Ledighed, efterlønnere og jobskabelse

Hvordan mon man kan få det til at hænge sammen?

I dag vedtages loven om højere folkepensionsalder, fleksydelser og den gradvis afskaffesle af efterlønnen. Det sker med såvel den tidligere regerings som den nuværende regerings stemmer, fordi de radikale indgik forlig med den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti, inden valget i september 2011, og der også i det nye Folketing er flertal for forslaget. Dansk Folkeparti gik med i forliget mod bl.a. at få indført skærpet grænsekontrol. De må føle sig noget lange i ansigterne, fordi de jo altid påstår, at de er 'den lille mands parti' (hvad det så end er?), og nu bliver både efterlønnen og den øgede grænsekontrol afskaffet.

De radikale har gennem længere tid været fortaler for at se på overførselsindkomsterne, og set i det lys er det måske nok en god ide at afskaffe efterlønnen inden for en ikke så fjern fremtid, men deres tanker er jo kommet til verden i tider med overskud på statsfinanserne og virkelig fart på økonomien og de private virksomheders vækst. Der kunne forudses mangel på arbejdskraft, og derfor skulle 'de grå tigre' vente med at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – der ville blive så meget brug for det såkaldte 'grå guld'.

Denne udstilling af manglende virkelighedssans har egentlig aldrig rigtig huet mig, fordi vi gennem den sidste snes år har set, at det som regel er de ældre medarbejdere, der opfordres til at lade sig pensionere, eller direkte får besked på, at der ikke er brug for dem mere, når der skal rationaliseres. Har de været ældre end 55 år, har det været mere end svært at få et nyt arbejde – ingen eller kun få virksomheder, private eller offentlige, har været interesserede i at ansætte ældre medarbejdere. Begrundelsen har ofte været, at deres kompetencer er forældede, så pyt med deres store erfaring og viden i øvrigt.

Der har altså efter min vurdering aldrig været særlig meget brug for de ældre på arbejdsmarkedet, når de først var kommet ud i ledighed og det på trods af såkaldte gode tider!

Nu bliver de med statsstøtte sat ud i ledighedskøen – salig Svend Auken må rotere i sin grav – han var en af hovedarkitekterne bag efterlønnen, fordi de ældre skulle trække sig tilbage til fordel for de unge, som skulle ind på arbejdsmarkedet, da ungsomsledigheden i 1970'erne var stor og større end i dag.
Konkurrencen i dag bliver endnu skarpere.

Ugebrevet A4 har netop i dag begået en analyse af omkring 180.000 virksomheder/selskaber, og den viser, at ca. hver femte af disse har kurs mod en konkurs det kommende år, og hvad værre er – det ser ikke ud til at blive bedre i 2013. Der er tillige tale om virksomheder, der i en vis udstrækning beskæftiger ufaglærte eller arbejdstagere med korte uddannelser.

Alene på denne baggrund er udsigterne ikke lyse. Dertil kommer den generelle krise, hvor for det første udsigterne for statsfinanserne er forværret med et endnu større underskud end først antaget med stigning i ledigheden til følge, for det andet eurokrisen, for det tredje vil energien ifm formandskabet for EU suge meget fra regeringen, og der vil helt sikkert støde flere vanskeligheder til.

Nu kan man hævde, at nedsættelse af efterlønsalderen først træder i kraft fra 2014, men det ændrer altså ikke ved billedet af, at behovet for ekstra arbejdskraft ikke vil være særlig stort i en hel del år fremover. Endvidere er det ikke sandsynligt, at de jobs, der måske skabes i fremtiden, i særlig vid udstrækning vil tilgodese de ældre arbejdstagere, der skal være til rådighed for arbejdsmarkedet som følge af regeringens politik.

Mon ikke den beregnede besparelse vil blive spist op af øgede andre sociale udgifter?

Tiden vil vise, om de borgerlige og regeringen får ret. Jeg tror det ikke.

Trængselsafgift/betalingsring omkring København

En række af Københavns omegnskommuner er mere eller mindre - mest mere - utilfredse med, at regeringen ønsker en hurtig implementering af trængselsafgift i hovedstaden. Jeg synes, det er meget forståeligt. Det er i stor udtrækning deres borgere, der vil komme til at betale. Ligeledes må man drage omsorg for, at de fysiske rammer som fx P-anlæg ved trafikknudepunkterne er i orden, inden hele projektet igangsættes. Projektet er en investering i infrastruktur, som  må tilbagebetales over en længere årrække. Jeg synes også, man skal behandle hinanden ordentligt, og det er logisk at forvente, at de offentlige transportmidler er tilstrækkelige på alle måder, før den enkelte borger skal til lommerne for at betale, hvis de vil køre i bil ind i København. Alt andet vil da svare til, at man havde opkrævet broafgift over Storebæltsbroen og Øresundsbroen, før de var bygget!

Koncertanmeldelse

Anmeldelse af julevelgørenhedskoncerten i Københavns Domkirke søndag den 11. december 2011, kl. 15.

Koncerten var dedikeret til trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London James Watson

Medvirkende:

Solist mezzosopran Andrea Pellegrini
og
Ensemblehovaldt: Philip Cobb, solotrompetist i London Symphony Orchestra, Thomas Watson, freelance trompetist i London,
Susanne Skov, freelance hornist, Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne og Janus Mogensen, tubaist

Programmet:

Procession of Nobles af Rimsky-Korsakov, arr. Bill Holcombe
Panis Angelicus af Cesar Franck, arr. James Davies
Rose Without a Thorn af Henry VIII, arr. Elgar Howarth
(It is for Me a RightGreat Joy, Pastime with Good Company, Adieu Madame et Ma Maistresse, Departure is My Chief Pain og En Vray Amoure)
En Rose så jeg skyde, katolsk salme fra Köln 1599,oversat af Th. Laub, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini.
Agnus Dei af J.P.Palestrina, arr. L Waldeck.

Tale v/Dorrit Otzen, Reden International.

Sherpherd's Hey af Percy Grainger, arr. David Stanhope.
Ave Maria af Franz Schubert, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini
The Holy and the Ivy, trad. arr. John Iveson
Concerto de Aranjuez af Joaquin, arr. James Davies. Solist Philip Cobb
We wish you a Merry Christmas, trad. arr. John Iveson.
Fællessang, Dejlig er Jorden af B.S. Ingemann, 1850.

Programmet var alsidigt og blev afviklet med god stil og meget professionelt, så koncerten var en fin og dejlig oplevelse, hvor de kompetente musikere viste deres formåen.

Andrea Pellegrini var som altid formidabel. Hun har i løbet af ganske få år markeret sig som en af landets mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner, såvel i opera- som koncertsammenhænge.

Der er bestemt også god grund til at fremhæve den ganske unge engelske solotrompetist Philip Cobb fra London Symphony Orchestra. Hans solo blev gennemført uden slinger af nogen art og stod knivskarpt.

Desværre døde professor James Watson pludseligt i februar 2011. Han var en særdeles trompetist og mentor for ensemblet. Ære være hans minde.

Hans søn Thomas Watson trådte i hans sted og drog omsorg for, at koncerten blev afviklet så professionelt.

Den engelske tradition med velgørenhedsjulekoncerter er god, og Dorrit Otzens tale var da også præget af taknemmelighed over for Ensemblehovaldts engagement i denne sammenhæng.

Det er meget dejligt, at ensemblet har etableret et stabilt samarbejde med udenlandske og danske kunstnere med internationalt format.

De omkring 300 tilhørere kunne gå fra Domkirken og ud i den kolde december eftermiddag med en dejlig musikoplevelse i ryggen samt en bevidsthed om at have støttet et godt og værdigt formål i denne kolde tid, hvor den slags sociale institutioner nødvendigvis må have privat støtte for at kunne hjælpe. Afstanden mellem dem, som har behov for hjælp, økonomisk og socialt, og dem, som kan hjælpe, er jo bestemt ikke blevet mindre de sidste 10 år her i kongeriget. Enhver er så absolut ikke sin egen lykkes smed – det er vældig godt for ikke at sige nødvendigt at have allierede, som kan det, man ikke selv er i stand til.

Danmark og Europa

Europa og dermed Danmark står over for nogle meget alvorlige beslutninger; beslutninger, der skal træffes ret hurtigt – nærmest i den kommende uge.Baggrunden er den splittelse, EU er udsat for i forbindelse med det nyligt overståede europæiske topmøde, hvor euroen skulle 'reddes'.
Englænderne vil ikke være med, så en traktatændring i gængs EU-forstand ser ikke ud til at være mulig, idet den kræver fuldstændig enighed. Euro-landene fortsætter derfor med drøftelser om en strammere budgetdisciplin, og de 10 ikke euro-lande inviteres til at være med, men England har som bekendt afslået at deltage.
Danmark er i den særlige situation, at vi skal overtage EU-formandskabet ved årsskiftet og derfor formentlig kommer til at spille en særlig rolle i de kommende forhandlinger.
Men hvad skal Danmark vælge?

For mig at se er der følgende scenarier:

• Vi tiltræder et fuldt medlemskab uden forbehold
• Vi lægger os så tæt op ad de 17 eurolande som overhovedet muligt – altså fortsætter den hidtidige linie, hvor vi fortsat er uden for euroen, men lader kronen være bundet til euroen
• Vi melder os af samarbejdet og står alene med udfordringerne
• Vi satser på et fornyet 'EFTA-samarbejde'
• Vi arbejder på en særlig nordisk model.

Problemet er, at statsministeren og vor regering endnu ikke efter min opfattelse har afsløret pondus, og derfor ligger tilliden til, at der er det nødvendige overblik og beslutningsevne i denne situation, på et lille og godt gemt sted.

Redningskransen skal formentlig findes i økonomiministeriet.

EU har været garantien for fred i Europa i efterkrigstiden. Projektet er visionært og stort tænkt på en dyster baggrund. Danmark m. fl. har været noget fodslæbende i implementering af den gode solidaritet, mens andre lande – og især Tyskland og Frankrig – på det allerseneste har brugt 'bøllebank' for at sikre deres monetaristiske og egennyttige ideer. England har fulgt sit ældgamle mantra om at være modstander af den stærkeste magt på kontinentet og fortrængt, at de netop er del af fællesskabet og dermed tilhører kontinentet. 

Den ikke særligt visionære ide er for Danmark at følge det andet scenarie for i et lidt længere perspektiv at tilslutte os den fælles mønt. Det vil være rigtig fornuftigt, hvis vi bruger kræfter på at overbevise i hvert fald svenskerne om at være med også. Jeg har et forfængeligt håb – og ønske – om, at englænderne kommer til fornuft.
Den lidt mere visionære er så at drage omsorg for, at der indbygges en keynesiensk tankegods i den nye traktat med hovedvægt på vækst, der ikke belaster klima, miljø og resurser i nær så høj grad som det hidtil vækstbegreb. 

Alternativet – hvis det hele ramler – er genopdagelsen af den nordiske model, hvor Finland nok vil være svær at overtale. Et blandt flere motiver til dette er den fælles interesse i Arktis. Den fælles nordiske interesse udspringer af, at det i hvert fald ikke kan være hensigtsmæssigt bare at overlade den region til USA, Rusland og/eller Kina. 

Alternativet er i hvert fald ikke at stå alene uden allierede. 

Der ligger en spændende og næsten skræmmende tid foran os, hvor det vil være nødvendigt at lade den sædvanlige danske andedamssnadren hvile med de initiativer, der allerede er taget.

Boganmeldelse

Anmeldelse af ”Nøglen til succes – Få mere synlighed gennem effektiv markedsføring i lokalområdet” af Mogens Greve (også fotos og lay-out), omslag Ole Møgelby. 112 sider, Forlaget Udsigt 2010, set fra kr. 228 (på nettet),   ISBN 978-87-985281-3-5.

I forbindelse med bogen har forfatteren etableret en hjemmeside www.komudafbusken.dk , hvor han uddyber synspunkterne samt stille og roligt gør lidt reklame for sig selv.

Bogen er præget af en fortællestil, der nærmer sig det talte sprog. Forfatteren har seks
budskaber, som bliver gentaget nogle gange i løbet af de næsten 100 sider.
Bogen er for så vidt let læst. Typografien er åben og nem at læse, og sproget er som nævnt næsten talesprog.
Under læsningen undrer jeg mig lidt: Skal bogen opfattes som en fagbog - eller er den blot forfatterens jounalistiske trang til at fortælle historier samtidig med lidt gode råd a la 'husk-at', 'lad-være-med', 'gør-nu' osv.? Der er imidlertid ingen indholdsfortegnelse og intet stikordsregister, så det er umuligt hurtigt at finde frem til en problemstilling for at finde et svar herpå.
Formålet med bogen er at give vejledning til lokale foreninger af enhver type og ildsjæle/projektmagere med henblik på at gøre dem bedre rustet til at skabe opmærksomhed for deres forening/projekt.
Påstanden er, at 'synlighed i lokalområdet er nøglen til succes', og at 'hjemmesider og lokale ugeaviser er to centrale medspillere på det hold, som baner vejen for succes med synlighed' (uddrag fra omslaget bagside).
Forfatterens udgangspunkt er, at som ildsjæl forsømmer du at komme ud af busken, synliggøre dit projekt og få pr, fordi netop det jo ikke er din primære interesse.
Mogens Greves egen platform er den lokale journalists kombineret med personlige erfaringer. Hans budskab kan koges ned til seks punkter:

• sats på lokalområdet
• tænk pr og synlighed ind i projektet/arrangementet fra begyndelsen
• hvis du er for dårlig til at klare pr-opgaven selv, så erkend det og søg kompagniskab med en professionel.
• hvis du vil etablere en hjemmeside, skal den være ordentlig, nem at finde rundt på og vedligeholdes til stadighed
• annoncer og journalistisk tekst skal holdes skarpt adskilt
• peger til stadighed på egenindsatsen mht synlighed: 'hvad vil foreningen være kendt for', værdigrundlaget og de positive historier 

Forfatteren krydrer budskaberne med historier fra det praktiske liv, og det kommer nemt til at fremstå, at sådan er det altid, men generaliseringerne holder formentlig ikke vand, fordi de trods alt kun bygger på et lokalområde i Midtjylland, og det kan vel ikke være dækkende for hele landet.

Mogens Greve bruger en del krudt på den lokale avis rolle, idet den udgør hans aktuelle arbejde. Læseren bliver indviet i de arbejdsbetingelser, der er i den forbindelse. Derved bliver der også en naturlig overgang til en kort omtale af de mest relevante bestemmelser i markedsføringsloven og pressenævnets vejledende regler for god presseskik.

Han henleder også opmærksomheden på at skelne skarpt mellem annoncering og en artikel eller reportage, ligesom det er nødvendigt at skelne mellem en tekst, beregnet til traditionelt tryk og tekst, beregnet til nettet.
Forfatteren runder også pr-redskaber som foldere og klubblade, og det gennemgående er igen de førnævnte seks budskaber.

Bogen eller rettere budskaberne i den er bestemt relevante for amatører, der brænder for en sag og/eller projekt, og som udgangspunkt sikkert ikke har overvejelser om at reklamere for deres interesse. Men jeg synes, at en bog til mere en 200 kr. er at slå et lidt for stort brød op, når et hæfte ville kunne gøre det. Mens jeg læste bogen, sad jeg med en fornemmelse af, at der var lidt for meget 'græsrod' over den.

Der er dog for mig ingen tvivl om, at forfatteren brænder for at få sine budskaber ud, og at han er vidende på området, og at der er nyttig viden at hente for den engagerede amatør.

Jamen da – man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af!

Det var en rigtig mandag-morgen-øjenåbner: Nu foreslås det fra en af de finansielle organisationer, at forbrugerne skal betale et gebyr for at betale med kontanter. Jeg læste det lige en gang til! Jo – det stod der virkelig, og der var mange argumenter for, bl.a. at også Nationalbanken gik ind for det. Baggrunden er, at der er alt for mange omkostninger forbundet med administrationen af sedler og mønter, og det hele kan gå meget nemmere, hvis betalingerne foregår digitalt.

Her er det så, det bliver lidt uoverskueligt for en almindelig forbruger/borger. Jeg mener da, at det netop er Nationalbanken, som har eneretten til at trykke pengesedler og slå mønter.

Det forekommer mig, at det må blive ganske umuligt at følge med i det store bogholderi, hvis banker, betalingsinstitutter eller -organisationer nu selv kan lade trykpressen rotere?

Forleden overværede jeg en interessant samtale mellem en forsker på CBS, Ole Bjerg, og Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen, om, hvad penge egentlig er for noget.

Det var en opfølgning på et interview mellem samme to mennesker om samme emne i Politiken den 12. november 2011.
Jeg synes, det var skræmmende perspektiver, der blev rullet op. Kun 6% af de penge, der er i omløb, er sedler og mønter – resten er ????? Jah, Ole Bjerg kalder dem 'kreditpenge', som lånes i banken, som igen låner dem af andre banker og/eller finansieringsinstitutter. Det er altså bare sorte klatter på et kontoudtog eller farvede pixels på en skærm; fiktiver vil jeg kalde dem. Der er ingen produktion eller andre værdier gemt bag alle 0'erne. Det virker mildest talt som en pengemaskine, så meget desto værre fordi det er bankerne, som snupper gevinsten i form af renter. Man kan næsten sige, at det nu er muligt at klippe hår af en skaldet. Derfor falder dagens – desværre ikke vittighed, men – alvorlige budskab fint i forlængelse af dette. Selvfølgelig skal vi betale for at betale – sådan må det være, mageløst, ikke sandt?

Der er helt forståeligt, at de 'civiliserede' samfund på kloden er på vej ned ad slidsken på røv og albuer. Konspirationsteorien må være, at der er nogle få helt kolossalt stinkende rige udbyttere, som skal have alle almindelige menneskers værdier med i den sidste skjortes lommer.

Jeg kan godt forstå, at unge mennesker rundt om i verden undrer sig over, hvorfor de skal følge politikernes hede opfordringer om, at de skal uddanne sig, for hvad skal de bruge en uddannelse til. De finansielle markeder er så optagede af grådighed, at der nedlægges arbejdspladser en masse og kun oprettes nye i et meget begrænset omfang.

Resultatet er, at der inden for en kort tidshorisont vil opstå et oprør mod de finansielle markeders urimeligheder – og det kan godt gå hen og blive et ragnarok. De unge vil simpelthen ikke finde sig i det, når de opdager, at de er blevt snydt, så vandet driver.

Der er gået et eller andet galt i vore systemer, og det kan kun gå for langsomt med at tage dette opgør på en anstændig, ansvarlig og fornuftig måde. Det værste er, at det er politikerne, der skal gøre det, og de er sandsynligvis smurt ind i skidtet, så det skal formentlig være nogle nye og endnu uprøvede kræfter, der skal klare opgaven. Det er risikabelt, men nødvendigt, og det er et stort problem, at det ikke blot er i Danmark, det skal foregå, men i det meste af verdenen.

Vi skal jo dog begynde et sted, så lad os se nogle visionære mennesker i dette smørhul af et land tage fat, ytre sig i debatten, tage over i partierne og i bankerne og være med til at sætte dagsordenen i Danmark og i EU. Det er et sejt træk, men tiden er kostbar, så kom frem på banen, alle gode kræfter.

Har folkeskolen en fremtid?

Ovenstående var overskriften på Politikens debatarrangement tirsdag den 22. november 2011 med deltagelse af børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), Anders Bondo Christensen (formand i Danmarks Lærerforening), Karen Ellemann (V) og Erik Fabrin (næstformand i KL). Ordstyrer var Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang.

Salen var helt fyldt af tilhørere, der var engagerede i uddannelsedebatten, men på grund af tidsrammen blev der kun plads til få indlæg fra salen, selv om ordstyreren gjorde sig umage med at få plads til så mange som muligt.
Emnet var jo dybt interessant, men der opstod egentlig aldrig en reel debat, fordi paneldeltagerne erklærede sig enige med hinanden i mere end 90% af udsagnene – og det kan vel så til gengæld siges at være et positivt træk. Der var en udpræget god tone både i det veloplagte panel indbyrdes og mellem panelet og tilhørerne.
Det lunede at høre fra KL, at man anerkendte indsatsen fra skolernes rigtig mange gode medarbejdere. Her var der dog et mindre tilløb til diskussion om, hvorvidt kommunerne var skoleejere, bestyrere eller forpagtere af folkeskolen, men KL gled af på DLFs indvending.
Debatarrangementets hovedklusion var først og fremmest enighed om og vilje til at reetablere ideen om partnerskab mellem alle folkeskolens interessenter – det partnerskab, som den forrige regering tabte på gulvet så at sige for åben TV-skærm under den fatale undervisningsminister Tina Nedergaard.
Det lover nu godt for folkeskolen, at der er et ønske om 'at sætte sig i rundkreds og udveksle synspunkter, holdninger og ideer' med henblik på at gøre folkeskolen endnu bedre.

Medio oktober skrev jeg, at

• det var dejligt at høre vor nye børne- og undervisningsminister kundgøre, at det nu var slut med rangordningslister for Rigets skoler, baseret på karakterer. - Det er nu sket.
• Christine Antorini allerede har bevist, at hun er hjemme i stoffet og har klare holdninger til det resortområde, hun er sat til at lede politisk.
• jeg glæder mig over, at hun har proklameret, at ungdomsuddannelserne – især erhvervsuddannelserne - skal have større opmærksomhed i ministeriet, og at virksomhederne til en begyndelse skal behandles med både gulerod og pisk, når det kommer til at oprette praktikpladser. Det er bestemt glædeligt, at de praktiske fag får denne opmærksomhed, som de givet har savnet i temmelig lang tid.
• at videnskabsministeren og børne- og undervisningsministeren stiller op som 'par' – de har vist allerede fået det venlige og godmodige øgenavn Knold og Tot (som jo i sandhed var et meget kreativt par) – med henblik på at koordinere fx læreruddannelsen og skoleudviklingen samt skolernes behov for uddannet arbejdskraft.

Alt dette blev til fulde bekræftet ved det aktuelle arrangement – og jeg tror på Christine Antorini; ikke mindst fordi der var opbakning fra de øvrige paneldeltagere til disse statements.

Debatten bevægede sig derudover ind på emnerne inklusion, frihed til folkeskolerne, flere timer til eleverne (heldags/helhedsskoler) og it. Især indlæggene om inklusion var præget af for meget varm luft og dermed manglende substans, fordi det umiddelbart kunne lyde, at det vigtige var at neddrosle den vidtgående specialundervisning og overføre de fleste specialundervisningselever til folkeskolen uden tilstrækkelige og nødvendige lærer- og specialistresurser.
Derudover kom der efter min opfattelse et ret vildt forslag fra Venstres uddannelsesordfører om at lade et mindre antal folkeskoler blive fuldstændig selvstændige, med andre ord forvandlet til privatskoler med fuld offentlig financiering. Forslaget blev forbigået i tavshed – forhåbentlig fordi det netop var vildt og ikke fortjente opmærksomhed.

Jeg vil gerne her supplere med et ønske om, at markedsgørelsen og djøficeringen af folkeskolen ophører, så vi undgår forældrenes vandring fra borger over bruger til kunde i egen butik. Det er uklædeligt. Lad folkeskolens fagfolk være dem, der præger udviklingen der, fordi 'i skolen skal man træde varsomt, idet dér færdes børn'. Lærerne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. 

De to timer i en stuvende fuld sal var en god oplevelse – set med folkeskolebriller, og ordstyreren lovede faktisk at gennemføre et opfølgningsmøde samme sted om ca. et halvt år for at evaluere politikernes indsats på deres udsagn ved dette 'fyraftensmøde'. Jeg er bestemt optimist og synes, der er meget at glæde sig over, når jeg ser på persongalleriet i skolernes øverste ledelse, og på organisationsplanet. Held og lykke med projektet.

Hvor er værdierne?

Hver dag hører og læser vi om, at der er finans- og gældskrise i den vestlige verden. Vi ser de ledende politikere tone frem på tv-skærmen, så vi får indtryk af de meget alvorlige problemer, verden har med styringen af pengene eller hvad det nu er, der er substansen i vanskelighederne.Jeg har svært ved at forstå størrelserne af de summer, der nævnes i forbindelse med BNP, statsgæld, statsbudgetter mm. Altså flere tusinde milliarder i forskellige valutaer – det er jo astronomiske tal, som er vanskelige at forholde sig til. Er der produktion og reelle værdier bag tallene? Eller er det papirpenge, sorte tegn på papir og/eller skærm, som skifter ejere på splitsekunder, mens uligheden i verden vokser og vokser? Har markedsfilosofien taget magten fra den almindelige borger i verdenssamfundet, fra politikerne og fra dem, som tror, de bestemmer – demokratisk eller ej?


Det er jo sådan, at den enkelte borger her i landet ikke kan eksistere uden en såkaldt NEM-konto, som oftest også er en lønkonto. Der skal være mulighed for kontrol med papirpengene, men få udbetalt lønnen eller pensionen i en konvolut med sedler og mønter er ikke en mulighed. Dette forhold i kombination med de førnævnte astronomiske tal får mig til at undres. Det er næsten også lige før, der bliver set skævt til en kunde, der betaler med sedler eller mønter – især hvis vedkommende skal have penge retur.
Hvad er værdimåleren i dag? Man er jo gået væk fra guldfoden, men er det så jord, olie, produktion af fødevarer, aktier, noget andet fælles gods eller måske helt femte, noget for offentligheden ukendt, der er værdimåleren?


Jeg kunne godt tænke mig at få en ligefrem og forståelig forklaring på denne problematik.


Jeg har det indtryk, at bestemte mennesker i den finansielle sektor kloden over har tiltaget sig magten og kan få alle med formel magt til at danse efter deres pibe ved blot at klikke med musen et par gange, sælge, købe eller låne værdipapirer af ligesindede eller naive opsparere. The smart Guys bestemmer, fordi de behersker kapitalen og markedet.
I 100 år har fagbevægelsen kæmpet for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for de mennesker, som solgte deres arbejdskraft til virksomhedsejerne. Den kamp – eller projekt – er stort set afsluttet nu i hvert fald i vores del af verden. Det nye projekt, som vi vist kun lige har set begyndelsen af, Occupy Wall Street, er kampen om at få demokratisk kontrol over den finansielle sektor. Måske er et første skridt at indføre afgift på finansielle transaktioner med de ulemper, det medfører. Ulemper eller problemer, som sikkert kan løses.
Vi er nødt til at begynde et sted, men jeg har endnu ikke hørt om andre forslag i sådan en kamp. Andre har sikkert, lad os ønske og håbe det, fordi det er på tide, at der sker noget.

Et hurtigt besøg i Kina, dvs. den kinesiske ambasade i DK.

'Aktiverne' er en forsamling af mennesker, som har fulgt nogle forelæsninger i en årrække på Folkeuniversitetet i København. Det er en helt selvbestaltet forsamling, som arrangerer forskellige aktiviteter, herunder foredrag, med eksperter, som et eller flere medlemmer af forsamlingen finder interessante. Aktiverne har deres egen hjemmeside, der fungerer som kommunikationsplatform for forsamlingen.

Som medlem af denne forsamling deltog jeg torsdag eftermiddag den 27. oktober 2011 i et meget informativt og særdeles godt arrangement på Den Kinesiske ambassade i Hellerup. Formålet var at få lidt viden om kinesiske forhold, fortalt af officielle Kina-repræsentanter i Danmark.
Deputy Chief of mission Mr. Gu Hui modtog os med en varm velkomst på dansk – ellers var foredragene på engelsk. Mr. Gu Hui har opholdt sig i Danmark i 26 år og har lært sig det danske sprog og den danske kultur at kende. Han var ambassadørens stedfortræder og fortalte kort om sit ophold her og gav derefter ordet videre til 3 medarbejdere ved ambassaden.

