Produktivitetsstigninger i de offentlige opgaveløsninger.

Det var velgørende at læse debatindlægget ”Historierne om krisen på de danske hospitaler er stærkt fortegnede” af økonomichef på Gentofte Hospital, Hans Anton Nygaard i Politiken den 28. december 2010.
Han redegør for produktivitetsstigningerne på de danske hospitaler de sidste år.
Hans pointe er, det skyldes det samlede personales meget flotte indsats på trods af den underfinansiering, der har fundet sted. Det gælder for de indførte kræft- og hjertepakker (en særdeles underlig, men officiel terminologi) samt den generelle behandlingsgaranti med loft for bevillingerne.

Jeg mener, det samme kan siges om fx folkeskolen, som gennem de sidste i hvert fald 30 år har fået pålagt stadig flere opgaver samtidig med beskæringer i den reelle undervisningstid – både timetallet for fagene og den genelle nedsættelse med bortfald af undervisning om lørdagen samt – ikke mindst – den nedsættelse af lektionslængden, der fandt sted i 70'erne fra 50 minutter til 45 minutter (dengang daværende finansminister Per Hækkerup brugte stokkemetoder). Opgavernes antal har haft sammenhæng med de medieskabte debatter om færdselslære, seksualundervisning, ungdomskriminalitet og andre temaer af almen dannelse, som skolerne har måttet overtage helt eller delvist fra forældrene.
Når der var en hændelse, der bare havde en anelse med skoleelever at gøre, og som fik medieomtale, rejste der sig omgående et krav om, at det skulle skolen også undervise/informere om. Dette sammenholdt med det faldende timetal i fx dansk, hvor mange af den slags temaer havde holdeplads, har været medvirkende til et faldende uddannelsesniveau i folkeskolen.
Nu skal dette forstås sådan, at jeg helt klart mener, at langt hovedparten af temaerne naturligvis skal have plads i folkesolens undervisning alene af den grund, at folkeskolen også skal være almendannende. Problemet er, at tiden til udførelsen af opgaverne ikke er blevet givet i samme takt, men at den har skullet tages fra den allerede eksisterende tid. Så er det logisk, at noget må lide for det, og det er blevet den almindelige faglige undervisning, hvor tiden til de lidt kedelige opgaver, hvor det indlærte skulle slås fast, eksempelvis tegnsætnings- og staveøvelser, tabelindlæring, såkaldte slaveopgaver i matematik, paratvidensopgaver og lignende.

Lærerne har haft en særdeles svær opgave, som de efter min mening har løst fremragende inden for de rammer, der er blevet dem givet. Læg hertil, at folkeskolen som andre kommunale institutioner ikke har fået bevilget penge til prisfremskrivninger, nærmest tværtimod, og at de bygningsmæssige rammer mildest talt er blevet forsømte, så elevernes æstetiske sans bestemt ikke er blevet stimuleret. Læg yderlige til, at et stigende antal elever er blevet henvist til en meget dyrere form for undervisning, specialundervisning, nemlig fordi der ikke har været den tilstrækkelige tid i den daglige undervisning.
Set i lyset af budgetternes faldende tendens og kravene til undervisningens indhold betyder, at der også i folkeskolen må have været en produktivitetsstigning af en ikke helt ringe størrelse. Det er mærkværdigt, at dette ikke er blevet undersøgt nærmere i denne bundliniefokuserede tid, når det huskes at ved udelukkende at fokusere, så ligger resten i mørke.

På samme måde kan man anskue kritikken af DSB, som simpelthen får taget sit surt optjente overskud af ejeren til andre formål samtidig med, at 'firmaet' får at vide, at de ikke gør det godt nok, at der skal mere konkurrence til (det sædvanlige DJØF-trick – selv om det ikke er oplevelsen, at noget som helst er blevet billigere eller mere gennemskueligt af at blive udsat for konkurrence via privatisering).

Forskån os derfor for den slags DJØF-løsninger, men se de offentlige opgaveløsninger som en vækst- og velfærdsmaskine, som kan medvirke til at udvikle den skandinaviske velstandsmodel, så der også bliver velfærd.

Nytårshilsen

Jeg benytter lejligheden til at ønske læsere af denne blog et herligt, indholdsrigt og fredfyldt nyt år.
Jeg håber ligeledes, at I også har haft en dejlig jul og har klaret snemasserne på bedste vis. Man kan da vist godt hævde, at snerydningen har sørget for motionen den sidste måneds tid.

De bedste hilsener
Benny Pedersen

Hvad er det dog for noget? - En presset regering!

Jeg har netop set DRs 21 Søndag og er blevet rystet i den grad. Bertel Haarder, som jeg ellers var kommet til at få stor sympati for, idet han i mine øjne var en af regeringens bedste medlemmer, optrådte som et meget lille barn, der stampede i jorden, fordi det ikke fik sin vilje. Årsagen var, at journalisten stillede ham et spørgsmål, som han åbenbart ikke var forberedt på.
Skal det nu være en forudsætning, at ministre (og andre offentlighedspersoner) kun skal kunnes stilles spørgsmål, de i forvejen har godkendt eller bare kender?
Hvad er det for noget?
Der har tidligere været en hvert fald én episode med statsministeren, hvor han efter sigende blev ophidset over en journalists spørgsmål.
Er der ikke ytringsfrihed i dette land? Skal journalister ikke kunne spørge om hvad som helst??
I min optik er regeringens nu blevet så presset af 'dårlige' sager, at de ikke formår at fremtræde med den dannelse og etik, der gør dem værdige til at regere landet. Der er rigtig mange sager, hvor regeringen fremtræder enten utroværdigt, fx omkring sundhedsvæsenet og på miljøområdet, eller direkte uklogt, fx på undervisningsområdet.
De handler og udtaler sig direkte mod, hvad sagkyndige på områderne giver udtryk for.
Jeg mindes ikke ikke en regering agere så usikkert som denne.
Der skal altså nye kræfter til, fordi den nuværende regerings kræfter er sluppet op. Umiddelbart ser jeg to årsager til det: Helt almindelig metaltræthed efter mange års højkonjunktur og kontraktpolitik, hvorefter de har sluppet jordforbindelsen, eller også er omgivet af så dårlige rådgivere/spindoktorer (et forfærdeligt ord med for skræmmende indhold), at det fører lige lukt ud i lemfældig omgang med kendsgerningerne a la italienske forhold.
Det er egentlig kun det næstværste, fordi spørgsmålet er, om oppositionen kan gøre det bedre?
I denne juletid, hvor man har lov til at ønske: Vi er i ikke så godt stillet i dette land!

Anmeldelse af julevelgørenhedskoncerten i Københavns Domkirke, søndag den 12. december 2010, kl. 15.

Medvirkende:
Solist Andrea Pellegrini,

Ensemblet: James Watson, trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London
Kristina Schjelde i stedet for Rasmus Kærsgård, freelance trompetist
Susanne Skov, freelance hornist
Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne
Martin Reinhardt, basbasunist i Staatsoper Unter den Linden (Berlin State Opera)

Programmet:

Prelude af Carl Nielsen, arr. Mogens Andresen

”Italiensk renæssance”:
* Echo Fantasia af A. Banchieri, arr. Philip Jones og Elgar Howarth
* La Seraphina af Pietro Lappi, arr. Elgar Howarth
* Agnus Dei af Giovanni Palestrina, arr. Philips Jones

Mariä Wiegenlied af Max Reger, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini

Frère Jacques, Trad., arr. John Iveson

”Tysk barok”:
* My Spirit be Joyful af J.S. Bach, arr. Herforth. Solist Martin Reinhardt
* Minuet fra cellosuite no. 1 i G-Dur af J.S. Bach
* Canzon Bergamasque af Samuel Scheidt, arr. P. Jones

Ave Maria af Franz Schubert, arr. James Davies. Solist Andrea Pellegrini

The Holy and the Ivy. Trad.

You Make Me Feel so Young af Lester Gordon, arr. Ingo Luis

A'int Misbehavin' af Fats Waller, arr. Lee Norris

Dejlig er jorden.


Efter Frère Jacques takkede lederen af 'Reden International', Vibeke Lenskjold, Thomas Hovaldt for at overføre den engelske tradition med julevelgørenhedskoncerter til Danmark og især, at det nu var fjerde gang, at Ensemble Hovaldt spillede til fordel for 'Reden International'. Hun takkede musikerne for deres positive tilsagn om at spille til fordel for målet, og endelig takkede hun Domkirken for husly.
Vibeke Lenskjold fortalte kort om arbejdet i 'Reden International' og den store gavn, de prostituerede og handlede kvinder havde af det beløb, der måtte komme ind ved eftermiddagens koncert. I 'Reden International' havde de mulighed for at få rådgivning om deres muligheder i Danmark, herunder asylmuligheder, ligesom der naturligvis var mad, varme og husly på adressen på Halmtorvet.
Selve koncerten var en rigtig god oplevelse, hvor de kompetente musikere viste deres formåen, og især Andrea Pellegrini var formidabel. Basbasunisten Martin Reinhardt var ligeledes fantastisk i sin solo. Det hele blev sædvanen tro ledet dygtigt af James Watson.
Programmet var alsidigt og blev afviklet med god stil og uden slinger, hvor det eneste minus, jeg kan sætte, var kirkerummets akustik til brasskkammerkoncerten. Det kunne ind i mellem være en smule vanskeligt at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden i en ellers meget professionel gennemført koncert.

De omkring 240 tilhørere kunne gå fra Domkirken og ud i den kolde december eftermiddag med en dejlig musikoplevelse i ryggen samt en bevidsthed om at have støttet et godt og værdigt formål i denne kolde tid, hvor den slags sociale institutioner nødvendigvis må have privat støtte for at kunne hjælpe. Afstanden mellem dem, som har behov for hjælp, økonomisk og socialt, og dem, som kan hjælpe, er jo bestemt ikke blevet mindre de sidste 10 år her i kongeriget. Enhver er så absolut ikke sin egen lykkes smed – det er vældig godt for ikke at sige nødvendigt at have allierede, som kan det, man ikke selv er i stand til.

Julekoncert i Københavns Domkirke

Julekoncert i Vor Frue Kirke d. 12. december 2010 kl. 15.00
Værker af bl.a.: Max Reger, Franz Schubert, E. Elgar, Händel og Percy Grainger

Medvirkende:
Solist mezzosopran Andrea Pellegrini

Ensemblet:
James Watson, trompetist og professor ved Royal Academy of Music i London
Rasmus Kærsgård, freelance trompetist
Susanne Skov, freelance hornist
Jesper Busk Sørensen, basunist I Berliner Filharmonikerne
Martin Reinhardt, basbasunist i Staatsoper Unter den Linden (Berlin State Opera)

Koncertens varighed: En time og fem minutter

Entré: 100 kr., og alle entreindtægter går ubeskåret til Reden Internationals arbejde.


