lørdag den 9. oktober 2010

Magt - tre korte fortællinger om magt.

I går så jeg Oliver Stone filmen ”Wall Street”, hvor Michael Douglas har rollen Gordon Gekko. Filmen illustrerer på sikker vis, hvordan behovet for magt aldrig forsvinder, når et menneske først en gang har smagt dens sødme – eller bitterhed. Det er som et narkotikum og særdeles vanedannende, mere vil have mere. Den viser også, at det gamle ord om, at 'magt korrumperer' er sandt.
Oliver Stone rammer i denne film som tidligere i ”JFK” noget centralt, der fik betydning for verdenshistorien. Det spektakulære, kriminelle og økonomiske magtmiljø skildres overbevisende.
Skuespillerne i de tre hovedroller er – udover Michael Douglas – Carey Mulligan (Gekkos datter) og Shia LaBeouf (datterens kæreste), og de leverer alle varen på bedste vis.
Filmen har også nogle klip, hvor New York simpelthen tager sig fantastisk ud. Alene det gør, at man får lyst til at gense denne – næsten skræmmende – metropol. Skræmmende, netop fordi magten er til stede i hvert et billede. Den økonomiske/finansielle magt, hvor papirpengene flyver om ørene, og hvor man skræmmes af, at magthaverne med få klik belyser verdenen gyldent eller sender den ned i et sort hul.
De forgyldte mennesker har en adfærd som kongelige for fuld udblæsning – et luksusforbrug ud over alle bredder, hvor de oven i købet tillader sig at tro på, de gør noget godt. Pengemarkedet, hvor det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel parret med en god portion sladder, dirigeres af nogle få begærlige sjæle, som tror, de uden nogen produktion bag kan gå på vandet, og filmen leverer overbevisende den kunstneriske fortolkning af disse menneskers magtliderlighed.
Denne film om magthavere er anbefalelsesværdig.

Efter filmen overværede jeg en (lille) del af Folketingets 'Forhandling om statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38' – altså den politiske debat om Lars Løkke Rasmussens åbningstale. Det handlede jo også om magthavere – eller dem, som tror, de har magt. Debatten handlede i vid udstrækning om økonomi, betaling til privathospitalerne samt om, hvordan den økonomiske vækst kan genetableres i det danske samfund.
Det forekommer mig, at demokratiet skamrides i disse år. Der ævles, kævles og de nødvendige reformer forsømmes. Blokpolitikken trives i en grad, så det er trættende. Vore politikere kender kun et pædagogisk fif, som til gengæld bruges i en uendelighed, og det er gentagelsen.
Det bliver lidt af en cirkusforestilling, hvor de genner hinanden rundt i manegen, men ikke rigtig kommer ud af stedet.

Strategien overskygger målet, og de kæmper hver især for at beholde deres stilling som politikere. Det er deres profession, og de gør alt for at forblive i jobbet. De er blevet folkevalgte korrupte. Det forekommer mig, at vi har fået opdyrket en stand af professionelle politikere – ofte DJØFere – som er alt for langt fra folket, fra de borgere, de skal forestille at repræsentere, og som om det ikke er nok, så læner de sig op af embedsmænd, der har samme baggrund, som de selv har.
Det er ikke betryggende.
Debatten – både nationalt, europæisk og globalt er egentlig kun optaget af, hvordan nogle markedsøkonomiske systemfejl kan udbedres. Finanskrisen viste med al ønskelig tydelighed, at det uregulerede marked klart ikke havde ret, når det gjaldt fortsat og ubrudt vækst. Krisen var lige ved at slå bunden ud af vort samfund, og kun en statslig regulering forhindrede bankernes konkurs. Skal vi så fortsætte på den måde? Det ser desværre sådan ud, fordi i øjeblikket foregår der en form for symptombehandling. Der pumpes offentlige resurser ud i pengemarkedet, så systemet igen kan fortsætte – lige indtil den næste systemfejl bremser forbrugsvæksten.
Spørgsmålet kan vel så være, om det er nødvendigt med vækst i traditionel forstand – altså en vækstfilosofi, som bygger på et stigende forbrugerræs, når det er velfærd, et flertal af befolkningen ønsker. Måske er der behov for en 'new deal', hvor vi har lært af krisen og udnytter, at kortsigtet individuel optimering hverken politisk eller økonomisk kan sikre den bæredygtige udvikling (klima- og resursemæssigt)?
Ingen af blokkene i Folketinget anlægger denne vinkel. Hver for sig tror og håber de, at netop de kan fortsætte ad den gammelkendte vej ved at bruge magten traditionelt.

Hvor dagens første oplevelse handlede om kunstens fortolkning af magt, så var den anden oplevelse den virkelige magt her i kongeriget – og jeg ved ikke, hvilken der var den bedste oplevelse.

Den sidste fortælling om magtens arrogance hører til det kommunale plan. Ballerup kommune, som jeg indtil videre har været meget tilfreds med at være borger i, har besluttet at forære et pænt stort antal kilometer veje til de mennesker, der bor langs med disse veje. En hel del kommunale veje skal privatiseres. Den beslutning har kommunalbestyrelsen reelt vedtaget i enighed uden først at gennemføre en høring for at spare omkring 11 mill. kr. årligt. Sådan lige til sidst inden den endelige, uigenkaldelige og formelle vedtagelse inviterer kommunen til et borgermøde, hvor borgmesteren krystalklart meddeler, at man da gerne vil høre på gæsterne, men at der i øvrigt ikke er noget at komme efter: Beslutningen vil under ingen omstændigheder blive ændret.
Det er magtudfoldelse, som vil noget, og baggrunden er udelukkende økonomisk.
Kommunalreformen medførte, at kommunerne for at få mere magt ønskede at få så mange samfundsopgaver overdraget som overhovedet muligt.
Men der er desværre ikke penge nok i systemet. Derfor spiller man 'stærk mand i cirkus' og trækker en beslutning ned over ørerne på nogle borgere på en ganske udemokratisk måde. Ballerup kommune har været socialdemokratisk styret i rigtig mange år, og den magt har egentlig korrumperet det socialdemokratiske flertal.
Det er egentlig en skam, for der er meget godt i Ballerup, men borgmesteren skal formentlig ikke genvælges ved næste kommunalvalg (han er 72 år) og været borgmester i 29 år, men dette udemokratiske træk vil han blive husket for.

Disse tre fortællinger handler om, hvad magt gør ved mennesker, der har haft magt i lang tid. De glemmer, hvorfor de fik magten. De glemmer at mærke efter, hvad magten gør ved dem. De glemmer, at magt er som narkotika, man vil have mere og mere af, som tiden går.
De bliver umærkeligt korrupte i mindre eller større udstrækning, og arrogancen kommer snigende, og adfærden bliver nemt brutal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar