En analyse

Et år minus 100 dage og et afsluttet EU-formandskab for den socialdemokratiske ledede regering gør vel, at det er berettiget at foretage en analyse af, hvordan periodens begivenheder er blevet håndteret, og hvad der kunne ønskes fremover.
Jeg har tidligere udtrykt mig kritisk til regeringen efter ellers at have været optimistisk og med mange forventninger til en mere centrum-venstre linie end den borgerlige linie, som den forrige regering naturlig nok anlagde. Kritikken kommer naturligvis efter konstateringerne af, at den nuværende regering klart har overtaget den borgerlige linie med stor ihærdighed. Jeg er på de afgørende økonomiske områder af den overbevisning, at den borgerlige, liberalistiske og individualistiske linie er forkert og skadelig for fællesskabet. Linien medfører, at regring og embedsapparat står på mål for den holdning, at

• økonomi er en eksakt videnskab,
• alt kan måles og vejes, og
• det er pengene over alt andet, der er i centrum.

Jeg mener, at det er grundlæggende forkert.

• For det første sættes individet over fælleskabet, hvilket betyder, at ideen om 'at enhver er sin egen lykkes smed' bliver det bærende. Al lovgivning og regler skal tilgodese denne holdning, og derfor må Fanden tage de sidste. Det skaber en stadig større ulighed i samfundet.
• For det andet bliver den økonomiske modelflyvning indrettet, så de digitale modeller understøtter tesen om, at der er en endegyldig sandhed på ethvert problem.
• For det tredje bygger den borgerlige linie på, at 'pengene har det bedst i borgernes lommer', hvilket medfører, at den offentlige økonomi skal være så lille som overhovedet muligt.
• For det fjerde medfører det, at det er pengene, der styrer og ikke menneskene.

Grådigheden er et bærende element. Denne model er styrende for regeringen som jeg ser det. Derfor er jeg kritisk.

Men retfærdigvis anerkender jeg, at der på mange områder er blevet gennemført gode og positive ideer, og jeg respekterer, at regeringen arbejder og siger, at de gerne vil samarbejde bredt med partierne, og bl.a. er fattigdomsydelsen afskaffet, der er indgået et bredt forlig om energi, og på skoleområdet er rangordningen (næsten) afskaffet. Imidlertid har regeringen ikke formået at få budskaberne ud over rampen, derfor er det også sigende, at jeg ikke umiddelbart nævner flere (hvilket naturligvis kan skyldes min dårlige hukommelse).
Jeg vil tillige anerkende, at EU-formandskabet er gået godt. Regeringen har levet op til sit mål om, at det ville blive et 'rugbrøds'-formandskab – der er leveret hårdt arbejde (flid og slid). Til gengæld kunne det have været skønt, hvis formandskabet havde benyttet anledningen til at sætte vækstproblematikken på dagsorden, men det skete som bekendt ikke.
Der blev lagt en linie tæt op ad kansleren.

Det forekommer mærkeligt, at en centrum-venstre regering forfølger en sparepolitik med store nedskæringer på de offentlige budgetter, næsten som Chigaco-skolen efter Milton Friedmans teorier og praktisk gennemført i Chile i perioden fra midten af 1960'erne og op gennem 1970'erne, hvor general Pinochet beskar de offentlige budgetter efter Friedmans anvisninger, så Chiles økonomi skrumpede markant.
Det medførte store lidelser for befolkningen – altså den del, der ikke var velhavende.

Det kan ikke andet end undre, at partier, som førte valgkamp på ideer og planer om vækst, nu fører en modsat økonomisk politik, og dertil næsten konsekvent vender sig bort fra sit parlamentariske grundlag.
Regeringen har – for mig at se – ukritisk overtaget regnemodellen, den såkaldte ADAM-model, som finansministeriet har brugt siden slutningen af sidste århundrede, og som kort fortalt anvender begivenheder, der allerede er sket (spareprogrammer og indskrænkninger i de offentlige budgetter) som endegyldig model for, at det også sker fremover, og at økonomien derfor vil udvikle sig ud fra de forudsætninger. Den økonomiske politik lægges så efter det.
Problemet er, at det næsten aldrig går sådan – det er højst usikkert, men hvad der er sikkert, er, at uligheden og arbejdsløsheden øges. Den økonomiske modelflyvning er mildest talt ustadig, og jeg kan ikke lade være med at drage sammenligninger til pengepolitikken, hvor kontanterne jo næsten er afskaffet, og vi betaler med kreditpenge, som er tal på papir og kontooversigter, men ikke eksisterer i virkeligheden. Når økonomer taler om 'arbejdsudbud' - altså flere rigtige mennesker på arbejdsmarkedet, alternativt at de arbejdende skal arbejde endnu mere - så er der måske ogå bare tale om 'tal på papir' uden hold i virkeligheden, fordi modellen siger, at det vil gå sådan. Det kunne være interessant at få dette, sikkert meget uprofessionelle udsagn, belyst.

I bestræbelserne efter at leve op til modellens forudsigelser foreslog regeringen også at ændre ved nogle helt grundlæggende velfærdsydelser som børnecheck og folkepension.

Det er en glidebane.
Der er nogle helt basale punkter i den danske velfærdsmodel. Det er

• folkepension til alle,
• børnecheck til alle,
• ordentlig ældreomssorg for alle,
• sundhedssystem for alle og
• uddannelsessystem for alle

Det erområder, alle borgere kan benytte sig af uden at skulle betale særskilt for det; der er betalt over skatten.
Det vil være katastrofalt at ændre disse områder mere eller mindre til et markedsbaseret system.

Det kunne se ud til, at de folkevalgte i alt for høj grad lader sig styre af den holdning, der siger, at den offentlige økonomi skal styres som en forretning, og at de derfor agerer som en slags bestyrelse a la en stor privat virksomhed. Det, tror jeg, er forkert, og det kan vel ikke være meningen at betragte det mandat, som vælgerne har givet politikerne, som et almindeligt arbejde uden skelen til de værdier og holdninger, man er blevet valgt på?

Et sidste område, hvor jeg mener, at regeringen ikke har gjort tilstrækkeligt, er ungdomsarbejdsløsheden, som hænger uløseligt sammen med ungdomsuddannelserne og senere de videregående uddannelser. Jeg efterlyser mere håndfaste initiativer, især mht. praktikpladser. Det er vanvittig kortsigtet at svigte og tabe ungdomsårgange på gulvet.

• Jeg kunne ønske en økonomisk politik, der mere ligner den, hvor regeringer fører ekspansiv politik i krisetider for at skabe job og vækst.
• Jeg kunne ønske en mere bæredygtig grøn politik, selv om det måske er det område, regeringen har gjort det bedst i, men altså mere grøn energi og større udfasninghurtigere af fossil energi.
• Jeg kunne ønske mod til at tænke anderledes og mere kreativt i almindelighed samtidig med, at en sårbar social balance fastholdes.
• Jeg kunne ønske en meget højere grad af troværdighed, så man kan genkende politikken efter et valg med det, der bliver sagt før valget.

Alt dette får mig til at forudsige et folketingsvalg i efteråret, og resultatet bliver sindsygt spændende. Imidlertid – og på trods – ønsker jeg fortsat en centrum-venstre regering. Den skal blot agere mere troværdigt end den nuværende og undlade at føre borgerlig blå politik, men bare være lidt lyserød.