Fra Domkirkens hjemmeside: http://www.koebenhavnsdomkirke.dk har jeg hentet nedenstående omtale.
Der er her i juletiden en særlig mulighed for at vende sin opmærksomhed mod dem i samfundet, der lider nød, dem, der har større byrder end gavelister og størrelsen på juletræet. Ensemble Hovaldt vil gerne støtte aktivt og samtidig skabe et rum for eftertanke. Det er håbet, at en smuk koncert på højt niveau og med dygtige solister, vil give plads og ro til netop det.
Reden International er en NGO, som driver et døgnbemandet krisecenter for udenlandske kvinder udsat for udnyttelse og handel til prostitution. Organisationen spiller en aktiv rolle i opsøgende gadearbejde på Vesterbro og tilbyder de udenlandske kvinder social rådgivning. På Mødestedet kan kvinderne få sundhedstjek, omsorg og lidt forplejning.
Frivillig arbejdskraft og privat indsamlede midler har gennem alle årene været en forudsætning for, at Reden International har kunnet opretholde det ønskede aktivitetsniveau, samt udvikle nye projekter, som har været nødvendige for at imødegå nye behov, som skabes af ændringer i stof- og prostitutionsmiljøet.
Årets julekoncert er en videreførelse af det succesfulde samarbejde, der begyndte i 2007, mellem Reden International og Ensemble Hovaldt.
Thomas Hovaldt, stifter af Ensemble Hovaldt og arrangør af velgørenhedskoncerten:
”Jeg synes det er særdeles væsentligt og givende – også for musikken – at arbejde med større sammenhænge end blot og bare musisk udtryk på højt niveau. Det er kombinationen, der er interessant, det, at kunne give folk muligheden for en kunstnerisk oplevelse og samtidigt dele sit overskud med andre”.

Jeg har overværet koncerterne fra begyndelsen og kan varmt anbefale at bruge et par timer på denne tredje adventssøndag for at få en dejlig musikalsk oplevelse. Niveauet har været stigende fra et højt stade fra begyndelsen, og blot et hurtigt blik på listen over de medvirkende bevidner, at kvaliteten i år er megahøj.

Et forståelses- eller et troværdighedsproblem?

Det er vanskeligt at forstå, at VKO-blokken i Folketinget hele tiden bruger gentagelsesmetoden, når den vil have Danmark til at placere sig mellem verdens bedste, når det gælder sundhedsvæsenet, uddannelsesområdet og velfærd i det hele taget.
Jamen, der er næsten ingen grænser for, hvad vi skal være de bedste til, og se bare: Aldrig er der tilført så mange penge til områderne som i regeringens tid.
Her er det, at forståelsen og logikken bliver vanskelig.
Det er netop disse områder, der konstant bliver sparemål. Der går ikke en dag, uden at vi hører om, at sygehusene mangler penge, og der skal fyres personale.
Der går ikke en dag, uden vi hører om, at skolerne enten skal lukkes eller fusioneres eller,
at der sættes andre sparemål op. Det sidste er, at loftet over, hvor mange elever der må være i en klasse, fjernes.
Der går ikke en dag, uden at vi kan læse om urimelige tilstande på plejehjem, børneinstitutioner eller andre sociale institutioner. Kløften mellem de, som har, og de, som næsten intet har, bliver bredere og dybere. Kommunerne lider og kan ikke leve op til de berettigede forventninger, deres indbyggere har. Der skal spares alle steder. Det kan være en sag at komme i kontakt med sin kommune, hvis man ikke har adgang til og kan bruge en computer, hvorfor Fanden tager de sidste.
Der er altså noget, som ikke hænger sammen. Det kan ikke stemme, at pengene er så rigelige samtidig med, at serviceniveauet er støt faldende.
Samtidig har man en fornemmelse af at være blevet snydt i forbindelse med finanskrisen og bankpakkerne. Det lader til, at finansieringsinstitutterne kan ride stormen af, uden der bliver stillet strammere krav til dem.
Man må ikke undre sig over, at VKO-blokken har et troværdighedsproblem. De vil os det så godt, men deres handlinger viser, at de hytter de riges skind.
Det allerværste er, at SSF-blokken ikke synes at være et tilstrækkeligt troværdigt alternativ. Til dem må opfordringen lyde: Erkend, I ikke har et projekt – marker jer bedre, lad jeres hjerter tale, og læg strategien død.
Man får næsten lyst til i denne juletid at håbe, at de vise mænd kommer frem og fortæller, at en frelser ar født!

Børn, skole og kultur

Er skole og kultur nu et nyt fag, som børn, forældre og lærere skal sætte sig ind i, og som kommunen skal sætte resurser, de ikke har, af til på de enkelte folkeskoler???
Næh – naturligvis ikke. Det er noget, der bare burde være i skolen. Kultur burde gennemsyre hele skolen og dens virke.
Vi skal huske, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen (MJ), har skrevet en inspirerende kronik om partiets og hans tanker om en ny kulturpolitik, hvis og når der kommer et regeringsskifte. Kronikken blev bragt i Politiken den 1. august 2010, og jeg fik lyst til at supplere MJs tanker og ideer, dels fordi jeg blev begejstret for kronikkens engagerede udtryk, dels fordi jeg er overbevist om, at det er særdeles vigtigt for det danske samfunds overlevelse at være mere end almindeligt opmærksom på relationen børn og kultur. Det er ikke et formål her at supplere socialdemokraternes kulturpolitik i særdeleshed, for jeg har ingen relationer til partiet og har heller ikke ønske om at få det, men kun at medvirke til at emnet får plads i samfundsdebatten, fordi det er så vigtigt.
Kulturen og dens mangfoldighed spiller nemlig en fundamental rolle i samfundet, fordi vi herigennem skaber billederne og identiteten af det samfund, vi lever i. Det er gennem kultur og kunst, vi på mange måder spejler os selv og formes som mennesker. De er altså i den grad med til at danne os.
Kultur og dannelse er møntens to sider og medvirker i høj grad til at modvirke den mere end kedelige tendens, der er opstået i vort velfærdssamfund, nemlig at markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element. Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.

MJ skriver bl.a., at ”Kulturpolitik er blevet reduceret til oppustet hyldest af fortidens kulturelle milepæle frem for at lægge sporene ud til de nye. Kunsten er blevet reduceret til en diskussion om sponsorater og effektiviseringskrav i stadig strammere resultatkontrakter på de bærende kulturinstitutioner.”
Jeg mener, han har ganske ret. Markedsgørelsen har sneget sig ind snart sagt alle steder i det offentlige system. Der er åbenbart en tro på, at det hele kan måles og vejes, hvorefter resultatet kan aflæses – helst – som sorte tal på en bundlinje. Halleluja og Amen!
På denne baggrund er det så vigtigt, at de kommende generationer rustes til at kunne gennemskue det meningsløse i det altædende måle- og vejesamfund, der er ved at blive skabt. Her kan arbejdet med relationen børn og kultur vise sig at blive et umådeligt vigtigt instrument. I kunsten stilles spørgsmålene uden på forhånd at vide, hvilke retninger svarene vil føre os. Man kan sammenligne det med grundforskningen. Her ved man heller ikke, hvor spørgsmålene og svarene fører hen i modsætning til måle- og vejesamfundets markedsmantra ”Fra forskning til faktura”.
I midten af 90'erne formulerede et ministerielt udvalg, Det musiske udvalg, 10 bud til fremtidens skole. De beskrev i enkelhed nogle tanker, der ville være nødvendige fremover. Jeg har tidligere gengivet dem i artikler og indlæg på min blog *), og vil her kun gengive 4. og 7. bud:
4. bud: Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
og
7. bud: Du må forstå, at der i skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.

Det vil være for meget at hævde, at det æstetiske rum i tidens folkeskoler er en nydelse, selv om kommunerne i deres renoveringer gør en del for at hæve niveauet, så er der rigtig meget tilbage, inden målet er nået.
Ligeledes er forventninger og krav til skolens virke i folketing og regering blevet afstemt efter at styrke det naturvidenskabelige område i tråd med det måle- og vejesamfund, man ønskede og ønsker fra borgerlig side. I takt med dette er forventninger og krav til de kreative fag og humanistiske værdier blevet nedtonet. Jeg tror, at dette enten-eller, som det er tilsyneladende er blevet til, burde have været et både-og. Man ville så i givet fald have været tvungent til at forlænge skoledagene og måske også undervisningspligten endnu mere for at få sammenhæng med tidens krav til kvaliteten i grunduddannelsesniveauet. Sådan noget koster jo, men på trods af udtalte visioner om 'en folkeskole i top 5 på verdensranglisten' fra regeringen har den altså ikke afsat de nødvendige og tilstrækkelige midler hertil.
Kultur og kunst i god kvalitet i skolen vil medvirke til, at der vil være flere glade børn og voksne. Arbejdsmiljøet vil få et løft, og det vil uden tvivl fremme indlæringen – glade børn lærer bedst!
Kulturpolitikken har desværre heller ikke fået den tilstrækkelige og nødvendige opmærksomhed på trods af kulturministerskifte, som – med rette – kunne give forhåbninger om øget pondus i regeringen.
Jeg vil hæfte mig ved de dårlige vilkår, folkeoplysningsloven giver de foreninger og klubber, der i det daglige arbejder med at samle og udvikle store grupper af amatører i udøvelsen af deres store interesser.
Som MJ skriver i sin kronik, at det væsentligt at ”styrke amatørorganisationernes og det lokale kulturlivs arbejdsbetingelser og vilkår, fordi det er vigtigt, at borgernes mulighed for selv at afprøve og udvikle kreative og skabende kompetencer bliver forbedret”. Lidt senere fortsætter han ”elite og bredde eller amatørisme og professionalisme er på ingen måde modsætninger, der udelukker hinanden, men modsætninger, der beriger hinanden”. Regeringen har desværre gjort det dyrere for amatørerne at følge kurser på aftenskoler og højskoler, fordi de går i for små sko og økonomien klemmer.
Det betyder, at det også er blevet svært ”at være aktive og deltagende borgere i samfundet, men borgerne reduceres til blot at være forbrugere af kommercielle produkter i et mere markedsgjort velfærdssamfund”. Men det er måske også meningen?
Skolerne har efter min mening også en opgave her, fordi en af de nye fronter, de skal åbne, er at etablere sig som lokale kulturcentre, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Det er ønskeligt at udnytte skolernes faciliteter til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er,at børn, unge og deres forældre, herunder de, der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst i forhold til at behandle faciliteterne ordentligt.
Det vil gøre det nemmere for borgerne igen at blive aktive og deltagende i samfundslivet, og det vil klæde regeringen at give økonomiske incitamenter til skolerne at udvikle sig i den retning og på den måde støtte behovet for lokalområdernes kreative udfoldelsesmuligheder, fordi borgeransvar og borgerdeltagelse er bærende elementer i den danske kultur.
Jeg vil gerne trække et eksempel frem, som belyser denne fattige kulturpolitik, der har bekendt sig til markedsgørelse og sponsorater. Den førte kulturpolitik gennem den sidste halve snes år har betydet, at amatørmusikken, som forvaltningsmæssigt hører ind under folkeoplysningsloven, kun får tilskud til konkrete initiativer. Det er et problem, at de enkelte orkestre skal eksistere via kontingentindbetalinger og donationer (fundraising), for hvor længe kan de blive ved at bruge megen god fri tid til sådanne bureaukratiske øvelser, når det er musikken, som er deres hjerteblod.
Orkestrene har krav på, at kommunerne stiller lokaler gratis til rådighed, men spørgsmålet er også her, hvor længe det varer ved, fordi kommunerne kan se se en indtægtskilde i lokaleudlejning og vil presse på, for at få ændret folkeoplysningsloven i den hellige markedsgørelses navn.
Det er simpelthen ikke i orden, at de enkelte orkestre ikke kan opnå økonomisk støtte via folkeoplysningsloven, men kun har ret til at låne lokaler på skoler eller i andre offentlige bygninger.

Jeg opfordrer til, at skolerne ser mulighederne i, at så mange som muligt i lokalområderne kommer ind på skolerne og bruger de faciliteter, der findes. Det vil fremme kulturen, og det vil fremme samarbejdet mellem skole og hjem, og samlet set vil det øge kreativiteten og udviklingen i samfundet – måske især i de områder af Danmark, som er lidt tyndt befolket. Det vil samtidig være nærligende, at skolerne oven i købet inddrager den viden og de færdigheder, som andre borgere er i besiddelse af, i undervisningen. På lidt længere sigt vil det måske også være understøttende for en helhedsskole, hvor der er gang i undervisning og andre aktiviteter 16 timer i døgnet. Mulighederne er til stede, så hvorfor ikke lade mangfoldigheden i kultur og uddannelse spille sammen.

Det er umådelig væsentligt, at kultur og skole igen smelter sammen og gensidigt befrugter hverandre til gavn for alle. Selv i større bysamfund vil dette være til umålelig gavn.
Det vil være oplagt, at en truet kulturinstitution som folkebibliotekerne og skolerne indleder et samarbejde for at støtte lokale kræfter i kulturlivet. Der er heller intet i vejen for, at de lokale idrætsklubber indgår i dette samarbejde.
Der er kun tilbage at håbe på, at magtens indehavere ser visionen i dette. Held og lykke til ildsjælene, som kommer til at være afgørende elementer i dette arbejde.
*)http://www.bennypedersen007.blogspot.com/,

Skolen djøficeres helt oppe i toppen af hierakiet.

Den kedelige tendens til djøficering af snart sagt alle former for samfundsområder er åbenbart ubønhørlig. Vi oplever det på sundhedsområdet, på plejeområdet og ikke mindst på børne-ungeområdet.
Sidste skud på stammen er den nuværende undervisningsminister, som i tide og utide stiller sin alviden til skue og desværre også gennemtrumfer sit ideologiske togt krydret med lidt snusfornuft a la Dansk Folkeparti mod folkets skole. Hun er ved at blive for meget – for nu at blive i det nordjyske. Hun bringer en anden kvindelig undervisningsminister i erindring, nemlig Tove Nielsen fra midten af 1970'erne. Hun var heller ikke en succes på posten.
Det værste er, at Tina Nedergaard blæser på, hvad eksperterne ved, selv om hun bragende højt erklærer, at lærernes undervisning skal hvile på viden og ikke på vane. Det vil være synd at hævde, hun selv praktiserer dette. Hendes udsagn om skolen bygger enten på ideologi eller fordomme, ikke på viden. Det gælder især offentliggørelse af skolernes resultater i de nationale prøver, fordi forældre herved vil få et bedre beslutningsgrundlag for at praktisere det frie skolevalg. Det er imidlertid en falsk varedeklaration. Det næste skridt er afskaffelse af enhedsskolen ved at tillade ubegrænset holddeling. Det er et tilbageskridt af format, fordi det vil bidrage til en opdeling af mennesker på baggrund af boglige færdigheder. Enhedsskolen er en model, andre lande misunder os. Begge eksempler er belyst via erfaringer og undersøgelser fra ud- og indland, og de viser, at det er en dårlig ide at skabe hitlister af skoler og at opdele elever permanent.
Det er her, at ministerens djøf-baggrund kommer ind i billedet, fordi hun fuldt og fast tror på managementtankegangen. Jeg vil understrege, at i skolen skal der trædes varsomt, thi der færdes børn. Ideen om, at enhver er sin egen lykkes smed duer ikke i folkeskolen – simpelthen.
Til ministeren vil jeg sige: Inddrag den faglighed, der er blandt lærere og ledere samt deres organisationer, og suppler med forskere, hvis folkeskoleloven skal ændres. Forlad den egenrådige kurs, vi ind til videre har set.

Kommentar: Margrethe Vestagers blog i Politiken 23/11-10

Det er mægtigt, at Margrethe Vestager står frem og op og udtrykker, hvad mange mener samt udstiller det totalt menneskefjendske livssyn, DF og flertallet af partiets vælgere står for.
Tak for det!
Det er snart et stort spørgsmål i såvel den offentlige som i den private debat, hvad vi skal gøre for at ændre dette håbløse individualistiske og menneskefjendske livssyn, som har bredt sig langt ind i regeringens og oppositionens rækker.
ATS i dagens Politiken sætter det også fint på plads. Humoren er måske det våben, der bl.a. skal til?

En kommentar til en ikke-vision.

Så kom undervisningsministerens vision for folkeskolen, bestående af 7 punkter. Jeg må bemærke, at jeg ikke er særlig imponeret. Inden jeg uddyber det, vil jeg dog gerne rose såvel statsminister som undervisningsminister for, at de har sat fokus på folkeskolen og hver især besøgt flere skoler over det ganske land.
Men hvis visionerne ikke kan række til mere end, hvad Tina Nedergaard (TN) beskriver i kronikken i Politiken i dag den 8. november 2010, så synes udbyttet ikke at stå mål med de anstrengelser, som både skoler og de to ministre har gjort sig.
TN udformer sin kronik som et fremtidseventyr og lader 'fiktive' personer meddele resultaterne af en folkeskolereform, som regeringen agter at gennemføre inden for et års tid under stort trompetskrald som en meget ambitiøs sag.
Der er ærlig talt ikke meget vision i at kræve, at alle børn skal kunne læse efter 2. klasse og at læsning er alle fags moder, at fagligheden skal hæves så meget, at 8. kl. skal svare til 9. kl., at der skal færre elever i specialklasser og på specialskoler, at lærerne skal rekrutteres fra de bedste studenter, at undervisning skal baseres på viden, at lægfolk skal skal være skoleudviklere, og endelig at skolerne skal rangordnes.
I TNs eventyr blomstrer såvel skoler som ungdomsuddannelsessteder, og alle er glade.
Lige nogle slag med 'mester Erik', og alt retter sig. Mageløst – ikke sandt?
I visionen indgår ikke et ord om kultur, dannelse og sociale kompetencer. Gad vide, hvilke unge mennesker der kommer ud af det? Jeg er ikke optimistisk og tryg ved et samfund, der ser det som en vision at uddanne robotlignende væsener uden empati og innovationskraft. Jeg må konstatere, at TN og jeg som udgangspunkt står i hvert vores 'ringhjørne', når hendes kronik er grundlag for en debat. Der er dog svage åbninger i TNs synspunkter, bl.a. at en høj faglighed ikke står i modsætning til kreativitet og personlige kompetencer. Nej selvfølgelig ikke, hvem har hævdet det?
Derimod synes TNs personlige kompetencer at være en anelse mangelfulde, hvad angår samarbejdets kunst. Det forekommer mig at være forkert at ville gennemføre en folkeskolereform uden anstændig og ordentlig dialog med lærere og ledere. En reform gennemført uden at disse grupper har været inddraget, vil jeg spå en ganske vanskelig gang på jord. En sådan reform uden ejerskab fra medarbejdere og ledere er direkte demotiverende, og det bliver tungt at arbejde med den og opnå resultater. Men måske er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for andet.

Min opfordring skal derfor lyde: Om igen, og inddrag alle de relevante parter i udviklingsarbejdet med med en af de sidste kulturinstitutioner, vi har tilbage i det danske samfund.
God arbejdslyst.

Sportens verden

Jeg gentager lige mig selv i anledning af Bjarne Riis bekendelser: Så fat det dog – cykelryttere er dopede!

Han slap åbenbart gennem dopingkontrollerne uden at blive opdaget. Hvor mange flere topidrætsfolk har mon haft det samme held?

Optimisme og arbejde.

Er det svært at bevare optimismen i denne tid – selv om julen nærmer sig? Jeg vil udtrykke det på den måde, at der skal arbejdes voldsomt for det.

Vi ser danske unge, som kommer sårede hjem fra en unyttig krig; vi hører om andre, der er døde i samme krig. Vi læser dagligt i aviser og på internettet, at nu går det bedre med den danske økonomi, ledigheden er på vej ned og optimismen i erhvervslivet på vej frem – næste dag er budskabet det modsatte. De store og rige virksomheder bliver rigere og rigere på bekostning af mindre virksomheder. Mantraet om, at Danmark skal satse på viden og innovation, smuldrer, fordi de danske virksomheder, som konkurrerer på verdensmarkedet ikke alene flytter deres produktion til lande, hvor omkostningsniveauet er lavere, men deres udviklingsafdelinger flytter med.
Vi læser og hører om, at universiteterne sparer på det humanistiske fagområde, og at det især er sprogfagene, som må holde for – på trods af gentagne advarsler fra den del af erhvervslivet, der har brug for sprogkandidaterne med henblik på at bevare og forøge markedsandelene ude i verden.
Kulturinstitutionerne må skære ned, den frie forskning mangler midler, skoler nedlægges i de mindre bysamfund, eller sammenlægges til kæmpestore enheder. Der er gået bundlinie i dannelsen.
I sundhedsvæsenet skal færre ansatte behandle flere - for slet ikke at tale psykiatrien, der bliver stedmoderligt behandlet i regionerne (der er ikke tilstrækkeligt prestige forbundet med denne del af behandlingssystemet).
Den demografiske udvikling går os imod. Det bliver vanskeligere at opretholde velfærden for de ældre og svage. Der er også gået bundlinie i omsorgen. Fri os i øvrigt for det hule udsagn, at de ældre skal forblive længere på arbejdsmarkedet – ingen vil have dem.
Flere og flere retssager foregå bag lukkede døre af hensyn til opklaringsmulighederne, som det så smukt udtrykkes. Retssikkerheden er omvendt proportional med overvågningen.
I den globale økonomi er der tegn på, at den vestlige verden sakker agterud. På 1. klasse på verdensplan har Kina, Indien og Brasilien de forreste pladser. USA, Japan og EU (hvem er det nu, det er?) kæmper med det sorte af neglene for at få lov til at være med.
I den politiske verden lægges problemerne og løsningerne i syltekrukken, fordi der skal være valg inden for et år, og ingen politikere skal have ørerne i maskinen. Der er ingen fremadrettede planer, der bare minder om kreativitet og innovation.
Den politiske koncentration har fokus på enkeltsager og personer. Kan man grave smuds frem om politiske modstandere, gør man det – og man får fin hjælp af medierne. Enkelte politikere går så vidt som til at ønske at hindre særlige befolkningsgrupper at modtage bestemte TV-signaler. Åbenhed og gennemsigtighed har trange kår.
Der er simpelthen gået ”Her og Nu” i dansk politik.
Det er så, hvad det er, men det er også lykkedes at lulle os almindelige borgere ind i en sovs af ligegyldighed og manglende lyst til gå ind i debatten, fordi 'hva' ska' de' nytte?' - de hører os jo alligevel ikke!
Det er i mine øjne et problem, at markedet er kommet til at styre alt for meget. Markedet har taget fejl ved at droppe fællesskabet til fordel for individualismen. Enhver er ikke sin egen lykkes smed.

Joh – der skal helt bestemt arbejdes rigtig meget for at bevare optimismen, men lad os smøge ærmerne op og fortsætte – DJØF'erne og politikerne skal ikke få os ned med nakken uden kamp!!

Magt - tre korte fortællinger om magt.

I går så jeg Oliver Stone filmen ”Wall Street”, hvor Michael Douglas har rollen Gordon Gekko. Filmen illustrerer på sikker vis, hvordan behovet for magt aldrig forsvinder, når et menneske først en gang har smagt dens sødme – eller bitterhed. Det er som et narkotikum og særdeles vanedannende, mere vil have mere. Den viser også, at det gamle ord om, at 'magt korrumperer' er sandt.
Oliver Stone rammer i denne film som tidligere i ”JFK” noget centralt, der fik betydning for verdenshistorien. Det spektakulære, kriminelle og økonomiske magtmiljø skildres overbevisende.
Skuespillerne i de tre hovedroller er – udover Michael Douglas – Carey Mulligan (Gekkos datter) og Shia LaBeouf (datterens kæreste), og de leverer alle varen på bedste vis.
Filmen har også nogle klip, hvor New York simpelthen tager sig fantastisk ud. Alene det gør, at man får lyst til at gense denne – næsten skræmmende – metropol. Skræmmende, netop fordi magten er til stede i hvert et billede. Den økonomiske/finansielle magt, hvor papirpengene flyver om ørene, og hvor man skræmmes af, at magthaverne med få klik belyser verdenen gyldent eller sender den ned i et sort hul.
De forgyldte mennesker har en adfærd som kongelige for fuld udblæsning – et luksusforbrug ud over alle bredder, hvor de oven i købet tillader sig at tro på, de gør noget godt. Pengemarkedet, hvor det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel parret med en god portion sladder, dirigeres af nogle få begærlige sjæle, som tror, de uden nogen produktion bag kan gå på vandet, og filmen leverer overbevisende den kunstneriske fortolkning af disse menneskers magtliderlighed.
Denne film om magthavere er anbefalelsesværdig.

Efter filmen overværede jeg en (lille) del af Folketingets 'Forhandling om statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38' – altså den politiske debat om Lars Løkke Rasmussens åbningstale. Det handlede jo også om magthavere – eller dem, som tror, de har magt. Debatten handlede i vid udstrækning om økonomi, betaling til privathospitalerne samt om, hvordan den økonomiske vækst kan genetableres i det danske samfund.
Det forekommer mig, at demokratiet skamrides i disse år. Der ævles, kævles og de nødvendige reformer forsømmes. Blokpolitikken trives i en grad, så det er trættende. Vore politikere kender kun et pædagogisk fif, som til gengæld bruges i en uendelighed, og det er gentagelsen.
Det bliver lidt af en cirkusforestilling, hvor de genner hinanden rundt i manegen, men ikke rigtig kommer ud af stedet.
Strategien overskygger målet, og de kæmper hver især for at beholde deres stilling som politikere. Det er deres profession, og de gør alt for at forblive i jobbet. De er blevet folkevalgte korrupte. Det forekommer mig, at vi har fået opdyrket en stand af professionelle politikere – ofte DJØFere – som er alt for langt fra folket, fra de borgere, de skal forestille at repræsentere, og som om det ikke er nok, så læner de sig op af embedsmænd, der har samme baggrund, som de selv har.
Det er ikke betryggende.
Debatten – både nationalt, europæisk og globalt er egentlig kun optaget af, hvordan nogle markedsøkonomiske systemfejl kan udbedres. Finanskrisen viste med al ønskelig tydelighed, at det uregulerede marked klart ikke havde ret, når det gjaldt fortsat og ubrudt vækst. Krisen var lige ved at slå bunden ud af vort samfund, og kun en statslig regulering forhindrede bankernes konkurs. Skal vi så fortsætte på den måde? Det ser desværre sådan ud, fordi i øjeblikket foregår der en form for symptombehandling. Der pumpes offentlige resurser ud i pengemarkedet, så systemet igen kan fortsætte – lige indtil den næste systemfejl bremser forbrugsvæksten.
Spørgsmålet kan vel så være, om det er nødvendigt med vækst i traditionel forstand – altså en vækstfilosofi, som bygger på et stigende forbrugerræs, når det er velfærd, et flertal af befolkningen ønsker. Måske er der behov for en 'new deal', hvor vi har lært af krisen og udnytter, at kortsigtet individuel optimering hverken politisk eller økonomisk kan sikre den bæredygtige udvikling (klima- og resursemæssigt)?
Ingen af blokkene i Folketinget anlægger denne vinkel. Hver for sig tror og håber de, at netop de kan fortsætte ad den gammelkendte vej ved at bruge magten traditionelt.

Hvor dagens første oplevelse handlede om kunstens fortolkning af magt, så var den anden oplevelse den virkelige magt her i kongeriget – og jeg ved ikke, hvilken der var den bedste oplevelse.

Den sidste fortælling om magtens arrogance hører til det kommunale plan. Ballerup kommune, som jeg indtil videre har været meget tilfreds med at være borger i, har besluttet at forære et pænt stort antal kilometer veje til de mennesker, der bor langs med disse veje. En hel del kommunale veje skal privatiseres. Den beslutning har kommunalbestyrelsen reelt vedtaget i enighed uden først at gennemføre en høring for at spare omkring 11 mill. kr. årligt. Sådan lige til sidst inden den endelige, uigenkaldelige og formelle vedtagelse inviterer kommunen til et borgermøde, hvor borgmesteren krystalklart meddeler, at man da gerne vil høre på gæsterne, men at der i øvrigt ikke er noget at komme efter: Beslutningen vil under ingen omstændigheder blive ændret.
Det er magtudfoldelse, som vil noget, og baggrunden er udelukkende økonomisk.
Kommunalreformen medførte, at kommunerne for at få mere magt ønskede at få så mange samfundsopgaver overdraget som overhovedet muligt.
Men der er desværre ikke penge nok i systemet. Derfor spiller man 'stærk mand i cirkus' og trækker en beslutning ned over ørerne på nogle borgere på en ganske udemokratisk måde. Ballerup kommune har været socialdemokratisk styret i rigtig mange år, og den magt har egentlig korrumperet det socialdemokratiske flertal.
Det er egentlig en skam, for der er meget godt i Ballerup, men borgmesteren skal formentlig ikke genvælges ved næste kommunalvalg (han er 72 år) og været borgmester i 29 år, men dette udemokratiske træk vil han blive husket for.

Disse tre fortællinger handler om, hvad magt gør ved mennesker, der har haft magt i lang tid. De glemmer, hvorfor de fik magten. De glemmer at mærke efter, hvad magten gør ved dem. De glemmer, at magt er som narkotika, man vil have mere og mere af, som tiden går.
De bliver umærkeligt korrupte i mindre eller større udstrækning, og arrogancen kommer snigende, og adfærden bliver nemt brutal.

Kort kommentar

Billede fra EMU/Danmarks undervisningsportal, 2006

Så fat det dog – cykelryttere er dopede!

Uddrag fra en generationsdialog

Nedenstående er et resultat af refleksioner over samfundsproblemer, som min yngste søn og jeg har diskuteret et par gange. Det er derfor et kompromis, idet vi naturligvis ikke er enige om alt - men det, vi her har skrevet, kan vi begge stå inde for.

