Som borger i det danske samfund undrer det os, at samtidig med at den offentlige økonomi udgør den største andel af bruttonationalproduktet nogensinde, kan hverken stat, regioner eller kommuner løfte de opgaver, de stiller sig selv og hinanden på tilstrækkelig kvalificeret vis.
VKO-flertallet peger helt kontant på, at den offentlige sektor aldrig før har været så stor som nu, men ikke desto mindre melder både regioner og kommuner om vanskelige budgetforhandlinger med besparelser i milliardklassen.
Det er da besynderligt – Vi undres!. Hvad er der gået galt? - Er der ikke råd til velfærdssamfundet mere?- og hvorfor! - Det kan forhåbentlig ikke være rigtigt.
Vi frygter, at på trods af de sidste mange års værdisnak er den danske opfattelse af demokratiet ude på en glidebane. Politikerne, især fra Folketinget, siger ét, men handler ikke rigtigt efter det. Deres troværdighed er noget flosset, og det tog vel sin begyndelse med Danmarks involvering i Irak-krigen, hvorefter det så er gået slag i slag fra bilagsrod over uvederhæftigheder i forsvarsministeriet, valg mellem privatskole og folkeskole til forskellige forklaringer om skattebetaling og opholdssted. Man er bestemt sig selv nærmest og håber på, at de trufne valg glemmes af vælgerne efter nogen tid.
Demokratiet skamrides. Skyldes det, at vi er et demokrati med mange år på bagen, hvor befolkningen oplever demokratiet som noget fjernt, noget man ikke rigtig behøver at engagere sig særlig meget i?
Der er også kraftige tegn på, at sammenholdskraften i samfundet er aftagende. Værdidebatten med mere eller mindre lødige argumenter har gjort sit til det. Det kommer tydeligst frem i bolig- og skolepolitikken, hvor resursestærke familier trækker sig og søger sammen med ligestillede og -sindede.
Det er dybt bekymrende, at vi ikke har formået at løse integrationen bedre, men på en eller anden måde søgt være os selv nok. Retfærdigvis skal det bemærkes, at integration vender begge veje. Der skal være en vilje, men det modtagende danske samfund har ansvaret for de første venlige og positive udspil, uden der behøver at være tale om et assimilationsønske.
Den politiske debat har i den seneste tid været personfikseret, hvilket formentlig skyldes, at valget nærmer sig, men det er vor opfattelse, at det vil være nødvendigt med en bred og i bedste forstand folkelig debat om mindst 5 punkter, fordi den kunne medvirke til, at løsningen på de alvorlige problemer, vi står overfor, vil blive bedre forankret end uden:
- Den offentliges sektor og forbrugeren i individets årti
- Det individuelle i forhold til lighed og fællesskabet
- Indførelse af to-kammersystem og forfatningsdomstol
- Politik som et erhverv
- Ghettoisering., dvs. en bolig- og skolestrategi
Det er nødvendigt med en lille pause og i mellemtiden sørge for, at samfundet ikke går helt i sort, mens vi tager fat på en livsnødvendig debat om, hvorvidt definitionen af, hvad vi opfatter som offentlige funktioner, er rigtig. Skal alle borgere have ret til gratis hospitalsbehandling af hvilke som helst sygdomme, fordi 'nu har man betalt sin skat i så og så mange år' og derfor har ret til at få noget igen? - Skal private skoler modtage et temmelig stort tilskud? - Skal alle have folkepension uanset indtægt og formue?- Skal jeg have ret til gratis hjemmehjælp, fordi jeg har været heldig at opnå en høj alder, hvis jeg nu selv har råd til at betale for hjælpen? - Hvorfor skal mere eller mindre nære slægtninge have krav på en efterladt formue? - Er det en offentlig opgave at passe børn? - Skal folkeskolen blive ved med at være gratis? - Er uddannelses støtten rimelig? - Skal en universitetsuddannelse være en gave fra almenvældet til den enkelte?
