Børn, skole og kultur

Er skole og kultur nu et nyt fag, som børn, forældre og lærere skal sætte sig ind i, og som kommunen skal sætte resurser, de ikke har, af til på de enkelte folkeskoler???
Næh – naturligvis ikke. Det er noget, der bare burde være i skolen. Kultur burde gennemsyre hele skolen og dens virke.
Vi skal huske, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen (MJ), har skrevet en inspirerende kronik om partiets og hans tanker om en ny kulturpolitik, hvis og når der kommer et regeringsskifte. Kronikken blev bragt i Politiken den 1. august 2010, og jeg fik lyst til at supplere MJs tanker og ideer, dels fordi jeg blev begejstret for kronikkens engagerede udtryk, dels fordi jeg er overbevist om, at det er særdeles vigtigt for det danske samfunds overlevelse at være mere end almindeligt opmærksom på relationen børn og kultur. Det er ikke et formål her at supplere socialdemokraternes kulturpolitik i særdeleshed, for jeg har ingen relationer til partiet og har heller ikke ønske om at få det, men kun at medvirke til at emnet får plads i samfundsdebatten, fordi det er så vigtigt.
Kulturen og dens mangfoldighed spiller nemlig en fundamental rolle i samfundet, fordi vi herigennem skaber billederne og identiteten af det samfund, vi lever i. Det er gennem kultur og kunst, vi på mange måder spejler os selv og formes som mennesker. De er altså i den grad med til at danne os.
Kultur og dannelse er møntens to sider og medvirker i høj grad til at modvirke den mere end kedelige tendens, der er opstået i vort velfærdssamfund, nemlig at markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element. Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.

MJ skriver bl.a., at ”Kulturpolitik er blevet reduceret til oppustet hyldest af fortidens kulturelle milepæle frem for at lægge sporene ud til de nye. Kunsten er blevet reduceret til en diskussion om sponsorater og effektiviseringskrav i stadig strammere resultatkontrakter på de bærende kulturinstitutioner.”
Jeg mener, han har ganske ret. Markedsgørelsen har sneget sig ind snart sagt alle steder i det offentlige system. Der er åbenbart en tro på, at det hele kan måles og vejes, hvorefter resultatet kan aflæses – helst – som sorte tal på en bundlinje. Halleluja og Amen!
På denne baggrund er det så vigtigt, at de kommende generationer rustes til at kunne gennemskue det meningsløse i det altædende måle- og vejesamfund, der er ved at blive skabt. Her kan arbejdet med relationen børn og kultur vise sig at blive et umådeligt vigtigt instrument. I kunsten stilles spørgsmålene uden på forhånd at vide, hvilke retninger svarene vil føre os. Man kan sammenligne det med grundforskningen. Her ved man heller ikke, hvor spørgsmålene og svarene fører hen i modsætning til måle- og vejesamfundets markedsmantra ”Fra forskning til faktura”.
I midten af 90'erne formulerede et ministerielt udvalg, Det musiske udvalg, 10 bud til fremtidens skole. De beskrev i enkelhed nogle tanker, der ville være nødvendige fremover. Jeg har tidligere gengivet dem i artikler og indlæg på min blog *), og vil her kun gengive 4. og 7. bud:
4. bud: Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
og
7. bud: Du må forstå, at der i skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og andet og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.

Det vil være for meget at hævde, at det æstetiske rum i tidens folkeskoler er en nydelse, selv om kommunerne i deres renoveringer gør en del for at hæve niveauet, så er der rigtig meget tilbage, inden målet er nået.
Ligeledes er forventninger og krav til skolens virke i folketing og regering blevet afstemt efter at styrke det naturvidenskabelige område i tråd med det måle- og vejesamfund, man ønskede og ønsker fra borgerlig side. I takt med dette er forventninger og krav til de kreative fag og humanistiske værdier blevet nedtonet. Jeg tror, at dette enten-eller, som det er tilsyneladende er blevet til, burde have været et både-og. Man ville så i givet fald have været tvungent til at forlænge skoledagene og måske også undervisningspligten endnu mere for at få sammenhæng med tidens krav til kvaliteten i grunduddannelsesniveauet. Sådan noget koster jo, men på trods af udtalte visioner om 'en folkeskole i top 5 på verdensranglisten' fra regeringen har den altså ikke afsat de nødvendige og tilstrækkelige midler hertil.
Kultur og kunst i god kvalitet i skolen vil medvirke til, at der vil være flere glade børn og voksne. Arbejdsmiljøet vil få et løft, og det vil uden tvivl fremme indlæringen – glade børn lærer bedst!
Kulturpolitikken har desværre heller ikke fået den tilstrækkelige og nødvendige opmærksomhed på trods af kulturministerskifte, som – med rette – kunne give forhåbninger om øget pondus i regeringen.
Jeg vil hæfte mig ved de dårlige vilkår, folkeoplysningsloven giver de foreninger og klubber, der i det daglige arbejder med at samle og udvikle store grupper af amatører i udøvelsen af deres store interesser.
Som MJ skriver i sin kronik, at det væsentligt at ”styrke amatørorganisationernes og det lokale kulturlivs arbejdsbetingelser og vilkår, fordi det er vigtigt, at borgernes mulighed for selv at afprøve og udvikle kreative og skabende kompetencer bliver forbedret”. Lidt senere fortsætter han ”elite og bredde eller amatørisme og professionalisme er på ingen måde modsætninger, der udelukker hinanden, men modsætninger, der beriger hinanden”. Regeringen har desværre gjort det dyrere for amatørerne at følge kurser på aftenskoler og højskoler, fordi de går i for små sko og økonomien klemmer.
Det betyder, at det også er blevet svært ”at være aktive og deltagende borgere i samfundet, men borgerne reduceres til blot at være forbrugere af kommercielle produkter i et mere markedsgjort velfærdssamfund”. Men det er måske også meningen?
Skolerne har efter min mening også en opgave her, fordi en af de nye fronter, de skal åbne, er at etablere sig som lokale kulturcentre, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Det er ønskeligt at udnytte skolernes faciliteter til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er,at børn, unge og deres forældre, herunder de, der ikke benytter eksisterende klub- og fritidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere uden at der stilles krav om medlemskab af en forening/klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst i forhold til at behandle faciliteterne ordentligt.
Det vil gøre det nemmere for borgerne igen at blive aktive og deltagende i samfundslivet, og det vil klæde regeringen at give økonomiske incitamenter til skolerne at udvikle sig i den retning og på den måde støtte behovet for lokalområdernes kreative udfoldelsesmuligheder, fordi borgeransvar og borgerdeltagelse er bærende elementer i den danske kultur.
Jeg vil gerne trække et eksempel frem, som belyser denne fattige kulturpolitik, der har bekendt sig til markedsgørelse og sponsorater. Den førte kulturpolitik gennem den sidste halve snes år har betydet, at amatørmusikken, som forvaltningsmæssigt hører ind under folkeoplysningsloven, kun får tilskud til konkrete initiativer. Det er et problem, at de enkelte orkestre skal eksistere via kontingentindbetalinger og donationer (fundraising), for hvor længe kan de blive ved at bruge megen god fri tid til sådanne bureaukratiske øvelser, når det er musikken, som er deres hjerteblod.
Orkestrene har krav på, at kommunerne stiller lokaler gratis til rådighed, men spørgsmålet er også her, hvor længe det varer ved, fordi kommunerne kan se se en indtægtskilde i lokaleudlejning og vil presse på, for at få ændret folkeoplysningsloven i den hellige markedsgørelses navn.
Det er simpelthen ikke i orden, at de enkelte orkestre ikke kan opnå økonomisk støtte via folkeoplysningsloven, men kun har ret til at låne lokaler på skoler eller i andre offentlige bygninger.

Jeg opfordrer til, at skolerne ser mulighederne i, at så mange som muligt i lokalområderne kommer ind på skolerne og bruger de faciliteter, der findes. Det vil fremme kulturen, og det vil fremme samarbejdet mellem skole og hjem, og samlet set vil det øge kreativiteten og udviklingen i samfundet – måske især i de områder af Danmark, som er lidt tyndt befolket. Det vil samtidig være nærligende, at skolerne oven i købet inddrager den viden og de færdigheder, som andre borgere er i besiddelse af, i undervisningen. På lidt længere sigt vil det måske også være understøttende for en helhedsskole, hvor der er gang i undervisning og andre aktiviteter 16 timer i døgnet. Mulighederne er til stede, så hvorfor ikke lade mangfoldigheden i kultur og uddannelse spille sammen.

Det er umådelig væsentligt, at kultur og skole igen smelter sammen og gensidigt befrugter hverandre til gavn for alle. Selv i større bysamfund vil dette være til umålelig gavn.
Det vil være oplagt, at en truet kulturinstitution som folkebibliotekerne og skolerne indleder et samarbejde for at støtte lokale kræfter i kulturlivet. Der er heller intet i vejen for, at de lokale idrætsklubber indgår i dette samarbejde.
Der er kun tilbage at håbe på, at magtens indehavere ser visionen i dette. Held og lykke til ildsjælene, som kommer til at være afgørende elementer i dette arbejde.
*)http://www.bennypedersen007.blogspot.com/,