Skat og kapitalejere

Vort velfærdssamfund bygger på en fordelingspolitik, nemlig at de rigeste betaler den største del, hvorved samfundet deler ud af den samlede indtægt, sådan at der går relativt mere til de fattige end til de rige. Dog er det således, at der er nogle samfundsydelser, der tildeles til alle, fx børnepenge og folkepension, ligesom der fx er lige og gratis adgang uddannelse og sundhed for alle.
Sådan har det været i mange år, og jeg ønsker, at det også vil fortsætte sådan i mindst lige så mange år fremover – at der er en vis lighed og kollektiv ansvarlighed i samfundet.

Gennem de seneste 10 – 15 år er der imidlertid sket en forskydning i retning af, at de, der har, skal mere gives. Individualismen har taget stadig mere over på bekostning af fællesskabet. Der gives hver dag eksempler på, at rige slipper billigere end andre, og på samme måde fremdrages der også eksempler på, at mange udnytter samfundets ydelser groft, bl.a. ved at få forhøjede satser på trods af manglende berettigelse.
Skattelettelser til de velstillede har vi set gennemført de seneste år samtidig med, at en finans- og gældskrise har hærget både her i landet og i store dele af den vestlige verden.

Det har medført en stigende og uklædelig ulighed.

Kapitalejere (enkeltpersoner og mere eller mindre uigennemskuelige fonde) kommer ofte til orde i den offentlige debat med det budskab, at skattelettelser – jo flere og større, jo bedre – er nødvendige for at skabe vækst og dermed arbejdspladser.
Men er det nu sådan?
For det første forekommer det mig, at kapitalejere anvender deres kapital til spekulation, som beskattes lavere end arbejde, bl.a. fordi kapitalejerne har råd til at finde alle smuthuller i skattesystemet. På den måde bidrager de ikke til at gøre samfundskagen større og tungere, men de spiser blot et endnu større kagestykke og udhuler dermed samfundsøkonomien.
For det andet stiller jeg spørgsmålet, om det er vækst i traditionel forstand,der er brug for? Skal der 'bare' produceres flere forbrugsgoder, eller skal der satses på bæredygtig og såkaldt grøn vækst (energi og genbrug). I min optik er dette sidste ikke just det, kapitalejerne har størst fokus på.

Jeg synes ikke, det er i orden og efterlyser derfor politikere, der tør og kan gøre noget ved denne uorden – desværre ser det ikke ud til, at den nuværende regering hverken har modet eller evnerne i den retning.
Endnu værre er det, at det ser ser ud til, at et evt. valg heller ikke vil medføre, at opgaven bliver løst – hvad mon der skal til???