Strukturændringer og troværdighed.

”Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation gennem omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivisering og demoralisering."
Citatet er fra en roman "Satirae" af Cajus Petronius, som døde 66 e. kr. efter et liv som
embedsmand for kejser Nero.

Ovenstående citat kan også bruges i dag. Det forekommer mig, at der i dag lige nøjagtig sker det, som beskrives:
Der struktureres igen og igen i kommuner, i statslige institutioner og nu senest er der ideer om at nedlægge regionerne med deraf følgende omstrukturering af de offentlige sygehuse.

Problemet er ikke, at det kan være rigtigt at ændre struktur, problemet er, at det ofte gøres, før den 'gamle' struktur/organisation har fået lejlighed til at virke og vise sit værd.
Det virker, som om de politikere, der foreslår strukturændringer, skal vise handlekraft på baggrund af en eller flere enkeltsager, der har haft mediernes bevågenhed.

Det forekommer mig ligeledes, at det langtfra altid er ændringer til det bedre. For det første skaber det en vis forvirring hos så vel borgere som ansatte, når der hele tiden sker ændringer, for det andet er offentlige organisationer store og 'tunge' at manøvrere med, og for det tredje er der uoverskuelige følgevirkninger over en bred front.

Jeg synes, der efterhånden er en del eksempler på organisationsændringer, hvor offentlige styrede virksomheder som fx i sundhedssektoren, de videregående uddannelser og i transportsektoren, hvor vi har set, at vi ender i noget nær kaos, når privatiseringer og ændringer med bestyrelser a la det private erhvervsliv gennemføres, og så ændrer man igen og håber på, at de gamle fejltagelser glemmes af borgerne.
For mig at se kan meget af miseren føres tilbage til den markedsgørelse, der har gennemsyret det danske samfund de seneste år, hvor sidegevinsten er, at uligheden i samfundet er blevet stadig større. Det paradoksale er, at man kunne forvente, at der under en borgerlig-liberal regering ville være større handlefrihed for de enkelte institutioner på alle planer, men kendsgerningen er, at der er sket en centralisering ud over alle bredder. Jeg fristes til at hævde, at minimalstaten er blevet indført på hovedet.
Det virker utroværdigt og trættende for borgeren, og det kan betyde, at engagementet til at deltage i den offentlige debat forsvinder og erstattes af ligegyldig og måske sløvhed.
Worst-case-scenario er, at vejen er banet for udemokratiske kræfter, hvor 'den stærke mand' lurer i kulissen.

Det kan kun gå for langsomt med at udskrive folketingsvalg, hvor jeg håber på et vagtskifte, hvor centrum-venstre kræfterne overtager regeringsmagten og derved – forhåbentlig – bliver garant for, at blokpolitikken afløses af brede forlig henover midten.

Det er et fromt håb, men alternativer er næsten ubærligt.