Ulighedssamfundet

VKO-flertallet har sat en kedelig rekord. Gennem 10 års borgerligt styre er uligheden i samfundet til stadighed vokset. Starthjælp, skattelettelser til de velbjærgede, den såkaldte starthjælp og flere andre initiativer har skabt flere, som lever i fattigdom. 
Som om dette ikke var nok, ser vi stadig flere udsættelser fra lejeboliger, fordi der ikke er penge til huslejen.

Som supplemant ser vi, at uddannelsessystemet – især mht til de praktiske erhvervsuddannelser – ikke er i stand til at levere varen på grund for ringe bevillinger og reelt ønske fra magthaverne om at gøre noget ved problemet, selv om problemstillingen ofte italesættes. Det danske samfund taber en – måske to – generationer på gulvet ved denne manglende effektive indsats. Noget, der igen er med til at forøge fattigdommen.

Dette er en skændsel, og det giver en bitter smag i munden, når der tales om velfærdssamfund.

Der er jo ikke tale om en mere eller mindre skjult fattigdom. Næh, vi kan se den hver dag, hvor flere og flere rækker hånden ud efter hjælp fra os, der går forbi og vores på det tørre.
Arbejdsløsheden er stigende – selv om den trods alt er lav i europæisk sammenhæng – og der er kun udsigt til, at seniorer vil forøge den, hvis efterlønnen afskaffes, fordi der ikke vil være arbejde, som matcher seniorernes kompetencer, at få.

Anders Fogh Rasmussen har – selv om han efterhånden lignede en socialdemokrat – stille og roligt fået lagt fundamentet til minimalstaten. Det er bygget op i samarbejde med Dansk Folkeparti, som via deres betaling for at holde V og K ved magten og gennem deres menneskefjendske stramninger af udlændingepolitikken har indført sociale forringelser, som har udbygget fattigdommen.
Det borgerlige flertal har altså systematisk gennem 10 år fået indført minimalstaten ad bagdøren, kamufleret ved pæn borgerlighed som valgfrihed på alle hylder, skattestop og en aktivistisk udenrigspolitik som afledningsmanøvre.

Dette er en af flere grunde til, at det er nødvendigt med et regeringsskifte efter valget, så anstændigheden kan afløse borgerligheden med dens markedsfundamentalistiske og ulighedsskabende vilkår.

En ny regering lade kreativiteten spille og gennemføre reformer, der anderledes dygtigt kan afhjælpe ledigheds- og fattigdomsproblemstillingerne. Det er bestemt ikke let, men det må kunne gøres bedre end det, vi har været vidne til gennem den sidste halve snes år.
Lykkes det, er balancen mellem borgere på overførselsindkomster og de arbejdende borgere også genetableret.