Først var det Mr. Xia , som fortalte om Kinas geografi og historie fra omkring 2000 f. Kr. med en hurtig præsentation af diverse dynastier. Enkelte af dynastierne blev fremhævet ud fra forskellige kendte ting og kulturskatte, bl.a. "den kinesiske mur". En meget charmerende og åben Mr. Xia kom fint rundt om emnerne, og en video om filosoffen Confucious blev vist.
Han fortalte i øvrigt, at Xia betyder "sommer".

Så var det Mr. Sun, som fortalte særdeles velkvalificeret om Kinas økonomi, igen kunne vi få den muntre oplysning, at Sun var navnet på en abeart.
Selv om de fleste havde hørt om Kinas økonomiske "tigerspring", var det alligevel særdeles imponerende at høre, at Kina, 20-30 år efter Deng Xiaoping, har "løftet" ca. 400 mill. kinesere ud af fattigdom, og opnået, at Kinas BNP nu var næststørst i verden.
Det blev samtidig fremhævet, at hvis man dividerer BNP med antallet af indbyggere, så ligger Kina som nummer 98 i verden. For Kina er det derfor stadig en nødvendighed at fortsætte den økonomiske vækst i det "høje" tempo. Mr.Sun fortalte om de store udfordringer, Kina stadig har mht. at mindske skellet mellem ca 500 mill "rige" og ca 800 mill "fattige", og at denne forskel desværre var blevet større, så et af hovedpunkterne i femårsplanen 2011-2015 var at nedbringe dette skel.
Der ser således ud til, at der er de samme problemer med markedskræfterne i det stærkt regulerede samfund, som vi har i Vesten. Kineserne lagde også stor vægt på at styrke fødevareproduktionen – det var jo nødvendigt, at landets indbyggere havde noget at leve af. De primære erhverv har således stor opmærksomhed, og det er vigtigt at fastholde landbefolkningen til denne produktion.

Mht. den sidste diplomat måtte vi desværre acceptere at navnet ikke betød noget, men at vedkommende afslappet måtte indrømme, at han var lidt overvægtig. Det var kendetegnende, at alle kineserne afslørede en dejlig åbenhed og humoristisk sans, som fik humøret blandt tilhørerne endnu højere op
Nu gjaldt det om at høre godt efter , for vi blev udsat for et sandt bombardement af tal,facts osv om energiforbruget i Kina samt hvordan Kina i femårsplanen
2011-2015 ville satse endnu mere på Vedvarende Energi (VE) for at undgå at Kina blev "kvalt" i forurening. Et mål er at i 2020 skal 15% af energien komme fra VE. Desværre var der ingen plancher til denne del af foredraget, hvilket gjorde det vanskeligt at følge med.

Så blev der tid til dialog og alle tre diplomater, var særdeles gode til at svare/kommentere på alle spørgsmålene og var endda særdeles åbne omkring deres egne familiære forhold.
Det var mit indtryk, at man kunne spørge om alt – intet var tabu – men tiden satte en naturlig grænse. Vi nåede imidlertid bl.a. at høre, at et-barns-politikken nu var blevet erstattet ef en to-børns-politik, simpelthen af demografiske/økonomiske årsager.
De to timer, som arrangementet varede, gik hurtigt, og der var også tid til at indtage en forfriskning halvvejs.
Jeg synes, det var et udbytterigt arrangement, og det gav anledning til overvejelser om at følge den kinesiske opfordring til at besøge 'Riget i Midten' for med egne øjne at se de store kulturskatte, landet er rigt på.

Forventningens glæde (revideret de 13/10-11)

Det var dejligt at høre vor nye børne- og undervisningsminister kundgøre, at det nu var slut med rangordningslister for Rigets skoler, baseret på karakterer. Skønt!

Jeg er rigtig godt tilfreds med, at børnenes og skolernes nye minister også selv er veluddannet – i modsætning til nogle af de seneste, som ikke selv havde fået gjort en uddannelse færdig. Christine Antorini har i de år, hun har været uddannelsesordfører for sit parti, adskillige gange bevist, at hun er hjemme i stoffet og har klare holdninger til det resortområde, hun er sat til at lede politisk. Det glæder jeg mig over.
Jeg glæder mig også også over, at hun straks fra begyndelsen har proklameret, at ungdomsuddannelserne – især erhvervsuddannelserne - skal have større opmærksomhed i ministeriet, og at virksomhederne til en begyndelse skal behandles med både gulerod og pisk, når det kommer til at oprette praktikpladser. Det er bestemt glædeligt, at de praktiske fag får denne opmærksomhed, som de givet har savnet i temmelig lang tid.
Det er i sandhed også et stort og alvorligt problem, at frafaldet på ungdomssuddannelserne er så højt, som det er. Det danske samfund er ganske enkelt på vej til at tabe en generation på gulvet. Det er uanstændigt, det er farligt, og det er bragende dyrt.
Derfor er det godt, at der kommer nogle ideer på bordet med henblik på at skaffe lære- og praktikpladser som fx klyngepraktik, hvor en ung under uddannelse kan være i praktik i flere virksomheder samtidig.

Jeg vil gerne vende tilbage til folkeskolen, og rose folkeskoleelevernes formand, Vera Rosenbeck fra Trekronerskolen i Roskilde, for at foreslå ændringer i folkeskolens afgangsprøver samt opprioritere elevernes trivsel. Jeg kan kun opfordre ministeren og elevformanden til at mødes med henblik på at udveksle synspunkter og ideer – meget gerne sammen med Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen samt forældreorganisationen. VK-regeringen var ikke i stand til at etablere det nødvendige samarbejde mellem ministerium og skolens folk.

Jeg glæder mig endvidere over, at videnskabsministeren og børne- og undervisningsministeren stiller op som 'par' – de har vist allerede fået det venlige og godmodige øgenavn Knold og Tot (som jo i sandhed var et meget kreativt par) – med henblik på at koordinere fx læreruddannelsen og skoleudviklingen samt skolernes behov for uddannet arbejdskraft.

Det må være af stor vigtighed, at landets kommuner nu som en konsekvens af ministeriets ændrede resortområde (og navn) organiserer sig, så det lokale forvaltningsområde modsvarer ministeriets. Det vil være ærgerligt, hvis det centrale og lokale forvaltningsområde skulle komme til at være hinandens barrierer, fordi bureaukratiet hersker.

Jeg synes, der er meget at glæde sig over, når jeg ser på persongalleriet i skolernes øverste ledelse og på organisationsplanet. Held og lykke med projektet.

En blå regering uden DF?

Jah – hvis man kun ser på den økonomiske politik, kunne det godt se sådan ud. Statsministeren har oven i købet selv udtalt, at det er den forrige regerings økonomiske politik, der er udgangspunktet for den nuværende 'røde' regering. Man må også godt nok sige, at der ikke er ret meget i regeringsgrundlagets økonomidel, der ligner valgretorikken fra S og SF. De radikale har sat et eftertrykkeligt aftryk på den økonomiske politik – så eftertrykkeligt, at man ligefrem kan få den ide, at S og SF er glade for, at de ikke 'har mulighed for' (har ikke de nødvendige 90 mandater) at skulle indfri valgløfterne. Men det kommer de nok aldrig til at indrømme?
Det forekommer mig imidlertid, at oppositionen har svært ved at finde på et konstruktivt modtræk, når de kommenterer/kritiserer regeringsgrundlaget og åbningstalen. Ja, de bliver helt skingre og kan ikke forstå, at den nye regering ikke gennemfører alle de forslag, de har annonceret, inden de er kommet ind i regeringskontorerne.


Når det så er sagt, synes jeg, der så absolut er grund til at glæde sig over, at der på næsten alle andre områder synes at være et skifte – og et ændret menneskesyn – på vej.
For det første er det spændende og modigt, at regeringen består af relativt unge politikere, for det andet ser det ud til at være folk, der har en vis faglig tyngde i de sagsområder, der er blevet ministre for, og for det tredje er det godt, at regeringen nu også har en minister med indvandrerbaggrund. Det lover godt for nytænkning og energi.


Jeg vil gerne hæfte mig ved klima- og miljøpolitikken, hvor jeg tror, vi kommer til at se markante og ambitiøse initiativer. Jeg håber også, at retsstaten genindføres, så vi undgår love, der sigter på at ramme svage grupper i samfundet, og at vi bedre lever op til de internationale forpligtelser, vi har. Endelig ser jeg store muligheder for, at undervisnings- og forskningsområderne bliver prioriteret tilstrækkeligt til, at de relevante institutioner kan få det nødvendige løft, så vi kan forbedre virksomhedernes muligheder for at konkurerre internationalt.


Udgangspunktet for den første kvindelige statsministers regering er ikke optimalt. Det er på et hængende hår, at det går. S er i spidsen for en regering på baggrund af det dårligste valg i mange årtier, og alene de lange forhandlinger om regeringsgrundlaget viser, hvor svært det er/vil blive. Men det positive er, at vi har en statsminister, der grundlæggende er veluddannet med et internationalt udsyn.
Kritikerne af den nye regering bør reflektere over alternativet, og det er mit håb, at regeringen kommer til at vise stærke resultater, og at Enhedslisten kan undgå at vælte en rødlilla regering med højt blodtryk. Bevar roen, lad de borgerlige og Dansk Folkeparti om at harcelere over en rød regering med blå mærker.

Ulighedssamfundet

VKO-flertallet har sat en kedelig rekord. Gennem 10 års borgerligt styre er uligheden i samfundet til stadighed vokset. Starthjælp, skattelettelser til de velbjærgede, den såkaldte starthjælp og flere andre initiativer har skabt flere, som lever i fattigdom. 
Som om dette ikke var nok, ser vi stadig flere udsættelser fra lejeboliger, fordi der ikke er penge til huslejen.

Som supplemant ser vi, at uddannelsessystemet – især mht til de praktiske erhvervsuddannelser – ikke er i stand til at levere varen på grund for ringe bevillinger og reelt ønske fra magthaverne om at gøre noget ved problemet, selv om problemstillingen ofte italesættes. Det danske samfund taber en – måske to – generationer på gulvet ved denne manglende effektive indsats. Noget, der igen er med til at forøge fattigdommen.

Dette er en skændsel, og det giver en bitter smag i munden, når der tales om velfærdssamfund.

Der er jo ikke tale om en mere eller mindre skjult fattigdom. Næh, vi kan se den hver dag, hvor flere og flere rækker hånden ud efter hjælp fra os, der går forbi og vores på det tørre.
Arbejdsløsheden er stigende – selv om den trods alt er lav i europæisk sammenhæng – og der er kun udsigt til, at seniorer vil forøge den, hvis efterlønnen afskaffes, fordi der ikke vil være arbejde, som matcher seniorernes kompetencer, at få.

Anders Fogh Rasmussen har – selv om han efterhånden lignede en socialdemokrat – stille og roligt fået lagt fundamentet til minimalstaten. Det er bygget op i samarbejde med Dansk Folkeparti, som via deres betaling for at holde V og K ved magten og gennem deres menneskefjendske stramninger af udlændingepolitikken har indført sociale forringelser, som har udbygget fattigdommen.
Det borgerlige flertal har altså systematisk gennem 10 år fået indført minimalstaten ad bagdøren, kamufleret ved pæn borgerlighed som valgfrihed på alle hylder, skattestop og en aktivistisk udenrigspolitik som afledningsmanøvre.

Dette er en af flere grunde til, at det er nødvendigt med et regeringsskifte efter valget, så anstændigheden kan afløse borgerligheden med dens markedsfundamentalistiske og ulighedsskabende vilkår.

En ny regering lade kreativiteten spille og gennemføre reformer, der anderledes dygtigt kan afhjælpe ledigheds- og fattigdomsproblemstillingerne. Det er bestemt ikke let, men det må kunne gøres bedre end det, vi har været vidne til gennem den sidste halve snes år.
Lykkes det, er balancen mellem borgere på overførselsindkomster og de arbejdende borgere også genetableret.

Om Politikens analyse mandag den 5. september 2011: ”Økonomerne burde tage sig en tænkepause” af professor Jesper Jespersen, RUC, dr. Scient. Adm.

Velgørende, at Jesper Jespersen påpeger svagheden i den økonomiske model, DREAM, som hele tiden hales op af posen af de borgerlige, når de taler økonomi – ikke mindst i forhold til alle de mange vækstplaner, hvor vi måske først ser virkningerne om 5-10 år.
Det er altså svært at spå – især om fremtiden, som Storm P. rigtigt påpegede.

Det er da sært at benytte sig af en økonomisk model, der ikke håndterer problemstillinger som finansiering og finanspolitik. Det vil være dejligt, hvis politikerne blot kunne løse de aktuelle problemer, hvor de vigtigste er den manglende uddannelse af unge og de ledige, de manglende arbejdspladser – herunder til alle de mange efterlønsmodtagere, som sandsynligvis vil forøge arbejdsløshedstallet de kommende år samt de manglende initiativer til en bæredygtig vækst.
Her synes jeg, at politikerne hele vejen rundt mangler mod og ideer.

Jeg synes, det er nærliggende at styrke de områder af erhvervslivet, som arbejder med energi og grøn, bæredygtig udvikling, fx inden for land- og skovbrug, gartneri og fiskeri. Den primære erhvervssektor har i mange år ligget i baghjul af fremstillingsvirksomhederne.  Omkostningerne i Danmark er imidlertid for høje til, at vi fortsat kan konkurrere og eksportere på dette område, men mon ikke kreative sjæle kunne hjælpe primærerhvervene med at finde metoder og afgrøder, der er konkurrencedygtige mht. resurseforbrug i bred forstand samt afsætningsnyttige på såvel hjemme- som eksportmarkederne.
Det er oplagt, at der skal satses på såkaldt grøn vækst. Det vil kunne skabe arbejdspladser på kort sigt og yderligere eksportindtægter på lidt længere sigt.
Omstillingen vil kræve fødselsbistand fra staten, men det er en investering, der utvivlsom vil tjene sig hjem. Dette vil være noget andet end blot at følge i de andre landes fodspor, og vi har før vist, at vi kan og ved noget på dette område. De fremstillingsvirksomheder, der er i stand til at hamle op med lignende virksomheder i udlandet, skal selvfølgelig fortsætte deres arbejde og have al den hjælp, der kan gives inden for de aftaler/regler, der er internationalt på området.

Endelig er det vel også en tanke værd at overveje, hvorvidt vi hele tiden skal tænke i vækst for at få lagkagen stadig større og højere. Det siger sig selv, at der findes en grænse for vækst. Det var måske værd at arbejde med kvaliteten i den velstand, vi har, skære det ubrugelige og dårlige væk og forbedre og udvikle innovative ændringer for det, der bliver tilbage.

Et kreativt, musikfagligt samt socialt dannende fællesskab på fuldt tryk.

Et døgns indtryk af unge engagerede amatørmusikere og professionelle instruktører i et kreativt fællesskab: Vesterlundkurset, Vesterlund Efterskole, ultimo juni 2011.
(Reportage skrevet ´til Dansk Amatør Musiks blad 'Musikmagasinet No 23/2011)

Hvor i Danmark er vi?

Efter en biltur fra København til det smukke midtjyske, hvor den sidste del af turen gik gennem et flot landskab med marker, skov og små kurverige veje, ankom jeg til Vesterlund Efterskole. Et temmelig stort kompleks med både ældre og nye bygninger. Den centrale plads er en stor og smuk græsplæne med nogle høje og gamle bøgetræer. Efterskolen er grundlagt i 1921 og har i dag plads til 180 elever, fortrinsvis på 10. klassetrin.
Vesterlund Efterskole er en efterskole med elever på 9. og 10. klassetrin, profilen er en gymnastikefterskole, og derfor er der flere rigtig store haller, hvor denne idrætsgren kan dyrkes. Den nyeste hal er fra 2007, hvor den bagerste endevæg er udsmykket af multikunstneren Erik Clausen. Han har netop ladet sig inspirere af dynamikken i de kraftfulde spring og hop, og resultatet yder fuld retfærdighed over for disse bevægelser uden at det bliver noget socialrealistisk flimmer.
På den ene endevæg i spisesalen hænger der desuden 4 malerier af Erik Clausen – også disse er inspireret af gymnastikken.

Vesterlund Efterskole er i denne uge befolket af 118 unge mennesker i alderen 12 til 20 år og 15 professionelle musikere, der virker som instruktører. Deltagerne er fordelt med 65 piger og 53 drenge. 89 af de 118 kursister er mellem 14 og 17 år.
Selvevalueringen via et spørgeskema, der er brugt gennem flere år, viser stor tilfredshed med kurset, og for en dels vedkommende er kurset med til at grundlægge en egentlig musikalsk karriere.

De første indtryk

Atmosfæren er venlig og forventningsfuld, og Deres udsendte begynder arbejdet med at indtage en middag i spisesalen, hvor jeg bliver præsenteret for kursister og lærere. Efter indkvartering begynder eftermiddagens program, som omfatter prøver med et Big Band og et (stort) symfoniorkester. De unge mennesker valfarter i varieret tempo til de to øvesale, som ligger i nærheden af hverandre.
De fleste medbringer deres instrument, mens andre allerede har bragt deres instrumenter hen til den sal, hvor de skal øve. Piger, som slæber på store kasser med celloer i, og drenge, som kommer med kasser til deres blæseinstrumenter. Det er ganske interessant at se, hvordan de alle på samme tid er forventningsfulde og opstemte. Det er tydeligt, at de glæder sig til udøve deres fritidsinteresse i et konstruktivt samvær med ligesindede.

