En blå regering uden DF?

Jah – hvis man kun ser på den økonomiske politik, kunne det godt se sådan ud. Statsministeren har oven i købet selv udtalt, at det er den forrige regerings økonomiske politik, der er udgangspunktet for den nuværende 'røde' regering. Man må også godt nok sige, at der ikke er ret meget i regeringsgrundlagets økonomidel, der ligner valgretorikken fra S og SF. De radikale har sat et eftertrykkeligt aftryk på den økonomiske politik – så eftertrykkeligt, at man ligefrem kan få den ide, at S og SF er glade for, at de ikke 'har mulighed for' (har ikke de nødvendige 90 mandater) at skulle indfri valgløfterne. Men det kommer de nok aldrig til at indrømme?
Det forekommer mig imidlertid, at oppositionen har svært ved at finde på et konstruktivt modtræk, når de kommenterer/kritiserer regeringsgrundlaget og åbningstalen. Ja, de bliver helt skingre og kan ikke forstå, at den nye regering ikke gennemfører alle de forslag, de har annonceret, inden de er kommet ind i regeringskontorerne.


Når det så er sagt, synes jeg, der så absolut er grund til at glæde sig over, at der på næsten alle andre områder synes at være et skifte – og et ændret menneskesyn – på vej.
For det første er det spændende og modigt, at regeringen består af relativt unge politikere, for det andet ser det ud til at være folk, der har en vis faglig tyngde i de sagsområder, der er blevet ministre for, og for det tredje er det godt, at regeringen nu også har en minister med indvandrerbaggrund. Det lover godt for nytænkning og energi.


Jeg vil gerne hæfte mig ved klima- og miljøpolitikken, hvor jeg tror, vi kommer til at se markante og ambitiøse initiativer. Jeg håber også, at retsstaten genindføres, så vi undgår love, der sigter på at ramme svage grupper i samfundet, og at vi bedre lever op til de internationale forpligtelser, vi har. Endelig ser jeg store muligheder for, at undervisnings- og forskningsområderne bliver prioriteret tilstrækkeligt til, at de relevante institutioner kan få det nødvendige løft, så vi kan forbedre virksomhedernes muligheder for at konkurerre internationalt.


Udgangspunktet for den første kvindelige statsministers regering er ikke optimalt. Det er på et hængende hår, at det går. S er i spidsen for en regering på baggrund af det dårligste valg i mange årtier, og alene de lange forhandlinger om regeringsgrundlaget viser, hvor svært det er/vil blive. Men det positive er, at vi har en statsminister, der grundlæggende er veluddannet med et internationalt udsyn.
Kritikerne af den nye regering bør reflektere over alternativet, og det er mit håb, at regeringen kommer til at vise stærke resultater, og at Enhedslisten kan undgå at vælte en rødlilla regering med højt blodtryk. Bevar roen, lad de borgerlige og Dansk Folkeparti om at harcelere over en rød regering med blå mærker.