Fremskridtets folkeskole.

I oktober 2002 skrev jeg på opfordring et indlæg til Børnesagens Fællesråds 100 års jubilæum om, hvordan jeg så folkeskolen i fremtiden: ”Min krystalkugle”. Jeg var på det tidspunkt skoleleder på Brønshøj Skole i København og havde naturligvis ”lederbriller” på.
Når jeg genlæser det, sammenholder det med nyere refleksioner over folkeskolens fremtid og forestiller mig fremskridtets folkeskole, synes jeg bestemt, der er 'noget at komme med' – bl.a. set i lyset af det nylige folkeskoleudkast fra Kommunernes Landsforening.
Men det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på, at folkeskolen er en virkelig stor organisation at flytte på, og at organisationens fundament rækker helt tilbage til begyndelse af 1800-tallet.

”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det” – en omskrivning af Storm Petersens flue kunne være ”Alle taler om skolen, og alle vil gøre noget ved den!”
Der har været uro og diskussion om folkeskolen og dens indhold gennem de sidste 10 år, blandt meget andet med baggrund i intenationale undersøgelser og værdipolitik.
Den gode og positive fortolkning kalder det udvikling, mens andre nærmest hælder til det modsatte.
Jeg vil nu ikke gerne tilhøre den sidste fløj meget hellere den første, fordi det må være klart, at dannelses- og kulturinstitutionen skolen må følge den almindelige og – ikke mindst – teknologiske udvikling, der foregår rundt om den. Folkeskolen undgår ikke at blive forstyrret!

Enighedspapiret ”En skole på vej” 1) beskriver væsentlige elementer i skolen, nemlig lærerrollen, undervisningsbegrebet, undervisningens organisering og lederrollen, og jeg vil her knytte bemærkninger til undervisningens organisering, netop fordi det adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af skolen.
Undervisningens organisering gør op med de 4 et-taller: 1 klasse med 1 fag i 1 lokale og med 1 lærer. I stedet opfordres der til at anlægge en mere helhedspræget tankegang, hvor flere fag og klasser inddrages med brug af flere lærere spredt over flere lokaler. Der skal arbejdes i team med projekter, hvor færdigheder og faglige discipliner fra flere fag inddrages. Eleverne kan i afgrænsede perioder inddeles i hold, hvor der i højere grad end ved den kendte og almindelige undervisning kan tages større individuelle hensyn.
Hvad ville der mon ske ved, hvis man nu i stedet for den almindelige aldersopdelte skole med 10 klassetrin forestiller sig 5 forsamlinger, hvor den mindste enhed i hver forsamling er en gruppe på 5 medlemmer, 5 grupper danner et hold på 25 elever og de 5 hold danner så forsamlingen på 125 elever, som har en passende spredning mentalt og fysisk (svarende til 2 årgange efter den nuværende ordning)?
Eleverne bevæger sig så fra én forsamling til den næste 4 gange og afslutter med en ny Folkeskolens Afgangsprøve efter den femte forsamling, hvor det rent faglige indgår med samme vægt som samarbejdsevner og kreativitet.
Jeg tror, man på denne måde vil få en overskuelig og økonomisk enhed med 625 elever opdelt i 5 landsbyskoleagtige underenheder. I disse underenheder kender alle hinanden på godt og ondt, lærerne kan arbejde i overskuelige team, og skoleudviklingen har gode vilkår.

Det skal sikres, at eleverne tilbydes et højt fagligt niveau i undervisningen samtidig med, at de får mulighed for at specialisere sig indenfor særlige kompetencefelter. Det kunne foregå ved, at politikerne ændrer folkeskoleloven sådan, at et geografisk område ikke længere er tilknyttet en bestemt skole (som nu), men at området udvides, så der er 6-8 skoler tilknyttet området. Der er altså flere nærskoler i området, sådan at eleverne de 6-8 første år (3. til 4. forsamling) går i skole dér, hvor de bor. Eleverne i udskolingen (4. til 5. forsamling) har mulighed for at vælge en anden nærskole, der tilbyder specialiserede undervisningsforløb (fagprofiler) inden for den enkelte elevs præference og interessefelt.
Baggrunden for at etablere en skolestruktur, der indebærer, at børn i løbet af deres skole-forløb gives muligheder for at veksle mellem forskellige skoler, er, at det er ønskeligt at bevare den nære tilknytning til de yngre børns helt lokale miljø, hvor de bor og har deres kammeratskabskreds. Udskolingseleverne vil i princippet have tre basale valgmuligheder ud fra deres forudsætninger, kompetencer og ønsker; nemlig at fortsætte på deres nær-skole, helt at skifte til en anden distriktsskole eller en kombination heraf. De ældre elever opdrages gradvist via denne model til at være opsøgende i forhold til deres behov og faginteresser, hvilket givetvis vil komme dem til gode i de efterfølgende uddannelsesforløb på såvel ungdomsuddannelserne som de mellemlange og videregående uddannelser.
Målet er at understøtte det enkelte barns ressourcer, kompetencer og engagement.

Eksempler på lokale profilskoler kunne være:
· dansk og fremmedsprog,
· naturfag,
· de praktiske og håndværksmæssige fag
· miljø og sundhed,
· medier, kommunikation og samfund
· musisk kreative fag

Modellen vil medvirke til, at den øgede søgning til privatskolerne vil blive standset, fordi den lægger op til mangfoldighed og bredde – et kendetegn, som har karakteriseret folke-skolen gennem tiderne, men som den uheldigvis har mistet i neoliberalismens tid.
Nu vil folkets skole få muligheden for at leve op til sit navn.
Det bemærkes, at fagligheden bliver styrket pga. fagretningerne – der bliver så at sige slået to fluer med ét smæk. Strukturen sikrer, at resurserne bliver anvendt med omhu, fordi det selvsagt vil være meget omkostningskrævende, hvis alle nærskolerne skulle have samme og ens muligheder.
I denne forbindelse vil jeg gerne pege på Howard Gardners teori om de mange intelligenser som et redskab i fremtidens folkeskole og ganske kort omtale nogle elementer, som jeg tror vil være nyttige at arbejde med i skolen.
Der kan sikkert opdages mange andre former for intelligens. Alle mennesker indeholder alle intelligenser. De fleste mennesker kan udvikle hver intelligens til et fyldestgørende kompetenceniveau. Intelligenserne arbejder sædvanligvis sammen på komplekse måder, og der er mange måder at være intelligent på inden for hver kategori.
De yngste er helhedsorienterede, og derfor vil ikke-fagdelt undervisning passe godt for indskolingsgruppen.
Hvert barn har sin egen læringsstil, som udgøres af biologiske, udviklingsmæssige og miljømæssige forhold.
Howard Gardner har beskrevet otte intelligenser, og der kan udarbejdes en intelligensprofil for hver elev i forsamlingen.En intelligensprofil for et barn eller voksen er en prioritering af de otte intelligenser ud fra den pågældendes styrkeområder.
Disse kan bruges i den løbende evaluering og i såvel elev- som forældresamtaler.
Denne form for pædagogisk grundlag forudsætter, at forældrene inddrages tidligt for at kunne forstå, hvad der sker. Deres kendskab til skole og indlæring bygger nemlig på helt andet grundlag. (Man kan f.eks. lade dem forsøge at udarbejde deres egen intelligensprofil)
Lærerne og pædagogerne skal udarbejde deres egen intelligensprofil, som indgår i dannelsen af teamene på et ligeværdigt grundlag med respekt for og tillid til hinanden.

Det er i denne forbindelse nødvendigt at indtænke nye synsvinkler for folkeskolen, så den i langt højere grad tiltrækker og -taler lokalområdernes borgere, hvorefter de benytter de lokale folkeskoler, nærskolen, der er fremskridtets skole. I fremskridtets skole vil det være nødvendigt at have opmærksomheden rettet mod det vigtige i kunsten at holde pauser – i det mindste at sænke hastigheden. Derved bliver der tid til det nødvendige refleksionsrum, så eleverne selv får mulighed for på baggrund af en professionel og voksen vejledning at træffe beslutninger om de valg, som skal tages i perioder.
Det er nødvendigt, at fremskridtets skole hviler på udviklingen af nogle basale værdier fra den danske kulturarv – nogle værdier, der er blevet videreudviklet af det musiske udvalg omkring midten af 1990'erne2)

Disse kulturelle, sociale og undervisningsmæssige værdier blev udformet i 10 bud:

1. Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med an-dre.
2. Du må forstå, at begreberne tro, håb og kærlighed udtrykker noget menneskeligt smukt, og at børnene forventer, at netop du giver dem troen på egen værdi og egne kræfter, håbet om et godt liv med din kærlighed som drivkraft.
3. Du må erkende, "at det eneste, vi ved, er, at vi intet ved". Derfor har du pligt til at forholde dig til de videnskabelige dogmer.
4. Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.
5. Du må vide, at bevidsthed om ressourcer og smuk forarbejdning, og dét at kunne kende gode råvarer, at sanse, føle, dufte, at erkende materialernes forskellighed og pleje af værktøj - dét føjer kvalitet til liv.
6. Du må indse, at i begyndelsen var sansningen. Undervisningen skal derfor gøre brug af krop og sanser i vekselvirkning med tænken og fantaseren.
7. Du må forstå, at der i skolen er en tid til alting, især til glæden og oplevelsen. Du skal sikre, at børnene ofte møder kunst som billeder, musik, digte, teater, film og an-det og selv får mulighed for at give udtryk for indtryk og sætte aftryk.
8. Du må eje evnen til at forundres og forundre. Derfor skal du give børnene rødder og lade dem afprøve deres vingers styrke.
9. Du må erkende, at en skole udover at være dannende altid skal være fremtidsorien-teret, fordi børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og principielt planlægges for et helt skoleforløb, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
10. Du skal respektere, at læreruddannede og pædagoger har ret til at undervise børn, men at også andre, fx kunstnere og håndværkere, kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv.

Ovenstående bud(skaber) taler i vidt omfang for sig selv, og i øvrigt mener jeg, at alle 10 bud skal skal opslås ved indgangen til enhver nærskole, og de skal læses på baggrund af, at ”Demokrati er en samtale med ret til modsigelse”. Dialogen – både den mundtlige og skriftlige – er altafgørende i det samfund, vi har nu og ikke mindst i det, der venter lige om hjørnet, hvis demokratiet skal opretholdes.

Det danske samfund er bygget på vestlige værdier, som igen har tråde bagud til oldtidens græske kultur. I vor globaliserede verden er det imidlertid nødvendigt at supplere disse traditionelle værdier med undervisning i kilde- og mediekritik. Kommunikationen i dag og i morgen går lynhurtigt og er bogstaveligt talt grænseløs. Det er derfor helt essentielt, at fremtidens borgere er trænet i at forholde sig kritisk til samt at kunne gennemskue de vir-kemidler, fremtidens udbydere af varer, reklamer, nyheder og viden vil benytte sig af for at skaffe sig brugere. Den dialog, der er, når levende mennesker mødes med andre levende kan aldrig erstattes af chat eller andre højteknologiske måder at kommunikere på. Manipulation er en enorm og fatal risiko i den virtuelle verden, og det er nødvendigt at kunne beskytte sig mod sådanne kræfter – og det vil ikke være muligt at gøre det med forbud eller lignende; det skal nødvendigvis være den enkelte borger, der skal kunne sikre sig, fordi hun/han har en viden om denne risiko og færdigheder til at imødegå den.
Dette nye felt er simpelthen så vigtigt, at grundskoleuddannelsen skal forlænges med 1 år, så den omfatter børnehaveklasse (hvor legemulighederne og videreudviklingen af børnenes sociale færdigheder er i fokus) og 1. til og med 10. skoleår. Kravene til kommunikationsdelen skal være så store, at der skal arbejdes progessivt med dem i flere år, afpasset elevernes modenhed, at tiden til alle de andre og næsten ligeså vigtige fag nødvendigvis vil lide under dette. Derfor skal der gives yderligere tid til grunduddannelsen.

Kommunernes IT-satsning skal styrkes. Det er barokt, at der ikke er tilstrækkelige resurser til at vedligeholde og ajourføre det dyre isenkram. Undervisningsministeriet og kommunerne skal have ros for, at de har villige villige til at sikre resurser til anskaffelse af udstyr, men kritik af at de er utilstrækkelige til at sikre vedligeholdelsen af såvel maskiner som programmel. Såvel hard- som software belaster skolernes økonomi hårdt, når de nødvendige opdateringer skal indkøbes. Opmærksomheden skal også være rettet mod, at kommunerne ikke skærer ned på undervisningsmiddelkontoen. Bøgerne skal sandelig bevares. Vi må ikke lade IT overtage hele formidlingen, fordi der så er en klar risiko for, at det bliver for overfladisk, og fordybelsen og refleksionen forsvinder.

Skolerne skal endvidere åbne nye ”fronter”:

• Etablere sig som lokalt kulturcenter, hvor først og fremmest alle nærområdets ind-byggere gives mulighed for dels udfoldelse inden for praktisk taget alle former for aktiviteter, dels oplevelser i form af film, teater, foredrag o. lign. Det er ønskeligt at udnytte skolernes faciliteter til kultur- og idrætstilbud efter skoletid. Målet er,at børn, unge og deres forældre, herunder de, der ikke benytter eksisterende klub- og fri-tidstilbud, i stigende omfang vil deltage i kulturelle og sportslige aktiviteter. Skolerne skal kort sagt åbnes for borgere uden at der stilles krav om medlemskab af en fore-ning/klub i tillid til, at brugerne naturligvis vil være deres ansvar bevidst i forhold til at behandle faciliteterne ordentligt3).
  Det vil endvidere være en nærliggende mulighed i denne sammenhæng at arrange-re ”forældre-skole”, studiekredse, hvor forældrene vil kunne få indsigt i såvel dan-nelses- og uddannelsesmæssige kriterier, så skole/hjemsamarbejdet hviler på fæl-les forudsætninger. Herved forebygges givetvis mange konflikter af både social og uddannelsesmæssig art.
• Etablere et tæt samarbejde med lokale og regionale virksomheder inden for uddan-nelse, handel, service og produktion. Dette samarbejde kan eksempelvis omfatte udveksling af medarbejdere med henblik på vidensdeling, erfaringsudveksling og gensidig praktik. Herved bliver det muligt at inddrage lokale/regionale gæstelærere, skabe undervisningsforløb med et praktisk forløb samt mulighed for elevpraktik, hvor der kan udlægges tråde for den enkelte elevs fremtidsplaner.
  Det skal udnyttes, hvis der er innovative virksomheder i distriktet.
• Etablere internationalt samarbejde så alle børneinstitutioner, skoler og biblioteker har en relation til en tilsvarende institution i EU, Norge, Island, Færøerne eller Grønland. Der skal arbejdes med internationale relationer, så det i højeste grad bliver muligt at leve op til det gamle indianske ordsprog om at give børn og unge rød-der og vinger. I en tid hvor globaliseringen bliver stadig vigtigere i forhold til sam-handel, økonomi og fred, er det lige så betydningsfuldt, at kulturmødet udvikles, så blandt andet de sociale og åndelige resurser udveksles. Børn og unge skal genopleve H.C. Andersens ord om ”at rejse er at leve”, og derfor lægges der vægt på, at alle institutioner og skoler opbygger internationale relationer, hvor bl.a. udveksling af elever med privat indkvartering finder sted. Derved forøges sprogindlæring og mellemfolkelig forståelse væsentligt til gavn for fx integrationen. Internationale organisationers virke og opbygning skal samtidigt være et naturligt element i skolernes undervisning i historie og samfundsfag.

Udviklingen de sidste 10 år er imidlertid gået i en anden retning. Privatiseringen med dens markedsgørelse er et meget alvorligt anslag mod vort sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen og kulturelle baggrund. I min optik begyndte det med privatiseringen af hospitalerne, hvorefter det langsomt, men sikkert er gledet over i uddannelsessystemet og nu også er på vej ind på fx folkebibliotekerne.
Men jeg tror på, det endnu er muligt at forhindre, at fællesskabets grunduddannelser går samme vej som sundhedsvæsenet, hvis vi husker, at børn er vort råstof, som fremover skal give samfundet netop det særpræg, der adskiller Danmark fra det øvrige Europa i det nødvendige samarbejde, og kultur udgør præcis den baggrund, som samfundet vil være utilstrækkeligt uden. Kombinationen børn og kultur indeholder slagkraften til at styrke fremtidens samfund i retning af større og bredere menneskelighed og muliggør opbygningen af en høj grad af tolerance, som er nødvendig i sandhedens øjeblikke.

Det er ikke vel anset at være autoritær, men legalt at have en holdning. Vi bliver alle hele tiden bombarderet med budskaber af såvel kommerciel som holdningsmæssig art, hvilket øger usikkerheden. I denne forbindelse kunne det vel være godt, hvis vi havde fælles værdier i vor dannelse – ligesom i landbrugssamfundets tid.
Men sådan er det som bekendt ikke. Det er legitimt som professionel at tage stilling og handle derefter. Det komplekse samfund med opbrud i begrebet dannelse styrker ikke sikkerheden. For mig kunne det ind i mellem se ud, som om markedet styrer dannelsen, fordi den decentrale dannelsesopfattelse lever under vilkårene fra den frie konkurrence, hvor skolen, litteraturen, kristendommen, folkeoplysningen ikke leverer dannelsen alene, men konkurrerer med reklamer, nationale og globale netværk, film, sports- og popstjerner, fremmede kulturer og religioner og meget mere.
Markedsgørelsen har ført udviklingen frem til, at befolkningen er gået fra at være borgere over brugere til at være kunder i egen butik!
Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til dette spørgsmål, og her bliver begrebet dannelse et centralt element.

Ved dannelse forstår jeg, at man som individ udvikler sig og opnår viden og færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i et fællesskab med andre. Det indebærer samtidig, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.

Derfor må vi som voksne ikke blot vejlede, men rådgive om, hvordan de yngre undgår de værste faldgruber. De skal derfor ikke have ansvar for egen læring, men nok medansvar. De voksne skal tage ordet, men lade eleverne få det sidste. Eleverne skal lære ved at handle og udføre under kyndig rådgivning, der mere og mere erstattes af vejledning.
Det komplekse samfund med alle de nye muligheder medfører, at folkeskolen – igen modsat de fleste private skoler – modtager stadig flere børn, som fordrer særlig omsorg. En omsorg, som den fælles skole ikke altid umiddelbart er gearet til at håndtere. I dagens Danmark bliver flere børn end tidligere anbragt væk fra hjemmet – de fleste heldigvis ad frivillighedens vej.
I storbyerne skinner den kendsgerning igennem, at vi ikke er gode nok til at bryde den sociale arv. Børn fra voldsramte, misbrugsramte hjem eller fra hjem, hvor der bare ikke er ressourcer nok til at danne børnene godt nok til det komplekse samfund, ses som problemer, der i værste fald går rundt uden skoletilbud. Det kan forekomme, blandt andet fordi de kommer fra hjem, der flytter rundt af forskellige årsager, og fordi det kommunale system og bureaukrati har en vis træghed, og der er en stor belastning netop i de boligområder, hvor disse familier holder til eller søger mod.
Derfor er det en stor og vigtig opgave, de kommunale systemer, interkommunalt og tværkommunalt, netop nu prioriterer, nemlig at få taget hånd om disse børn og unge.
En udvikling som beskrevet betyder, at også læreruddannelsen skal indtænkes, så de stu-derende straks fra begyndelsen vil kunne arbejde i et sådant nærmiljø med forståelse og indsigt for demokratiets fastholdelse og udvikling, herunder de 10 bud.

Læreruddannelsen skal være et år længere, dels sådan at det faglige niveau hæves, dels så at de studerende ikke kommer ud for det såkaldte praksischok ved at der bruges mindst et halvt år ”på græs”. Det betyder, at den enkelte lærerstuderende efter det tredje år til-knyttes en skole (ansættelse med løn), så de varetager undervisningen i fx barselsskema-er, længerevarende vikariater eller lignende. Idéen om undervisningsassistenter skal også indgå – enten som et alternativ eller som et supplement.

Som noget nyt skal de studerende have et nyt fag: Pædagogik og neurologi. Her vil det være muligt at implementere den viden, som medicinere og biokemikere har om hjernens funktioner herunder den forskel, der er mellem pigers og drenges fysiologiske udvikling.
Naturligvis skal undervisning i og om de 9 intelligenser, læringsstile og den nyeste viden om didaktik og metodik indgå i større omfang, end det gør i dag.
Ovenstående skitse vil efter min bedste opfattelse på samme tid bevare enhedsskolen og styrke fagligheden, ligesom diffentiering af undervisningen vil være mulig på et etisk plan uden at sortere eleverne.
Folkeskolen vil blive placeret i et unikt felt, hvor ordet verdensklasse ikke har den samme hule klang som i den sædvanlige regeringsretorik.

Noter:
1Udgivet afUndervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening, Københavns og Frederiksberg kommuner, omkring årtusindskiftet.
2 Det musiske udvalg blev nedsat af daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen fra Det radikale Ven-stre (den sidste undervisningsminister Danmark har haft med visionsagt og -magt).
3I København er der tidligere gjort erfaringer med 'skolen som lokalt kuturcenter': Tidl. Matthæusgades og Havremarkens Skoler samt Kirsebærhavens Skole.