Fortællingen om Vesterlundkurset

Jeg har aftalt at mødes med kursuslederen, Thorkild Dalsgaard, tidligere fløjtenist i Århus Symfoniorkester og nu freelancer, for at høre fortællingen om Vesterlundkurset, hvis formål er at stimulere de unges musikinteresse, fremme deres interesse for at spille sammen og i det hele taget at være sammen omkring musikken. På kurset får de chancen for udøve deres fritidsinteresse i større sammenhænge og spille større værker, end de har mulighed for i det daglige. På Vesterlundkurset kan man spille i et orkester med ca. 50 strygere og 60-70 blæsere og slagtøjsspillere, i et rigtig stort symfoniorkester og/eller et big band samt i mange forskellige kammermusikkonstellationer. Derudover øves der i instrumentgrupperne, hvor instruktørerne underviser og lærer fra sig med baggrund i deres professionalitet og erfaring – ikke ringe, vel?
Selve kurset blev grundlagt i 1968 af musikpædagogerne Else og Herluf Jensen og var tænkt som en slags forskole til Askov-stævnet, som begyndte i slutningen af 1940'erne. Ligesom Askov-stævnet har Vesterlund-kurset også en varighed på 1 uge. De første ungdomskurser fandt sted på Bælum Højskole med 20-30 deltagere. I 1978 flyttede det til Vesterlund Efterskole og er siden blevet kendt som institutionen Vesterlundkurset. Herluf Jensen døde i 1984, og hans søn Svend Kragelund (hornist i Det kongelige Kapel, overtog kursuslederfunktionen.
1984 var også det første år, hvor nuværende kursusleder, Thorkild Dalsgaard, deltog som fløjteinstruktør, men da Svend Kragelund søgte og fik jobbet som leder af Tivoligarden, var der enighed om, at Thorkild skulle overtage posten som kursusleder.

Organisation og deltagere

Der har hele tiden været tale om en såkaldt flad organisation, hvor man i øjenhøjde talte sig frem til løsninger på forskellige problemer, men naturligvis skulle der være en leder, som tegnede kurset og havde ansvaret.
Der har siden begyndelsen af 1990'erne været en stigende tilslutning til kurset, og ved 40 års jubilæet i 2008 var der 136 deltagere. I tidens løb har kurset været omtalt i ”Musikmagasinet”, og der har været udsendt foldere til mange forskellige organisationer og klubber, som underviste unge i musik. I år har man som noget helt nyt kun brugt hjemmesiden som reklame og tilmeldingsmulighed, og det har naturligvis været fulgt med stor opmærksomhed, om denne ændring kunne bære; det kunne den: 118 tilmeldinger, hvilket er fuldt tilfredsstillende.
Det er selvfølgelig altid vigtigt 'hvilke instrumenter', der tilmelder sig, og en god bund i form af fx tubaer er næsten et must, og det kan derfor være nødvendigt ligefrem at headhunte en eller flere tubaister. I år tilmeldte der sig helt usædvanligt 7 fagotter, og sådan kan det skifte fra år til år hvilke instrumenter, der er flest af – der kan ligefrem være venteliste for nogle instrumenter, og i år lykkedes det også at få alle cellister med efter ventelisteprincippet. Det er afgørende, at alle kan få et fagligt udbytte af at være med.
På spørgsmålet om hvem deltagerne er, er svaret, at det primært er musikskoleelever, men orkesterefterskolen i Holstebro har også sendt mange dygtige elever.
Der er ikke mange tosprogede elever på kurset, og det kunne godt overvejes, om der skulle gøres en indsats for at få flere deltagere med indvandrerbaggrund. Det forudsætter imidlertid, at de lokale organisationer først gør en indsats for at få flere unge med indvandrerbaggrund til at interessere for den klassiske musiks instrumenter.

Niveauet

Der har været enkelte tilfælde, hvor niveauet har været for højt, og de pågældende har opgivet at fuldføre kurset eller andre tilfælde, hvor de unge haft haft lidt vanskeligt ved at falde til og oplevet, at det har været svære noder, men det er gået relativt hurtigt over. I denne forbindelse skal man huske, at noderne først udleveres på selve kurset, så der har ikke været mulighed for at øve sig på forhånd. Derved stilles alle lige.
Thorkild bemærker også, at de deltagere, som har lært at spille efter Suzuki-metoden – altså at lære at spille uden noder – kan have lidt vanskeligt ved at følge med, men de kommer efter det.
Men selv om der har været den slags oplevelser, er der rigtig mange, som kommer igen år efter år.

Fremtiden

Han ser en lys og lykkelig fremtid for kurset, som han mener er eksponent for vort musikliv, men han udtrykker samtidig skuffelse over, at folkeskolen i øjeblikket gør for lidt for
musikken, som ikke får nok plads. Næsten ingen skoler har skoleorkestre mere, og timetallet er skåret ned. Musikken har betydning for indlæringen og det hele menneske, den er med til at danne mennesket, giver det et favnende fællesskab samt opøver empati og sensibilitet. Det må derfor i den grad undre, at den grundlæggende uddannelse i vort samfund ikke prioriterer musikken mere.
De musikalske rødder mangler, og der er manglende viden om musikken og dens historie, og derfor hilser han de nye profilskoler, som har musikken som tema, velkommen.

Vi slutter samtalen af med at tale om, hvordan det helt formelt er at have ansvaret og opsynet for alle disse unge mennesker 24 timer i døgnet – et ansvar, som kursusledelsen og lærerne er meget bevidste om. Men her har musikken igen en god effekt, og deltagerne er rare, friske og sympatiske unge. Der hersker en god stemning på kurset, og der er sjældent større problemer.

En konkurrence

Efter aftensmaden, hvor der i øvrigt også var lejlighed til lidt boldspil, pool og bordfodbold, var der musikdyst. Alle kursisterne var blevet delt op i 10 hold á 11-12 kursister. Aftenen før havde der været orienteringsløb med musikfagligt tema, og denne aften havde holdene forberedt hver deres optræden, hvor der var frie hænder, men hver optræden skulle indeholde noget om norsk negerdans, vold, kærlighed, alkohol, død og improvisation.
Stor var kreativiteten, og man blev rigtig godt underholdt. Deltagerne havde deres roller, og alle levede entusiastisk op til de forventninger, som holdkammeraterne og kurset som helhed havde til dem.
Dirigenten for det store symfoniorkester, Henrik Goldschmidt (solooboist i Det kongelige Kapel), havde fødselsdag, og mange af holdene benyttede lejligheden til at inddrage dette i deres indslag, hvilket naturligvis bekom i hvert fald den ene dommer vel.
Det var en svær opgave, som dommerkollegiet (= alle instruktørerne) havde for at finde en vinder. Der måtte adskillige voteringer til, før man nåede næsten til enighed, og i en af voteringspauserne, var der straks tre, som benyttede den til en jamsession: trompet, bas og trommer – og det lød af noget.
Der kom 4 hold i finalen, og stemningen blandt holdene var hektisk. De fire hold præsterede som en nyfortolkning af deres oprindelige projekt, publikum kvitterede, og dommerne måtte votere endnu en gang, og først efter megen debat blev der fundet en vinder – men alle de øvrige hold viste sig gode tabere.

Kammer jamsessions

Efter denne begivenhed var der naturligvis kaffe/te-pause, og så var det tid til kammermusik og jamsessions. Det var fantastisk at bevæge sig rundt på området og høre musikken strømme ud gennem dørsprækker og vinduer:
4 tværfløjter og Kühlau, 10 bratcher og Yesterday, 1 pige på flygel og 1 dreng på violin spillede og hyggede sig sammen tilsyneladende uden et på forhånd aftalt repertoire, 1 alene saxofon, 4 tubaer (1 bas og 3 tenorer (eller euphonier)) i en tubakvartet, 1 tværfløjte, 1 obo, 1 klarinet, 1 horn og en fagot i Flemming Weis ”Serenade uden reelle hensigter”, 4 basser,5 blæsere og 1 vokalist forsøgte sig ud i det eksperimenterende med at lave lyde (smaske, hvæse, puste og fløjte) 3 ad gangen, så der opstod en meget langsom bølgebevægelse, der efterhånden som instrumenterne kom ind i billedet voksede i intensitet.
På samme måde kunne man opleve mange andre alle mulige andre steder på området.
Ingen tvivl om at deltagerne på denne måde udvikler sig musikfagligt og alment – de får mulighed for via sammenspil med nye ligesindede at udvikle sig og derved åbner nye muligheder sig for dem – de får kendskab til egne muligheder og begrænsninger, de lærer samarbejdets svære kunst, som bl.a. udvikler tolerancen.

Udvikling og fornyelse

Kurset forsøger at forny sig hvert år, fx ved at bringe operasangere, ballet, folkemusik og populær musik ind i undervisningen, men den klassiske musik er helt fremherskende.

Phil Minton, født 2. november1940, i England er dette års udviklingsinitiativ. Han er tidligere jazztrompetist, men er nu gået over til kun at bruge sig selv som instrument ved bl.a. at brumme, nynne, fløjte, hviske og gispe. Han fik hele kurset til at 'spille en melodi' i stedet for en godnathistorie. Nummeret skulle opføres ved afslutningskoncerten.

Målet

Hvad skal det hele så resultere i? - Jo, kurset afsluttes med en koncert fredag eftermiddag, hvor det 100 mand store symfoniorkester opfører Triumfmarchen fra Verdis ”Aïda”, 4 satser fra Carl Nielsens Aladdin Musik, og Hans Peter Nielsen ”Skovtrolden” med 7 fagotsolister!. Strygeorkestret spiller musik af Vivaldi, Peter Warlock og afslutter deres afdeling med Carl Nielsens ”Bøhmisk-Dansk Folketone. På harmoniorkestrets program står filmmusik af Patrick Doyle, ”Henry V” og ”The Ascension” af R.W. Smith. Her afsluttes med et forrygende rock-nummer: ”Shake a tailfether”
Til sidst opfører Big Bandet 4 værker fra Duke Ellington-repertoiret: C Jam Blues, Mood Indigo, Blue Pepper og Such Sweet Thunder.
Prøverne afslørede, at afslutningskoncerten, som arrangeres for forældrene, virkelig bliver værd at høre på og rejse efter.

