Produktivitetsstigninger i de offentlige opgaveløsninger.

Det var velgørende at læse debatindlægget ”Historierne om krisen på de danske hospitaler er stærkt fortegnede” af økonomichef på Gentofte Hospital, Hans Anton Nygaard i Politiken den 28. december 2010.
Han redegør for produktivitetsstigningerne på de danske hospitaler de sidste år.
Hans pointe er, det skyldes det samlede personales meget flotte indsats på trods af den underfinansiering, der har fundet sted. Det gælder for de indførte kræft- og hjertepakker (en særdeles underlig, men officiel terminologi) samt den generelle behandlingsgaranti med loft for bevillingerne.

Jeg mener, det samme kan siges om fx folkeskolen, som gennem de sidste i hvert fald 30 år har fået pålagt stadig flere opgaver samtidig med beskæringer i den reelle undervisningstid – både timetallet for fagene og den genelle nedsættelse med bortfald af undervisning om lørdagen samt – ikke mindst – den nedsættelse af lektionslængden, der fandt sted i 70'erne fra 50 minutter til 45 minutter (dengang daværende finansminister Per Hækkerup brugte stokkemetoder). Opgavernes antal har haft sammenhæng med de medieskabte debatter om færdselslære, seksualundervisning, ungdomskriminalitet og andre temaer af almen dannelse, som skolerne har måttet overtage helt eller delvist fra forældrene.
Når der var en hændelse, der bare havde en anelse med skoleelever at gøre, og som fik medieomtale, rejste der sig omgående et krav om, at det skulle skolen også undervise/informere om. Dette sammenholdt med det faldende timetal i fx dansk, hvor mange af den slags temaer havde holdeplads, har været medvirkende til et faldende uddannelsesniveau i folkeskolen.
Nu skal dette forstås sådan, at jeg helt klart mener, at langt hovedparten af temaerne naturligvis skal have plads i folkesolens undervisning alene af den grund, at folkeskolen også skal være almendannende. Problemet er, at tiden til udførelsen af opgaverne ikke er blevet givet i samme takt, men at den har skullet tages fra den allerede eksisterende tid. Så er det logisk, at noget må lide for det, og det er blevet den almindelige faglige undervisning, hvor tiden til de lidt kedelige opgaver, hvor det indlærte skulle slås fast, eksempelvis tegnsætnings- og staveøvelser, tabelindlæring, såkaldte slaveopgaver i matematik, paratvidensopgaver og lignende.

Lærerne har haft en særdeles svær opgave, som de efter min mening har løst fremragende inden for de rammer, der er blevet dem givet. Læg hertil, at folkeskolen som andre kommunale institutioner ikke har fået bevilget penge til prisfremskrivninger, nærmest tværtimod, og at de bygningsmæssige rammer mildest talt er blevet forsømte, så elevernes æstetiske sans bestemt ikke er blevet stimuleret. Læg yderlige til, at et stigende antal elever er blevet henvist til en meget dyrere form for undervisning, specialundervisning, nemlig fordi der ikke har været den tilstrækkelige tid i den daglige undervisning.
Set i lyset af budgetternes faldende tendens og kravene til undervisningens indhold betyder, at der også i folkeskolen må have været en produktivitetsstigning af en ikke helt ringe størrelse. Det er mærkværdigt, at dette ikke er blevet undersøgt nærmere i denne bundliniefokuserede tid, når det huskes at ved udelukkende at fokusere, så ligger resten i mørke.

På samme måde kan man anskue kritikken af DSB, som simpelthen får taget sit surt optjente overskud af ejeren til andre formål samtidig med, at 'firmaet' får at vide, at de ikke gør det godt nok, at der skal mere konkurrence til (det sædvanlige DJØF-trick – selv om det ikke er oplevelsen, at noget som helst er blevet billigere eller mere gennemskueligt af at blive udsat for konkurrence via privatisering).

Forskån os derfor for den slags DJØF-løsninger, men se de offentlige opgaveløsninger som en vækst- og velfærdsmaskine, som kan medvirke til at udvikle den skandinaviske velstandsmodel, så der også bliver velfærd.