En kommentar til en ikke-vision.

Så kom undervisningsministerens vision for folkeskolen, bestående af 7 punkter. Jeg må bemærke, at jeg ikke er særlig imponeret. Inden jeg uddyber det, vil jeg dog gerne rose såvel statsminister som undervisningsminister for, at de har sat fokus på folkeskolen og hver især besøgt flere skoler over det ganske land.
Men hvis visionerne ikke kan række til mere end, hvad Tina Nedergaard (TN) beskriver i kronikken i Politiken i dag den 8. november 2010, så synes udbyttet ikke at stå mål med de anstrengelser, som både skoler og de to ministre har gjort sig.
TN udformer sin kronik som et fremtidseventyr og lader 'fiktive' personer meddele resultaterne af en folkeskolereform, som regeringen agter at gennemføre inden for et års tid under stort trompetskrald som en meget ambitiøs sag.
Der er ærlig talt ikke meget vision i at kræve, at alle børn skal kunne læse efter 2. klasse og at læsning er alle fags moder, at fagligheden skal hæves så meget, at 8. kl. skal svare til 9. kl., at der skal færre elever i specialklasser og på specialskoler, at lærerne skal rekrutteres fra de bedste studenter, at undervisning skal baseres på viden, at lægfolk skal skal være skoleudviklere, og endelig at skolerne skal rangordnes.
I TNs eventyr blomstrer såvel skoler som ungdomsuddannelsessteder, og alle er glade.
Lige nogle slag med 'mester Erik', og alt retter sig. Mageløst – ikke sandt?
I visionen indgår ikke et ord om kultur, dannelse og sociale kompetencer. Gad vide, hvilke unge mennesker der kommer ud af det? Jeg er ikke optimistisk og tryg ved et samfund, der ser det som en vision at uddanne robotlignende væsener uden empati og innovationskraft. Jeg må konstatere, at TN og jeg som udgangspunkt står i hvert vores 'ringhjørne', når hendes kronik er grundlag for en debat. Der er dog svage åbninger i TNs synspunkter, bl.a. at en høj faglighed ikke står i modsætning til kreativitet og personlige kompetencer. Nej selvfølgelig ikke, hvem har hævdet det?
Derimod synes TNs personlige kompetencer at være en anelse mangelfulde, hvad angår samarbejdets kunst. Det forekommer mig at være forkert at ville gennemføre en folkeskolereform uden anstændig og ordentlig dialog med lærere og ledere. En reform gennemført uden at disse grupper har været inddraget, vil jeg spå en ganske vanskelig gang på jord. En sådan reform uden ejerskab fra medarbejdere og ledere er direkte demotiverende, og det bliver tungt at arbejde med den og opnå resultater. Men måske er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for andet.

Min opfordring skal derfor lyde: Om igen, og inddrag alle de relevante parter i udviklingsarbejdet med med en af de sidste kulturinstitutioner, vi har tilbage i det danske samfund.
God arbejdslyst.