere ressourcer findes. De skal ikke bruges til mere bureaukrati, men til de medarbejdere, der påtager sig den meget vanskelige opgave at udvide folkeskolens rummelighed med de udannede elever.
De elever, der har så store problemer (og de findes), må tilbydes et tidsbegrænset ophold på en specialinstitution, fordi det er nødvendigt, de indlærer et mindstemål af dannelse, inden de kan rummes i den lokale folkeskole med eller uden særlig støtte

Jeg tror, at sundhedsplejerskerne er de rette til at screene de familier, hvor sådanne børn vokser op. Her må en særlig forfinet følsomhed for det private og personlige vige for barnets tarv af hensyn til forebyggelsen til indtræden i fællesskabet. Det er vist almindelig anerkendt, at jo tidligere, der gribes ind, jo bedre resultater til billigere pris, og det lyder jo næsten for godt til at være sandt.
Jeg vil gerne understrege, at jeg hverken kan eller vil acceptere ”Big Brother-tilstande”, men ser ovenstående som mindre indgribende, kvalitativt bedre og mere målrettet ressourcemæssigt af hensyn til fællesskabet.

Et helt specielt problem i disse decentraliseringstider opstår i kommuner, der ikke har en enhedsforvaltning for børn og unge og det sociale felt. Her kan bureaukratiet blive den forhindring, der i for høj grad suger energien og engagementet væk fra selve løsningen, idet der kan opstå en diskussion om hvilken forvaltning, der skal betale for hvad.
Den tid og energi, der medgår til at finde en løsning på det problem, kunne overordnet set bruges bedre til gavn for det barn eller den unge, der er blevet placeret i vadestedet. Vigtigheden af at etablere netværk mellem forskellige forvaltninger på alle niveauer kan ikke betones nok. Samtidig er det også vigtigt, at interne netværk i form af team bliver støttet af de lokale ledelser. På denne måde opnår man, at ikke blot er omsorgen for det enkelte barn uafhængig af én bestemt sagsbehandler, pædagog eller underviser, men at disse har også bedre og flere muligheder for at få supervision og sparring til at løse problemstillingen og derigennem sikre en god kvalitet.

Min krystalkugle viser inden for en tidshorisont på ca. 10 år en faseopdelt, rummelig folkeskole med dannelsen i centrum. En folkeskole, hvor fælles værdier eksisterer, hvor udsynet er baseret på indsigt, og hvor de sundheds- og miljømæssige hensyn både på det personlige og det mere overordnede plan sættes i højsædet.
Det bliver sikkert ikke nemt, men ikke desto mindre nødvendigt. Den danske folkeskole og det danske samfund som helhed ønskes held og lykke med disse store opgaver.

Benny Pedersen,
skoleleder, Brønshøj Skole.
Okt. 2002