Klimatopmødet i BellaCentret:

Var det succes eller fiasko? Min opfattelse er tvedelt, idet topmødet ud fra et

1. aftalemæssigt synspunkt mest var en fiasko, fordi man ikke nåede bare en politisk aftale, men kun en erklæring, som det er frivilligt at tilslutte sig – det er dog en form for resultat, men på et langt lavere niveau end forventet
   
2. procesmæssigt synspunkt kunne ligne en succes, fordi det blev et tegn på, at nye tider er på vej ved i forbindelse med topmøder, idet drøftelserne var langt mere åbne, end de traditionelt er.
   

Ad. 1: Selv om forventningerne til topmødet var blevet nedtonet gennem det sidste halve år med accelererende hastighed op til selve mødet – og ikke mindst henimod topmødets afslutning – var det dog forventeligt, at der kunne indgås en form for aftale.
Dette skete ikke, og jeg undrer mig over, at det danske værtskab og formandskab ikke formåede at levere varen. Jeg tror, at årsagerne kan skyldes, at

• statsministeren på trods af en del rejseri i løbet af det sidste halve år samt mange telefonsamtaler med sværvægterne i international politik ikke havde det fornødne netværk med deraf følgende tillid – især blandt de mange udviklingslande. De er jo de fleste, og undervurderingen blev kostbar, fordi aftaler i FN-systemet skal være enstemmige.
  Der blev satset for meget på, at nord-syd-dialogen mest kom til at foregå i nord. Der blev ikke lyttet nok til syd. Kan det have sin årsag i, at klimaministeriets topforhandler gennem hele forberedelsesfasen trak det korteste strå i forhold til statsministeriets klimachef, som tilsyneladende var mest optaget af at kommende over for USA ?
  
• COP15-ministeren ikke fik lov til at ”køre” forløbet af formelle grunde. Hun har netværket, nyder tilliden og kender ”lusene” på deres gang samt – ikke mindst – er fagligt hjemme i stoffet.

Ad. 2: Jeg synes, det var godt, at man prøvede med en ny topmødemodel, hvor forhandlingerne ikke var foregået i forvejen, men at der på selve topmødet virkelig var mulighed for at præge beslutningerne – først via embedsmænd, men senere på højeste politiske niveau. Var toppolitikerne blevet koblet på noget tidligere og havde skullet se hinanden i øjnene under reelle forhandlinger, så havde vi måske set et bedre resultat ?
Når der er tale om en ny model, er det også klart, at der er mulighed for begynder- og fodfejl – en mulighed, der øjensynlig blev grebet!

Når vi nu ikke fik et bedre resultat, må vi blot håbe, at en gennemgang og analyse af topmødeforhandlingen i bakspejlet vil medføre, at der læres af fejlene, og at modellen vil blive videreudviklet, så dialogen mellem nord og syd bliver mere respektfuld fremover.
Den vestlige verden må indse, at den er i mindretal, og at der vil ske vigtige og grundlæggende forandringer i magtbalancen fremover – og her gælder det så om at forhindre, at hævnmotivet bliver det ledende.
Ligeledes må man håbe, at armlægningen mellem Kina og USA, som så åbenlyst blev udstillet ved COP15-mødet, vil blive nedtonet fremover, når det gælder vor fælles fremtid.