Som borger i det danske samfund undrer det os, at samtidig med at den offentlige økonomi udgør den største andel af bruttonationalproduktet nogensinde, kan hverken stat, regioner eller kommuner løfte de opgaver, de stiller sig selv og hinanden på tilstrækkelig kvalificeret vis.
VKO-flertallet peger helt kontant på, at den offentlige sektor aldrig før har været så stor som nu, men ikke desto mindre melder både regioner og kommuner om vanskelige budgetforhandlinger med besparelser i milliardklassen.
Det er da besynderligt – Vi undres!. Hvad er der gået galt? - Er der ikke råd til velfærdssamfundet mere?- og hvorfor! - Det kan forhåbentlig ikke være rigtigt.
Vi frygter, at på trods af de sidste mange års værdisnak er den danske opfattelse af demokratiet ude på en glidebane. Politikerne, især fra Folketinget, siger ét, men handler ikke rigtigt efter det. Deres troværdighed er noget flosset, og det tog vel sin begyndelse med Danmarks involvering i Irak-krigen, hvorefter det så er gået slag i slag fra bilagsrod over uvederhæftigheder i forsvarsministeriet, valg mellem privatskole og folkeskole til forskellige forklaringer om skattebetaling og opholdssted. Man er bestemt sig selv nærmest og håber på, at de trufne valg glemmes af vælgerne efter nogen tid.
Demokratiet skamrides. Skyldes det, at vi er et demokrati med mange år på bagen, hvor befolkningen oplever demokratiet som noget fjernt, noget man ikke rigtig behøver at engagere sig særlig meget i?
Der er også kraftige tegn på, at sammenholdskraften i samfundet er aftagende. Værdidebatten med mere eller mindre lødige argumenter har gjort sit til det. Det kommer tydeligst frem i bolig- og skolepolitikken, hvor resursestærke familier trækker sig og søger sammen med ligestillede og -sindede.
Det er dybt bekymrende, at vi ikke har formået at løse integrationen bedre, men på en eller anden måde søgt være os selv nok. Retfærdigvis skal det bemærkes, at integration vender begge veje. Der skal være en vilje, men det modtagende danske samfund har ansvaret for de første venlige og positive udspil, uden der behøver at være tale om et assimilationsønske.
Den politiske debat har i den seneste tid været personfikseret, hvilket formentlig skyldes, at valget nærmer sig, men det er vor opfattelse, at det vil være nødvendigt med en bred og i bedste forstand folkelig debat om mindst 5 punkter, fordi den kunne medvirke til, at løsningen på de alvorlige problemer, vi står overfor, vil blive bedre forankret end uden:

• Den offentliges sektor og forbrugeren i individets årti
  
• Det individuelle i forhold til lighed og fællesskabet
  
• Indførelse af to-kammersystem og forfatningsdomstol
  
• Politik som et erhverv
  
• Ghettoisering., dvs. en bolig- og skolestrategi
  

Den offentliges sektor og forbrugeren i individets årti.
Det er nødvendigt med en lille pause og i mellemtiden sørge for, at samfundet ikke går helt i sort, mens vi tager fat på en livsnødvendig debat om, hvorvidt definitionen af, hvad vi opfatter som offentlige funktioner, er rigtig. Skal alle borgere have ret til gratis hospitalsbehandling af hvilke som helst sygdomme, fordi 'nu har man betalt sin skat i så og så mange år' og derfor har ret til at få noget igen? - Skal private skoler modtage et temmelig stort tilskud? - Skal alle have folkepension uanset indtægt og formue?- Skal jeg have ret til gratis hjemmehjælp, fordi jeg har været heldig at opnå en høj alder, hvis jeg nu selv har råd til at betale for hjælpen? - Hvorfor skal mere eller mindre nære slægtninge have krav på en efterladt formue? - Er det en offentlig opgave at passe børn? - Skal folkeskolen blive ved med at være gratis? - Er uddannelses støtten rimelig? - Skal en universitetsuddannelse være en gave fra almenvældet til den enkelte?
Man kan blive ved med at opstille spørgsmål – og nogle vil medføre forargelse og vrede.
Men det er nødvendigt at stille dem. Det må være rimeligt at diskutere, om vi skal smøre de forventede offentlige ydelser ud over hele samfundskagen, så laget bliver så tyndt og blodfattigt, at det fremfor at være velfærd bliver kollektiv fattigdom i stedet? - Eller skal vi sætte ind dér, hvor der er et behov?
Der skal gøres op med retsprincippet til fordel for skønsprincippet. Det har vi haft før, nemlig i opbyggelsesfasen af velfærdssamfundet, og der var bestemt nogle ulemper ved det. Det hindrer imidlertid ikke, at vi må genindføre det for a få råd til at fastholde velfærdssamfundet, da alt for mange er nydere i dag, og for få er ydere. Vi bliver nødt til at se på de konkrete behov og den enkeltes indtægtsgrundlag i forbindelse med overførselsindkomsterne.
Dertil kommer nødvendigheden af at se på den offentlige sektors funktioner i forhold til infrastruktur, herunder energiforsyning. Et udgangspunkt kunne passende være at lade togene, busserne og flyvemaskinerne privatisere, men lade kommunikationsvejene (skinner, veje, lufthavne, sendenet, forsyningsledninger mm.) forblive som offentlig ejendom.
Nogle opgaver kan løses bedre efter udbud til en privat entreprenør, og andre opgaver bliver kun løst dårligere. Generelt skal vi hverken fanatisk afvise privatisering eller gå i modsatte grøft. Det vigtigste er, vi holder os for øje, at prissætningen ved et udbud til en privat entreprenør aldrig vil være reel, idet vi jo har besluttet at opgaven skal løses.
Vi må fastholde, at kommunikationsvejene forbliver offentlig ejendom – om ikke andet så for at kunne bevare samfundets sikkerhed mht. funktionsduelighed samt ikke mindst muligheden for at kunne indkassere forbrugsafgifter.
Kommunikationsvejene er ikke et markedsspørgsmål. Det er naivt at forestille sig, at private virksomheder vil have så meget samfundssind, at de vil udbygge og vedligeholde kommunikationsvejene ud til landets meget tyndt befolkede områder, hvis det ikke kan betale sig. Den offentlige sektors funktioner kan ikke generelt drives som en privat virksomhed. Der er simpelthen nogle andre hensyn at tage end de markedsbestemte.

Det individuelle i forhold til lighed og fællesskabet.
Når man følger med i, hvad der offentliggøres om fællesskabets budgetter og regnskaber, så har mantraet de seneste mange år været, at bundlinjen ikke må udvise røde tal. Der må ikke bruges flere penge, end man har. Det er vel egentlig et logisk og sundt princip, men trods det er det jo netop, hvad der er sket – år efter år. Så længe bruttonationalproduktet har været stigende, har det også været for fristende for magtens ihændehavere at uddele milde gaver til befolkningen.
De individuelle krav til fællesskabet er steget støt og roligt gennem årene, og alle gør krav på deres individuelle ønsker i fællesskabets navn, fordi alle skal behandles lige. Men lighed og fællesskab er ikke identiske størrelser. Vi tror, at tiden er kommet, hvor det ikke kan undgås at differentiere og prioritere såvel forventninger som muligheder, hvis landet skal overleve.
I denne forbindelse er det nødvendigt at se på, om den fordelingspolitik, der har været herskende i den senere tid, nu også er den rigtige. For os at se kan det ikke være rigtigt at lade de svageste i stadig højere grad skytte sig selv samtidig med, at de rigeste får de største skattelettelser 'a la Fanden tager de sidste'. Skattetrykket, som de resursestærke ynder at synes er for højt, er i virkeligheden tungest for de svageste. Det er den gruppe, det går hårdest ud over, når man skal tale om udgifter. De rigeste har jo da klart bedre råd til at betale til fællesskabet – sådan er det. Kløften mellem fattig og rig har aldrig været større end nu, og desværre ser vi, at antallet af fattige er stigende. Det er virkelig svært at leve af kontanthjælpens forskellige former.
Management-tankegangen har efter vor mening været gift for vort velfærdssamfund og lagt grunden til det måle-, veje- og kontrolsamfund, vi har i dag samt understøttet det individuelle på bekostning af fællesskabet.
Vi er gået fra at være borger over bruger til at være kunde i vor egen butik!
Resultatet er, at hylderne er tømt for varer samtidig med, at vi skriger efter nye, flere og bedre. Det må stå klart, at det jo ikke kan lade sig gøre.
Markedsgørelsen har sejret i alt for stor en udtrækning, og det bliver nødvendigt at lave det om – måske ikke i form af gammeldags planøkonomi med 5 og 10 års planer, men en bedre koordination og langsigtet planlægning, frem for hvad der lige kan betale sig på kort sigt, er bydende nødvendig, hvis velfærdssamfundet og velstandssamfundet fortsat skal være 2 sider af samme sag.

To-kammersystem og forfatningsdomstol.
Vi har gennem de sidste 10 år været vidner til, at demokratiet blot handlede om at kunne tælle til 90 – og det er efter vor mening lidt for pauvert. Blokpolitikken har hersket, og det er ikke helt forkert at hævde, at 'de fleste har ret, fordi de er de fleste'. Den største del af oppositionen har været tvungent til at logre med for blot at kunne føle, de dog havde en lille bitte smule indflydelse på udviklingen – eller afviklingen, alt efter temperament.
Grundloven bygger på holdninger og værdier, som – på trods af flere justeringer – ligger mere end 150 år tilbage. Nogle politikere har forgæves slået til lyd for en gennemgribende grundlovsrevision. Det er yderst fornuftigt, men samtidig afsindig besværligt. Grundloven er ikke nem at ændre. Men det er nødvendigt at forsøge at gøre det, og nedsættelse af en kommission med henblik på en kulegravning af emnet vil være velgørende. Kommissoriet skal indeholde modeller for mindretalsbeskyttelse, fx en forfatningsdomstol, så en uvildig instans med uafhængigt (jurister) personale kan afgøre, om lovene er lovlige. Det lyder umiddelbart forkert, men vi synes, der er grund til at have en sådan instans, når vi ser på hvilke love og beslutninger, der er gennemført i nyere tid, fx på integrationsområdet og i forbindelse med krigsdeltagelse. Et to-kammersystem kunne også overvejes, men det indebærer en naturlig fare for bureaukratiske forsinkelser.
Det forekommer os, at vort demokrati fortjener en opdatering. Vi har alt for længe lullet os ind i en opfattelse af, at demokratiet i Danmark er så godt og grundfæstet, at det kan fungere i al evighed og et par dage til. Men så er det jo gået hen og blevet en religion, og så bliver det først farligt. Ja, somme på Tinge mener sig endog kaldet til at irettesætte andre landes fortolkninger af demokrati, så stenede er de i deres egen opfattelse af emnet.

Politik som et erhverv.
Et fjerde punkt, vi bliver nødt til at tage stilling til, er, at politik er blevet et erhverv, en stilling, et job, som man meget nødigt vil af med. Det forekommer os, at vi har fået opdyrket en stand af professionelle politikere – ofte DJØFere – som er alt for langt fra folket, fra de borgere, de skal forestille at repræsentere, og som om det ikke er nok, så læner de sig op af embedmænd, der har samme baggrund, som de selv har.
Det er ikke betryggende.
Kommunalreformen har heller ikke gjort det nemmere. Reduktionen fra 273 kommuner til 98 har også halveret antallet af kommunalpolitikere og øget antallet af akademikere – oftest DJØFere – i administrationen. Igen styrker dette tendensen til, at der er blevet for stor afstand fra folkets repræsentanter til de politiske bestyrelser med deres akademiske embedsmænd. Det er blevet mere vanskeligt for de borgere, der brænder for et område/en sag at blive repræsenteret i de politiske bestemmelsesfora. Alternativet er NGO-bevægelserne, og derved stiger faren for, at der 'går religion' i sagen.
Alt for få politikere i dag brænder for noget. De påstår ganske vist, at de har sager, de 'brænder' for, men vi synes, de for ofte er brændt ud, når det kommer til stykket. De vil hellere have indflydelse gennem deltagelse og kompromismageri. Det kan måske også være godt nok – i en vis udstrækning, men 'brandsagerne' får altså tit lov at brænde ned i glemsel.
Vi kan desværre kun henvise til to eksempler, hvor politikere stadig brænder for en sag. Det ene er Dansk Folkeparti. Deres indædte modstand mod indvandring har bragt dem til tops i dansk politik, og i vor optik er det ikke positivt, fordi deres menneskesyn har rod i en nationalistisk tankegang, der minder om grunde til, at krige udkæmpes – og det har næppe nogensinde været i den almindelige befolknings interesse.
Det andet er Connie Hedegaard, som efter vor opfattelse har kæmpet bravt og fortsat gør det for sin miljøsag som miljøminister i en borgerlig regering – og også taget imod tæsk for det som medansvarlig for fiaskoen med COP15 i Bella Centeret.
Vi må med andre ord få gjort politik mere vedkommende, så det bliver nemmere at få gennemført forhold, man brænder for, uden at det betyder, at et mindretal trædes under fode. Det er ikke en nem opgave, men måske grundlovskommissionen også kan tage det med.

Ghettoisering, dvs. en bolig- og skolestrategi.
Der er ved at ske en farlig opdeling af vort samfund: Rige og fattige, arbejdsløse og arbejdsramte, ejere og ikke-ejere samt en opdeling efter etnicitet.
Kast et blik på boligområderne, og det står lysende klart. Kast et blik på børnesammensætningerne i institutioner og skoler, og det står lysende klart. Før i tiden skete det oftere, at børn fra resursestærke hjem legede med eller gik i klasse med børn fra knapt så resursestærke hjem. De fleste våbenduelige mænd aftjente værnepligt sammen med folk fra samtlige samfundslag. Denne tilstand er på vej til at blive sjælden i dag. Derfor kender man ikke hinanden og hinandens levevilkår. Det skaber kløfter, og det er farligt for demokratiet.
Denne opsplitning af samfundet er måske den allerstørste fare i dag, og måske er det den allersværeste at forandre. Vi må desværre erkende, at vi i skrivende stund må kapitulere mht. at pege på løsningsforslag. Én løsning på problemet er i nyere tid set i Cambodja (Pol Pot) og i Kina (Tibet) – og det kalder jo så absolut ikke på en gentagelse. Vi håber på, at andre kan bidrage her, for det er nødvendigt at tage problemet alvorligt. Et skrækscenarium kunne være, at Danmark vil blive regeret kolonivilkår, forstået sådan at en 'overklasse'/'magtklasse' bestemmer helt udemokratisk.
Ovenstående er alt for uvidenskabeligt at kalde analyse, ja – det nærmer sig snarere populisme. Det er blot nogle refleksioner over nogle samfundsspørgsmål, som vi har debatteret ved forskellige lejligheder, men det er efter vor opfattelse ikke desto mindre problemfelter, vi bliver nødt til at drøfte i den nærmest kommende tid, hvis vi fortsat ønsker en velfærdsstat med velstand og et samfund, vi kan være bekendt.
Hvis ovenstående kan være med til at sætte den debat i gang, er noget dog nået, og så er det ikke så ringe endda.

Jens Pedersen (den yngre) og Benny Pedersen (den ældre).

Kommentar til Anita Bay Bundegaards ”Signatur” i Politiken, den 18. september 2010:

Tak, fordi Politiken følger op på kulturdebatten - eller den manglende. Jeg bliver dog nødt til at minde om, at socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen fik bragt en meget engageret og velskrevet kronik i Politiken den 1. august då. Kulturen er altså ikke helt gået i glemmebogen, men fortsæt endelig med at bide politikerne i haserne. Det kan vist ikke gøres for tit.

Fremskridtets folkeskole.

Nedenstående er den forkortede udgave af min vision for den danske folkeskole, bragt i Skolelederforeningens blad "Skoleledelse", september 2010.
Den uforkortede udgave kan læses på bloggen efter denne udgave.
Det er mit håb, at refleksionerne kan indgå i debatten om den sidste kulturbastion i Danmark, hvor alle kan møde alle typer mennesker. Jeg frygter desværre, at det er ved at være sidste udkald, inden denne unikke chance er en saga blot. Opsplitningen i det danske samfund er i fuld gang.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år, blandt meget andet med baggrund i intenationale undersøgelser og værdipolitik.
Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj – meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Til en begyndelse bør undervisningens organisering gøre op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes projektorienteret i team.
Hvad ville der ske, hvis man i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk (svarende til 2 årgange efter den nuværende ordning)?
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange og afslutter med en ny Folkeskolens Afgangsprøve efter den femte forsamling, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

Det skal sikres, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau i undervisningen samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig inden for særlige kompetencefelter. Det kunne foregå ved, at politikerne ændrer folkeskoleloven sådan, at et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole, men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Der er altså flere nærskoler i området, sådan at eleverne de 6-8 første år (1. til 3. forsamling) går i skole dér, hvor de bor. Eleverne i udskolingen (4. til 5. forsamling) har mulighed for at vælge en anden nærskole, der tilbyder specialiserede undervisningsforløb (fagprofiler) inden for den enkelte elevs præferencer og interessefelter.

Det er også nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990'erne 1)
Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik. Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstavelig talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til samt at kunne gennemskue de vir-kemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere. Dialogen kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen skal forlænges med 1 år, så den omfatter 11 år.

Skolerne skal endvidere åbne nye ”fronter”:

• Etablere sig som lokalt kulturcenter, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere, uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/klub 2)
• Etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder. Dette samarbejde kan eksempelvis omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik.
• Etablere internationalt samarbejde så alle skoler har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det i højeste grad bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rødder og vinger. I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til samhandel, økonomi og fred, er det betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles. Det er vigtigt at opbygge internationale relationer, hvor bl.a. udveksling af elever med privat indkvartering finder sted. Derved forøges sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse væsentligt til gavn for fx integrationen.
  

Udviklingen de sidste 10 år er imidlertid gået i en anden retning. Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vort sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund.
Men jeg tror på, det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.
Markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!

En udvikling som beskrevet betyder, at læreruddannelsen skal være et år længere, dels sådan at det faglige niveau hæves, dels så at de studerende ikke kommer ud for det såkaldte praksischok ved at der bruges mindst et halvt år ”på græs” = lønnet praktik.

Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: Pædagogik og neurologi. Her vil det være muligt at implementere den viden, som medicinere og biokemikere har om hjernens funktioner herunder den forskel, der er mellem pigers og drenges fysiologiske udvikling.
[forkortet udgave; den lange og uddybende udgave kan læses på

1) Det musiske udvalg blev nedsat af daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen fra Det radikale Venstre (den sidste undervisningsminister Danmark har haft med visionsagt og -magt).
2) I København er der tidligere gjort erfaringer med 'skolen som lokalt kuturcenter': Tidl. Matthæusgades og Havremarkens Skoler samt Kirsebærhavens Skole.

Fremskridtets folkeskole.

I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden: ”Min krystalkugle”. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Når jeg genlæser det, sammenholder det med nyere refleksioner over folkeskolens fremtid og forestiller mig fremskridtets folkeskole, synes jeg bestemt, der er 'noget at komme med' – bl.a. set i lyset af det nylige folkeskoleudkast fra Kommunernes Landsforening.
Men det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på, at folkeskolen er en virkelig stor organisation at flytte på, og at organisationens fundament rækker helt tilbage til begyndelse af 1800-tallet.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år, blandt meget andet med baggrund i intenationale undersøgelser og værdipolitik.
Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Enighedspapiret ”En skole på vej” 1) beskriver væsentlige elementer i skolen, nemlig lærerrollen, undervisningsbegrebet, undervisningens organisering og lederrollen, og jeg vil her knytte bemærkninger til undervisningens organisering, netop fordi det adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af skolen.
Undervisningens organisering gør op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes i team med projekter, hvor færdigheder og faglige discipliner fra flere fag inddrages. Eleverne kan i afgrænsede perioder inddeles i hold, hvor der i højere grad end ved den kendte og almindelige undervisning kan tages større individuelle hensyn.
Hvad ville der mon ske ved, hvis man nu i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk (svarende til 2 årgange efter den nuværende ordning)?
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange og afslutter med en ny Folkeskolens Afgangsprøve efter den femte forsamling, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

Det skal sikres, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau i undervisningen samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig indenfor særlige kompetencefelter. Det kunne foregå ved, at politikerne ændrer folkeskoleloven sådan, at et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Der er altså flere nærskoler i området, sådan at eleverne de 6-8 første år (3. til 4. forsamling) går i skole dér, hvor de bor. Eleverne i udskolingen (4. til 5. forsamling) har mulighed for at vælge en anden nærskole, der tilbyder specialiserede undervisningsforløb (fagprofiler) inden for den enkelte elevs præference og interessefelt.
Baggrunden for at etablere en skolestruktur, der indebærer, at børn i løbet af deres skole-forløb gives muligheder for at veksle mellem forskellige skoler, er, at det er ønskeligt at bevare den nære tilknytning til de yngre børns helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. Udskolingseleverne vil i princippet have tre basale valgmuligheder ud fra deres forudsætninger, kompetencer og ønsker; nemlig at fortsætte på deres nær-skole, helt at skifte til en anden distriktsskole eller en kombination heraf. De ældre elever opdrages gradvist via denne model til at være opsøgende i forhold til deres behov og faginteresser, hvilket givetvis vil komme dem til gode i de efterfølgende uddannelsesforløb på såvel ungdomsuddannelserne som de mellemlange og videregående uddannelser.
Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.

Eksempler på lokale profilskoler kunne være:
· dansk og fremmedsprog,
· naturfag,
· de praktiske og håndværksmæssige fag
· miljø og sundhed,
· medier, kommunikation og samfund
· musisk kreative fag

Modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folke-skolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid.
Nu vil folkets skole få muligheden for at leve op til sit navn.
Det bemærkes, at fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu, fordi det selvsagt vil være meget omkostningskrævende, hvis alle nærskolerne skulle have samme og ens muligheder.
I denne forbindelse vil jeg gerne pege på Howard Gardners teori om de mange intelligenser som et redskab i fremtidens folkeskole og ganske kort omtale nogle elementer, som jeg tror vil være nyttige at arbejde med i skolen.
Der kan sikkert opdages mange andre former for intelligens. Alle mennesker indeholder alle intelligenser. De fleste mennesker kan udvikle hver intelligens til et fyldestgørende kompetenceniveau. Intelligenserne arbejder sædvanligvis sammen på komplekse måder, og der er mange måder at være intelligent på inden for hver kategori.
De yngste er helhedsorienterede, og derfor vil ikke-fagdelt undervisning passe godt for indskolingsgruppen.
Hvert barn har sin egen læringsstil, som udgøres af biologiske, udviklingsmæssige og miljømæssige forhold.
Howard Gardner har beskrevet otte intelligenser, og der kan udarbejdes en intelligensprofil for hver elev i forsamlingen.En intelligensprofil for et barn eller voksen er en prioritering af de otte intelligenser ud fra den pågældendes styrkeområder.
Disse kan bruges i den løbende evaluering og i såvel elev- som forældresamtaler.
Denne form for pædagogisk grundlag forudsætter, at forældrene inddrages tidligt for at kunne forstå, hvad der sker. Deres kendskab til skole og indlæring bygger nemlig på helt andet grundlag. (Man kan f.eks. lade dem forsøge at udarbejde deres egen intelligensprofil)
Lærerne og pædagogerne skal udarbejde deres egen intelligensprofil, som indgår i dannelsen af teamene på et ligeværdigt grundlag med respekt for og tillid til hinanden.

Det er i denne forbindelse nødvendigt at indtænke nye synsvinkler for folkeskolen, så den i langt højere grad tiltrækker og -taler lokalområdernes borgere, hvorefter de benytter de lokale folkeskoler, nærskolen, der er fremskridtets skole. I fremskridtets skole vil det være nødvendigt at have opmærksomheden rettet mod det vigtige i kunsten at holde pauser – i det mindste at sænke hastigheden. Derved bliver der tid til det nødvendige refleksionsrum, så eleverne selv får mulighed for på baggrund af en professionel og voksen vejledning at træffe beslutninger om de valg, som skal tages i perioder.
Det er nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990'erne2)

Disse kulturelle, sociale og undervisningsmæssige værdier blev udformet i 10 bud:

1. Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med an-dre.
2. Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
3. Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
4. Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
5. Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, og dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
6. Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
7. Du må forstå, at der i skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og an-det og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
8. Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
9. Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorien-teret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
10. Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

Ovenstående bud(skaber) taler i vidt omfang for sig selv, og i øvrigt mener jeg, at alle 10 bud skal skal opslås ved indgangen til enhver nærskole, og de skal læses på baggrund af, at ”Demokrati er en samtale med ret til modsigelse”. Dialogen – både den mundtlige og skriftlige – er altafgørende i det samfund, vi har nu og ikke mindst i det, der venter lige om hjørnet, hvis demokratiet skal opretholdes.

Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik. Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstaveligt talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til samt at kunne gennemskue de vir-kemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere. Den dialog, der er, når levende mennesker mødes med andre levende kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Manipulation er en enorm og fatal risiko i den virtuelle verden, og det er nødvendigt at kunne beskytte sig mod sådanne kræfter – og det vil ikke være muligt at gøre det med forbud eller lignende; det skal nødvendigvis være den enkelte borger, der skal kunne sikre sig, fordi hun/han har en viden om denne risiko og færdigheder til at imødegå den.
Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen skal forlænges med 1 år, så den omfatter børnehaveklasse (hvor legemulighederne og videreudviklingen af børnenes sociale færdigheder er i fokus) og 1. til og med 10. skoleår. Kravene til kommunikationsdelen skal være så store, at der skal arbejdes progessivt med dem i flere år, afpasset elevernes modenhed, at tiden til alle de andre og næsten ligeså vigtige fag nødvendigvis vil lide under dette. Derfor skal der gives yderligere tid til grunduddannelsen.

Kommunernes IT-satsning skal styrkes. Det er barokt, at der ikke er tilstrækkelige resurser til at vedligeholde og ajourføre det dyre isenkram. Undervisningsministeriet og kommunerne skal have ros for, at de har villige villige til at sikre resurser til anskaffelse af udstyr, men kritik af at de er utilstrækkelige til at sikre vedligeholdelsen af såvel maskiner som programmel. Såvel hard- som software belaster skolernes økonomi hårdt, når de nødvendige opdateringer skal indkøbes. Opmærksomheden skal også være rettet mod, at kommunerne ikke skærer ned på undervisningsmiddelkontoen. Bøgerne skal sandelig bevares. Vi må ikke lade IT overtage hele formidlingen, fordi der så er en klar risiko for, at det bliver for overfladisk, og fordybelsen og refleksionen forsvinder.

Skolerne skal endvidere åbne nye ”fronter”:

• Etablere sig som lokalt kulturcenter, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Det er ønskeligt at udnytte skolernes faciliteter til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er,at børn, unge og deres forældre, herunder de, der ikke benytter eksisterende klub- og fri-tidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere uden at der stilles krav om medlemskab af en fore-ning/klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst i forhold til at behandle faciliteterne ordentligt3).
  Det vil endvidere være en nærliggende mulighed i denne sammenhæng at arrange-re ”forældre-skole”, studiekredse, hvor forældrene vil kunne få indsigt i såvel dan-nelses- og uddannelsesmæssige kriterier, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fæl-les forudsætninger. Herved forebygges givetvis mange konflikter af både social og uddannelsesmæssig art.
• Etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddan-nelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan eksempelvis omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med et praktisk forløb samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner.
  Det skal udnyttes, hvis der er innovative virksomheder i distriktet.
• Etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det i højeste grad bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rød-der og vinger. I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til sam-handel, økonomi og fred, er det lige så betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles, så blandt andet de sociale og åndelige resurser udveksles. Børn og unge skal genopleve H.C. Andersens ord om ”at rejse er at leve”, og derfor lægges der vægt på, at alle institutioner og skoler opbygger internationale relationer, hvor bl.a. udveksling af elever med privat indkvartering finder sted. Derved forøges sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse væsentligt til gavn for fx integrationen. Internationale organisationers virke og opbygning skal samtidigt være et naturligt element i skolernes undervisning i historie og samfundsfag.

Udviklingen de sidste 10 år er imidlertid gået i en anden retning. Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vort sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund. I min optik begyndte det med privatiseringen af hospitalerne, hvorefter det langsomt, men sikkert er gledet over i uddannelsessystemet og nu også er på vej ind på fx folkebibliotekerne.
Men jeg tror på, det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Det er ikke vel anset at være autoritær, men legalt at have en holdning. Vi bliver alle hele tiden bombarderet med budskaber af såvel kommerciel som holdningsmæssig art, hvilket øger usikkerheden. I denne forbindelse kunne det vel være godt, hvis vi havde fælles værdier i vor dannelse – ligesom i landbrugssamfundets tid.
Men sådan er det som bekendt ikke. Det er legitimt som professionel at tage stilling og handle derefter. Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.
Markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!
Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element.

Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.

Derfor må vi som voksne ikke blot vejlede, men rådgive om, hvordan de yngre undgår de værste faldgruber. De skal derfor ikke have ansvar for egen læring, men nok medansvar. De voksne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. Eleverne skal lære ved at handle og udføre under kyndig rådgivning, der mere og mere erstattes af vejledning.
Det komplekse samfund med alle de nye muligheder medfører, at folkeskolen – igen modsat de fleste private skoler – modtager stadig flere børn, som fordrer særlig omsorg. En omsorg, som den fælles skole ikke altid umiddelbart er gearet til at håndtere. I dagens Danmark bliver flere børn end tidligere anbragt væk fra hjemmet – de fleste heldigvis ad frivillighedens vej.
I storbyerne skinner den kendsgerning igennem, at vi ikke er gode nok til at bryde den sociale arv. Børn fra voldsramte, misbrugsramte hjem eller fra hjem, hvor der bare ikke er ressourcer nok til at danne børnene godt nok til det komplekse samfund, ses som problemer, der i værste fald går rundt uden skoletilbud. Det kan forekomme, blandt andet fordi de kommer fra hjem, der flytter rundt af forskellige årsager, og fordi det kommunale system og bureaukrati har en vis træghed, og der er en stor belastning netop i de boligområder, hvor disse familier holder til eller søger mod.
Derfor er det en stor og vigtig opgave, de kommunale systemer, interkommunalt og tværkommunalt, netop nu prioriterer, nemlig at få taget hånd om disse børn og unge.
En udvikling som beskrevet betyder, at også læreruddannelsen skal indtænkes, så de stu-derende straks fra begyndelsen vil kunne arbejde i et sådant nærmiljø med forståelse og indsigt for demokratiets fastholdelse og udvikling, herunder de 10 bud.

Læreruddannelsen skal være et år længere, dels sådan at det faglige niveau hæves, dels så at de studerende ikke kommer ud for det såkaldte praksischok ved at der bruges mindst et halvt år ”på græs”. Det betyder, at den enkelte lærerstuderende efter det tredje år til-knyttes en skole (ansættelse med løn), så de varetager undervisningen i fx barselsskema-er, længerevarende vikariater eller lignende. Idéen om undervisningsassistenter skal også indgå – enten som et alternativ eller som et supplement.

Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: Pædagogik og neurologi. Her vil det være muligt at implementere den viden, som medicinere og biokemikere har om hjernens funktioner herunder den forskel, der er mellem pigers og drenges fysiologiske udvikling.
Naturligvis skal undervisning i og om de 9 intelligenser, læringsstile og den nyeste viden om didaktik og metodik indgå i større omfang, end det gør i dag.
Ovenstående skitse vil efter min bedste opfattelse på samme tid bevare enhedsskolen og styrke fagligheden, ligesom diffentiering af undervisningen vil være mulig på et etisk plan uden at sortere eleverne.
Folkeskolen vil blive placeret i et unikt felt, hvor ordet verdensklasse ikke har den samme hule klang som i den sædvanlige regeringsretorik.

Noter:
1Udgivet afUndervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening, Københavns og Frederiksberg kommuner, omkring årtusindskiftet.
2 Det musiske udvalg blev nedsat af daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen fra Det radikale Ven-stre (den sidste undervisningsminister Danmark har haft med visionsagt og -magt).
3I København er der tidligere gjort erfaringer med 'skolen som lokalt kuturcenter': Tidl. Matthæusgades og Havremarkens Skoler samt Kirsebærhavens Skole.

