Hvorfor den ulighed, vi kan konstatere eksistere i vort velfærdssamfund?
Er det fordi, at Danmark regeres af politikere og ledende embedsmænd, der alle er økonomer og jurister? Eller er det fordi, Danmark er blevet et matriarkat?
Det er sært at være vidne til, at den offentlige sektor konstant er ude for at skulle slankes, rationaliseres, effektiviseres eller hvad forklaringerne nu er. Hele tiden hører vi om, at der er for mange ansatte i de områder, der har med borgerne at gøre – de såkaldte 'varme hænder' – mens kontorerne og planlægningsenhederne vokser med samme samme hast, som de borgernære arbejdspladser indskrænkes.
Det gælder i hele undervisningssektoren, det gælder sundheds- og plejesektoren, og det gælder ældreomsorgen. Det ender vel med det, der for ikke så frygtelig mange år siden blev betegnet som 'amerikanske tilstande', hvor forsikringstankegangen var den anvendte form for offentlige ydelser – hvis de da var offentlige. Men det var de stærkes rettigheder, som blev varetaget, mens Fanden tog sig af de sidste.
Er det sådan et samfund, vi ønsker os? Hvor enhver er sig selv nærmest, hvor man passer sig selv og lader de andre gøre det samme?
Hvor er holdningen om at yde efter evne og nyde efter behov blevet af – hvor fællesskabet er langt større end individualismen og egoismen?
Hvem er det, der har bestemt, at den solidariske tankegang skal vige for de markedsorienterede regler?
Har vi uddannet os frem til de værdier?
Er det fordi, de samfundsvidenskabelige uddannelser i al for høj grad har ligget under for de markedsorienterede ideer? Det er ikke rart at tænke på, hvis det samlede svar på alle disse spørgsmål er et rungende JAH! - Vi har sejret os ihjel!!
Det er ved at være på tide, at flere protesterer, at flere begynder at råbe op om urimelighederne, at flere tager ansvar for at lede udnytterne af de – endnu – ordentlige offentlige ydelser på rette vej, så de også begynder at yde og ikke kun nyde.
Lad os sørge for, at høj og lav mødes på uddannelsesstederne – først og fremmest i folkeskolerne, men også på de korte og lange uddannelser.
Lad os sørge for, at den offentlige sektor sikrer for en ordentlig infrastruktur fremfor en overflødig privatisering, hvor nogle få skal høste en fortjeneste på noget, som dybest set bare skal løbe rundt.
Lad os sørge for, at der er en anstændig og ordentlig behandling af syge og plejekrævende medborgere. Lad os sørge for, at alt i den offentlige sektor er gennemsigtigt for alle og enhver, så lurepasseri og korruption ikke har en chance.
Lad os sørge for opdrage kommende generationer til at leve op til at blive ordentlige og anstændige mennesker med forståelse for, at gensidig hjælp er bedre end at klare sig selv på bekostning af andre – at sund almen dannelse sejrer over en slags reptilforståelse.
Netop sådanne holdninger burde kvinder med magt og indflydelse nemt forstå, og derfor må det også undre, hvis svaret på det danske samfunds problemer skyldes, at landet styres af et matriarkat.
Godt Nyt År.
lørdag den 29. december 2012
torsdag den 27. december 2012
Der er noget galt i Danmark (3)
Regeringen får ros af flere økonomer for at føre den rigtige politik. Jamen -er det så fint?
Næh – det synes jeg egentlig ikke.
Denne regering kom til taburetterne ved at kommunikere bl.a. en økonomisk politik, der – mildt sagt – er noget anderledes, end den faktisk førte politik – og det er det, der er galt.
Danmark er med hele traditionen om en velfærdsstat ganske enkelt på vej til at forvandle sig til en bananrepublik, hvor politikerne satser hvad som helst for at erobre magten og fastholde den. De siger ét og gør noget helt andet, og når de gør det modsatte af, hvad de er blevet valgt på, så kalder de det bare 'nødvendige reformer'.
Er dét dog ikke ynkeligt?
Er det ikke at misbruge ordet 'reformer'? som i min optik står for noget udviklende, innovativt og fremadrettet! Lige nu virker det mest som noget konserverende – til stor skade for først og fremmest de mennesker, der skubbes endnu længere bagud i dansen om guldkalven og til gavn for dem, som har, og som kan se frem til at få endnu mere i den kommende tid. Dels er der tale om bevidst magtfordrejning og manipulation ved hjælp af den såkaldte reformpolitik, og dels er der tale om utroværdighed til stor skade for demokratiet.
Det kan da godt være, at der om nogle tiår frem vil blive tale om ros for den nu førte økonomiske politik omkring år 2013, og at regeringen Helle Thorning-Schmidt vil få gode karakterer (jeg tror dog, at dette er en urealistisk drøm for Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager) i år 2025, men tænk på alle de mennesker, der blev ofre for ulighed og armod i disse måneder. Alle de, som må gå fra hus og hjem til vedvarende fattigdom! Det er da uhyrligt!
Jeg er på samme tid helt bevidst om, at nogle få har uforholdsmæssigt stor gavn af de overførselsindkomster, samfundet stiller til rådighed lige nu. Det skal der naturligvis undersøges med den forudsætning, at ingen familie skal sulte eller forlade deres hjem, men hjælpes til at bidrage positivt til samfundshusholdningen via uddannelse og arbejde.
Som nævnt tidligere er der behov for at arbejde for at mindske uligheden i vort samfund, at tro på de gode mennesker, at vise hinanden tillid og at hjælpe dem, der har hjælp behov frem for at sparke dem endnu længere ned i kviksandet.
Jeg kan ikke se andet, end at denne regering – på trods af mange fine mennesker – går de velbjærgedes ærinde og lever op til vendingen om, 'at de, som har, skal endnu mere gives, og at de som kun har lidt, da skal det lidet, de har, fratages dem'. Og regeringen er udsprunget af et centrum-venstre værdisæt – det er da utroværdigt!!!
Det ser derfor ud til at være nødvendigt med et internt systemskifte, hvor de regeringsbærende partiers ledelser udskiftes med nogle, der i højere grad lever op til centrum-venstre værdierne og følger en økonomisk politik, der matcher værdierne.
Danmark er med hele traditionen om en velfærdsstat ganske enkelt på vej til at forvandle sig til en bananrepublik, hvor politikerne satser hvad som helst for at erobre magten og fastholde den. De siger ét og gør noget helt andet, og når de gør det modsatte af, hvad de er blevet valgt på, så kalder de det bare 'nødvendige reformer'.
Er dét dog ikke ynkeligt?
Er det ikke at misbruge ordet 'reformer'? som i min optik står for noget udviklende, innovativt og fremadrettet! Lige nu virker det mest som noget konserverende – til stor skade for først og fremmest de mennesker, der skubbes endnu længere bagud i dansen om guldkalven og til gavn for dem, som har, og som kan se frem til at få endnu mere i den kommende tid. Dels er der tale om bevidst magtfordrejning og manipulation ved hjælp af den såkaldte reformpolitik, og dels er der tale om utroværdighed til stor skade for demokratiet.
Det kan da godt være, at der om nogle tiår frem vil blive tale om ros for den nu førte økonomiske politik omkring år 2013, og at regeringen Helle Thorning-Schmidt vil få gode karakterer (jeg tror dog, at dette er en urealistisk drøm for Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager) i år 2025, men tænk på alle de mennesker, der blev ofre for ulighed og armod i disse måneder. Alle de, som må gå fra hus og hjem til vedvarende fattigdom! Det er da uhyrligt!
Jeg er på samme tid helt bevidst om, at nogle få har uforholdsmæssigt stor gavn af de overførselsindkomster, samfundet stiller til rådighed lige nu. Det skal der naturligvis undersøges med den forudsætning, at ingen familie skal sulte eller forlade deres hjem, men hjælpes til at bidrage positivt til samfundshusholdningen via uddannelse og arbejde.
Som nævnt tidligere er der behov for at arbejde for at mindske uligheden i vort samfund, at tro på de gode mennesker, at vise hinanden tillid og at hjælpe dem, der har hjælp behov frem for at sparke dem endnu længere ned i kviksandet.
Jeg kan ikke se andet, end at denne regering – på trods af mange fine mennesker – går de velbjærgedes ærinde og lever op til vendingen om, 'at de, som har, skal endnu mere gives, og at de som kun har lidt, da skal det lidet, de har, fratages dem'. Og regeringen er udsprunget af et centrum-venstre værdisæt – det er da utroværdigt!!!
Det ser derfor ud til at være nødvendigt med et internt systemskifte, hvor de regeringsbærende partiers ledelser udskiftes med nogle, der i højere grad lever op til centrum-venstre værdierne og følger en økonomisk politik, der matcher værdierne.
søndag den 23. december 2012
Der er noget galt i Danmark (2)
Jamen, hvad er det, der er galt? - Det er det, at markedet – altså pengene – bestemmer alt. Alt gøres op penge og bundlinier.
Der er ikke noget at sige til det, fordi alle 'bestemmerne' enten er økonomer eller til nød jurister. Alle de linier, vi har været vant til at sigte efter, har fortonet sig i pengetågerne,der dækker horisonten.
Næsten alle partierne i Folketinget ligner efterhånden hinanden; der er ikke den store og dybe forskel mellem dem måske lige med undtagelse af Enhedslisten . Selv de radikale er kommet til at ligne de andre, og de kulturradikale værdier fortoner sig ligesom sigtelinierne. Lidt er der dog tilbage, og det kommer til udtryk i værdiministerierne som kirke- og ligestillingsministerierne, og socialdemokraterne forsøger krampagtigt at genoplive de gode dannelsesidealer i børne- og undervisningsministeriet. Men så er det sådan set også slut, SF'erne har fuldstændigt lagt sig på ryggen og glemt dem, der har valgt dem.
Centrum-venstre regeringen fører politikken fra de første år i dette årtusinde videre – en politik, der blev grundlagt ved at rykke det liberale og kapitalistiske grundlag ind mod midten, så det ikke blev til at skelne fra det traditionelle centrum-venstre idesæt. De forskellige partier fortsatte utroligt nok ad sporet, og de er ikke til at skelne fra hinanden.
Den nuværende regering har ikke – og næsten endnu værre er heller ikke – i stand til at fortælle befolkningen, hvad de vil med magten, udover, de fornemmer, at ”der kommer en god løsning i morgen”.
De danner tilsyneladende kun regering, fordi de vil have magten.
Det er det, der er galt! - og et rædselsscenarium er, at det kommer til at skade vort demokrati og den folkelige debat, fordi rigtig mange kommer til at spørge sig selv om, hvor de skal sætte deres ”X” ved det næste folketingsvalg. I min optik er der en reel risiko for, at stemmeprocenten dykker markant, fordi vælgerne føler, at det jo er lige meget, hvem de stemmer på.
Socialdemokraterne er blevet et parti, der ledes af djøf'ere for djøf'ere – ligesom Venstre. De to store partier kunne sådan set ligeså godt fusionere, og hvad mon så der ville ske???
God jul.
Der er ikke noget at sige til det, fordi alle 'bestemmerne' enten er økonomer eller til nød jurister. Alle de linier, vi har været vant til at sigte efter, har fortonet sig i pengetågerne,der dækker horisonten.
Næsten alle partierne i Folketinget ligner efterhånden hinanden; der er ikke den store og dybe forskel mellem dem måske lige med undtagelse af Enhedslisten . Selv de radikale er kommet til at ligne de andre, og de kulturradikale værdier fortoner sig ligesom sigtelinierne. Lidt er der dog tilbage, og det kommer til udtryk i værdiministerierne som kirke- og ligestillingsministerierne, og socialdemokraterne forsøger krampagtigt at genoplive de gode dannelsesidealer i børne- og undervisningsministeriet. Men så er det sådan set også slut, SF'erne har fuldstændigt lagt sig på ryggen og glemt dem, der har valgt dem.
Centrum-venstre regeringen fører politikken fra de første år i dette årtusinde videre – en politik, der blev grundlagt ved at rykke det liberale og kapitalistiske grundlag ind mod midten, så det ikke blev til at skelne fra det traditionelle centrum-venstre idesæt. De forskellige partier fortsatte utroligt nok ad sporet, og de er ikke til at skelne fra hinanden.
Den nuværende regering har ikke – og næsten endnu værre er heller ikke – i stand til at fortælle befolkningen, hvad de vil med magten, udover, de fornemmer, at ”der kommer en god løsning i morgen”.
De danner tilsyneladende kun regering, fordi de vil have magten.
Det er det, der er galt! - og et rædselsscenarium er, at det kommer til at skade vort demokrati og den folkelige debat, fordi rigtig mange kommer til at spørge sig selv om, hvor de skal sætte deres ”X” ved det næste folketingsvalg. I min optik er der en reel risiko for, at stemmeprocenten dykker markant, fordi vælgerne føler, at det jo er lige meget, hvem de stemmer på.
Socialdemokraterne er blevet et parti, der ledes af djøf'ere for djøf'ere – ligesom Venstre. De to store partier kunne sådan set ligeså godt fusionere, og hvad mon så der ville ske???
God jul.
mandag den 17. december 2012
En velgørenhedskoncert i Vor Frue Kirke.
I denne juletid er det også tiden, hvor mange velgørenhedskoncerter arrangeres – og det med god grund. Efter mange år med borgerlige regeringer – og på trods af den nuværende centrum-venstre regering – er uligheden i vort velfærdssamfund bestemt ikke blevet mindre.
Jeg var til en sådan i går i Københavns Domkirke, hvor Ensemble Hovaldt gav koncert til fordel for 'Reden International', som i særlig grad tager sig af prostituerede kvinder, som er blevet handlet. Det betyder, at de som slaver sælger seksuelle ydelser til de mennesker, som er villige til at betale for den slags 'varer'. Koncerten blev suppleret med to goder taler af henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Lærke Winther. Sidstnævnte er skuespiller, bor og har sin daglige gang på Vesterbro. Poul Nyrup behøver vel ingen yderligere præsentation, og han holdt en engageret og værdiladet tale, som den nuværende regering kunne have godt af at høre – og ikke mindst handle efter, set i lyset af den manglende evne og lyst til at forbyde 'købesex'. Lærke Winther berettede lige så engageret om det, hun så i sin hverdag på Vesterbro, suppleret med personlige synspukter.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse. Ensemble Hovaldt havde i år inviteret trompetisten Niall Keatley fra The Royal Philharmonic Orchestra til at spille sammen med trompetisten Jonas Wiik fra Det kongelige Kapel, Susanne Skov på horn, studerende på Det Kongelige Musikkonservatorium og freelancer, tubaisten Janus Mogensen fra Prinsens Musikkorps samt – ikke mindst – basunisten Jesper Busk Sørensen fra Berliner Philharmonikerne. Mezzosopranen Andreas Pellegrini sang som sædvanlig meget smukt til to af programmets musikværker. Det er næsten synd at fremhæve de enkelte, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Niall Keatley spillede følsomt og meget smukt i sit solistnummer, som var 'Oh, My Love is like a Red, Red Rose' i J. Davies arrangement.
De mange fremmødte i den fyldte domkrike fik en vældig musikalsk oplevelse at gå ud i kulden på en grå og fugtig søndag decembereftermiddag, suppleret med fine muligheder for selvstændig refleksion over et begreb, som egentlig ikke burde have plads i det danske velfærdssamfund, men som skamfuldt har det.
Jeg var til en sådan i går i Københavns Domkirke, hvor Ensemble Hovaldt gav koncert til fordel for 'Reden International', som i særlig grad tager sig af prostituerede kvinder, som er blevet handlet. Det betyder, at de som slaver sælger seksuelle ydelser til de mennesker, som er villige til at betale for den slags 'varer'. Koncerten blev suppleret med to goder taler af henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Lærke Winther. Sidstnævnte er skuespiller, bor og har sin daglige gang på Vesterbro. Poul Nyrup behøver vel ingen yderligere præsentation, og han holdt en engageret og værdiladet tale, som den nuværende regering kunne have godt af at høre – og ikke mindst handle efter, set i lyset af den manglende evne og lyst til at forbyde 'købesex'. Lærke Winther berettede lige så engageret om det, hun så i sin hverdag på Vesterbro, suppleret med personlige synspukter.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse. Ensemble Hovaldt havde i år inviteret trompetisten Niall Keatley fra The Royal Philharmonic Orchestra til at spille sammen med trompetisten Jonas Wiik fra Det kongelige Kapel, Susanne Skov på horn, studerende på Det Kongelige Musikkonservatorium og freelancer, tubaisten Janus Mogensen fra Prinsens Musikkorps samt – ikke mindst – basunisten Jesper Busk Sørensen fra Berliner Philharmonikerne. Mezzosopranen Andreas Pellegrini sang som sædvanlig meget smukt til to af programmets musikværker. Det er næsten synd at fremhæve de enkelte, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Niall Keatley spillede følsomt og meget smukt i sit solistnummer, som var 'Oh, My Love is like a Red, Red Rose' i J. Davies arrangement.
De mange fremmødte i den fyldte domkrike fik en vældig musikalsk oplevelse at gå ud i kulden på en grå og fugtig søndag decembereftermiddag, suppleret med fine muligheder for selvstændig refleksion over et begreb, som egentlig ikke burde have plads i det danske velfærdssamfund, men som skamfuldt har det.
søndag den 9. december 2012
Udkast til ændringer i folkeskoleloven (2)
Det ser tilsyneladende svært ud. Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen mod resten af nationen.
Som altid har alle en mening om om folkeskolen i almindelighed og lærerne i særdeleshed.
Men lad os nu lige klappe hesten. Der er for så vidt ingen, der synes, at regeringens udspil til ændringer i folkeskoleloven er noget bras – næsten tværtimod! Problemerne er mere af teknisk art: Hvordan skal vi lige få det hele til at passe, så ingen taber ansigt? Givet er det, at de foreslåede ændringer skal have krykker at støtte sig til, hvis de tonses ned over lærernes stakåndede hoveder. Lige så givet er det, at lærerne må se i øjnene, at deres arbejdstidsaftale må ændres.
Hvad mon der ville ske, hvis vi lod ministerierne, kommunerne og lærerne få fred og ro til at forhandle sig frem til bærbare løsninger. Hvis medierne og andre autodidakter lod være med at råbe op og sende mere eller mindre slagkraftige prøve- eller spærreballoner op, så den ene eller evt. begge parter tvinges op i en krog, så tror jeg, at meget ville være vundet. Ingen er jo interesseret i en konflikt på dette vitale område – absolut ingen! - Der ville kun komme tabere ud af det spil. Jeg tror på, at alle parter – når nu den indledende teaterrumlen har lagt sig – har noget i posen til hinanden, fordi de alle er interesserede i, at forhandlingerne slutter med lutter vindere, fordi det vil være den allerbedste platform at komme videre fra.
Så vil der med garanti ske noget positivt for folkeskolen. Folkeskolen er alt for vigtig til, at parterne 'bosser' deres synspunkter og holdninger igennem. Det vil da også være et tåbeligt forbillede for de kommende generationer, hvis det bliver en brændende platform, folkeskolen skal videre fra.
En blanding af besindighed, lydhørhed, pragmatisme og faglighed er det, der er behov for.
Som altid har alle en mening om om folkeskolen i almindelighed og lærerne i særdeleshed.
Men lad os nu lige klappe hesten. Der er for så vidt ingen, der synes, at regeringens udspil til ændringer i folkeskoleloven er noget bras – næsten tværtimod! Problemerne er mere af teknisk art: Hvordan skal vi lige få det hele til at passe, så ingen taber ansigt? Givet er det, at de foreslåede ændringer skal have krykker at støtte sig til, hvis de tonses ned over lærernes stakåndede hoveder. Lige så givet er det, at lærerne må se i øjnene, at deres arbejdstidsaftale må ændres.
Hvad mon der ville ske, hvis vi lod ministerierne, kommunerne og lærerne få fred og ro til at forhandle sig frem til bærbare løsninger. Hvis medierne og andre autodidakter lod være med at råbe op og sende mere eller mindre slagkraftige prøve- eller spærreballoner op, så den ene eller evt. begge parter tvinges op i en krog, så tror jeg, at meget ville være vundet. Ingen er jo interesseret i en konflikt på dette vitale område – absolut ingen! - Der ville kun komme tabere ud af det spil. Jeg tror på, at alle parter – når nu den indledende teaterrumlen har lagt sig – har noget i posen til hinanden, fordi de alle er interesserede i, at forhandlingerne slutter med lutter vindere, fordi det vil være den allerbedste platform at komme videre fra.
Så vil der med garanti ske noget positivt for folkeskolen. Folkeskolen er alt for vigtig til, at parterne 'bosser' deres synspunkter og holdninger igennem. Det vil da også være et tåbeligt forbillede for de kommende generationer, hvis det bliver en brændende platform, folkeskolen skal videre fra.
En blanding af besindighed, lydhørhed, pragmatisme og faglighed er det, der er behov for.
tirsdag den 4. december 2012
Forslag til folkeskolereform.
Så kom den! - regeringens længe ventede forslag til folkereform. Den blev annonceret i statsministerens åbningstale primo oktober efter at have rumlet et pænt stykke tid forinden, og undervisningsministeren lovede den så til en gang i efteråret, og nu kom den så endelig her i den første vintermåned – samtidig med, at der om 2 dage tages hul på overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og deres arbejdsgiver, KL.
I sandhed dårlig timing.
Nok om det. Det, der gør mig lidt nervøs, er, at der tales om en reform, og når det tidligere er sket, så har det vist sig at indeholde reelle besparelser. Det må man jo ikke håbe, der er tale om her, og undervisningsministeren fremhævede da også i forbindelse med fremlæggelsen, at der ville blive tilført folkeskoleområdet ca. 4 mia. kr. fordelt over en årrække. Jeg formoder, at det er afhandlet med regeringens stærkeste ministre, nemlig de to økonomiske ministre, der som altid optræder som indflydelsesrige skyggetanter og -onkler.
Men er det så et forslag, der udvikler folkeskolen? Jah – det sætter den i al fald ikke tilbage, snarere fører det folkets skole frem til næsten en slags status quo.
Antallet af dansk- og matematiklektioner sættes op til niveauet fra før årtusindskiftet, og der tilføres lidt til natur og teknik, engelsk, de praktisk-musiske fag (men ikke hvilke) og sølle to timer til valgfag på 7. årgang – i alt 20 lektioner over et skoleforløb på 10 år.
Dertil kommer, at eleverne skal være i skoleområdet meget længere tid end i dag, nemlig 30 timer for de små, 35 timer for mellemgruppen og 37 timer for de ældste, og timeforskellen mellem de skemalagte fagtimer og den fri tid skal bruges til et nyt begreb: aktivitetstimer. Der er intet i forslaget, som jeg – eller andre, tror jeg – kan være uenig i.
Eleverne skal blive så dygtige, som de kan, der er brug for en længere skoledag, så der skabes en helhed for børnene og de unge (men lige netop dér er der en hurdle), eleverne skal have flere lektioner, lærere, ledere og pædagoger skal efteruddannes, der genindføres fagkonsulenter eller som de kaldes læringskonsulenter (nyhed!!??), og der lægges op til at koble det hele til undervisningsministerens barn, Ny Nordisk Skole.
Jamen, det er da godt det meste, og jeg kan blot håbe på og ønske, at der bliver mulighed for om forholdsvis kort tid at bringe forslaget videre, så det rækker ud over det, der tidligere har sat den danske folkeskole tilbage.
Reformudkastet er derfor et forslag om at bringe folkeskolen tilbage på sporet – og det kan vi vel ikke blive uenige om?
Dér, hvor det kan gå galt, er den kraftigt forlængede skoledag for de mindste. Selvfølgelig kan man hævde, at de jo bare var i fritidsinstitutioner i den tid, hvor de nu skal være i skole eller i et samarbejde mellem fritidsinstitution og skole. De fleste bliver jo alligevel ikke hentet af deres hårdt arbejdende forældre før kl. 15-16 stykker. Men det er lige præcis her, det kan gå galt, fordi hvor bliver de selvvalgte fritidsinteresser af?? - Børnene bliver pakket ind i velmenende og af voksne bestemte aktiviteter, og børnenes egne ønsker formentlig bliver overset. Her skal der være stor opmærksomhed.
Forslaget kommer slet ikke ind på, hvordan man ved at ændre de organisatoriske rammer kan øge mulighederne for forbedring af elevsammensætningen og øge fleksibiliteten i skolehverdagen til gavn for indlæringen, men det er så en anden sag.
I sandhed dårlig timing.
Nok om det. Det, der gør mig lidt nervøs, er, at der tales om en reform, og når det tidligere er sket, så har det vist sig at indeholde reelle besparelser. Det må man jo ikke håbe, der er tale om her, og undervisningsministeren fremhævede da også i forbindelse med fremlæggelsen, at der ville blive tilført folkeskoleområdet ca. 4 mia. kr. fordelt over en årrække. Jeg formoder, at det er afhandlet med regeringens stærkeste ministre, nemlig de to økonomiske ministre, der som altid optræder som indflydelsesrige skyggetanter og -onkler.
Men er det så et forslag, der udvikler folkeskolen? Jah – det sætter den i al fald ikke tilbage, snarere fører det folkets skole frem til næsten en slags status quo.
Antallet af dansk- og matematiklektioner sættes op til niveauet fra før årtusindskiftet, og der tilføres lidt til natur og teknik, engelsk, de praktisk-musiske fag (men ikke hvilke) og sølle to timer til valgfag på 7. årgang – i alt 20 lektioner over et skoleforløb på 10 år.
Dertil kommer, at eleverne skal være i skoleområdet meget længere tid end i dag, nemlig 30 timer for de små, 35 timer for mellemgruppen og 37 timer for de ældste, og timeforskellen mellem de skemalagte fagtimer og den fri tid skal bruges til et nyt begreb: aktivitetstimer. Der er intet i forslaget, som jeg – eller andre, tror jeg – kan være uenig i.
Eleverne skal blive så dygtige, som de kan, der er brug for en længere skoledag, så der skabes en helhed for børnene og de unge (men lige netop dér er der en hurdle), eleverne skal have flere lektioner, lærere, ledere og pædagoger skal efteruddannes, der genindføres fagkonsulenter eller som de kaldes læringskonsulenter (nyhed!!??), og der lægges op til at koble det hele til undervisningsministerens barn, Ny Nordisk Skole.
Jamen, det er da godt det meste, og jeg kan blot håbe på og ønske, at der bliver mulighed for om forholdsvis kort tid at bringe forslaget videre, så det rækker ud over det, der tidligere har sat den danske folkeskole tilbage.
Reformudkastet er derfor et forslag om at bringe folkeskolen tilbage på sporet – og det kan vi vel ikke blive uenige om?
Dér, hvor det kan gå galt, er den kraftigt forlængede skoledag for de mindste. Selvfølgelig kan man hævde, at de jo bare var i fritidsinstitutioner i den tid, hvor de nu skal være i skole eller i et samarbejde mellem fritidsinstitution og skole. De fleste bliver jo alligevel ikke hentet af deres hårdt arbejdende forældre før kl. 15-16 stykker. Men det er lige præcis her, det kan gå galt, fordi hvor bliver de selvvalgte fritidsinteresser af?? - Børnene bliver pakket ind i velmenende og af voksne bestemte aktiviteter, og børnenes egne ønsker formentlig bliver overset. Her skal der være stor opmærksomhed.
Forslaget kommer slet ikke ind på, hvordan man ved at ændre de organisatoriske rammer kan øge mulighederne for forbedring af elevsammensætningen og øge fleksibiliteten i skolehverdagen til gavn for indlæringen, men det er så en anden sag.
onsdag den 28. november 2012
Der er noget galt i Danmark
- sang en folkekær John Mogensen for en del år tilbage. Og jeg skal da lige love for, at ikke blot sangen, men også budskabet holder den dag i dag.
Der er meget, man med rette kan pege på. For at begynde fra en ende af, så er den forventede centrum-venstre regering, vi har, for meget i centrum, og for lidt til venstre. Det gælder næsten uden undtagelser hele den økonomiske politik, herunder arbejdsmarkedsforholdene.
Sjældent er der gennemført så borgerlig politik som nu: skattelettelser til de velbjærgede, en finanslov – godt nok med støttepartiets stemmer - som ikke lader skattereformen meget efter, direkte indblanding i forhandlinger på arbejdsmarkedet, den ene bankpakke efter den anden som gennemføres på storbankernes præmisser for skatteydernes penge, hjælpelove, som skulle være til gavn for de ledige, men som mangler at vise reel gennemslagskraft, og vi har sikkert ikke set det sidste endnu, da en kontanthjælpsreform venter forude.
Regeringen på sin side hævder at have igangsat initiativer, der skulle fremme væksten, men også det lider åbenlyst af af manglende jobs. Andet, som vi endnu har til gode at se positive virkninger af, er de initiativer, der skulle skaffe flere praktikpladser til de mange unge, der næsten ikke tør gå i gang med en praktisk ungdomsuddannelse, fordi de frygter ikke at kunne gøre den færdig.
Et af de områder, hvor centrum-venstre regeringen gør sig store og
hæderlige anstrengelser, er i energisektoren, men det forekommer umiddelbart mærkværdigt, at der ikke anspores til nye investeringer, så der opstår nye arbejdspladser både i form af håndværksmæssige, praktiske arbejdspladser og i form af forskningsbaserede ditto.
Og sådan kunne man blive ved med fx den kollektive trafik, retssikkerheden for de svage medborgere for at slutte af med skandalen om bankpakkerne. Vi behøver flere økonomiske resurser postet ud i samfundet, så hjulene puffes i gang, og vi behøver ikke flere besparelser, som nu betegnes som reformer.
Der er dog enkeltområder, fx folkeskoleområdet, hvor centrum-venstre regeringen sætter nogle fyrtårn op, men det desværre undtagelser, der bekræfter reglerne. Jeg tror, at rigtig mange i regeringspartierne, som er glade for, at valget ikke er umiddelbart forestående – de håber givetvis, at miraklernes tid ikke er forbi.
Jeg tror også, at vi er en hel del, som føler os vældig skuffede og egentlig vil være meget i vildrede, hvis der pludselig bliver valg. Det bliver spændende af se, hvordan kommunalvalget om et år forløber.
Der er meget, man med rette kan pege på. For at begynde fra en ende af, så er den forventede centrum-venstre regering, vi har, for meget i centrum, og for lidt til venstre. Det gælder næsten uden undtagelser hele den økonomiske politik, herunder arbejdsmarkedsforholdene.
Sjældent er der gennemført så borgerlig politik som nu: skattelettelser til de velbjærgede, en finanslov – godt nok med støttepartiets stemmer - som ikke lader skattereformen meget efter, direkte indblanding i forhandlinger på arbejdsmarkedet, den ene bankpakke efter den anden som gennemføres på storbankernes præmisser for skatteydernes penge, hjælpelove, som skulle være til gavn for de ledige, men som mangler at vise reel gennemslagskraft, og vi har sikkert ikke set det sidste endnu, da en kontanthjælpsreform venter forude.
Regeringen på sin side hævder at have igangsat initiativer, der skulle fremme væksten, men også det lider åbenlyst af af manglende jobs. Andet, som vi endnu har til gode at se positive virkninger af, er de initiativer, der skulle skaffe flere praktikpladser til de mange unge, der næsten ikke tør gå i gang med en praktisk ungdomsuddannelse, fordi de frygter ikke at kunne gøre den færdig.
Et af de områder, hvor centrum-venstre regeringen gør sig store og
hæderlige anstrengelser, er i energisektoren, men det forekommer umiddelbart mærkværdigt, at der ikke anspores til nye investeringer, så der opstår nye arbejdspladser både i form af håndværksmæssige, praktiske arbejdspladser og i form af forskningsbaserede ditto.
Og sådan kunne man blive ved med fx den kollektive trafik, retssikkerheden for de svage medborgere for at slutte af med skandalen om bankpakkerne. Vi behøver flere økonomiske resurser postet ud i samfundet, så hjulene puffes i gang, og vi behøver ikke flere besparelser, som nu betegnes som reformer.
Der er dog enkeltområder, fx folkeskoleområdet, hvor centrum-venstre regeringen sætter nogle fyrtårn op, men det desværre undtagelser, der bekræfter reglerne. Jeg tror, at rigtig mange i regeringspartierne, som er glade for, at valget ikke er umiddelbart forestående – de håber givetvis, at miraklernes tid ikke er forbi.
Jeg tror også, at vi er en hel del, som føler os vældig skuffede og egentlig vil være meget i vildrede, hvis der pludselig bliver valg. Det bliver spændende af se, hvordan kommunalvalget om et år forløber.
fredag den 23. november 2012
Danske militære musikkorps - Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Oprindelig var militærmusikken et kommunikationsmiddel, der højt og klart kunne give soldaterne besked om, hvad de skulle foretage sig. Fodfolket brugte piber og trommer, rytteriet trompeter og pauker. Senere brugtes musikken til opmuntring for soldaterne på lange marcher og ved militære ceremonier.
Der er naturligvis en lang historie bag den militære musikudvikling, og interesserede henvises til fx ”Dansk militærmusik” på linkene
http://regimentsmusik.dk/dansk%20militaermusik.htm
http://forsvaret.dk/hok/omhaeren/historie/musik/Pages/default.aspx
Der findes i dag fire musik- og tambourkorps i det danske forsvar, og de er beskrevet i denne rækkefølge:
Søværnets Tambourkorps, hjemmehørende på Holmen
Slesvigske Musikkorps, hjemmehørende i Haderslev
Prinsens Musikkorps, hjemmehørende i Skive
og Den Kongelige Livgardes Musikkorps, hjemmehørende i København.
Dette er fjerde og sidste artikel om de danske militære musik- og tambourkorps. Den første blev bragt i første nummer af ”Musikmagasinet” i 2012. Som det måske er bemærket, er der ændret i betegnelserne. 'Den Kongeligelige Livgardes Musik- og Tambourkorps' er ændret til 'Den Kongelige Livgardes Musikkorps', fordi der er tale om to enheder, hvilket også fremgår af nedenstående artikel.
En typisk dansk efterårsmorgen med tunge skyer, blæst og regn begiver jeg mig af sted mod Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps, som har hjemme på den gamle Livgardens Kaserne ved Rosenborg næsten i hjertet af København. Det er aftalt, at jeg skal ringe til orkesterchef Eric Enstrøm, når jeg står foran indgangen til kasernen. Der er rigtig mange mennesker på vej fra Nørreport Station til deres arbejde. Jeg ringer, og et øjeblik efter bliver jeg hentet af orkesterchefen, som har begivet sig ud i regnen uden overtøj. Jeg tilbyder ham plads under min paraply – men, som han siger, det er for sent. Jeg har kun været inde på kasernes område en gang før, nemlig da Det Kongelige Teater afholdt deres præsentationsforestilling i august. Dengang var vejret ganske anderledes, og pladsen tæt befolket.
Vi kommer indenfor på orkesterchefens kontor og mødes med Musikkorpsets dirigent, Stig Jørgensen og stabstambour, Søren Rønløv Nielsen. Over en kop kaffe begynder vi samtalen, der skal forsøge at belyse de forskellige aspekter ved at være musiker i Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Først skal vi lige have lidt historie i kort form.
Historien.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps er verdens ældste orkester af sin art og kan føre sin historie langt tilbage i tiden. Den Kongelige Livgarde havde 350 års jubilæum i 2008. Den Kongelige Livgarde oprettedes af Frederik III i 1658. Instrumenterne var fløjter og trommer. I 1700-tallet kom der flere instrumenter til bl.a. janitsharmusikken, så man talte om hele 'den tyrkiske musik'. Fra begyndelsen af 1800-tallet kunne man at tale om Livgarden som et harmoniorkester, og i 1922 bestod orkestret af 36 musikere (i dag 35 plus en stabstambour og en dirigent). Instrumenteringen i dag er 18 messingblæsere, 14 træblæsere og 4 janitsharer. Ved et forsvarsforlig i 1929 afskaffedes alle militære musikkorps, men de genopstod i 1942 – vel næsten af moralske årsager.
De militære musikkorps havde oprindelig flere funktioner; bl.a. var opgaven at højne og understøtte moralen i kamptropperne og opmuntre de soldater, der skulle transportere materiellet. Musikkorpset blev ikke anvendt i egentlige kampsituationer. Dér var det fløjter og trommer, som var datidens kommunikationsmiddel, der gav soldaterne besked om angreb, tilbagetrækning mm.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps udgangspunkt var i højere grad at stå til rådighed med musiceren for hoffet og ved vagtparader. Fra midten af 1970'erne begyndte Livgardens Musikkorps at give koncerter ved forskellige civile begivenheder. Det er i dag en meget vigtig del af korpsets funktioner, dels fordi der er en uomtvistelig god reklame for Forsvaret i det, dels fordi man kan udvide repertoiret, hvilket giver nye udfordringer og baggrund for den kunstneriske udvikling i orkestret som helhed og for den enkelte musiker. Men det vender vi tilbage til. Når dét så er nævnt, må det vel også siges, at kerneopgaven er at spille ved vagtparader og ved officielle begivenheder, hvor kongehuset har en rolle, fx modtagelse af udenlandske statsoverhoveder og ved tafler i den forbindelse.
Den daglige ledelse af Den Kongelige Livgardes Musikkorps består af tre personer, nemlig stabstambour Søren Rønløv Nielsen, dirigent Stig Jørgensen og orkesterchef Eric Enstrøm. Stabstambouren har ansvaret for uniformerne samt for at marcherne afvikles 'efter bogen', mens dirigenten naturligvis har det musikalske og kunstneriske ansvar. Orkesterchefen har det adminstrative og produktionsmæssige ansvar. De får hjælp af en regissør, som også er nodearkivar samt af et flyttefirma. Et flyttefirma? - Ja, det hører vi mere om senere.
Den daglige ledelse.
Samtalen med ledelsesgruppen begynder med en kort præsentation af de tre ledere. Stig Jørgensen, dirigent, begynder:
”Jeg er uddannet klarinetist fra Konservatoriet og spillede freelance i mange år, men begyndte så i Livgarden i '89, hvor jeg var vicedirigent i mange år og er nu fungerende dirigent. Mine opgaver er mangfoldige. Jeg planlægger sammen med hoffet, hvornår og hvad vi skal spille ved tafler og andre royale begivenheder samt koordinerer det kunstneriske med orkesterchefen. Jeg har ansvar for arkivet og den musikalske ledelse af de militære arrangementer fx vagtparaderne og modtagelser af statsoverhoveder osv. I de situationer, hvor Livgardens Musikkorps er formeret som en gående enhed, og der ikke skal være en egentlig koncert, står jeg for det hele, planlægning og direktion.”
Søren Rønløv Nielsen, stabstambour, fortsætter:
”Jeg blev optaget på Konservatoriet i 1986 og afsluttede med Diplomeksamen i 1992. Jeg begyndte som janitshar i Livgardens Musikkorps i 1988, fungerede derefter som stabstambour fra 2004 og vandt stabstambourstillingen endeligt i 2006. Det er en delt stilling, idet jeg stadig fungerer som janitshar i orkestret i forbindelse med koncerter. Jeg fører musikkorpset, når det er under kommando, og har ansvar for eksercits og påklædning. Endelig er jeg næstkommanderende i musikkorpset. En stabstambour er egentlig det samme som en tambourmajor, men det har intet med den militære rang at gøre, og fordi føreren af Musik- og Tambourkorpset i paraderne traditionelt er fra Livgardens stab, hedder det en stabstambour her. En stabstambour er oprindelig cheftrommeslageren eller den ansvarlige musiker med en tromme forrest, som sørgede for, at takten blev holdt, når korpset marcherede. Jeg har ingen lederuddannelse fra militæret.”
Som den sidste fortæller Eric Enstrøm:
”Jeg er den eneste i ledelsen, som ikke har en musikfaglig baggrund, men jeg begyndte som værnepligtig i Livgarden i 1984 og fortsatte som professionel soldat ved Livgarden. Jeg har 2 udsendelser til Balkan bag mig, og da jeg i 1997 blev spurgt, om jeg ville arbejde med adminstrative opgaver/funktioner i Livgardens Musikkorps, takkede jeg ja. Jeg havde i forvejen også arbejdet med administrative opgaver, kendte Livgarden og musikkorpset. I begyndelsen arbejdede jeg sammen med en chefdirigent, og da han fratrådte, overtog jeg hele arbejdet og var med til at arrangere koncerter, dengang Musikkorpset begyndte på den del af deres virke. I 2007 oprettede man en stilling som producent, som jeg søgte og fik. Som led i bestræbelserne på at adskille det musikfaglige fra det administrative blev der i 2010 oprettet stillinger som orkesterchef ved alle tre militære musikkorps. Jeg søgte stillingen her ved Livgarden og fik også den. Hensigten var at separere den egentlige ledelse af de militære musikkorps fra det musikfaglige, så musikerne alene kan fokusere på det kunstneriske og udøvelsen af det. Jeg har det overordnede ansvar for Livgardens Musikkorps opadtil i Forsvarets organisation. Jeg har personaleansvaret og i det hele taget ansvaret for alle facetter af musikkorpsets virke. Jeg er som nævnt ikke musiker, men har en akademisk uddannelse i ledelse, og det skylder vi de ansatte, fordi vi har jo at gøre med mennesker på et højt fagligt niveau.”
Musikerne.
Livgardens Musikkorps består af 36 professionelle musikere, altså mere end dobbelt så stort som de to øvrige militærorkestre. Livgardens Musikkorps er det største og eneste professionelle harmoniorkester i riget, dvs., at det består af både træ- og messingblæsere samt slagtøj. Hvorvidt et blæserinstrument skal betegnes som en træ- eller messingblæser, afgøres ikke – som man kunne tro – af instrumentets 'krop', men af instrumentets mundstykke. En saxofon er således en træblæser.
Alle er konservatorieuddannede og har vundet en konkurrence som led i ansættelsesproceduren. Det er samme procedure, som foregår i de to andre militære musikkorps og i andre professionelle orkestre i Danmark. Et ansættelsesudvalg/dommerpanel ved Livgardens Musikkorps består af orkesterchefen, musikdirigenten, et antal musikere fra musikkorpset samt en eller to eksterne dommere. ”Det, der så er lidt specielt for os, er, at den, der ansættes, skal have en statur, så han eller hun på en naturlig måde kan indgå i Livgardens ceremoniel,” siger Eric Enstrøm.
På spørgsmålet om der er et stort flow af musikere gennem Musikkorpset, svarer dirigenten, at der naturligvis er musikere, som ønsker nye udfordringer i deres udvikling og derfor søger stillinger i fx landsdelsorkestrene. Dette er dog sjældnere i dag end tidligere, bl.a. på grund af at der ikke er så mange stillinger i dag iflg orkesterchefen, hvilket klarinetist og koncertmester Per Majland, som jeg taler med senere, er enig i. Nu virker det mere som en norm, at de, som er sluppet gennem nåleøjet, opfatter ansættelsen som en livstidsstilling. Det er også en speciel tjeneste, tænk fx bare på Købmagergade i slud om vinteren samtidig med at skulle marchere i takt og spille. Det er jo langt fra det samme som at sidde og spille i en koncertsal, og planlægningen af arbejdstiden virker tillige som en ret kompleks sag. Det er imidlertid et vilkår, som formodes at være kendt, når man søger ind i Livgardens Musikkorps.
Alle musikere i dag er tjenestemænd på officerslignende vilkår, men uden for militær rangfølge, og deres uniformering afspejler denne officerstatus, som altså kan opfattes som et spørgsmål om lønmæssig indplacering. Tidligere begyndte musikkorpsets medlemmer som menige og arbejdede sig derefter videre op gennem befalingsmandsgraderne; musikerne kunne slutte som premierløjtnanter, mens dirigenten havde rang af kaptajn.
Gennemsnitsalderen i dag ved Livgardens Musikkorps er i slutningen af 40'erne, dækkende over et spænd fra omkring 25 til 61 år, idet musikerne ikke længere skal gå af senest som 60-årige, men kan vælge at fortsætte til 65 år. Det betyder, at gennemsnitsalderen formentlig vil stige lidt endnu, fordi flere vælger at fortsætte ud over de 60 år.
Der er 6 fastansatte kvinder i Musikkorpset, og dertil kommer, at en del af de assistenter, som korpset nødvendigvis må bruge, også er kvinder. Livgardens Musikkorps spiller altid med 35 musikere, 1 stabstambour og 1 dirigent – hverken mere eller mindre, og det medfører, at der ved fx sygdom, afspadsering eller anden individuel frihed indkaldes vikarer, og dertil kommer, at der pt. er 6 vakante stillinger i Livgardens Musikkorps.
Årsagen til de vakante stillinger er, at forsvaret ikke længere ønsker at ansætte musikere som tjenestemænd, hvorfor der er indledt forhandlinger med Foreningen af musikere i Forsvaret om et nyt ansættelsesgrundlag . Disse forhandlinger er imidlertid endnu ikke afsluttet, hvorfor ansættelser af musikere er sat i bero på ubestemt tid.
Dette er blot den samme udvikling, som findes i samfundet generelt, men det betyder måske, at den stabilitet og kontinuitet, som tjenestemandssystemet var garant for, forsvinder hen ad vejen.
Der er tale om et fast vikarkorps, fordi alle vikarerne skal have fuld uniformering og skab på kasernen, ligesom de skal kunne eksercere. Stabstambouren skal kunne stå inde for dem alle – det er jo hans ansvar. De skal tillige sikkerhedsgodkendes. Vikarkorpset består af omkring 30 musikere, og de er som hovedregel i gang med deres uddannelse på et af konservatorierne – eller måske har de allerede afsluttet uddannelsen.
Tambourkorpset.
Det er vigtigt her at bemærke, at Tambourkorpset har en selvstændig ledelse og er administreret direkte under Livgardens Vagtkompagni. Den Kongelige Livgardes Tambourkorps består – i modsætning til Musikkorpset – af 20-24 konstabler og værnepligtige soldater.
De er ikke professionelle, men måske på vej til at blive det. Instrumenterne er trommer, fløjter og signalhorn. Det består altså af uddannede soldater, som er ansat på en 5 årig kontrakt – bortset fra de få værnepligtige. Men det er blandt de værnepligtige, der rekrutteres til Tambourkorpset, og det foregår ikke ved et stillingsopslag med efterfølgende konkurrence, men ved henvendelse til de talenter, der er blevet udset.
Tambourkorpset følger efter Musikkorpset i paraderne, og de har netop fejret 50 års jubilæum. De optræder undertiden alene, og de har været med til et stort antal arrangementer i Danmark, men har også i de senere år deltaget i tattoos i udlandet. Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps går ved helt særlige lejligheder tattoo, fx ved Livgardens 350 år jubilæum, men det er ikke en spidskompetance.
Repertoiret.
Livgardens Musikkorps var i 'gamle dage' grammofon og underholdningsradio for befolkningen, idet de ofte i forbindelse med paraderne eller andre lejligheder ude omkring i landet blev anmodet om at spille musikstykker, som Den kongelige Ballet eller Tivolis orkestre havde spillet ved forskellige lejligheder.
Noderne blev købt og findes i dag i Musikkorpsets omfattende arkiv. Arkivet indeholder såvel noder som skrifter et par hundrede år tilbage. Korpset bruger stadig mange af de gamle værker, som dog er blevet arrangeret om, så de passer til den nuværende instrumentbesætning, og fx er deres Lumbye-samling enestående.
Lumbye bliver spillet rigtig meget i Musikkorpset, dels fordi Hendes Majestæt holder meget af H.C. Lumbye, dels fordi Musikkorpset også – og heldigvis – holder af den danske valse- og marchkonge. Repertoiret bliver fastlagt i samarbejde med orkestret, men da en af hovedopgaverne er at spille ved tafler for Hendes Majestæt og gæsterne, er der i den forbindelse altid værker af Lumbye, marcher og den gode gamle klassiske musik fra omkring 1850-1910 samt underholdningsmusik.
Musikvalget ved sådanne lejligheder bliver altid konfereret med Dronning Margrethe II, der som bekendt er meget kunst- og musikinteresseret, og det sker ofte, at Dronningen har bemærkninger til musikvalget og undertiden også ændringsforslag, som naturligvis bliver imødekommet.
I forbindelse med vagtparaderne spilles der naturligvis marcher. Ved koncertopgaverne suppleres den klassiske musik og underholdningsmusikken med rytmisk og mere moderne musik, afpasset efter publikum og formålet med koncerten. I denne forbindelse er der også et samarbejde med forskellige gæstedirigenter, bl.a. har Børge Wagner, Martin Yates, Tamas Vetö og Bo Holten dirigeret.
Ved mange af koncerterne sørger man for at supplere orkestret med forskellige kendte solister som fx Louise Fribo, Tommy Seebach, Poul Dissing, Anne Margrethe Dahl, Stig Rossen og Preben Kristensen, således at det afspejler en stor bredde i musikvalget og har appel til alle aldersgrupper. Man må konstatere, at de kunstneriske udfordringer på denne måde eksisterer i Musikorpset. Generelt bemærkes det, at antallet af gæstedirigenter og -solister har været stærkt stigende frem til nu.
Et vidnesbyrd om at Livgardens koncertvirksomhed er en væsentlig del af arbejdet og branding af Forsvaret som en af landets største virksomheder.
Opgaverne i dag.
Kerneopgaven er som nævnt stadig vagtparaderne og at spille ved officielle kongelige begivenheder. Alle tre militære musikkorps skal både spille og marchere samtidig, men for Livgardens Musikkorps er det en spidskompetance, fordi de gør det rigtig meget, nemlig ca. halvdelen af året i vagtparadesæsonen, som strækker sig fra anden uge af december til påske. I den periode trækker de op med fuld musik hver dag – undtagen fredag, hvor det alene er Livgardens Tambourkorps, som marcherer til og fra Amalienborg.
Samtidig skal der også spilles til tafler og modtagelser samt andre militære situationer, fx ved hjemtagelser af soldater, der er døde i tjenesten i forbindelse med internationale opgaver, som det danske forsvar deltager i. Der kan være tale om at spille, når kisterne kommer til Danmark, eller ved selve begravelsen, hvis det ønskes af de pårørende, eller at afdøde har ytret ønske om det i sit afskedsbrev, som alle udsendte soldater skal skrive inden udsendelsen.
Musikkorpset trækker også op, når Rigsforstanderen opholder sig på Amalienborg, og med kronprinseparrets indflytning i Frederik VIIs Palæ sker det stadig oftere. I disse situationer er der tale om en løjtnantsvagt, fordi en løjtnant har kommandoen, og når Hendes Majestæt er hjemme, hedder det en kongevagt, og en major har kommandoen.
Arbejdstiden.
Musikerne følger arbejdsmarkedets årsnorm på 1924 timer, og det er noget af en udfordring af få planlægningen til at gå op, når der skal være ferie, afspadseringsblokke og fridage til den enkelte, fordi der også uden for vagtparadesæsonen som før nævnt spilles til tafler og koncerter, og Livgardens Musikkorps spiller som nævnt altid med fuld styrke.
Dertil kommer fælles øvetid og transport til og fra øvefaciliteterne, fordi Musikkorpset for tiden ikke har en fast øvesal på kasernen, men må bruge sale rundt omkring i hovedstadsområdet. Her er det som tidligere nævnt, at et flyttefirma kommer ind i billedet, fordi personale og materiel må flyttes bl.a. mellem Operaen, Det Kongelige Teaters Gamle Scene og Galaksen i Værløse.
Det er ikke en ønskværdig situation, men årsagen er, at øvelokalet i den gamle kasernebygning i Gothersgade simpelthen blev lukket af Arbejdstilsynet på grund af lydforholdene i forhold til arbejdsmiljølovens krav. Dette komplicerer yderligere arbejdstidstilrettelæggelsen – så udfordringer er der nok af. Der er da også temmelig konkrete planer for opførelse af et musikhus i forbindelse med Livgardens Kaserne ved Rosenborg. Der er en dialog i gang med Københavns Kommune og andre myndigheder i denne forbindelse, og man er kommet så langt, at finansieringen er på plads, og projekteringsarbejdet er så småt begyndt. Det skal blive spændende at følge dette, da det ikke mindst vil betyde en større fleksibilitet for orkestret. Om 2-3 år skulle salen være en realitet.
Administration og økonomi.
Udover den daglige ledelse er der en civil ansat kontorassistent, to konstabler til at varetage regissør/logistik og instrumentvedligeholdelse samt nodearkivet, hvilket må siges at være en beskeden administration til den store 'virksomhed', Livgardens Musik- og Tambourkorps er. Alle instrumenterne er korpsets ejendom og lånes ud til musikerne. Der er et uforholdsmæssigt stort slid på instrumenterne, fordi korpset i denne tid flytter så meget rundt. Der er naturligvis et tæt samarbejde med instrumentmagere og -forhandlere, fordi det hele tiden er nødvendigt at vedligeholde instrumenterne, som man må have i dobbelthold, fordi man ikke kan spille koncert med det samme instrument, der lige har været brugt ved en vagtparade i regn og slud.
Alt i alt kræver de mangfoldige opgaver et solidt budget, og man er selvfølgelig opmærksom på, at der i øjeblikket er forhandlinger i gang om et nyt forsvarsforlig, hvor man må regne med – set i lyset af det massive besparelseskrav – at kosten kommer godt ud i hjørnerne. Opgaverne for Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps vil efter al sandsynlighed imidlertid ikke forsvinde. Men man ser fremtiden i møde med spændt optimisme.
Turneer.
Livgardens Musikkorps kommer en del rundt i landet og for at holde udgifterne nede, overnatter man i så høj grad som muligt på kaserner. Det er forholdsvist sjældent, at der turneres i udlandet, men der er dog enkeltstående begivenheder, der kan berettes om. Dels har Musikkorpset i sensommeren spillet for regentparret ved deres slot i Caïx, og ved den lejlighed greb Prinsgemalen dirigentstokken og dirigerede korpset. Det afspejler regentparrets store interesse for musik og for Livgardens Musikkorps.
Dels har et blæserensemble på 7 musikere og en sangerinde været i Afghanistan for at underholde soldaterne ved den danske mission. At ikke hele Musikkorpset var af sted hænger sammen med, at det ikke må blive en sikkerhedsmæssig belastning for missionen.
En fødekæde.
Som i artiklerne med de øvrige militære musik- og tambourkorps kom en samtale med koncertmester og klarinetist, Per Majland, også ind på nødvendigheden af fornyelse, udvikling, kvalitet og kvantitet. Igen måtte jeg konstatere, at der er plads til forbedringer. Forbedringerne begynder i skolen. Det kan mærkes, at musikundervisningen lider under dalende timetal og svigtende interesse og engagement fra kommuner, skoler og forældre. Talentmassen er der utvivlsomt, for hvorfor skulle den pludselig være væk?
De kreative musiske fag i grundskolen skal ikke nedprioriteres til fordel for de boglige fag, men alle ville vinde ved at styrke de kreative musiske fag. Som ved de andre militære musikkorps er mange af musikerne ved Livgardens Musikkorps undervisere i de kommunale musikskoler, bygarder og Tivoligarden, og alle bekræfter de ovennævnte tendens.
Buffetten for fritidsbeskæftigelser er mangfoldig, og de unge tager for sig af alle retter. Livgardens Musikorps giver hvert år et antal skolekoncerter bl.a. med det formål at vække interesse for orkestermusik, og aktuelt er der aftalt skolekoncert for skolen i Asylcenter Sandholm. Det har det dobbelte formål dels at give eleverne en musikalsk oplevelse, dels at formidle nogle danske traditioner og værdier. Held og lykke med det.
Afslutning.
Som afslutning på mit besøg på Livgardens Kaserne ved Rosenborg overværer jeg en vagtparade på Amalienborg og må konstatere, at alt foregår på minuttet, ja næsten på sekundet. Mens selve vagtafløsningen foregår på slotspladsen, holder musikerne et frikvarter i gården bag gæstepalæet. Bjørneskindshuerne er taget af, og det afsløres, at de må varme godt – også et vilkår, man må leve med, hvis man er musiker i Livgardens Musikkorps.
På turen tilbage til kasernen snor optoget sig taktfast forbi skraldebiler og udgravninger via Kongens Nytorv og Gothersgade, samtidig med at Musikkorpset og Tambourkorpset skiftes til at spille. Jeg tager afsked med mine værter, og mens vagtkompagniet aflader geværerne, marcherer jeg forbi vagten og ud i det civile, pulserende gadebillede.
Kilder:
Den Kongelige Livgarde 350 år, 1658 – 2008: Den Kongelige Livgardes Musikkorps, bind 3. Den Kongelige Livgarde i samarbejde med Greens Forlag, 2008. http://dklm.dk/ Samtalerne på Livgardens Kaserne ved Rosenborg og Amalienborg
En typisk dansk efterårsmorgen med tunge skyer, blæst og regn begiver jeg mig af sted mod Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps, som har hjemme på den gamle Livgardens Kaserne ved Rosenborg næsten i hjertet af København. Det er aftalt, at jeg skal ringe til orkesterchef Eric Enstrøm, når jeg står foran indgangen til kasernen. Der er rigtig mange mennesker på vej fra Nørreport Station til deres arbejde. Jeg ringer, og et øjeblik efter bliver jeg hentet af orkesterchefen, som har begivet sig ud i regnen uden overtøj. Jeg tilbyder ham plads under min paraply – men, som han siger, det er for sent. Jeg har kun været inde på kasernes område en gang før, nemlig da Det Kongelige Teater afholdt deres præsentationsforestilling i august. Dengang var vejret ganske anderledes, og pladsen tæt befolket.
Vi kommer indenfor på orkesterchefens kontor og mødes med Musikkorpsets dirigent, Stig Jørgensen og stabstambour, Søren Rønløv Nielsen. Over en kop kaffe begynder vi samtalen, der skal forsøge at belyse de forskellige aspekter ved at være musiker i Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Først skal vi lige have lidt historie i kort form.
Historien.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps er verdens ældste orkester af sin art og kan føre sin historie langt tilbage i tiden. Den Kongelige Livgarde havde 350 års jubilæum i 2008. Den Kongelige Livgarde oprettedes af Frederik III i 1658. Instrumenterne var fløjter og trommer. I 1700-tallet kom der flere instrumenter til bl.a. janitsharmusikken, så man talte om hele 'den tyrkiske musik'. Fra begyndelsen af 1800-tallet kunne man at tale om Livgarden som et harmoniorkester, og i 1922 bestod orkestret af 36 musikere (i dag 35 plus en stabstambour og en dirigent). Instrumenteringen i dag er 18 messingblæsere, 14 træblæsere og 4 janitsharer. Ved et forsvarsforlig i 1929 afskaffedes alle militære musikkorps, men de genopstod i 1942 – vel næsten af moralske årsager.
De militære musikkorps havde oprindelig flere funktioner; bl.a. var opgaven at højne og understøtte moralen i kamptropperne og opmuntre de soldater, der skulle transportere materiellet. Musikkorpset blev ikke anvendt i egentlige kampsituationer. Dér var det fløjter og trommer, som var datidens kommunikationsmiddel, der gav soldaterne besked om angreb, tilbagetrækning mm.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps udgangspunkt var i højere grad at stå til rådighed med musiceren for hoffet og ved vagtparader. Fra midten af 1970'erne begyndte Livgardens Musikkorps at give koncerter ved forskellige civile begivenheder. Det er i dag en meget vigtig del af korpsets funktioner, dels fordi der er en uomtvistelig god reklame for Forsvaret i det, dels fordi man kan udvide repertoiret, hvilket giver nye udfordringer og baggrund for den kunstneriske udvikling i orkestret som helhed og for den enkelte musiker. Men det vender vi tilbage til. Når dét så er nævnt, må det vel også siges, at kerneopgaven er at spille ved vagtparader og ved officielle begivenheder, hvor kongehuset har en rolle, fx modtagelse af udenlandske statsoverhoveder og ved tafler i den forbindelse.
Den daglige ledelse af Den Kongelige Livgardes Musikkorps består af tre personer, nemlig stabstambour Søren Rønløv Nielsen, dirigent Stig Jørgensen og orkesterchef Eric Enstrøm. Stabstambouren har ansvaret for uniformerne samt for at marcherne afvikles 'efter bogen', mens dirigenten naturligvis har det musikalske og kunstneriske ansvar. Orkesterchefen har det adminstrative og produktionsmæssige ansvar. De får hjælp af en regissør, som også er nodearkivar samt af et flyttefirma. Et flyttefirma? - Ja, det hører vi mere om senere.
Den daglige ledelse.
Samtalen med ledelsesgruppen begynder med en kort præsentation af de tre ledere. Stig Jørgensen, dirigent, begynder:
”Jeg er uddannet klarinetist fra Konservatoriet og spillede freelance i mange år, men begyndte så i Livgarden i '89, hvor jeg var vicedirigent i mange år og er nu fungerende dirigent. Mine opgaver er mangfoldige. Jeg planlægger sammen med hoffet, hvornår og hvad vi skal spille ved tafler og andre royale begivenheder samt koordinerer det kunstneriske med orkesterchefen. Jeg har ansvar for arkivet og den musikalske ledelse af de militære arrangementer fx vagtparaderne og modtagelser af statsoverhoveder osv. I de situationer, hvor Livgardens Musikkorps er formeret som en gående enhed, og der ikke skal være en egentlig koncert, står jeg for det hele, planlægning og direktion.”
Søren Rønløv Nielsen, stabstambour, fortsætter:
”Jeg blev optaget på Konservatoriet i 1986 og afsluttede med Diplomeksamen i 1992. Jeg begyndte som janitshar i Livgardens Musikkorps i 1988, fungerede derefter som stabstambour fra 2004 og vandt stabstambourstillingen endeligt i 2006. Det er en delt stilling, idet jeg stadig fungerer som janitshar i orkestret i forbindelse med koncerter. Jeg fører musikkorpset, når det er under kommando, og har ansvar for eksercits og påklædning. Endelig er jeg næstkommanderende i musikkorpset. En stabstambour er egentlig det samme som en tambourmajor, men det har intet med den militære rang at gøre, og fordi føreren af Musik- og Tambourkorpset i paraderne traditionelt er fra Livgardens stab, hedder det en stabstambour her. En stabstambour er oprindelig cheftrommeslageren eller den ansvarlige musiker med en tromme forrest, som sørgede for, at takten blev holdt, når korpset marcherede. Jeg har ingen lederuddannelse fra militæret.”
Som den sidste fortæller Eric Enstrøm:
”Jeg er den eneste i ledelsen, som ikke har en musikfaglig baggrund, men jeg begyndte som værnepligtig i Livgarden i 1984 og fortsatte som professionel soldat ved Livgarden. Jeg har 2 udsendelser til Balkan bag mig, og da jeg i 1997 blev spurgt, om jeg ville arbejde med adminstrative opgaver/funktioner i Livgardens Musikkorps, takkede jeg ja. Jeg havde i forvejen også arbejdet med administrative opgaver, kendte Livgarden og musikkorpset. I begyndelsen arbejdede jeg sammen med en chefdirigent, og da han fratrådte, overtog jeg hele arbejdet og var med til at arrangere koncerter, dengang Musikkorpset begyndte på den del af deres virke. I 2007 oprettede man en stilling som producent, som jeg søgte og fik. Som led i bestræbelserne på at adskille det musikfaglige fra det administrative blev der i 2010 oprettet stillinger som orkesterchef ved alle tre militære musikkorps. Jeg søgte stillingen her ved Livgarden og fik også den. Hensigten var at separere den egentlige ledelse af de militære musikkorps fra det musikfaglige, så musikerne alene kan fokusere på det kunstneriske og udøvelsen af det. Jeg har det overordnede ansvar for Livgardens Musikkorps opadtil i Forsvarets organisation. Jeg har personaleansvaret og i det hele taget ansvaret for alle facetter af musikkorpsets virke. Jeg er som nævnt ikke musiker, men har en akademisk uddannelse i ledelse, og det skylder vi de ansatte, fordi vi har jo at gøre med mennesker på et højt fagligt niveau.”
Musikerne.
Livgardens Musikkorps består af 36 professionelle musikere, altså mere end dobbelt så stort som de to øvrige militærorkestre. Livgardens Musikkorps er det største og eneste professionelle harmoniorkester i riget, dvs., at det består af både træ- og messingblæsere samt slagtøj. Hvorvidt et blæserinstrument skal betegnes som en træ- eller messingblæser, afgøres ikke – som man kunne tro – af instrumentets 'krop', men af instrumentets mundstykke. En saxofon er således en træblæser.
Alle er konservatorieuddannede og har vundet en konkurrence som led i ansættelsesproceduren. Det er samme procedure, som foregår i de to andre militære musikkorps og i andre professionelle orkestre i Danmark. Et ansættelsesudvalg/dommerpanel ved Livgardens Musikkorps består af orkesterchefen, musikdirigenten, et antal musikere fra musikkorpset samt en eller to eksterne dommere. ”Det, der så er lidt specielt for os, er, at den, der ansættes, skal have en statur, så han eller hun på en naturlig måde kan indgå i Livgardens ceremoniel,” siger Eric Enstrøm.
På spørgsmålet om der er et stort flow af musikere gennem Musikkorpset, svarer dirigenten, at der naturligvis er musikere, som ønsker nye udfordringer i deres udvikling og derfor søger stillinger i fx landsdelsorkestrene. Dette er dog sjældnere i dag end tidligere, bl.a. på grund af at der ikke er så mange stillinger i dag iflg orkesterchefen, hvilket klarinetist og koncertmester Per Majland, som jeg taler med senere, er enig i. Nu virker det mere som en norm, at de, som er sluppet gennem nåleøjet, opfatter ansættelsen som en livstidsstilling. Det er også en speciel tjeneste, tænk fx bare på Købmagergade i slud om vinteren samtidig med at skulle marchere i takt og spille. Det er jo langt fra det samme som at sidde og spille i en koncertsal, og planlægningen af arbejdstiden virker tillige som en ret kompleks sag. Det er imidlertid et vilkår, som formodes at være kendt, når man søger ind i Livgardens Musikkorps.
Alle musikere i dag er tjenestemænd på officerslignende vilkår, men uden for militær rangfølge, og deres uniformering afspejler denne officerstatus, som altså kan opfattes som et spørgsmål om lønmæssig indplacering. Tidligere begyndte musikkorpsets medlemmer som menige og arbejdede sig derefter videre op gennem befalingsmandsgraderne; musikerne kunne slutte som premierløjtnanter, mens dirigenten havde rang af kaptajn.
Gennemsnitsalderen i dag ved Livgardens Musikkorps er i slutningen af 40'erne, dækkende over et spænd fra omkring 25 til 61 år, idet musikerne ikke længere skal gå af senest som 60-årige, men kan vælge at fortsætte til 65 år. Det betyder, at gennemsnitsalderen formentlig vil stige lidt endnu, fordi flere vælger at fortsætte ud over de 60 år.
Der er 6 fastansatte kvinder i Musikkorpset, og dertil kommer, at en del af de assistenter, som korpset nødvendigvis må bruge, også er kvinder. Livgardens Musikkorps spiller altid med 35 musikere, 1 stabstambour og 1 dirigent – hverken mere eller mindre, og det medfører, at der ved fx sygdom, afspadsering eller anden individuel frihed indkaldes vikarer, og dertil kommer, at der pt. er 6 vakante stillinger i Livgardens Musikkorps.
Årsagen til de vakante stillinger er, at forsvaret ikke længere ønsker at ansætte musikere som tjenestemænd, hvorfor der er indledt forhandlinger med Foreningen af musikere i Forsvaret om et nyt ansættelsesgrundlag . Disse forhandlinger er imidlertid endnu ikke afsluttet, hvorfor ansættelser af musikere er sat i bero på ubestemt tid.
Dette er blot den samme udvikling, som findes i samfundet generelt, men det betyder måske, at den stabilitet og kontinuitet, som tjenestemandssystemet var garant for, forsvinder hen ad vejen.
Der er tale om et fast vikarkorps, fordi alle vikarerne skal have fuld uniformering og skab på kasernen, ligesom de skal kunne eksercere. Stabstambouren skal kunne stå inde for dem alle – det er jo hans ansvar. De skal tillige sikkerhedsgodkendes. Vikarkorpset består af omkring 30 musikere, og de er som hovedregel i gang med deres uddannelse på et af konservatorierne – eller måske har de allerede afsluttet uddannelsen.
Tambourkorpset.
Det er vigtigt her at bemærke, at Tambourkorpset har en selvstændig ledelse og er administreret direkte under Livgardens Vagtkompagni. Den Kongelige Livgardes Tambourkorps består – i modsætning til Musikkorpset – af 20-24 konstabler og værnepligtige soldater.
De er ikke professionelle, men måske på vej til at blive det. Instrumenterne er trommer, fløjter og signalhorn. Det består altså af uddannede soldater, som er ansat på en 5 årig kontrakt – bortset fra de få værnepligtige. Men det er blandt de værnepligtige, der rekrutteres til Tambourkorpset, og det foregår ikke ved et stillingsopslag med efterfølgende konkurrence, men ved henvendelse til de talenter, der er blevet udset.
Tambourkorpset følger efter Musikkorpset i paraderne, og de har netop fejret 50 års jubilæum. De optræder undertiden alene, og de har været med til et stort antal arrangementer i Danmark, men har også i de senere år deltaget i tattoos i udlandet. Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps går ved helt særlige lejligheder tattoo, fx ved Livgardens 350 år jubilæum, men det er ikke en spidskompetance.
Repertoiret.
Livgardens Musikkorps var i 'gamle dage' grammofon og underholdningsradio for befolkningen, idet de ofte i forbindelse med paraderne eller andre lejligheder ude omkring i landet blev anmodet om at spille musikstykker, som Den kongelige Ballet eller Tivolis orkestre havde spillet ved forskellige lejligheder.
Noderne blev købt og findes i dag i Musikkorpsets omfattende arkiv. Arkivet indeholder såvel noder som skrifter et par hundrede år tilbage. Korpset bruger stadig mange af de gamle værker, som dog er blevet arrangeret om, så de passer til den nuværende instrumentbesætning, og fx er deres Lumbye-samling enestående.
Lumbye bliver spillet rigtig meget i Musikkorpset, dels fordi Hendes Majestæt holder meget af H.C. Lumbye, dels fordi Musikkorpset også – og heldigvis – holder af den danske valse- og marchkonge. Repertoiret bliver fastlagt i samarbejde med orkestret, men da en af hovedopgaverne er at spille ved tafler for Hendes Majestæt og gæsterne, er der i den forbindelse altid værker af Lumbye, marcher og den gode gamle klassiske musik fra omkring 1850-1910 samt underholdningsmusik.
Musikvalget ved sådanne lejligheder bliver altid konfereret med Dronning Margrethe II, der som bekendt er meget kunst- og musikinteresseret, og det sker ofte, at Dronningen har bemærkninger til musikvalget og undertiden også ændringsforslag, som naturligvis bliver imødekommet.
I forbindelse med vagtparaderne spilles der naturligvis marcher. Ved koncertopgaverne suppleres den klassiske musik og underholdningsmusikken med rytmisk og mere moderne musik, afpasset efter publikum og formålet med koncerten. I denne forbindelse er der også et samarbejde med forskellige gæstedirigenter, bl.a. har Børge Wagner, Martin Yates, Tamas Vetö og Bo Holten dirigeret.
Ved mange af koncerterne sørger man for at supplere orkestret med forskellige kendte solister som fx Louise Fribo, Tommy Seebach, Poul Dissing, Anne Margrethe Dahl, Stig Rossen og Preben Kristensen, således at det afspejler en stor bredde i musikvalget og har appel til alle aldersgrupper. Man må konstatere, at de kunstneriske udfordringer på denne måde eksisterer i Musikorpset. Generelt bemærkes det, at antallet af gæstedirigenter og -solister har været stærkt stigende frem til nu.
Et vidnesbyrd om at Livgardens koncertvirksomhed er en væsentlig del af arbejdet og branding af Forsvaret som en af landets største virksomheder.
Opgaverne i dag.
Kerneopgaven er som nævnt stadig vagtparaderne og at spille ved officielle kongelige begivenheder. Alle tre militære musikkorps skal både spille og marchere samtidig, men for Livgardens Musikkorps er det en spidskompetance, fordi de gør det rigtig meget, nemlig ca. halvdelen af året i vagtparadesæsonen, som strækker sig fra anden uge af december til påske. I den periode trækker de op med fuld musik hver dag – undtagen fredag, hvor det alene er Livgardens Tambourkorps, som marcherer til og fra Amalienborg.
Samtidig skal der også spilles til tafler og modtagelser samt andre militære situationer, fx ved hjemtagelser af soldater, der er døde i tjenesten i forbindelse med internationale opgaver, som det danske forsvar deltager i. Der kan være tale om at spille, når kisterne kommer til Danmark, eller ved selve begravelsen, hvis det ønskes af de pårørende, eller at afdøde har ytret ønske om det i sit afskedsbrev, som alle udsendte soldater skal skrive inden udsendelsen.
Musikkorpset trækker også op, når Rigsforstanderen opholder sig på Amalienborg, og med kronprinseparrets indflytning i Frederik VIIs Palæ sker det stadig oftere. I disse situationer er der tale om en løjtnantsvagt, fordi en løjtnant har kommandoen, og når Hendes Majestæt er hjemme, hedder det en kongevagt, og en major har kommandoen.
Arbejdstiden.
Musikerne følger arbejdsmarkedets årsnorm på 1924 timer, og det er noget af en udfordring af få planlægningen til at gå op, når der skal være ferie, afspadseringsblokke og fridage til den enkelte, fordi der også uden for vagtparadesæsonen som før nævnt spilles til tafler og koncerter, og Livgardens Musikkorps spiller som nævnt altid med fuld styrke.
Dertil kommer fælles øvetid og transport til og fra øvefaciliteterne, fordi Musikkorpset for tiden ikke har en fast øvesal på kasernen, men må bruge sale rundt omkring i hovedstadsområdet. Her er det som tidligere nævnt, at et flyttefirma kommer ind i billedet, fordi personale og materiel må flyttes bl.a. mellem Operaen, Det Kongelige Teaters Gamle Scene og Galaksen i Værløse.
Det er ikke en ønskværdig situation, men årsagen er, at øvelokalet i den gamle kasernebygning i Gothersgade simpelthen blev lukket af Arbejdstilsynet på grund af lydforholdene i forhold til arbejdsmiljølovens krav. Dette komplicerer yderligere arbejdstidstilrettelæggelsen – så udfordringer er der nok af. Der er da også temmelig konkrete planer for opførelse af et musikhus i forbindelse med Livgardens Kaserne ved Rosenborg. Der er en dialog i gang med Københavns Kommune og andre myndigheder i denne forbindelse, og man er kommet så langt, at finansieringen er på plads, og projekteringsarbejdet er så småt begyndt. Det skal blive spændende at følge dette, da det ikke mindst vil betyde en større fleksibilitet for orkestret. Om 2-3 år skulle salen være en realitet.
Administration og økonomi.
Udover den daglige ledelse er der en civil ansat kontorassistent, to konstabler til at varetage regissør/logistik og instrumentvedligeholdelse samt nodearkivet, hvilket må siges at være en beskeden administration til den store 'virksomhed', Livgardens Musik- og Tambourkorps er. Alle instrumenterne er korpsets ejendom og lånes ud til musikerne. Der er et uforholdsmæssigt stort slid på instrumenterne, fordi korpset i denne tid flytter så meget rundt. Der er naturligvis et tæt samarbejde med instrumentmagere og -forhandlere, fordi det hele tiden er nødvendigt at vedligeholde instrumenterne, som man må have i dobbelthold, fordi man ikke kan spille koncert med det samme instrument, der lige har været brugt ved en vagtparade i regn og slud.
Alt i alt kræver de mangfoldige opgaver et solidt budget, og man er selvfølgelig opmærksom på, at der i øjeblikket er forhandlinger i gang om et nyt forsvarsforlig, hvor man må regne med – set i lyset af det massive besparelseskrav – at kosten kommer godt ud i hjørnerne. Opgaverne for Den Kongeligelige Livgardes Musikkorps vil efter al sandsynlighed imidlertid ikke forsvinde. Men man ser fremtiden i møde med spændt optimisme.
Turneer.
Livgardens Musikkorps kommer en del rundt i landet og for at holde udgifterne nede, overnatter man i så høj grad som muligt på kaserner. Det er forholdsvist sjældent, at der turneres i udlandet, men der er dog enkeltstående begivenheder, der kan berettes om. Dels har Musikkorpset i sensommeren spillet for regentparret ved deres slot i Caïx, og ved den lejlighed greb Prinsgemalen dirigentstokken og dirigerede korpset. Det afspejler regentparrets store interesse for musik og for Livgardens Musikkorps.
Dels har et blæserensemble på 7 musikere og en sangerinde været i Afghanistan for at underholde soldaterne ved den danske mission. At ikke hele Musikkorpset var af sted hænger sammen med, at det ikke må blive en sikkerhedsmæssig belastning for missionen.
En fødekæde.
Som i artiklerne med de øvrige militære musik- og tambourkorps kom en samtale med koncertmester og klarinetist, Per Majland, også ind på nødvendigheden af fornyelse, udvikling, kvalitet og kvantitet. Igen måtte jeg konstatere, at der er plads til forbedringer. Forbedringerne begynder i skolen. Det kan mærkes, at musikundervisningen lider under dalende timetal og svigtende interesse og engagement fra kommuner, skoler og forældre. Talentmassen er der utvivlsomt, for hvorfor skulle den pludselig være væk?
De kreative musiske fag i grundskolen skal ikke nedprioriteres til fordel for de boglige fag, men alle ville vinde ved at styrke de kreative musiske fag. Som ved de andre militære musikkorps er mange af musikerne ved Livgardens Musikkorps undervisere i de kommunale musikskoler, bygarder og Tivoligarden, og alle bekræfter de ovennævnte tendens.
Buffetten for fritidsbeskæftigelser er mangfoldig, og de unge tager for sig af alle retter. Livgardens Musikorps giver hvert år et antal skolekoncerter bl.a. med det formål at vække interesse for orkestermusik, og aktuelt er der aftalt skolekoncert for skolen i Asylcenter Sandholm. Det har det dobbelte formål dels at give eleverne en musikalsk oplevelse, dels at formidle nogle danske traditioner og værdier. Held og lykke med det.
Afslutning.
Som afslutning på mit besøg på Livgardens Kaserne ved Rosenborg overværer jeg en vagtparade på Amalienborg og må konstatere, at alt foregår på minuttet, ja næsten på sekundet. Mens selve vagtafløsningen foregår på slotspladsen, holder musikerne et frikvarter i gården bag gæstepalæet. Bjørneskindshuerne er taget af, og det afsløres, at de må varme godt – også et vilkår, man må leve med, hvis man er musiker i Livgardens Musikkorps.
På turen tilbage til kasernen snor optoget sig taktfast forbi skraldebiler og udgravninger via Kongens Nytorv og Gothersgade, samtidig med at Musikkorpset og Tambourkorpset skiftes til at spille. Jeg tager afsked med mine værter, og mens vagtkompagniet aflader geværerne, marcherer jeg forbi vagten og ud i det civile, pulserende gadebillede.
Kilder:
Den Kongelige Livgarde 350 år, 1658 – 2008: Den Kongelige Livgardes Musikkorps, bind 3. Den Kongelige Livgarde i samarbejde med Greens Forlag, 2008. http://dklm.dk/ Samtalerne på Livgardens Kaserne ved Rosenborg og Amalienborg
mandag den 22. oktober 2012
Det er svært at spå – især om fremtiden.
Jeg har tidligere på denne blog ytret utilfredshed med regeringen Thorning-Schmidt og især dens økonomiske politik.
Jeg synes fortsat ikke, at strategien med at spare sig ud af krisen er god og på sin plads. Jeg så hellere en mere keynesiansk linie, fordi staten er den eneste økonomiske aktør, der kan have viljen og evnen til at sætte samfundsøkonomien op i fart.
Hertil vil regeringens svar formentlig være, at det har de skam allerede gjort med 'kick-starten'! Ja, ja – men det forekommer langt fra at være tilstrækkeligt, når det skal sammenholdes med alle de øvrige reformer lig med besparelser på de især kommunale budgetter.
Det virker da paradoksalt at samtidig med, at man fx gerne vil højne sundhedstilstanden i befolkningen, herunder reduktion af antallet af overvægtige børn, så sparer kommunerne på idrætstimerne.
Det er blot et lille hjørne af flere, man kan pege på, hvor den overordnede og gode hensigt i praksis fordufter fuldstændigt.
Når dette så er sagt, så må jeg erkende, at den nuværende regering er det mindste af to onder.
Listen over gode gennemførte initiativer relativ lang, og der vil formentlig også kunne ses nogle langsigtede effekter om nogle år, men der er altså for lidt power i initiativerne til at afhjælpe de værste problemstillinger lige nu. Forhåbentlig medvirker den megen kritik af dette forhold til ændringer fremover.
Men den gennem de sidste 10 år opbyggede bibelske ulighed mellem fattig og rig ("For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har, " (den nyeste bibeloversættelse)) er i hvert fald ikke positiv, og der er nok at tage fat på, hvis det skal ændres – så nu får vi se.
Det kommende år bliver spændende rent politisk, men mon statsministeren udskriver valg inden årets udgang, som jeg tidligere har spået? I givet fald får vi så en borgerlig regering – hvilket trods alt ikke er godt. Vi får se – igen.
Jeg synes fortsat ikke, at strategien med at spare sig ud af krisen er god og på sin plads. Jeg så hellere en mere keynesiansk linie, fordi staten er den eneste økonomiske aktør, der kan have viljen og evnen til at sætte samfundsøkonomien op i fart.
Hertil vil regeringens svar formentlig være, at det har de skam allerede gjort med 'kick-starten'! Ja, ja – men det forekommer langt fra at være tilstrækkeligt, når det skal sammenholdes med alle de øvrige reformer lig med besparelser på de især kommunale budgetter.
Det virker da paradoksalt at samtidig med, at man fx gerne vil højne sundhedstilstanden i befolkningen, herunder reduktion af antallet af overvægtige børn, så sparer kommunerne på idrætstimerne.
Det er blot et lille hjørne af flere, man kan pege på, hvor den overordnede og gode hensigt i praksis fordufter fuldstændigt.
Når dette så er sagt, så må jeg erkende, at den nuværende regering er det mindste af to onder.
Listen over gode gennemførte initiativer relativ lang, og der vil formentlig også kunne ses nogle langsigtede effekter om nogle år, men der er altså for lidt power i initiativerne til at afhjælpe de værste problemstillinger lige nu. Forhåbentlig medvirker den megen kritik af dette forhold til ændringer fremover.
Men den gennem de sidste 10 år opbyggede bibelske ulighed mellem fattig og rig ("For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har, " (den nyeste bibeloversættelse)) er i hvert fald ikke positiv, og der er nok at tage fat på, hvis det skal ændres – så nu får vi se.
Det kommende år bliver spændende rent politisk, men mon statsministeren udskriver valg inden årets udgang, som jeg tidligere har spået? I givet fald får vi så en borgerlig regering – hvilket trods alt ikke er godt. Vi får se – igen.
onsdag den 12. september 2012
Skat og kapitalejere
Vort velfærdssamfund bygger på en fordelingspolitik, nemlig at de rigeste betaler den største del, hvorved samfundet deler ud af den samlede indtægt, sådan at der går relativt mere til de fattige end til de rige. Dog er det således, at der er nogle samfundsydelser, der tildeles til alle, fx børnepenge og folkepension, ligesom der fx er lige og gratis adgang uddannelse og sundhed for alle.
Sådan har det været i mange år, og jeg ønsker, at det også vil fortsætte sådan i mindst lige så mange år fremover – at der er en vis lighed og kollektiv ansvarlighed i samfundet.
Gennem de seneste 10 – 15 år er der imidlertid sket en forskydning i retning af, at de, der har, skal mere gives. Individualismen har taget stadig mere over på bekostning af fællesskabet. Der gives hver dag eksempler på, at rige slipper billigere end andre, og på samme måde fremdrages der også eksempler på, at mange udnytter samfundets ydelser groft, bl.a. ved at få forhøjede satser på trods af manglende berettigelse.
Skattelettelser til de velstillede har vi set gennemført de seneste år samtidig med, at en finans- og gældskrise har hærget både her i landet og i store dele af den vestlige verden.
Det har medført en stigende og uklædelig ulighed.
Kapitalejere (enkeltpersoner og mere eller mindre uigennemskuelige fonde) kommer ofte til orde i den offentlige debat med det budskab, at skattelettelser – jo flere og større, jo bedre – er nødvendige for at skabe vækst og dermed arbejdspladser.
Men er det nu sådan?
For det første forekommer det mig, at kapitalejere anvender deres kapital til spekulation, som beskattes lavere end arbejde, bl.a. fordi kapitalejerne har råd til at finde alle smuthuller i skattesystemet. På den måde bidrager de ikke til at gøre samfundskagen større og tungere, men de spiser blot et endnu større kagestykke og udhuler dermed samfundsøkonomien.
For det andet stiller jeg spørgsmålet, om det er vækst i traditionel forstand,der er brug for? Skal der 'bare' produceres flere forbrugsgoder, eller skal der satses på bæredygtig og såkaldt grøn vækst (energi og genbrug). I min optik er dette sidste ikke just det, kapitalejerne har størst fokus på.
Jeg synes ikke, det er i orden og efterlyser derfor politikere, der tør og kan gøre noget ved denne uorden – desværre ser det ikke ud til, at den nuværende regering hverken har modet eller evnerne i den retning.
Endnu værre er det, at det ser ser ud til, at et evt. valg heller ikke vil medføre, at opgaven bliver løst – hvad mon der skal til???
Sådan har det været i mange år, og jeg ønsker, at det også vil fortsætte sådan i mindst lige så mange år fremover – at der er en vis lighed og kollektiv ansvarlighed i samfundet.
Gennem de seneste 10 – 15 år er der imidlertid sket en forskydning i retning af, at de, der har, skal mere gives. Individualismen har taget stadig mere over på bekostning af fællesskabet. Der gives hver dag eksempler på, at rige slipper billigere end andre, og på samme måde fremdrages der også eksempler på, at mange udnytter samfundets ydelser groft, bl.a. ved at få forhøjede satser på trods af manglende berettigelse.
Skattelettelser til de velstillede har vi set gennemført de seneste år samtidig med, at en finans- og gældskrise har hærget både her i landet og i store dele af den vestlige verden.
Det har medført en stigende og uklædelig ulighed.
Kapitalejere (enkeltpersoner og mere eller mindre uigennemskuelige fonde) kommer ofte til orde i den offentlige debat med det budskab, at skattelettelser – jo flere og større, jo bedre – er nødvendige for at skabe vækst og dermed arbejdspladser.
Men er det nu sådan?
For det første forekommer det mig, at kapitalejere anvender deres kapital til spekulation, som beskattes lavere end arbejde, bl.a. fordi kapitalejerne har råd til at finde alle smuthuller i skattesystemet. På den måde bidrager de ikke til at gøre samfundskagen større og tungere, men de spiser blot et endnu større kagestykke og udhuler dermed samfundsøkonomien.
For det andet stiller jeg spørgsmålet, om det er vækst i traditionel forstand,der er brug for? Skal der 'bare' produceres flere forbrugsgoder, eller skal der satses på bæredygtig og såkaldt grøn vækst (energi og genbrug). I min optik er dette sidste ikke just det, kapitalejerne har størst fokus på.
Jeg synes ikke, det er i orden og efterlyser derfor politikere, der tør og kan gøre noget ved denne uorden – desværre ser det ikke ud til, at den nuværende regering hverken har modet eller evnerne i den retning.
Endnu værre er det, at det ser ser ud til, at et evt. valg heller ikke vil medføre, at opgaven bliver løst – hvad mon der skal til???
tirsdag den 4. september 2012
Den borgernærige forvaltning.
Den 5. september 2012: Redigeret udgave ift 4/9-12.
Det hele skulle være strømlinet og effektivt.
Blev det så det?
Nej, vel!
Der er for langt i dagligdagen fra den enkelte borger til det første myndighedsniveau for alt for mange i de store fusionererde kommuner. Det er så én ting – noget andet og nok så væsentligt er, at meget vigtig ekspertviden er på vej til at blive tabt. De højt specialiserede centre, som før lå under amterne, har nu åndenød, fordi kommunerne i deres djøfiserede kassetænkning bilder sig ind, at de godt kan servicere borgere med særlige problemer, fx mentalt udsatte og sårbare børn og unge, mennesker med behov for specialiseret genoptræning, som hjerneskader kræver.
Jeg har i denne forbindelse særlig spot på Center for hjerneforskning, som er lukningstruet, men heller ikke de mange specialinstitutioner for børn og unge har det for nemt.
Det viser sig alt for tit, at kommunerne i deres kassetænkning ikke magter sådanne opgaver. De vil ikke henvise deres borgere til de tilbageblevne institutioner fra amternes tid, som netop har den ekspertviden, der kan hjælpe de ramte medborgere – og det er en skandale og en fiasko for den markedsgørelse, som har hærget landet siden årtusindskiftet.
Skulle man imidlertid have en forhåbning om, at der med regeringsskiftet kunne være ændringer på vej, frygter jeg, at skuffelserne vil stå i kø, fordi den nuværende regering fortsætter tilsyneladende blot ad denne skandaleramte vej. Der bruges mange ord og gives løfter om, at fx tilsynet med institutionerne skal gøres mere effektivt, men de sidste sager om svigt er med garanti ikke set endnu.
Der er ikke blevet præsenteret en plan for, hvordan vi kommer væk fra 'bananrepublik-tankegangen' og genindfører en et mere lighedsskabende velfærdssamfund – vi har kun set stadig mere ulighedsskabende besparelser, hvor Matthæus-effekten udfolder sig for fuld hammer.
Resultater, der lever op til, hvad man forventer af en centrum-venstre regering, mangler endnu at blive leveret.
Den
daglige avislæsning åbenbarer alt for ofte, at Dybbøl Mølle ikke
maler for godt.
VK(O)-regeringen
og dens indenrigsminister i midt-etterne, Lars Løkke Rasmussen, fik
deres kommunalreform, hvor Danmarks ca. 270 større og mindre
kommuner blev til 98 store, og amterne blev erstattet af 5 regioner,
der finansieres helt og aldeles over finanslovenDet hele skulle være strømlinet og effektivt.
Blev det så det?
Nej, vel!
Der er for langt i dagligdagen fra den enkelte borger til det første myndighedsniveau for alt for mange i de store fusionererde kommuner. Det er så én ting – noget andet og nok så væsentligt er, at meget vigtig ekspertviden er på vej til at blive tabt. De højt specialiserede centre, som før lå under amterne, har nu åndenød, fordi kommunerne i deres djøfiserede kassetænkning bilder sig ind, at de godt kan servicere borgere med særlige problemer, fx mentalt udsatte og sårbare børn og unge, mennesker med behov for specialiseret genoptræning, som hjerneskader kræver.
Jeg har i denne forbindelse særlig spot på Center for hjerneforskning, som er lukningstruet, men heller ikke de mange specialinstitutioner for børn og unge har det for nemt.
Det viser sig alt for tit, at kommunerne i deres kassetænkning ikke magter sådanne opgaver. De vil ikke henvise deres borgere til de tilbageblevne institutioner fra amternes tid, som netop har den ekspertviden, der kan hjælpe de ramte medborgere – og det er en skandale og en fiasko for den markedsgørelse, som har hærget landet siden årtusindskiftet.
Dertil
kommer et demokratiske underskud, fordi kommunerne er blevet så
store, og antallet af folkevalgte er faldet markant, at det for det
enkelte kommunalbestyrelsesmedlem er blevet en næsten uoverkommelig
opgave at sætte sig i alle de komplicerede sager, der skal behandles
i forbindelse med en kanonlang dagsorden til
kommunalbestyrelsesmøderne. Nogle folkevalgte har åbent erkendt, at
de har stemt for eller imod dagsordenspunkter, der handlede om noget,
de ikke havde nået at sætte sig i ind eller forstået. Det skal
erindres, at deltagelse i kommunalpolitik er en beskæftigelse, der
foregår i fritiden, og at der ikke er personlig hjælp at hente i
form af et sekretariat, der udelukkende skal betjene de folkevalgte.
Derved bliver det de kommunale embedsmænd og sagsbehandlere, der
reelt styrer 'butikken'.
Det er
en glidebane, som kan føre til, at vi får et elitært styre, hvor
beslutningstagerne kommer fra samme segment som det djøfiserede
embedsværk, og hvor den almindelige borger bogstavelig talt er sat
uden for dørenSkulle man imidlertid have en forhåbning om, at der med regeringsskiftet kunne være ændringer på vej, frygter jeg, at skuffelserne vil stå i kø, fordi den nuværende regering fortsætter tilsyneladende blot ad denne skandaleramte vej. Der bruges mange ord og gives løfter om, at fx tilsynet med institutionerne skal gøres mere effektivt, men de sidste sager om svigt er med garanti ikke set endnu.
Der er ikke blevet præsenteret en plan for, hvordan vi kommer væk fra 'bananrepublik-tankegangen' og genindfører en et mere lighedsskabende velfærdssamfund – vi har kun set stadig mere ulighedsskabende besparelser, hvor Matthæus-effekten udfolder sig for fuld hammer.
Resultater, der lever op til, hvad man forventer af en centrum-venstre regering, mangler endnu at blive leveret.
tirsdag den 28. august 2012
Danske militære musikkorps.
Oprindelig var militærmusikken et kommunikationsmiddel, der højt og klart kunne give soldaterne besked om, hvad de skulle foretage sig. Fodfolket brugte piber og trommer, rytteriet trompeter og pauker. Senere brugtes musikken til opmuntring for soldaterne på lange marcher og ved militære ceremonier. Der er naturligvis en lang historie bag den militære musikudvikling, og interesserede henvises til fx ”Dansk militærmusik” på linkene http://regimentsmusik.dk/dansk%20militaermusik.htm http://forsvaret.dk/hok/omhaeren/historie/musik/Pages/default.aspx Der findes i dag fire musik- og tamburkorps i det danske forsvar: Søværnets Tamburkorps, hjemmehørende på Holmen Slesvigske Musikkorps, hjemmehørende i Haderslev Prinsens Musikkorps, hjemmehørende i Skive og Livgardens Musik- og Tamburkorps, hjemmehørende i København.
Prinsens Musikkorps
På vej til de nørrejyske spillemænd.
Efter en smuk køretur gennem det meste af kongeriget en af de sidste dage i foråret, hvor det danske landskab viser sig fra sin bedste side – selv om det over Storebæltsbroen blæste mindst tre pelikaner, og en Audi med campingvogn var blevet mast – når jeg frem til Skive, rejsens mål. Skive er egentlig ikke målet; det er Skive Kaserne, som i sit dejlige musikhus huser Prinsens Musikkorps, der er et af de tre professionelle militære musikkorps, der findes i Danmark. Kasernen ligger dog et stykke uden for byen, og på trods af at min GPS ikke ville kendes ved den officielle adresse, når jeg frem til aftalt tid ved gode menneskers hjælp . Det smukke musikhus kunne skimtes fra porten, hvor en venlig soldat pegede og forklarede, at der kun var 1 minuts gang. Det holdt stik, og ved indgangen kunne jeg høre, at jeg var på rette vej. Jeg trådte ind i det lyse forbindelsesområde, spurgte efter orkesterchef Henrik Thorngaard og blev vist ind i hans kontor, hvor han som alle andre chefer var optaget ved computeren. Det ændrede sig hurtigt, og jeg blev straks anvist en stol og fik tilbudt kaffe – og sådan følte jeg mig pludselig hjemme. Godt nok befandt jeg mig på en kaserne, men der var intet militærisk i det, der foregik i Prinsens musikhus.Hvordan så?
Efter en indledende samtale, hvor vi sporede os ind på hverandre, aftalte vi i store træk, hvordan besøget kunne forløbe: Jeg skulle introduceres for orkestret, have nogle samtaler dels med orkesterchefen og med dirigenten, dels med nogle af musikerne, og endelig skulle jeg overvære dele af dagens prøver. Det hele for at danne mig nogle indtryk med henblik på at kunne give et udtryk, så læserne kunne få en fornemmelse af, hvad det vil sige at være militærmusiker generelt, og især hvordan det blev praktiseret her i Skive. Ligesom de foregående besøg ved de to andre militærorkestre tegnede også dette besøg til at blive en god og positiv oplevelse. Jeg kunne straks fornemme en god stemning, og det er jo ikke så ringe endda.Historien.
Den korte version af orkestrets historie er, at det formentlig kan spores tilbage fra før år 1700, nemlig ved at Frederik 3. lod feltmarskal Ernst Albrecht von Eberstein oprette et regiment, Ebersteins Fodregiment lig med Prinsens Livregiment, med 8 kompagnier under Karl Gustav-krigen i 1657. Det er vanskeligt at dokumentere præcist, men ved Hærordningen af 1. juli 1767 fremgik det i hvert fald, at alle regimenter skulle have et musikkorps, her Prinsens Livregiments Musikkorps, og i begyndelsen var instrumenteringen træblæsere, som i sagens natur ikke kunne lave så meget spektakel, at det gjorde noget, og derfor lod man sig inspirere af (hele) den tyrkiske musik, janitsharmusikken, som til gengæld kunne støje med triangel, piccolofløjter, trompeter og forskellige slagtøj. Udviklingen medførte, at messinginstrumenterne kom ind i billedet, og harmonimusikken/harmoniorkestret blev opfundet, og udviklingen fortsatte i første halvdel af 1800-tallet. En ny hærlov af 1842 – dengang som nu var strukturændringer et flittigt brugt redskab i organisationsstrategien – medførte store ændringer for regimenternes musikkorps. Strukturen blev ændret igen i1860erne og 1880erne, og omkring 1910-11 troede man, at de militære musikkorps dage var talte ved forsvarsforliget af 1909. Det gik ikke så galt, men efter nogle 'mavepustere' i 1920erne, var der knock-out i 1932. Danske militærorkestre rejste sig først i begyndelsen af 1940erne som modvægt til den tyske militærmusik, heriblandt et hornmusikkorps tilknyttet regimentet i Viborg, men udstationeret ved dragonerne i Randers. I 1950erne blev normeringen på 16 musikere, og det gælder interessant nok den dag i dag. I 1953 kom musikkorpset tilbage til Viborg, og i de følgende ca. 50 år arbejdede musikkorpset med at betjene Jylland nord for en linie fra Aarhus til Ringkøbing med såvel militære som civile koncerter med udgangspunkt fra Viborg Kaserne, og i februar 2001 flyttede regimentet til Skive Kaserne. Prinsens Livregiment blev sammenlagt med Jyske Dragonregiment i august 2005 og ophørte dermed som et selvstændigt regiment. Man fastholdt dog navnet Prinsens Musikkorps/PMUK.Jyske Dragonregiment holder til i Holstebro, men da man havde fået opført et nyt musikhus på Skive Kaserne, valgte man fornuftigt nok at lade musikkorpset blive i Skive, men det hører altså ind under dragonerne i Holstebro. Overordnet er alle tre musikkorps underlagt Hærens Operative Kommando i Karup, og rent administrativt er Livgardens regimentschef, Lasse Haarkjær, øverste instans. Men protektorer for PMUK er Prinsgemalen og prins Joachim. Hvorvidt de militære musikkorps igen er i farezonen i forbindelse med forhandlingerne om og udmøntningen af besparelserne på omkring tre milliarder kroner er ikke til at vide, men bevillingen til PMUK er i størrelsesordenen 8-9 millioner kroner, så der er et stykke vej op til det samlede besparelseskrav, selv når de øvrige musikkorps regnes med. Korpset har naturligvis sin egen uniform samt de almindelige militære uniformer med egne mærker, og ved koncerterne spiller man i de uniformer, der passer til lejligheden.
Det lokale kulturelement.
Man kan således hævde, at PMUK har haft en omskiftelig tilværelse gennem mere end 325 år og altså overlevet adskillige strukturændringer. Spørgsmålet er dog fortsat, om ideen med militære musikkorps er robust nok til at overleve tidens sparepolitik i forhold til de kulturelle ideer. Alle de militære musik- og tamburkorps arbejder uden for enhver diskussion i hvert fald solidt nok og er et særdeles vigtigt – næsten uomgængeligt – element i såvel det regionale som lokale kulturliv, fordi de netop også medvirker ved talrige civile arrangementer, herunder skolekoncerter, hvor de formidler musikoplevelser på højt niveau til de kommende generationer. Hvis vi trækker en linie tværs over Jylland fra Aarhus, så har PMUK en rigtig stor rolle at spille nord for denne linie, og især gør de meget for at blive Skives lokale orkester ved at medvirke ved forskellige parkkoncerter, ”Opera ved Fjorden”, julekoncerter osv. Den lokale forankring er væsentlig. Sammen med Aalborg Symfoniorkester vil de formentlig fra næste år være alene om at formidle den klassiske musik især i Nordvestjylland, når Det jyske Ensemble nedlægges pga manglende støtte fra Kunstrådet.Nyskabelsen: Orkesterchef.
Efter præsentationen for orkestret taler jeg med orkesterchef Henrik Thorngaard, som efter en læreruddannelse arbejdede på en efterskole i omkring fire år, hvorefter Danmarks Radio i Hostebro gjorde brug af Henrik Thorngaards viden og talenter i knapt 25 år. Imidlertid opstod stillingen som orkesterchef ved PMUK, og Henrik Thorngaard blev spurgt, om han kunne tænke sig jobbet – og det kunne han. Han er ansat på kontrakt og er på vej til sit femte år som orkesterchef. Ideen med at ansætte orkesterchefer i de professionelle militære musikkorps er helt enkelt at arbejde på samme organisatoriske måde som de store landsdelsorkestre. Det vil sige, at det administrative arbejde med bl.a. produktion og ledelse, udskilles fra selve det kunstneriske arbejde. Hidtil havde musikdirigenten varetaget alle funktioner. På samme måde som alle andre steder er man dermed på vej til at opbygge et bureaukrati i den skønne ånd at støtte kerneydelsen – det kunstneriske produkt – idet der også ansættes andet teknisk-administrativt personale. Det er jo sikkert også meget godt, men der skal vel råbes ”vagt i gevær” – for nu at tale militær jargon – så støttefunktionerne forbliver på et rimeligt stade og ikke bliver de vigtigste. Når det så er sagt, skabes der jo muligheder for, at et orkester kan fungere på højt kunstnerisk niveau og udvikle sig, og som en sidegevinst skabes der arbejdspladser.Den kunstneriske udvikling.
Opmærksomheden henledes på, at PMUK spiller 130 koncerter, parader og paroler om året, altså mere end én hver tredje dag – det er dog lige godt en sjat. Program, annoncering, aftaler, honorarer, copyright-afgifter, noder, transport osv. skal administreres, så også her som i vort komplicerede samfund kræver det en arbejdsindsats at få det hele til at fungere. Henrik Thorngaard understreger, at netop udbygningen af støttefunktionerne har muliggjort en fantastisk kunstnerisk udvikling for PMUK – en udvikling, der gør, at korpset nu er i stand til at spille musikværker inden for alle genrer på en måde, der tager pusten fra selv garvede musikkendere. Så at sige hver uge har sit eget nye projekt, fra klassisk over jazz til underholdningsmusik.Der er naturligvis et samarbejde med de to øvrige militære musikkorps, og samarbejdet er i øvrigt blevet udbygget efter der er ansat orkesterchefer ved alle orkestrene, men musikalsk konkurreres der selvfølgelig. Henrik Thorngaard og chefdirigent Jesper Juul, som kom til PMUK nogenlunde samtidig, fik ret hurtigt sat nogle ambitiøse mål for orkestret og udarbejdet en profil for, hvad de ville med PMUK, nemlig at være Europas bedste brassensemble, og jf. ovenfor kræver det en en meget stor musikalsk omstillingsparathed. De definerer sig selv som et underholdningsorkester, der også fuldt ud kan klare de militære musikalske opgaver til parader og paroler mm., men med tanken om den lokale kulturelle forankring in mente har den brede folkelige musikalske opgaveløsning en meget høj prioritet, og det kommer fx til udtryk i de populære nytårskoncerter, som finder sted over hele Jylland. Underholdningsorkestrene er jo ved at forsvinde fra det kulturelle landskab – selv Tivolis Promenadeorkester er opløst – og der er faktisk kun Danmarks Radios Underholdningsorkester tilbage. Det er derfor en kæmpeforpligtelse for SMUK*) og PMUK at forestå disse brede musikopgaver, fordi orkestrene ikke koster arrangørerne noget – de er jo aflønnet i forvejen. Koncertopgaverne har høj prioritet. Henrik Thorngaards lange tid i DRs musikafdeling har haft stor betydning for den kunstneriske udvikling i PMUK, fordi han har kunnet trække på sit store netværk af kontakter til såvel solister som dirigenter. Det betyder, at PMUK har mulighed for at får de rigtige solister og dirigenter til de rigtige priser på de rigtige tidspunkter. PMUK spiller faktisk ca. en million kroner årligt ind i form af reklame for Forsvaret, når de spiller deres koncerter rundt omkring. De indtægter, koncerterne indbringer, går i PMUKs koncertfond og bruges til nye koncerter, så der er en kronegennemstrømning i koncertfonden, som kommer orkestret og Forsvaret til gavn i form af positiv og folkelig profilering.
Der er desværre ikke mange koncertturneer til udlandet helt generelt af økonomiske årsager, men i 2011 spillede PMUK dog tre koncerter i Frankrig, først og fremmest i Caix for Dronningen og Prinsgemalen. Imidlertid har der været arbejdet på, at de militære musikkorps skulle optræde som feltunderholdning for de udstationerede danske soldater, og ca 10 musikere fra Livgardens Musikkorps har på den konto været i Afghanistan. Det var en stor succes.
Det personalemæssige.
Alle musikerne er traditionelt tjenestemænd, mens ansatte i administrationen er funktionærer. Det er en ordning, der arbejdes på at ændre, så ansættelserne her ligesom snart sagt alle andre steder på offentlige arbejdspladser bliver på kontrakt, og tjenestemandsordningen udgår. Desværre er der for tiden ikke indgået overenskomst mellem Dansk Musikerforbund og Forsvaret, og det betyder, at der ikke må nyansættes til faste stillinger, men at der kun må ansættes assistenter. Forhåbentlig kommer der snart en løsning – der forhandles i det mindste. Der er ellers en fasttømret besætning, men pga de mange opgaver, er der også en del afspadsering, og derfor er der etableret et fast 'vikarkorps' af assistenter, som kender rumlen, og som har de nødvendige kvalifikationer, som fx kan være, at man er studerende ved et af konservatorierne. Assistenterne kommer også i brug, når musikere fra den faste stab udlånes til andre orkestre eller fx deltager i konkurrencer. Alt sammen medvirker det til at videreudvikle PMUK. PMUK har tillige et godt samarbejde med konservatoriet i Aarhus. Fx spiller PMUK hvert år en uge med sidste-års-studerende og afholder en konkurrence, hvor præmien er 2 koncerter med PMUK med vinderen som solist, og de studerende har mulighed for at komme i praktik hos PMUK, for som Henrik Thorngaard påpeger, er det vigtigt at holde en 'fødekæde' opdateret.'Fødekæde', folkeskole og musik.
A propos 'fødekæde' er det slående, når jeg har haft samtaler med musikere og dirigenter fra såvel musik- som tamburkorpsene, at de i den grad udtrykker utilfredshed med grundskolernes musikundervisning. Det er simpelthen utilgiveligt, at de kreative fag i den grad svigtes på bekostning af 'måle- og vejefagene'. Den kulturelle arv forsømmes, og risikoen for, at musiktalenter svigtes, er urimelig høj, og som følge heraf svækkes 'fødekæden' til musikuddannelserne og dermed til de professionelle orkestre. Det er fatalt, at udbuddet af uddannede danske musikere på denne måde bliver stadig ringere. Men andre forhold gør sig også gældende, fordi det er nærliggende, at de kommunale musikskoler, bygarderne og fx FDFs orkestre burde samarbejde om at pleje talentmassen, men igen peger pilen på grundskolernes musikundervisning, der alt for ofte forestås af uuddannede lærerkræfter, som ikke formår – og sikkert heller ikke har resurser til – at motivere og etablere undervisningen i at lære at spille et instrument. Hvor mange grundskoler i dag har fx et skoleorkester? Eleverne foretrækker ganske enkelt andre fritidsbeskæftigelser – især idræt.Hvad siger musikerne?
Charlotte Simonsen fortæller, at hun har spillet valdhorn i PMUK i snart 20 år, efter hun vandt en konkurrence næsten lige efter uddannelsen på Musikkonservatoriet i København. Især de senere år er der sket en kæmpeudvikling i PMUK. Hun beskriver orkestret som en lagkage, hvor basserne er bunden, kornetter og eufonium er det øverste lag i kagen, mens horn og basuner er det lækre fyld inde i lagkagen. Keld Elmegaard Mortensen overtager og fortæller, at hans musikerkarriere begyndte som 8-årig i Jægerspris, fortsatte på konservatoriet i København, havde forskellige free-lance jobs, inden han blev optaget i Sjællandske Livregiments Musikkorps, senere overflyttet til Livgardens Musikkorps, hvor han også havde forskellige administrative funktioner, og inden han kom til Skive, var han i kort tid tilknyttet Falsterske Musikkorps. Keld Elmegaard Mortensen spiller trompet og kornet. Han peger ligesom Charlotte Simonsen på den rivende udvikling, PMUK har gennemgået og understreger, at årsagerne er mange, men bl.a. den nye struktur er væsentlig. Orkestret når længere og bredere ud i genrerne, hvilket har medført en stadig stigende 'fanskare'. Endelig fortæller Ebbe Ringblom, at han kom til PMUK i 1993. Han fremhæver det brede repertoire som en af fordelene ved at spille i et militært musikkorps. Det er herligt at kunne kombinere den klassiske musik med den rytmiske musik. Han er uddannet på Aarhus Musikkonservatorium og spiller basun. Derudover arbejdede han i en periode med administrationen af orkestret og fik dermed indblik i de dilemmaer, der ligger indbygget i at spille og dirigere og samtidig administrere. Det medførte, at han gik stærkt ind i arbejdet med at få etableret den nuværende struktur først som en forsøgsordning, som senere så heldigvis blev permanent.Alle tre er enige om, at det er vigtigt for den kunstneriske udvikling, at en orkesterchef har sine rødder i musikken og ikke i det administrative. Det er de musikalske visioner, der er grundlag for udviklingen. På spørgsmålet om, hvorvidt de og deres kolleger også underviser i det lokale musikliv, fx på de kommunale musikskoler, svarer de bekræftende, fordi det næsten ikke kan undgås. De hører til blandt de relativt få professionelle musikere i det lokale musikliv, og derfor er det naturligt, at de også underviser i mindre eller større omfang. Flere af dem har tillige deres egne orkestre, og igen er der enighed om, at det at være musiker er en livsstil. Enkelte har også foredragsvirksomhed om musik, instrumenter og samarbejde. Endelig fortæller de også om deres samarbejde med Jyske Operas Kor, som har udviklet sig gennem de sidste par år, og de kan ikke skjule deres glæde over den publikumssucces, det er blevet til. De oplever samarbejdet som gensidigt inspirerende og som et slags musikalsk frikvarter, selv om det måske kan opfattes som lidt selvmodsigende med et operakor og et messingensemble, der af mange høres som 'grande forte'.
Dirigenten.
Jesper Juul har været chefdirigent siden primo 2009, samtidig med at han også er solobasunist i Radiosymfoniorkestret. Det har naturligvis været vanskeligt med to jobs samtidig, og det er nu besluttet i et samarbejde mellem orkesterledelsen og Jesper Juul, at han fortsat er tilknyttet PMUK, men at der ansættes en ny chefdirigent. Jesper Juul er udover sin konservatorieuddannelse på basun diplomuddannet på Københavns Musikkonservatorium i direktion hos Frans Rasmussen. Den kunstneriske udvikling, PMUK har været igennem de senere år, har i høj grad Jesper Juuls fingeraftryk. Jesper Juul vurderer beskedent, at det som dirigent er meget vigtigt at være åben for ideer og fortolkninger fra orkestrets medlemmer, samtidig med at man naturligvis også må tage nogle afgørelser og ensrette lidt. Han synes selv, at det har været en klar fordel, at han samtidig med dirigentarbejdet også har været musiker i Radioymfoniorkestret, fordi det giver den dialektiske tilgang. Man må efter Jesper Juuls opfattelse ikke som dirigent promovere sig selv så voldsomt, at det evt. kan genere de enkelte musikeres musikalitet eller fortolke musikværket langt ud over, hvad et kan bære. Det medfører nemlig, at det ikke bliver muligt at få musikerne til at spille umiddelbart. Dirigenten skal være respektfuld over for værket, over for musikerne og over for sig selv.Samtalerne og besøget er ved at være forbi. Tiden er gået hurtigt. Det er stadig godt vejr med solskin. Skive forbereder sig til Skive-festival, som skal løbe af stabelen de kommende dage, mens PMUK og Bjarke Mogensen øver sig til koncerten i Viborg den 1. juni 2012. Pænt farvel, og vejen ud ad porten sker til 'musikken' af en PMV, der buldrer forbi.
Noter: *) SMUK: Slesvigsk Musikkorps
Kilder: http://www.prinsensmusikkorps.dk/ og samtalerne i Musikhuset på Skive Kaserne
fredag den 10. august 2012
Endnu en folkeskolereform - eller?
Jeg
læser i dagens avis (Politiken, den 10. august 2012), at rigets statsminister varsler – som så
mange før hende har gjort – en folkeskolereform.
Jamen Helledusseda! - Skal den stakkels folkeskole nu igen holde for, og denne gang fordi det ikke rigtigt kører for regeringen? Er det mon den gamle traver, der endnu en gang skal trækkes af stalden, fordi det er ufarligt for politikerne modsat dem, det går ud over? Alle kan og vil forholde sig til folkeskolen, og nu skal der kommunikeres folkeligt og forståeligt, og vi venter med de nøvendige reformer, til der er ro på bagsmækken.
Der er i det øvrige samfund skabt en stadig større afstand mellem de resursestærke og de resursesvage. Det er klart en opgave for folkets skole at udligne denne forskel til gavn for hele samfundet. Denne opgave havde fremsynede mennesker allerede set for 25 år siden, og jeg mener, at deres budskaber fortsat er dækkende for opgaven i dag. Deres 10 bud(skaber) burde findes som et opslag ved alle skoler:
I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch.
Jamen Helledusseda! - Skal den stakkels folkeskole nu igen holde for, og denne gang fordi det ikke rigtigt kører for regeringen? Er det mon den gamle traver, der endnu en gang skal trækkes af stalden, fordi det er ufarligt for politikerne modsat dem, det går ud over? Alle kan og vil forholde sig til folkeskolen, og nu skal der kommunikeres folkeligt og forståeligt, og vi venter med de nøvendige reformer, til der er ro på bagsmækken.
Undervisningsministeren
har netop afsluttet sit Sorø-møde, som dette år foregik under
temaet ”Ny nordisk skole” - et tema, som ministeren allerede slog
an i marts og nedsatte en komite af folkeskolekloge mennesker, som
uden tvivl er både engagerede og vidende, til at arbejde med temaet
bl.a. ved at skrive indlæg på en hjemmeside oprettet til formålet
og ved at rejse landet tyndt og besøge skoler som en slags
ambassadører for sagen. Alle med interesse for folkeskolen er
inviteret til at skrive indlæg med gode ideer til, hvordan 'ny
nordisk skole' kan udføres i praksis i skolernes hverdag.
Det
tjener undervisningsministeren til ære, at hun vil inddrage lærere,
elever, forældre og andre i forbindelse med at få et godt
beslutningsgrundlag for at ændre forholdene i større eller mindre
omfang i vor folkeskole.
Men hvad
skal man mon tro?
- Er der tale om et udviklingsprojekt, som grundlæggende er tænkt medinddragende og modsat de seneste initiativer har retning fra bund mod top?
- Eller der tale om en topstyret regeringsreform, som folkets skole har været udsat for en del gange før, og som den fortsat lider under?
- Eller bliver det en kombination, og i bekræftende fald hvordan?
Det vil
tiden vise, men endnu flere reformer er ikke lige det, folkets skole
har brug for nu.
Den har
brug for at få tid til uden politikerindblanding at få en ofte
stresset hverdag til at fungere, så eleverne lærer, hvad de skal og
dertil at få udviklet talenterne samt sikre, at de svage elever ikke
tabes.Der er i det øvrige samfund skabt en stadig større afstand mellem de resursestærke og de resursesvage. Det er klart en opgave for folkets skole at udligne denne forskel til gavn for hele samfundet. Denne opgave havde fremsynede mennesker allerede set for 25 år siden, og jeg mener, at deres budskaber fortsat er dækkende for opgaven i dag. Deres 10 bud(skaber) burde findes som et opslag ved alle skoler:
- Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre.
- Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
- Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
- Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
- Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, at dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
- Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
- Du må forstå, at der på skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
- Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
- Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb,, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
- Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.
I udvalget deltog bl.a. Ole Albæk, Chresten Sloth Christensen, Peter Bastian, Erik Clausen, Lars Bjørner, Claus Meyer, Jens Raahauge, Bente Scavenius, Poul Riis, Rose Marie Tillisch.
mandag den 30. juli 2012
Den grønne bæredygtighed og politikken
Efter en sommer, der har budt på lidt af hvert med hensyn til omtale af emner af samfundsmæssig art, fx hvorvidt euro-krisen berører Danmark og i givet fald hvor meget, vækst eller ej og nu her klassikeren, optaget på de videregående uddannelser, vil jeg gerne tage tråden op fra mit sidste blogindlæg fra den 3. juli, nemlig emnet vækst.
Vækst er måske en gammel traver – i hvert fald kan jeg huske, at der i 1970'erne udkom en bog ”Grænser for Vækst”, som opstillede scenarier for fremtiden i forhold til de kendte resurser af energi, mineraler, landbrugsarealer sat i relation til verdens befolkningsudvikling. Bogen medførte en stor debat, hvor yderpunkterne naturligvis strakte sig fra skrækscenarium til, at det hele var noget overdrevent (sludder). Siden er det gået slag i slag, hvor der både er fremkommet kendsgerninger, der – i hvert fald – til en vis grad kunne bekræfte forudsigelserne og det modsatte. Samtidig har den teknologiske udvikling jo kørt med ekspresfart, tilsat en god del turbo, så forudsætningerne naturligvis har ændret sig – af og til afgørende.
Mange af de forudsagte problemer kan nu løses ansvarligt og ordentligt.
Det er dog sikkert, at en fortsat stigende vækstrate vil medføre problemer, hvis udviklingen fortsætter uden at indtænke mindre forbrug af såvel materielle som energimæssige resurser.
Væksten skal med andre ord være bæredygtig med hensyn til både energiudnyttelse/effektivitet og materialeforbrug med stigende indfasning af genbrug og nanoteknologi.
Det er sådan, jeg vil forstå begrebet 'grøn bæredygtighed' fremover.
Når økonomerne taler om, at der skal gang i vækst og forbrug, er der grund til at reflektere over, hvilke typer vækst og forbrug, der er hensigtsmæssig – dels lokalt og nationalt, dels globalt. Vækst og forbrug som vi hidtil har haft det, er ikke en farbar vej.
Det må nødvendigvis være grønt bæredygtigt, og forudsætningerne herfor er generelle holdningsændringer på baggrund af øget refleksion, stærkt øget forskningsindsats samt initiativer til investeringer i byggeri og infrastruktur med disse relationer.
Her i landet må op- og udfordringen til Folketing og regering være at give grøn bæredygtighed topprioritet i det kommende efterår, herunder i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det bedste i denne sammenhæng vil være, at et bredt flertal i Folketinget står bag - jo grønnere og bredere, jo bedre. Det bliver formentlig grønnere, jo længere til venstre i salen, regeringen samarbejder og formentlig bredere, jo længere til højre i salen, regeringen vender sig.
Det er med andre ord et dilemma, vi står med, og det kræver dygtige forhandlere, som virkelig har 'ild i blikket' med hensyn til at få ligningen til at gå op. Det forudsætter yderligere, at såvel opposition som regering udviser, hvad jeg vil kalde 'visionskompetence' og tager afstand fra, hvad de tror at vide, hvad vælgerne vil have. Dette sidste er i sig selv et dilemma mellem demokrati og en forretningstankegang, men broen over grøften må være effektiv formidling.
En sådan balancegang har vi endnu til gode at se af vore nuværende politikere.
Som jeg ønsker det for Danmark, sådan ønsker jeg det også for EU, og det bliver opgaven jo bestemt ikke mindre af, men endnu mere nødvendig. Der er i øjeblikket en form for omvendt proportionalitet mellem det, som er nødvendigt og de politikere, vi har til at tage de store beslutninger.
Måske ligger der en delløsning i at forhindre, at politik bliver et erhverv, men et kald. Man kunne fx sætte valgbarhedsperioden ned til et antal år, så kontinuiteten stadig sikres.
Der er som regel ikke så meget nyt under solen, tilværelsen er præget af dilemmaer, løsningerne skal være være præget af kreativitet, og kriser er ofte med til at fremme de gode løsninger, især hvis de tager udgangspunkt i fællesskabet. Jeg håber og ønsker, at der blandt de nuværende og kommende politikere vil dukke nogle visionsrige og 'statsmands-agtige' typer frem.
Det er nødvendigt – og det haster.
Vækst er måske en gammel traver – i hvert fald kan jeg huske, at der i 1970'erne udkom en bog ”Grænser for Vækst”, som opstillede scenarier for fremtiden i forhold til de kendte resurser af energi, mineraler, landbrugsarealer sat i relation til verdens befolkningsudvikling. Bogen medførte en stor debat, hvor yderpunkterne naturligvis strakte sig fra skrækscenarium til, at det hele var noget overdrevent (sludder). Siden er det gået slag i slag, hvor der både er fremkommet kendsgerninger, der – i hvert fald – til en vis grad kunne bekræfte forudsigelserne og det modsatte. Samtidig har den teknologiske udvikling jo kørt med ekspresfart, tilsat en god del turbo, så forudsætningerne naturligvis har ændret sig – af og til afgørende.
Mange af de forudsagte problemer kan nu løses ansvarligt og ordentligt.
Det er dog sikkert, at en fortsat stigende vækstrate vil medføre problemer, hvis udviklingen fortsætter uden at indtænke mindre forbrug af såvel materielle som energimæssige resurser.
Væksten skal med andre ord være bæredygtig med hensyn til både energiudnyttelse/effektivitet og materialeforbrug med stigende indfasning af genbrug og nanoteknologi.
Det er sådan, jeg vil forstå begrebet 'grøn bæredygtighed' fremover.
Når økonomerne taler om, at der skal gang i vækst og forbrug, er der grund til at reflektere over, hvilke typer vækst og forbrug, der er hensigtsmæssig – dels lokalt og nationalt, dels globalt. Vækst og forbrug som vi hidtil har haft det, er ikke en farbar vej.
Det må nødvendigvis være grønt bæredygtigt, og forudsætningerne herfor er generelle holdningsændringer på baggrund af øget refleksion, stærkt øget forskningsindsats samt initiativer til investeringer i byggeri og infrastruktur med disse relationer.
Her i landet må op- og udfordringen til Folketing og regering være at give grøn bæredygtighed topprioritet i det kommende efterår, herunder i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det bedste i denne sammenhæng vil være, at et bredt flertal i Folketinget står bag - jo grønnere og bredere, jo bedre. Det bliver formentlig grønnere, jo længere til venstre i salen, regeringen samarbejder og formentlig bredere, jo længere til højre i salen, regeringen vender sig.
Det er med andre ord et dilemma, vi står med, og det kræver dygtige forhandlere, som virkelig har 'ild i blikket' med hensyn til at få ligningen til at gå op. Det forudsætter yderligere, at såvel opposition som regering udviser, hvad jeg vil kalde 'visionskompetence' og tager afstand fra, hvad de tror at vide, hvad vælgerne vil have. Dette sidste er i sig selv et dilemma mellem demokrati og en forretningstankegang, men broen over grøften må være effektiv formidling.
En sådan balancegang har vi endnu til gode at se af vore nuværende politikere.
Som jeg ønsker det for Danmark, sådan ønsker jeg det også for EU, og det bliver opgaven jo bestemt ikke mindre af, men endnu mere nødvendig. Der er i øjeblikket en form for omvendt proportionalitet mellem det, som er nødvendigt og de politikere, vi har til at tage de store beslutninger.
Måske ligger der en delløsning i at forhindre, at politik bliver et erhverv, men et kald. Man kunne fx sætte valgbarhedsperioden ned til et antal år, så kontinuiteten stadig sikres.
Der er som regel ikke så meget nyt under solen, tilværelsen er præget af dilemmaer, løsningerne skal være være præget af kreativitet, og kriser er ofte med til at fremme de gode løsninger, især hvis de tager udgangspunkt i fællesskabet. Jeg håber og ønsker, at der blandt de nuværende og kommende politikere vil dukke nogle visionsrige og 'statsmands-agtige' typer frem.
Det er nødvendigt – og det haster.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
