Den grønne bæredygtighed og politikken

Efter en sommer, der har budt på lidt af hvert med hensyn til omtale af emner af samfundsmæssig art, fx hvorvidt euro-krisen berører Danmark og i givet fald hvor meget, vækst eller ej og nu her klassikeren, optaget på de videregående uddannelser, vil jeg gerne tage tråden op fra mit sidste blogindlæg fra den 3. juli, nemlig emnet vækst.

Vækst er måske en gammel traver – i hvert fald kan jeg huske, at der i 1970'erne udkom en bog ”Grænser for Vækst”, som opstillede scenarier for fremtiden i forhold til de kendte resurser af energi, mineraler, landbrugsarealer sat i relation til verdens befolkningsudvikling. Bogen medførte en stor debat, hvor yderpunkterne naturligvis strakte sig fra skrækscenarium til, at det hele var noget overdrevent (sludder). Siden er det gået slag i slag, hvor der både er fremkommet kendsgerninger, der – i hvert fald – til en vis grad kunne bekræfte forudsigelserne og det modsatte. Samtidig har den teknologiske udvikling jo kørt med ekspresfart, tilsat en god del turbo, så forudsætningerne naturligvis har ændret sig – af og til afgørende.
Mange af de forudsagte problemer kan nu løses ansvarligt og ordentligt.

Det er dog sikkert, at en fortsat stigende vækstrate vil medføre problemer, hvis udviklingen fortsætter uden at indtænke mindre forbrug af såvel materielle som energimæssige resurser.
Væksten skal med andre ord være bæredygtig med hensyn til både energiudnyttelse/effektivitet og materialeforbrug med stigende indfasning af genbrug og nanoteknologi.
Det er sådan, jeg vil forstå begrebet 'grøn bæredygtighed' fremover.

Når økonomerne taler om, at der skal gang i vækst og forbrug, er der grund til at reflektere over, hvilke typer vækst og forbrug, der er hensigtsmæssig – dels lokalt og nationalt, dels globalt. Vækst og forbrug som vi hidtil har haft det, er ikke en farbar vej.
Det må nødvendigvis være grønt bæredygtigt, og forudsætningerne herfor er generelle holdningsændringer på baggrund af øget refleksion, stærkt øget forskningsindsats samt initiativer til investeringer i byggeri og infrastruktur med disse relationer.
Her i landet må op- og udfordringen til Folketing og regering være at give grøn bæredygtighed topprioritet i det kommende efterår, herunder i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Det bedste i denne sammenhæng vil være, at et bredt flertal i Folketinget står bag - jo grønnere og bredere, jo bedre. Det bliver formentlig grønnere, jo længere til venstre i salen, regeringen samarbejder og formentlig bredere, jo længere til højre i salen, regeringen vender sig.
Det er med andre ord et dilemma, vi står med, og det kræver dygtige forhandlere, som virkelig har 'ild i blikket' med hensyn til at få ligningen til at gå op. Det forudsætter yderligere, at såvel opposition som regering udviser, hvad jeg vil kalde 'visionskompetence' og tager afstand fra, hvad de tror at vide, hvad vælgerne vil have. Dette sidste er i sig selv et dilemma mellem demokrati og en forretningstankegang, men broen over grøften må være effektiv formidling.
En sådan balancegang har vi endnu til gode at se af vore nuværende politikere.

Som jeg ønsker det for Danmark, sådan ønsker jeg det også for EU, og det bliver opgaven jo bestemt ikke mindre af, men endnu mere nødvendig. Der er i øjeblikket en form for omvendt proportionalitet mellem det, som er nødvendigt og de politikere, vi har til at tage de store beslutninger.
Måske ligger der en delløsning i at forhindre, at politik bliver et erhverv, men et kald. Man kunne fx sætte valgbarhedsperioden ned til et antal år, så kontinuiteten stadig sikres.

Der er som regel ikke så meget nyt under solen, tilværelsen er præget af dilemmaer, løsningerne skal være være præget af kreativitet, og kriser er ofte med til at fremme de gode løsninger, især hvis de tager udgangspunkt i fællesskabet. Jeg håber og ønsker, at der blandt de nuværende og kommende politikere vil dukke nogle visionsrige og 'statsmands-agtige' typer frem.
Det er nødvendigt – og det haster.