Øvelser gør mestre!

Torsdag formiddag er helliget træning for de enkelte instrumentgrupper: Førsteviolinerne, andenviolinerne, celloerne, træblæserne og så videre.
Instruktørerne giver trick og fif videre, og der øves til afslutningskoncerten næste aften. Ud fra de forskellige lokaler strømmer musikken ud, og selv om mange af kursisterne ser lidt slidte ud (det er jo næsten kun morgen endnu), arbejder de ihærdigt og med stigende koncentration. Musikken samler sig om dem, de bliver opslugte og tændte på at yde det bedste.

Nåede de målet?

Det er simpelthen utroligt, hvad de unge musikengagerede mennesker kan præstere under den kompetente vejledning, de udsættes for på Vesterlund-kurset. Ikke alene er der det rent faglige in-put, men der er sandelig også den sociale dimension. Det må da blive vanedannende, og det har også vist sig, at mange af de tidligere deltagere på Vesterlund-kurserne har gjort karriere i det danske professionelle musikliv. Man forstår det godt, men det kommer ikke gratis. Det kræver hårdt arbejde og forudsætter interesse og engagement.

Der er for mig ingen tvivl om, at den dannelse og uddannelse, som Vesterlund-kurset tilfører de unge, kommer dem til gavn senere i tilværelsen – både på den musikalske front og ikke mindst tillige på det menneskelige plan. Musikken, når den udøves i store orkestre, giver den nødvendige følelse og fornemmelse af fællesskabet, som ellers er ved at blive en mangelvare i det danske markedsfikserede samfund. Det er ikke den enkelte i orkestreret, der skal promoveres, men det er det fælles projekt, som fremførelsen af et symfonisk værk eller orkesterværk, skrevet til et big band, der skal ud over rampen og give alle de involverede en god oplevelse.

At overvære en del af denne proces gav i hvert fald Deres udsendte en god oplevelse.

Strukturændringer og troværdighed.

”Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation gennem omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivisering og demoralisering."
Citatet er fra en roman "Satirae" af Cajus Petronius, som døde 66 e. kr. efter et liv som
embedsmand for kejser Nero.

Ovenstående citat kan også bruges i dag. Det forekommer mig, at der i dag lige nøjagtig sker det, som beskrives:
Der struktureres igen og igen i kommuner, i statslige institutioner og nu senest er der ideer om at nedlægge regionerne med deraf følgende omstrukturering af de offentlige sygehuse.

Problemet er ikke, at det kan være rigtigt at ændre struktur, problemet er, at det ofte gøres, før den 'gamle' struktur/organisation har fået lejlighed til at virke og vise sit værd.
Det virker, som om de politikere, der foreslår strukturændringer, skal vise handlekraft på baggrund af en eller flere enkeltsager, der har haft mediernes bevågenhed.

Det forekommer mig ligeledes, at det langtfra altid er ændringer til det bedre. For det første skaber det en vis forvirring hos så vel borgere som ansatte, når der hele tiden sker ændringer, for det andet er offentlige organisationer store og 'tunge' at manøvrere med, og for det tredje er der uoverskuelige følgevirkninger over en bred front.

Jeg synes, der efterhånden er en del eksempler på organisationsændringer, hvor offentlige styrede virksomheder som fx i sundhedssektoren, de videregående uddannelser og i transportsektoren, hvor vi har set, at vi ender i noget nær kaos, når privatiseringer og ændringer med bestyrelser a la det private erhvervsliv gennemføres, og så ændrer man igen og håber på, at de gamle fejltagelser glemmes af borgerne.
For mig at se kan meget af miseren føres tilbage til den markedsgørelse, der har gennemsyret det danske samfund de seneste år, hvor sidegevinsten er, at uligheden i samfundet er blevet stadig større. Det paradoksale er, at man kunne forvente, at der under en borgerlig-liberal regering ville være større handlefrihed for de enkelte institutioner på alle planer, men kendsgerningen er, at der er sket en centralisering ud over alle bredder. Jeg fristes til at hævde, at minimalstaten er blevet indført på hovedet.
Det virker utroværdigt og trættende for borgeren, og det kan betyde, at engagementet til at deltage i den offentlige debat forsvinder og erstattes af ligegyldig og måske sløvhed.
Worst-case-scenario er, at vejen er banet for udemokratiske kræfter, hvor 'den stærke mand' lurer i kulissen.

Det kan kun gå for langsomt med at udskrive folketingsvalg, hvor jeg håber på et vagtskifte, hvor centrum-venstre kræfterne overtager regeringsmagten og derved – forhåbentlig – bliver garant for, at blokpolitikken afløses af brede forlig henover midten.

Det er et fromt håb, men alternativer er næsten ubærligt.

To udsagn om erhvervsskoler samt mønsterbrydning

Hvor var det godt at læse i Politiken i dag, den 11. august 2011: To unge mennesker beretter om noget særdeles væsentligt.

Den første var Vera Rosenbeck, formand for danske skoleelever (DSE), som redegjorde for sit synspunkt om erhvervsuddannelserne på baggrund fra Sorømødet, og den anden var Anna Diana Møller, der fortalte om at være mønsterbryder.

Vera Rosenbeck redegjorde for, at der hersker en fordom over for erhvervsuddannelserne i folkeskolen. De, som ikke kan finde ud af noget andet, må på en erhvervsskole for at at blive håndværker. Det er dog en fantastisk negativ udvikling. Som tidligere skolevejleder (ja, det hed det i gamle dage, nu til dags er det uddannelses- og ungdomsvejleder) tilbage i 1970'erne gjorde vi meget ud af at orientere om de 'Erhrhvervsfaglige Grunduddannelse' (EFG), som stod for at afløse mesterlæren. Vi gjorde meget ud af at få eleverne fra afgangsklasserne (9. og 10. klasse) i erhvervspraktik og understrege vigtigheden af, at så mange som overhovedet muligt tog en uddannelse, som passede til deres evner, færdigheder og lyst. Det var dengang endnu ikke så vigtigt, om det blev en praktisk eller boglig uddannelse.

På et tidspunkt sidst i 90'erne og i begyndelsen af 00'erne gik man væk fra vigtigheden i at sende eleverne i erhvervspraktik, man ændrede ungdomsuddannelserne i retning af mere og mere teori og skole, og de praktiske fag blev tilsvarende nedtonet. Samtidig ændrede man vejledningssystemet, så det blev mere adskilt fra folkeskolen – vejlederne skulle professionaliseres, hvorefter det skolemæssige (be)kendskab mellem elev og vejleder forsvandt.

Det, Vera Rosenbeck, som ved , hvor skoen trykke, fordi hun har den på, nu fortæller, er, at der bliver set ned på de praktiske uddannelser. Bl.a. derfor er frafaldet på erhvervsskolerne så stort. Der er så at sige tale om manglende motivation, som parret med manglende færdigheder og – ikke mindst – manglende reelle praktikpladser medfører et stort drop-out tal.

Mange års arbejde med opbygning af tillid og direkte samarbejde mellem folkeskole, vejledning og store og små virksomheder er mere eller mindre blevet nedbrudt. Der skal nu en ændret holdning mellem de involverede instanser og et langt sejt træk til at gøre skaden god igen.

Den anden, Anna Diana Møller, fortalte om det at være mønsterbryder, at komme fra en familie, der af forskellige årsager, havde været gennem begivenheder, som medførte, at hun først sent genfandt sin identitet og via flid, evner og stædighed tog en videregående lang uddannelse. Budskabet var, at det er farligt at fjerne de økonomiske rammer, som gør, at unge fra fattige familier får mulighed for at arbejde og læse sig gennem uddannelsessystemet. Dette er ved at ske, dels ved at ændre i SU-systemet, dels ved den markedsgørelse, taxametersystemet medfører for uddannelsesinstitutionerne, fordi bevillingerne er afhængig af antal gennemførte studieforløb samtidig med, at der ikke er resurser nok til at støtte og hjælpe de elever/studenter, der kommer med en ikke-akademisk baggrund. Det bliver nemt til: ”Klar dig selv, Fanden tager de sidste”.

Ti år med en borgerlig regering har fået drejet hele uddannelsessystemet over til at fungere på markeds vilkår, og det er vi ikke tjent med. Der skal mere menneskelighed og fællesskabsfølelse ind i os alle, en tro på, at vi sammen kan videreudvikle det samfund, som blev grundlagt i 1960'erne i en social-liberalistisk retning, og vi skal væk fra den individualistiske ånd, der har præget især de sidste ti år

Antal besøgende

Omkring den 1. juli 2011 foretog jeg en anbefalet opdatering af Windows og Google, hvorved den gamle tællerregistrering forsvandt. Den var vel på omkring 2850 besøgende.
Jeg fik sat en ny tæller i gang, og det er forklaringen på det lave antal besøgende.
Endvidere er der det forhold, at jeg her i sommertiden ikke har været flittig med indlæg, og det skærper jo ikke interessen, når der overhovedet intet sker på bloggen i længere tid.

Jeg planlægger imidlertid at genoptage aktiviteten med det sædvanlige tempo, når sommeren går på hæld, rønnebærrene bliver røde og frugthøsten skal i gang.

Indtil da ønsker jeg evt. læsere en fortsat god sommer.

Bedste hilsener
Benny

En forskrækkelse og et demokratisk problem.

Det er da voldsomt, hvis omkring 10 % af den voksne danske befolkning egentlig hellere ser 'en stæk mand/kvinde' ved magten og tage alle de vigtige beslutninger uden at spørge andre overhovedet – altså en diktator.


En undersøgelse, offentliggjort i LOs ”Ugebrev A4” denne uge, viser dette resultat. Undersøgelsen er inspireret af lignende svensk undersøgelse foretaget af World Value Survey. Se evt. http://www.worldvaluessurvey.org/ .
Den er foretaget af ”Analyse Danmark” for Ugebrevet A4 og omfatter mere end 2000 danskere. Jeg vælger at tage undersøgelsen som repræsentativ, selv om jeg ikke ved, om det er tilfældet. Den udtrykker også, at knapt hver 5. af Dansk Folkepartis vælgere støtter synspunktet.
Det kommer så ikke bag på mig, men det er voldsomt bekymrende, fordi andre undersøgelser peget på, at netop DF er det parti i Folketinget, som bedst repræsenterer befolkningen forstået sådan, at partiet bedst afspejler Danmarks befolkning, høj som lav, kvinde som mand og ung som gammel.

Se, det giver et problem, fordi vort demokrati så er i voldsom fare, og fordi DF efter min opfattelse også er et populistisk og nationalistisk parti – og dertil kommer, at det i alt for mange år har ageret skyggekabinet.
Alt for mange har alt for længe fået lov til at præge værdidebatten uden helhjertet modstand. S og SF er såmænd ikke meget bedre – de er vældig opsatte på at tilbageerobre de vælgere, som er er gået over til DF, så de tør ikke gå mod den populistiske og anti-internationale holdning, der præger retorikken fra DF, først og fremmest om indvandrerspørgsmålet.
Kun de mindre partier i Folketinget som Radikale og Enhedslisten har turdet have modsatrettede holdninger i denne sammenhæng.

Formand Pia Kjærsgaard demonstrerer endvidere sin magtarrogance ved at gå personligt efter fagfolk, når de kritiserer forslag, som DF diverterer offentligheden med og kræver som betaling for at holde den borgerlige regering ved magten. Når professorer og andre med solid professionel baggrund kritiserer DFs forslag, er formanden straks ude med beskyldninger om, at de politiserer utilladeligt. Nej, det er formanden, som agerer utilladeligt.

Dette er problemstillingen, men hvad er løsningen?
- Jeg ved det ikke og har desværre kun fantasi til at foreslå oplysning, oplysning og atter oplysning.
Det er nødvendigt at fastholde undervisningen og demokratiet i folkeskolen. Dette og en styrkelse af fagligheden i den grundlæggende undervisning er mere end nogensinde hinandens forudsætninger.
Samfundet må ikke give efter her og følge en populistisk trang til at fokusere på faglighed for at opnå bedre resultater i fx PISA-undersøgelser. Uvidenhed om demokrati er fatal og må under ingen omstændigheder nedprioriteres.

På samme måde er det kolossalt vigtigt, at Folketinget i langt højere grad end nu afspejler den danske befolkning. Det er derfor endnu en grund til, at demokratiet kommer ind med den grundlæggende undervisning, så interessen for samfundet styrkes.
Folketinget har et stort ansvar her for at sørge for, at demokrati og faglighed går hånd i hånd i folkeskolen. Den nuværende formålsparagraf må derfor rulles tilbage, så dette formål fremstår lysende klart.

Den forskruede nationalist.

Dansk Folkepartis formand fremturer i en kommentar i Politiken i går, den 9. juni 2011, over de internationale protester vedrørende aftalen om den øgede grænseovervågning.

Man kunne næsten fristes til at mene, at tomme tønder buldrer mest, idet der i den grad blev åbnet for galden, hvis det ikke var fordi, det så klart fremgår, at formanden lægger nationalistiske synspunkter for dagen. Pia Kjærsgaard vedgår ligefrem, at hun er patriot, hvilket blot er et andet og i hendes øjne åbenbart pænere ord for nationalist.
Man skal i denne sammenhæng ikke glemme, at Pia Kjærsgaard er udgået fra det hedengangne Fremskridtsparti, hvis stifter Mogens Glistrup, sammenlignede skatteunddragere med besættelsestidens frihedskæmpere.

Dansk Folkeparti trutter jo rent i den forstand, at de er modstandere af EU, og her vi vel egentlig ved kernen: Som betaling for deres medvirken ved efterlønsforliget har de fået en nationalistisk lov om bedre grænsekontrol under påskud af, at Danmark har en national forpligtelse til at sikre landet mod grænseoverskridende kriminalitet. Dette indikerer vel så, at det er en politiopgave, men VKO hævder jo netop, at det ikke er det, der er tale om – "det er blot danske toldere, der skal forhindre uønskede varer og personer i krydse grænsen." Opgaven skal løses ved, at kameraer, scannere og den berømte 'toldnæse' tages i brug (dertil kommer det sære forhold, at der skal postes et trecifret millionbeløb i projektet – set i lyset af 'besparelsesforhandlingerne' om 20202-aften).

Ak naivitas – dette er simpelthen det stygt brud på på en af de grundlæggende regler i det europæiske samarbejde, nemlig varer og personers frie bevægelighed over de interne grænser i EU. Det er derfor soleklart, at de øvrige lande reagerer skarpt og kontant.
Loven , som den i skrivende stund er kendt i den brede offentlighed, er udtryk for renlivet nationalisme, og det ser ud til, at kommunikationsfolkene i regeringskontorerne er sendt på vildt overarbejde for at finde på måder at pakke den dårlige lov ind, så vi ikke får en vis del på komedie i det europæiske samarbejde og retssystem.

For Dansk Folkeparti er det imidlertid foreløbig sidste – og groteske – skridt i det lange ridt om udlændinge og nationalisme. Det vedgår de jo selv – derimod er det sølle, at Venstre og Konservative endnu en gang lader sig føre rundt i den bizarre manege med skyggestatsministeren Pia Kjærsgaards og skyggejustitsministeren Peter Skårups pisk svirpende over hovederne.

Desværre er der også i andre lande nationalistiske bevægelser, senest manifesteret i Finland, og formanden får da også ud mellem sidebenene, at hun håber og ønsker, at tendensen breder sig yderligere samt mener at kunne konstatere, at EU er 'skæppeangst' for, at det danske lovinitiativ vil kunne sætte en dominoeffekt i gang over hele Europa.
Ja, jeg kan da bestemt dele angsten, fordi det jo netop er på grund af EU, vi haft fred i Europa så lang tid, som vi har.

Pia Kjærsgaard slutter sit indlæg med respektløst at bemærke, at den tyske ambassadør 'messer' om følelsesmæssig nationalisme. Jeg synes bestemt ikke, at ambassadøren 'messer'. Han ved, hvad han taler om. De tyske erfaringer med nationalisme er ikke positive, og det fik verden at føle ret så kontant for trekvart århundrede siden.
Jeg mener, at Dansk Folkeparti er forskruet i sit menneskesyn, og det er, hvad det er, men nu begynder det at ligne landsskadelig virksomhed.

Til alle lærere og andre interesserede i inddragelse af IT i undervisningen.

Anmeldelse


Jeg vil gerne på denne måde henlede opmærksomheden på en blog, som hedder ”Eftersidderen”: http://eftersidderen.wordpress.com/ .
Bloggen er forfattet af lærer Lars Noes,som har været i undervisningsbranchen i 11 år. Han har derfor nogen erfaring i at undervise og i kraft af sin alder også erfaring med IT. Han må siges at tilhøre en generation, som så at sige er opflasket med computere, spil og IT.


Hensigten med bloggen er enkelt, nemlig at gøre opmærksom på forskellige programmer, som læreren med fordel kan inddrage i sin undervisning.
Jeg tror desværre, det er sådan, at kommuner, skoler og lærere stadig i højere grad ser på det tekniske udstyr, og i mindre grad på programsiden. Det hænger måske også sammen med, at det tekniske udstyr jo forældes i hurtigere takt, end det anskaffes.
Det er imidlertid en kendsgerning, at der findes rigtig mange programmer, som er mere eller mindre ukendte for lærere i almindelighed, og som kan hentes gratis via internettet og bruges direkte.


Fra 20. maj til 9. juni 2011 er der alene omtalt 5 programmer, der er lige til at gå til, bl.a. fordi bloggen også omtaler vejledninger, som gør, at læreren – efter at have øvet sig lidt i forberedelsestiden – simpelthen kan gå til biddet i sin undervisning.
Der er omtale af programmer til informationssøgning på nettet, historieundervisning, et personligt 'værktøj', egne filmsekvenser og program til i en vis grad at imødegå mobning.

Der er altså bare i denne buket tale om et bredt felt.
Jeg må anbefale bloggen på det varmeste, dels på baggrund af ovenstående, dels fordi den er skrevet af en praktiker for praktikere. Rigtig god arbejdslyst – og fornøjelse.