Fysisk udmattet, men psykisk genopladet

Dansk AmatørOrkesters Samvirke (DAOS) på Askov Højskole august 2010
Tænk at blive modtaget i herligt sommervejr med tonerne fra suiten fra Strauss' ”Rosenkavaleren”, men det var ikke desto mindre, hvad vi oplevede primo august. Dertil kom, at der tillige var søde og hjælpsomme mennesker, der var ivrige efter at vise tilrette og rundt på den traditionsrige højskole. Området forekom kæmpestort med en mængde forskellige bygninger, som rummede værelser og arbejdsrum af varierende størrelse. Det var også nødvendigt, fordi Dansk Amatør Orkester Samvirke siden sommeren 1949 har arrangeret sommerstævner for danske amatørorkestres medlemmer. Det er et vældigt arrangement, der løber af stabelen hvert år. Ca. 300 musikglade mennesker med hang til symfonisk og klassisk musik i det hele taget får på denne måde lejlighed og mulighed for, dels at udvikle sig personligt musikalsk, dels at spille sammen med ligesindede i sammensætninger og klassiske værker, de ikke har mulighed for i deres daglige musikvirke. Værkerne spænder fra store symfoniske kompositioner med rigtig mange medvirkende til små kammerensembler. Som besøgende, der går rundt mellem og i bygningerne, oplever man, at der kommer musik ud gennem alle vægge og vinduer på den gamle højskole – og langt det meste lyder rigtig godt. Ikke bare fra bygningerne, kommer der musik, men når man møder en deltager, kan man også være sikker på at høre nynnen.
Ved stiftelsen af DAOS den 15. januar 1949 var der ca. 40 orkestre. I dag er der sket en fordobling, og det svarer vel til omkring 3000 medlemmer. Omkring 10 % af disse samles så ved et sommerstævne, suppleret med et antal udenlandske amatørmusikere, fortrinsvis fra Sverige, men også hollændere og tyskere finder vej til Askov, når der inviteres til stævne.
Hvis man spørger efter, om DAOS i almindelighed og musikstævnet i særdeleshed bidrager til internationaliseringen, så ja, men der ses ingen nydanskere. Vi formoder, at det skyldes, at den klassiske musik ikke er en del af deres kultur og baggrund, og derfor deltager de endnu ikke i den slags aktiviteter.

Hvad samles hvem om?
Musikken samler ikke alene mennesker fra alle samfundslag, men også alle aldersgrupper.
Højtuddannede mennesker i betroede stillinger i samfundet spiller her på lige fod med arbejdsløse og ufaglærte (vort gæt er dog, at der er flere fra den første kategori). Børn spiller sammen med bedsteforældregenerationen. Alle har de en fælles platform, nemlig den klassiske musik. Alle spiller de med deres instrument ud fra det musikalske niveau, de befinder sig på. Alle nyder de sammenspillet, Alle udvikler de sig utvivlsomt fagligt og personligt. Dette betyder selvfølgelig, at der også er mange gengangere, og stævnets store succes er måske også dets svaghed. Det kan nemt gå hen og blive for indforstået, hvis der ikke er opmærksomhed på faren.

Aldersfordelingen er nok den, at der er flest over 40 år, men stævneudvalget har noteret sig, at det gennem de sidste par år har været muligt at etablere et børneorkester. Det viser sig, at det er børn af dem, som selv har været her som børn i 60'erne og 70'erne, som nu tager deres børn med på et musikstævneophold i sommerferien. Det viser sig også, at nogle bedsteforældre har børnebørn med. Det glæder alle, fordi man så håber på, kontinuiteten er sikret.
De deltagende børn og børnebørn danner deres eget 'børneorkester', der øver hver formiddag. I år består orkestret af 16 børn, som også skal give en koncert som led i afslutningen på stævnet. 8 numre er det blevet til, og de er fra børnenes egen verden.
Det bekymrer dog, at visse instumentgrupper er vanskelige at besætte, fx trompeter. Måske skyldes det, at selve den musikalske udfoldelse i en del symfoniske værker er begrænset, altså at man 'er for lidt på'. Der kan jo være længe mellem truttene i mange satser. Måske kunne det overvejes at søge rekruttering fra fx brass band miljøet. Omvendt er situationen blandt strygerne. Rigtig mange blandt de deltagende unge er strygere.
En anden overvejelse er, at der ikke er så meget fokus på den enkelte i de store orkestre, hvor det er helheden, der er i centrum, og fællesskabet i udøvelsen af de symfoniske værker, der er afgørende.

Hvem organiserer, og hvad spilles der i år?
Det er et stående udvalg, som beslutter hvilke symfoniske værker, der skal spilles på stævnet, og her tages der hensyn til, at alle kommer til at at spille 'et vist kvantum noder', således at alle føler, de har bidraget – og naturligvis selv fået noget ud af opholdet.
Der udøves som nævnt en ufattelig mængde musik på stævnet, men hjørnestene er de store orkestre, som spiller symfonisk musik. I år kunne man om formiddagen melde sig til Richard Strauss: Rosenkavaleren – suite, dirigeret af Jan Wagner, Robert Schumann: Symfoni nr. 1, dirigeret af René Bjerregaard Nielsen, Zoltan Kodaly: En sommeraften og Jean Sibelius: Pelléas og Mélisande, dirigeret af Claus Efland.

Om eftermiddagen var mulighederne Nikolaj Rimsky-Korsakov: Scheherazade, dirigeret af Jules van Hessen, Johannes Brahms: Symfoni nr. 2, dirigeret Per-Otto Johansson og endelig Joseph Haydn: Symfoni nr. 101, dirigeret af Jan Wagner. Som det fremgår er alle dirigenterne professionelle, nogle mere kendte end andre.
Derudover spilles der i dagens (og aftenens) andre timer i grupper af forskellige størrelser kammermusik. Det virker næsten, som om måltiderne skal overstås så hurtigt som muligt, så der kan blive tid til at deltage i de forskellige former for sammenspil. Det er organiseret sådan, at man om morgenen skriver sig på lister, der ligger på borde på 'kommandogangen', og her er der trængsel. Man møder nye mennesker, nogle spiller bedre end en selv, andre dårligere, men fælles er, at musikken samler, og den enkelte udvikler sig musikalsk.
I begyndelsen er der endvidere mulighed for at samles i instrumentgrupper, fx træblæsere, messingblæsere, de forskellige strygere og slagtøj, med en professionel musiker som instruktør. På stævnet er der altså rigtig gode chancer for at lære noget nyt, få tips og gode ideer samt i det hele taget blive bedre til at udøve musikken på sit instrument.

Fælles oplevelser.
Tirsdag aften gav instruktørerne i øvrigt en kammermusikkoncert i højskolens festsal. Det var absolut en vældig god oplevelse. Bl.a. uropførtes et værk, ”En bagatel” for blæsere, komponeret af Frederik Gislinge. Titlen skyldtes ikke, at det var nemt at spille, men at det ikke var så langt. Til gengæld var det godt. Bronzealderens gamle instrument, luren, blev også trakteret på trods af, at man i dag ikke har kendskab til, om der overhovedet blev spillet musik i Danmarks oldtid, men spillet blev der på lurerne denne aften – det var bestemt også lytteværdigt og desuden aftenens overraskelse, sat i værk af professor Mogens Andresen. Koncerten bød tillige på et brasiliansk værk, komponeret af den brasilianske pendant til Sousa, et uddrag af Dvoráks strygekvintet, og koncerten sluttede med The Rolling Stones ”Ruby Tuesday” i en kammermusikversion. Ikke et øje var tørt herefter, og alle havde nydt de professionelles kunnen.
Senere på aftenen var det muligt at deltage i eller blot overhøre et såkaldt 'bladspil'. Det vil sige, at hver af dirigenterne havde udvalgt et værk, som deltagerorkestret spillede uden at have øvet først. Denne aftens dirigent, Claus Efland, havde valgt Polonaise og Brudevals fra Et Folkesagn. Alle morede sig og enkelte benyttede lejligheden til at spille et instrument, som de normalt ikke spillede på. Resultatet bar naturligvis præg af, at der ikke var blevet øvet samspil, og det var jo også en fordel at have de rigtige noder. Alligevel forekom det vi ganske acceptabelt.

Mørkets musik
Nu var mørket så småt begyndt at falde på, og man kunne forledes til at tro, at den musikalske skabertrang var slut, men nej. Ud af væggene lød der stadig musik. Naturligvis spillede ikke alle, nogle sås snakkende i små grupper, måske ventede de blot på, at natorkestrene skulle begynde. Et natorkester er et orkester, som stævnedeltagerne selv organiserer.
Vi afstod fra at følge denne natlige musikudøvelse. Men det er ganske karakteristisk, at mange benytter denne fremragende mulighed for at spille musik sammen med ligesindede, at nattesøvnen svigtes. Derfor overskriften.

Hvorfor bruge ferietid på den slags?
Det er vigtigt at være opmærksom på, at succes'en for de mange DAOS-sommerstævner selvfølgelig først og fremmest skyldes deltagerne selv, men også at der ligger en meget stor del erfaring bag organiseringen af sådant et stort arrangement, samt at der er nogle professionelle og rigtig dygtige musikere, der virker som dirigenter og instruktører. Det betyder, at den uge, deltagerne bruger af deres sommerferie på stævnet, er ensbetydende med et mentalt løft og personlig udvikling. Højskolen summer af liv og glade dage, man ser ingen sure miner, nye bekendtskaber opstår, og musikken samler.

Kulturpolitik og fremtiden
DAOS sommerstævner er i fare for at blive en truet art. Den førte kulturpolitik gennem den sidste halve snes år har betydet, at amatørmusikken, som forvaltningsmæssigt hører ind under folkeoplysningsloven, får tilskud til konkrete initiativer. De enkelte orkestre skal eksistere via kontingentindbetalinger og donationer (fundraising), men de har krav på, at kommunerne stiller lokaler gratis til rådighed, men spørgsmålet er, hvor længe det varer ved. En forening som DAOS har fx for en del år siden grundlagt et landsdækkende nodearkiv, oprindelig baseret på donationer fra medlemmer. I dag rummer arkivet ca. 3000 orkesterværker og ca. 2500 kammermusikværker, som kan lånes frit af medlemmerne mod at betale portoen. Det koster naturligvis noget at drive dette, og det skal i princippet ske for kontingentmidler. Det er en stor fordel, fordi forlagene ikke længere udgiver sådanne værker, men lejer dem ud – og det koster kassen for et orkester. Orkestrene kan være heldige at låne værker fra Det kongelige Bibliotek helt gratis, men udvalget her er ikke nær så stort som DAOS.
Rammerne for dette storslåede stævne er maleriske og historiske, og vi forlod Askov med tonerne af ”Rosenkavaleren” for fuld udblæsning.

Anne-Grete Lorenzen og Benny Pedersen, Musikmagasinet, nr. 19.