Man kan blive ved med at opstille spørgsmål – og nogle vil medføre forargelse og vrede.
Men det er nødvendigt at stille dem. Det må være rimeligt at diskutere, om vi skal smøre de forventede offentlige ydelser ud over hele samfundskagen, så laget bliver så tyndt og blodfattigt, at det fremfor at være velfærd bliver kollektiv fattigdom i stedet? - Eller skal vi sætte ind dér, hvor der er et behov?
Der skal gøres op med retsprincippet til fordel for skønsprincippet. Det har vi haft før, nemlig i opbyggelsesfasen af velfærdssamfundet, og der var bestemt nogle ulemper ved det. Det hindrer imidlertid ikke, at vi må genindføre det for a få råd til at fastholde velfærdssamfundet, da alt for mange er nydere i dag, og for få er ydere. Vi bliver nødt til at se på de konkrete behov og den enkeltes indtægtsgrundlag i forbindelse med overførselsindkomsterne.
Dertil kommer nødvendigheden af at se på den offentlige sektors funktioner i forhold til infrastruktur, herunder energiforsyning. Et udgangspunkt kunne passende være at lade togene, busserne og flyvemaskinerne privatisere, men lade kommunikationsvejene (skinner, veje, lufthavne, sendenet, forsyningsledninger mm.) forblive som offentlig ejendom.
Nogle opgaver kan løses bedre efter udbud til en privat entreprenør, og andre opgaver bliver kun løst dårligere. Generelt skal vi hverken fanatisk afvise privatisering eller gå i modsatte grøft. Det vigtigste er, vi holder os for øje, at prissætningen ved et udbud til en privat entreprenør aldrig vil være reel, idet vi jo har besluttet at opgaven skal løses.
Vi må fastholde, at kommunikationsvejene forbliver offentlig ejendom – om ikke andet så for at kunne bevare samfundets sikkerhed mht. funktionsduelighed samt ikke mindst muligheden for at kunne indkassere forbrugsafgifter.
Kommunikationsvejene er ikke et markedsspørgsmål. Det er naivt at forestille sig, at private virksomheder vil have så meget samfundssind, at de vil udbygge og vedligeholde kommunikationsvejene ud til landets meget tyndt befolkede områder, hvis det ikke kan betale sig. Den offentlige sektors funktioner kan ikke generelt drives som en privat virksomhed. Der er simpelthen nogle andre hensyn at tage end de markedsbestemte.
Det individuelle i forhold til lighed og fællesskabet.
Når man følger med i, hvad der offentliggøres om fællesskabets budgetter og regnskaber, så har mantraet de seneste mange år været, at bundlinjen ikke må udvise røde tal. Der må ikke bruges flere penge, end man har. Det er vel egentlig et logisk og sundt princip, men trods det er det jo netop, hvad der er sket – år efter år. Så længe bruttonationalproduktet har været stigende, har det også været for fristende for magtens ihændehavere at uddele milde gaver til befolkningen.
De individuelle krav til fællesskabet er steget støt og roligt gennem årene, og alle gør krav på deres individuelle ønsker i fællesskabets navn, fordi alle skal behandles lige. Men lighed og fællesskab er ikke identiske størrelser. Vi tror, at tiden er kommet, hvor det ikke kan undgås at differentiere og prioritere såvel forventninger som muligheder, hvis landet skal overleve.
I denne forbindelse er det nødvendigt at se på, om den fordelingspolitik, der har været herskende i den senere tid, nu også er den rigtige. For os at se kan det ikke være rigtigt at lade de svageste i stadig højere grad skytte sig selv samtidig med, at de rigeste får de største skattelettelser 'a la Fanden tager de sidste'. Skattetrykket, som de resursestærke ynder at synes er for højt, er i virkeligheden tungest for de svageste. Det er den gruppe, det går hårdest ud over, når man skal tale om udgifter. De rigeste har jo da klart bedre råd til at betale til fællesskabet – sådan er det. Kløften mellem fattig og rig har aldrig været større end nu, og desværre ser vi, at antallet af fattige er stigende. Det er virkelig svært at leve af kontanthjælpens forskellige former.
