Det var dejligt at høre vor nye børne- og undervisningsminister kundgøre, at det nu var slut med rangordningslister for Rigets skoler, baseret på karakterer. Skønt!
Jeg er rigtig godt tilfreds med, at børnenes og skolernes nye minister også selv er veluddannet – i modsætning til nogle af de seneste, som ikke selv havde fået gjort en uddannelse færdig. Christine Antorini har i de år, hun har været uddannelsesordfører for sit parti, adskillige gange bevist, at hun er hjemme i stoffet og har klare holdninger til det resortområde, hun er sat til at lede politisk. Det glæder jeg mig over.
Jeg glæder mig også også over, at hun straks fra begyndelsen har proklameret, at ungdomsuddannelserne – især erhvervsuddannelserne - skal have større opmærksomhed i ministeriet, og at virksomhederne til en begyndelse skal behandles med både gulerod og pisk, når det kommer til at oprette praktikpladser. Det er bestemt glædeligt, at de praktiske fag får denne opmærksomhed, som de givet har savnet i temmelig lang tid.
Det er i sandhed også et stort og alvorligt problem, at frafaldet på ungdomssuddannelserne er så højt, som det er. Det danske samfund er ganske enkelt på vej til at tabe en generation på gulvet. Det er uanstændigt, det er farligt, og det er bragende dyrt.
Derfor er det godt, at der kommer nogle ideer på bordet med henblik på at skaffe lære- og praktikpladser som fx klyngepraktik, hvor en ung under uddannelse kan være i praktik i flere virksomheder samtidig.
Jeg vil gerne vende tilbage til folkeskolen, og rose folkeskoleelevernes formand, Vera Rosenbeck fra Trekronerskolen i Roskilde, for at foreslå ændringer i folkeskolens afgangsprøver samt opprioritere elevernes trivsel. Jeg kan kun opfordre ministeren og elevformanden til at mødes med henblik på at udveksle synspunkter og ideer – meget gerne sammen med Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen samt forældreorganisationen. VK-regeringen var ikke i stand til at etablere det nødvendige samarbejde mellem ministerium og skolens folk.
Jeg glæder mig endvidere over, at videnskabsministeren og børne- og undervisningsministeren stiller op som 'par' – de har vist allerede fået det venlige og godmodige øgenavn Knold og Tot (som jo i sandhed var et meget kreativt par) – med henblik på at koordinere fx læreruddannelsen og skoleudviklingen samt skolernes behov for uddannet arbejdskraft.
Det må være af stor vigtighed, at landets kommuner nu som en konsekvens af ministeriets ændrede resortområde (og navn) organiserer sig, så det lokale forvaltningsområde modsvarer ministeriets. Det vil være ærgerligt, hvis det centrale og lokale forvaltningsområde skulle komme til at være hinandens barrierer, fordi bureaukratiet hersker.
Jeg synes, der er meget at glæde sig over, når jeg ser på persongalleriet i skolernes øverste ledelse og på organisationsplanet. Held og lykke med projektet.
onsdag den 12. oktober 2011
Forventningens glæde (revideret de 13/10-11)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar