Hvad mon statsministerens nytårstale vil handle om?

Mit bud er, at hun vil rose sin regering (og dermed sig selv) for gennemførelsen af de reformer, de har gennemført de to første år med store omkostninger for den del af borgerne, der er 'faldet ud' af kontanthjælpssystemet og nu må hutle sig igennem dagligdagen med den enorme usikkerhed, det medfører – både for dem selv, men ikke mindst for evt. børn.

Den politiske tro på markedsregulering og 'bundlinier' i alt samt 'new public management' har så afgjort givet 'velfærdssamfundet' en anden klang og måske ny betydning. Der er sket i skred i velfærdskulturen, hvor de svageste skuldre vil blive fastholdt i deres armod.

Dernæst vil hun varsle øget kontrol med skatteål, afdækning af skattely samtidig med, at hun vil minde om, at der er indført skattelettelser for erhvervslivet, men hun vil dog formentlig nok ikke annoncere yderligere skattelettelser.

Hun vil ikke kunne komme udenom at takke de ministre, der er holdt op eller blevet flyttet fra et ministerium til et nyt. De har taget ansvaret på sig – jamen da: en justitsminister, der bevidst lyver og som jo var blevet i embedet, hvis han ikke var blevet afsløret.

Dertil et embedsværk, som har fået meget alvorlige ridser og buler i lakken – jo, jo, vi har en ansvarlig regeringsførelse, som ikke leder tanken hen på en 'bananrepublik'.

Der vil sikkert også falde ord om folkeskole- og uddannelsesreformerne, hvor vi nu skal se fremad og bort fra, hvad der er gået forud. Der er bare det, at både nutid og fremtid altid bygger på fortiden, så 2014 bliver en svær tid for uddannelsesinstitutionerne lige fra folkeskoler til universiteter.

Desværre er det igen 'bundlinietankegangen' og en forældet ledelsesfilosofi, der her har gjort sig gældende.

EU og folkeafstemning(er) vil givet også blive omtalt.

Ovenstående er kun en del af de emner, hun vil kommentere, men blandt de afsluttende bemærkninger vil der være en nærmest konstatering af, at der nu er lys i mørket for dansk økonomi. Det går fremad, og bedre tider for de fleste vil være i vente, men der vil være grupper i samfundet (i socialgruppe 5), som vil have svært ved at få øje på lyspunkterne.

Til allersidst vil hun ønske alle et godt nytår – og det vil jeg også, trods alt.

Julehilsen

Læserne af denne blog ønskes en rigtig dejlig jul samt et fredfyldt nyt år.

Mit nytårsforsæt må vist blive, at jeg skal blive mere flittig til at skrive, så der oftere er noget nyt at læse, når man klikker sig ind på bloggen.

(Kan jo opfattes som en trussel eller et løfte - alt efter temperament)

Mange varme julehilsener
Benny

        Julemanden med sine rensdyr flyver hen over aftenhimlen

Små slag Margrethe

Landets økonomiminister har på det seneste slået til lyd for, at ældre må miste nogle af de privilegier, de har fået gennem mange års velfærdsstyre. Privilegier, som er baseret på mange års tro samfundstjeneste med mere eller mindre opsparing – og for de offentligt ansatte – løntilbageholdenhed.

Jeg støtter tanken om, at det er nødvendigt at se på overførselsindkomsterne, men jeg mener samtidig, at det er i den gale ende, økonomiministeren og den radikale leder vil begynde. Jeg synes, det er mere relevant at undersøge mulighederne i den modsatte ende, nemlig ved at skaffe arbejde og uddannelse til de 20-30 årige. Det er vel ikke sundt – hverken for den enkelte unge eller for samfundet – at så mange unge står uden beskæftigelse eller med ufuldendte uddannelser. Det er ikke i orden, at mange unge bliver visiteret til offentlig forsørgelse på grund af manglende muligheder for beskæftigelse.

Her vil eller kan markedet åbenbart ikke af sig selv løse opgaven, og derfor skal der regulering og statslig indblanding til. Både de private virksomheder – og de offentlige også såmænd – vil give sig i tøjret og begrunde deres manglende indsats med finanskrise og budgettilpasninger (= besparelser). Hertil må svaret være, at det er alt for kostbart at lade de yngre generationers færdigheder og evner gå til spilde på grund af markedets mangler.

Det var velgørende at læse folketingets formand, Mogens Lykketoft, betragtninger i den seneste udgave af det politiske magasin, Ræson, på side 40-41, hvor han understreger, at det jo ikke er velfærden, der har skabt gælden, men den private finanssektors uansvarlighed, og at historien viser, at vejen ud af stor offentlig gæld går via fremgang i beskæftigelsen, skatteindtægter og mindre sociale udgifter.

Den sociale ulighed nationalt og globalt kan kun bremses ved at skabe jobs, stoppe for sociale nedskæringer og få styr på den internationale skatteunddragelse. Det er disse opgaver, der er påtrængende – ikke om den ældre generation får rabat på den offentlige trafik o. lign småting. Det vil koste en hel del bureaukrati og regeldyrkning at differentiere den befolkningsgruppes individuelle rettigheder, hvis man skal spille med på melodien om, at de, som kan selv, skal selv i den forbindelse. Dertil kommer, at mange ældre i givet fald vil benytte deres biler i stedet for de i så fald dyre offentlige transportmidler.

Jeg tror, at økonomiministerens vej er en blindgyde. Sats i stedet for på at skabe beskæftigelse – gerne flex- og deltidsjob til de yngre generationer, og giv dem en uddannelse, hvis de kan klare det. Målsætningen om, at 95% skal have en ungdomsuddannelse er fin, men nok urealistisk. Alt for mange er simpelthen ikke i stand til at gennemføre den i øjeblikket, og at 50% skal gennemføre en videregående uddannelse holder slet ikke – endnu. Og der er jo heller ikke beskæftigelse til dem, hvis de langt om længe når i mål. At bekoste en videregående uddannelse til arbejdsløshed forekommer usmart og ikke mindst som en spand koldt vand i hovedet på de unge, der efter endt uddannelse må kikke langt efter et arbejde.

Lav nogle korte uddannelser i stedet for og sørg for, at der er arbejde efterfølgende.

Altså: Små slag, Margrethe – og hele regeringen. Både med hensyn til de ældre og til de vidtløftige målsætninger.

Landsdelsorkestrene.

Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer. Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første.

Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er

• at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900,
• i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester,
• efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen.

Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.

Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, i marts var turen kommet til Odense Symfoniorkester, i slutningen af maj tog vi en tur i Tivoli til Copenhagen Phil, og her i efteråret besøger vi Sønderjyllands Symfoniorkester med base i Sønderborg.

Sønderjyllands Symfoniorkester: Et grænseoverskridende orkester

Sønderjyllands Symfoniorkester er et landsdelsorkester, som dækker området fra Vejle/Kolding og Esbjerg i nord og ned forbi den dansk-tyske grænse i syd, idet der er et forpligtende og tæt samarbejde med det Slesvig-Holstenske kulturliv.

Orkestret har sin base i Sønderborg, nærmere bestemt Alsion.

Alsion er bygningen, der samler uddannelse, forskning og kultur under et tag: En afdeling af Syddansk Universitet, Forskerparken Alsion og Koncertsalen med Sønderjyllands Symfoniorkester.

Koncertsalen er berømmet for sine gode egenskaber, og der er en helt fantastisk klang, som betyder, at flere kunstnere vender tilbage for at opleve den igen.

Det er en særdeles flot bygning med en enestående beliggenhed ved Alssund midt i Sønderborg – næsten over for Sønderborg Slot, så danmarkshistorien, som hele egnen emmer af, kan forbindes med fremtiden og kulturelle udtryk. Egentlig ret fantastisk!

Lidt baggrund

 

Det er også et helt særligt år i år for Sønderjyllands Symfoniorkester. I september fejrede de nemlig 50 års jubilæum. Egentlig lød startskuddet i oktober 1936, hvor 22 musikere fandt sammen i et strygeorkester, men Anden Verdenskrig, økonomiske og logistiske trængsler betød brogede arbejdsforhold.

I 1946 fik orkestret sit navn, Sønderjyllands Symfoniorkester. Først med vedtagelsen af ”Lov om statsstøtte til orkestre uden for København” i 1961 blev der sat gang i arbejdet med at danne landsdelsorkestrene, og den første koncert for Sønderjyllands Symfoniorkester under disse forhold blev afholdt den 22. september 1963, og allerede på dette tidspunkt indledtes også samarbejdet med skolerne.

I 1969 blev samarbejdet hen over den dansk-tyske grænse indledt med samarbejdet med 'Nordmark Sinfonie Orchester' i Flensborg.

I 2007 kunne orkestret indvie deres nye 'hjem', Koncertsalen i Alsion – og en ny tid begyndte.

Som noget ganske særligt har den nu 74 årige violinist Altli Sigfusson været med gennem alle 50 år – og der er ingen planer om pensionisttilværelse, fordi lysten fortsat driver værket.

Et jubilæumsskrift giver en kronologisk oversigt over en række milepæle i orkestrets historie, herunder en række nationale og internationale kunstnere, som orkestret har samarbejdet med gennem tiden (se kildematerialer).

Det børne- og ungdomsformidlende arbejde

Vi har en aftale en efterårsonsdag formiddag med Mette Rasmussen, og vi mødes i Alsions smukke foyer med udsigt over Alssund.

 

 

Det er hensigten at blive klogere på, hvordan og med hvilke midler Sønderjyllands største kulturinstitution rækker ud mod skoleelever og eleverne på ungdomsuddannelserne, det fremtidige publikum, lige nu og fremover.

Mette Rasmussen er ansat som B-og U-projektmedarbejder på en kontrakt foreløbig frem til jul. Hun har dog godt kendskab til orkestret, idet hun som kordirigent har samarbejdet med orkestret gennem mange år.

Hendes plan er at videreudvikle det samarbejde med skolerne i regionen, som allerede findes. Hun har gode forudsætninger for netop det, fordi hun gennem mange år med korarbejdet bl.a. som kunstnerisk leder af Det Sønderjyske Sangcenter også har fået oparbejdet et rigtig godt netværk. Det personlige kendskab er altid godt. Hun planlægger at øge 'medværet' mellem skolerne og orkestret.

Sønderjyllands Symfoniorkester har en tradition for skolekoncerter, som dels betyder, at de tilbyder at besøge skolernes 4. klasser med mindre ensembler, fx en kvintet, for at fortælle om instrumenter og klassisk musik samt spille en koncert, dels at invitere til skolekoncerter med hele udtrækket i Koncertsalen. Forud for dette har skolerne modtaget skriftligt materiale, som lærerne har kunnet gennemgå med eleverne som optakt til besøget og koncerten. Konkret er det planen at videreudvikle konceptet, idet det ikke er nok at gøre en indsats for 4. klasse, vi skal have alle årgangene med, så de kommer i berøring med orkestret en gang om året, siger Mette med eftertryk, der vidner om et stort engagement. Det behøver jo ikke at være en stor koncert hvert år – mindre kan gøre det.

Et samarbejde med Danfoss Universe, som er et lokalt science-center af internationalt tilsnit, om lyd og musik er det oplagt at forfølge især for de større elever. Dertil skal samarbejdet med den kommunale musikskole forøges, ligesom der skal blive et tættere samarbejde med MGK-linien og orkestret – måske så nogle elever derfra får tilbudt at spille med i orkestret.

Medindragelse af eleverne – 'blot' med deres stemmer – er ligeledes noget, der ligger lige for; den aktive medvirken er jo som bekendt bedre end den passive lytten.

Vi taler lidt om, at tidens børn er blevet for vante med at blive underholdt og kunne zappe fra det ene til andet, når det første opleves som kedeligt, eller at mobilen kommer frem.

I så tilfælde kunne man måske udnytte det, så telefonernes ringetoner bruges som lydkulisse til en koncert – why not?