Management-tankegangen har efter vor mening været gift for vort velfærdssamfund og lagt grunden til det måle-, veje- og kontrolsamfund, vi har i dag samt understøttet det individuelle på bekostning af fællesskabet.
Vi er gået fra at være borger over bruger til at være kunde i vor egen butik!
Resultatet er, at hylderne er tømt for varer samtidig med, at vi skriger efter nye, flere og bedre. Det må stå klart, at det jo ikke kan lade sig gøre.
Markedsgørelsen har sejret i alt for stor en udtrækning, og det bliver nødvendigt at lave det om – måske ikke i form af gammeldags planøkonomi med 5 og 10 års planer, men en bedre koordination og langsigtet planlægning, frem for hvad der lige kan betale sig på kort sigt, er bydende nødvendig, hvis velfærdssamfundet og velstandssamfundet fortsat skal være 2 sider af samme sag.
To-kammersystem og forfatningsdomstol.
Vi har gennem de sidste 10 år været vidner til, at demokratiet blot handlede om at kunne tælle til 90 – og det er efter vor mening lidt for pauvert. Blokpolitikken har hersket, og det er ikke helt forkert at hævde, at 'de fleste har ret, fordi de er de fleste'. Den største del af oppositionen har været tvungent til at logre med for blot at kunne føle, de dog havde en lille bitte smule indflydelse på udviklingen – eller afviklingen, alt efter temperament.
Grundloven bygger på holdninger og værdier, som – på trods af flere justeringer – ligger mere end 150 år tilbage. Nogle politikere har forgæves slået til lyd for en gennemgribende grundlovsrevision. Det er yderst fornuftigt, men samtidig afsindig besværligt. Grundloven er ikke nem at ændre. Men det er nødvendigt at forsøge at gøre det, og nedsættelse af en kommission med henblik på en kulegravning af emnet vil være velgørende. Kommissoriet skal indeholde modeller for mindretalsbeskyttelse, fx en forfatningsdomstol, så en uvildig instans med uafhængigt (jurister) personale kan afgøre, om lovene er lovlige. Det lyder umiddelbart forkert, men vi synes, der er grund til at have en sådan instans, når vi ser på hvilke love og beslutninger, der er gennemført i nyere tid, fx på integrationsområdet og i forbindelse med krigsdeltagelse. Et to-kammersystem kunne også overvejes, men det indebærer en naturlig fare for bureaukratiske forsinkelser.
Det forekommer os, at vort demokrati fortjener en opdatering. Vi har alt for længe lullet os ind i en opfattelse af, at demokratiet i Danmark er så godt og grundfæstet, at det kan fungere i al evighed og et par dage til. Men så er det jo gået hen og blevet en religion, og så bliver det først farligt. Ja, somme på Tinge mener sig endog kaldet til at irettesætte andre landes fortolkninger af demokrati, så stenede er de i deres egen opfattelse af emnet.
Politik som et erhverv.
Et fjerde punkt, vi bliver nødt til at tage stilling til, er, at politik er blevet et erhverv, en stilling, et job, som man meget nødigt vil af med. Det forekommer os, at vi har fået opdyrket en stand af professionelle politikere – ofte DJØFere – som er alt for langt fra folket, fra de borgere, de skal forestille at repræsentere, og som om det ikke er nok, så læner de sig op af embedmænd, der har samme baggrund, som de selv har.
Det er ikke betryggende.
Kommunalreformen har heller ikke gjort det nemmere. Reduktionen fra 273 kommuner til 98 har også halveret antallet af kommunalpolitikere og øget antallet af akademikere – oftest DJØFere – i administrationen. Igen styrker dette tendensen til, at der er blevet for stor afstand fra folkets repræsentanter til de politiske bestyrelser med deres akademiske embedsmænd. Det er blevet mere vanskeligt for de borgere, der brænder for et område/en sag at blive repræsenteret i de politiske bestemmelsesfora. Alternativet er NGO-bevægelserne, og derved stiger faren for, at der 'går religion' i sagen.
Alt for få politikere i dag brænder for noget. De påstår ganske vist, at de har sager, de 'brænder' for, men vi synes, de for ofte er brændt ud, når det kommer til stykket. De vil hellere have indflydelse gennem deltagelse og kompromismageri. Det kan måske også være godt nok – i en vis udstrækning, men 'brandsagerne' får altså tit lov at brænde ned i glemsel.
Vi kan desværre kun henvise til to eksempler, hvor politikere stadig brænder for en sag. Det ene er Dansk Folkeparti. Deres indædte modstand mod indvandring har bragt dem til tops i dansk politik, og i vor optik er det ikke positivt, fordi deres menneskesyn har rod i en nationalistisk tankegang, der minder om grunde til, at krige udkæmpes – og det har næppe nogensinde været i den almindelige befolknings interesse.
Det andet er Connie Hedegaard, som efter vor opfattelse har kæmpet bravt og fortsat gør det for sin miljøsag som miljøminister i en borgerlig regering – og også taget imod tæsk for det som medansvarlig for fiaskoen med COP15 i Bella Centeret.
Vi må med andre ord få gjort politik mere vedkommende, så det bliver nemmere at få gennemført forhold, man brænder for, uden at det betyder, at et mindretal trædes under fode. Det er ikke en nem opgave, men måske grundlovskommissionen også kan tage det med.
Ghettoisering, dvs. en bolig- og skolestrategi.
Der er ved at ske en farlig opdeling af vort samfund: Rige og fattige, arbejdsløse og arbejdsramte, ejere og ikke-ejere samt en opdeling efter etnicitet.
Kast et blik på boligområderne, og det står lysende klart. Kast et blik på børnesammensætningerne i institutioner og skoler, og det står lysende klart. Før i tiden skete det oftere, at børn fra resursestærke hjem legede med eller gik i klasse med børn fra knapt så resursestærke hjem. De fleste våbenduelige mænd aftjente værnepligt sammen med folk fra samtlige samfundslag. Denne tilstand er på vej til at blive sjælden i dag. Derfor kender man ikke hinanden og hinandens levevilkår. Det skaber kløfter, og det er farligt for demokratiet.
Denne opsplitning af samfundet er måske den allerstørste fare i dag, og måske er det den allersværeste at forandre. Vi må desværre erkende, at vi i skrivende stund må kapitulere mht. at pege på løsningsforslag. Én løsning på problemet er i nyere tid set i Cambodja (Pol Pot) og i Kina (Tibet) – og det kalder jo så absolut ikke på en gentagelse. Vi håber på, at andre kan bidrage her, for det er nødvendigt at tage problemet alvorligt. Et skrækscenarium kunne være, at Danmark vil blive regeret kolonivilkår, forstået sådan at en 'overklasse'/'magtklasse' bestemmer helt udemokratisk.
Ovenstående er alt for uvidenskabeligt at kalde analyse, ja – det nærmer sig snarere populisme. Det er blot nogle refleksioner over nogle samfundsspørgsmål, som vi har debatteret ved forskellige lejligheder, men det er efter vor opfattelse ikke desto mindre problemfelter, vi bliver nødt til at drøfte i den nærmest kommende tid, hvis vi fortsat ønsker en velfærdsstat med velstand og et samfund, vi kan være bekendt.
Hvis ovenstående kan være med til at sætte den debat i gang, er noget dog nået, og så er det ikke så ringe endda.
Jens Pedersen (den yngre) og Benny Pedersen (den ældre).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar