Det er svært at spå – især om fremtiden.

Jeg har tidligere på denne blog ytret utilfredshed med regeringen Thorning-Schmidt og især dens økonomiske politik.
Jeg synes fortsat ikke, at strategien med at spare sig ud af krisen er god og på sin plads. Jeg så hellere en mere keynesiansk linie, fordi staten er den eneste økonomiske aktør, der kan have viljen og evnen til at sætte samfundsøkonomien op i fart.
Hertil vil regeringens svar formentlig være, at det har de skam allerede gjort med 'kick-starten'! Ja, ja – men det forekommer langt fra at være tilstrækkeligt, når det skal sammenholdes med alle de øvrige reformer lig med besparelser på de især kommunale budgetter.
Det virker da paradoksalt at samtidig med, at man fx gerne vil højne sundhedstilstanden i befolkningen, herunder reduktion af antallet af overvægtige børn, så sparer kommunerne på idrætstimerne.
Det er blot et lille hjørne af flere, man kan pege på, hvor den overordnede og gode hensigt i praksis fordufter fuldstændigt.

Når dette så er sagt, så må jeg erkende, at den nuværende regering er det mindste af to onder.
Listen over gode gennemførte initiativer relativ lang, og der vil formentlig også kunne ses nogle langsigtede effekter om nogle år, men der er altså for lidt power i initiativerne til at afhjælpe de værste problemstillinger lige nu. Forhåbentlig medvirker den megen kritik af dette forhold til ændringer fremover.
Men den gennem de sidste 10 år opbyggede bibelske ulighed mellem fattig og rig ("For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har, " (den nyeste bibeloversættelse)) er i hvert fald ikke positiv, og der er nok at tage fat på, hvis det skal ændres – så nu får vi se.

Det kommende år bliver spændende rent politisk, men mon statsministeren udskriver valg inden årets udgang, som jeg tidligere har spået? I givet fald får vi så en borgerlig regering – hvilket trods alt ikke er godt. Vi får se – igen.