Vi lever i en digital tid, hvor hjemmesider og informationsteknologi fylder mere og mere både i undervisningen og i den almindelige hverdag. Det må også kunne bruges, så man hører og ser fx slagtøjsspillerne på computeren, inden man skal træffe dem i virkeligheden.

Vi lever også i en verden, hvor samarbejdet på kryds og tværs af de nationale grænser udvikles mere og mere. Konkret kunne det betyde, at børne- og ungdomsarbejdet for dette orkester udvides til at omfatte samarbejde med skolerne syd for grænsen. Vi oplever jo alle at skulle samarbejde med andre nationaliteter i større eller mindre omfang – det gælder jo fx for symfoniorkestret. Så her er der også noget at tage fat på – måske.

Vi er enige om, at den musikalske opdragelse specielt vedrørende den klassiske musik lader noget tilbage at ønske, så både skolerne og forældrene må komme bedre 'ind i kampen' og bl.a. lære eleverne fordybelse, disciplin og koncentration, som er færdigheder, der gavner det hele menneske.

Denne opgave er bestemt ikke let lige nu, hvor den politiske opmærksomhed fokuserer på, at 'grisen skal vejes og måles rigtig mange gange i det håb, at den så bliver federe og federe bare af den grund'.

Retfærdigvis skal det nævnes, at faget musik tilføres endnu 1 lektion om ugen i forbindelse med skolereformen. Lidt har vel også ret.

3 musikere fortæller

Vi har sat tre musikere stævne, for at de kan fortælle lidt om sig selv, deres musikerkarriere og – ikke mindst – hvordan de er kommet til Sønderjyllands Symfoniorkester.

Jorunn Solløs lægger ud og fortæller, at hun spiller fløjte samt piccolofløjte og kommer fra Norge, hvor hun var i gang med en uddannelse på Stavanger Musikkonservatorium. Hun søgte som udvekslingsstudent til Det Jyske Musikkonservatorium og skulle egentlig kun have været der et år, men nu har hun levet 13 år i Danmark. Hun gjorde sin uddannelse færdig i Aarhus, byggede en solistuddannelse ovenpå, og nu med et ægteskab og 2 børn sidder hun her efter 13 år i Alsion og fortæller. Og det er hun meget glad for.

Hendes musikalske baggrund begyndte med et harmoniorkester i Norge, og hendes forældre og søskende spillede også på amatørplan. Derefter begyndte hun på musikgymnasium, som man har i Norge – en slags integreret MGK. Årsagen til søge til Danmark var, at der begyndte at komme så mange nedskæringer på musikuddannelserne i Norge – men da hun kom til Danmark, skete det samme her.

Inden hun havnede i Sønderborg, havde Jorunn et par måneder haft ansættelse i Aarhus Symfoniorkester lige efter diplomuddannelsen, så hun havde nogen orkestererfaring forinden.

Hun fortæller med tilfredshed om, at som børnefamilie (hendes mand spiller også i orkestret) kan de få den travle hverdag til at hænge sammen på trods af weekend- og aftenarbejde, selv om barnepige er en post på budgettet. Når det hele vægtes, er der flere fordele end ulemper ved den tilværelse, de har nu.

Hun synes, at orkestret nærmest fik et andet liv, da de rykkede ind i de smukke omgivelser i Alsion. Hun er tillige glad for at være med i formidlingsarbejdet med skolerne. Hun prøver at få tid til at spille rytmisk musik, men det er vanskeligt, når hun også er med i en kvintet, som giver koncerter og har vundet priser.

Jorunn Solløs mand, Jeppe Solløs Rasmussen tager over og fortæller, at hans baggrund var langt ude på landet i det vestjyske, hvor det var nødvendigt at indregne transporttid, når han skulle udøve sin hobby med at spille. Hans forældre var aktive amatørmusikere, og han har altid hørt meget musik. Han har haft stor fornøjelse af musikundervisningen i skolen, og selv om det var langt ude på landet, som han siger, var der egentlig et rigt musikliv. Til at begynde med spillede han trompet, og han blev faktisk også optaget på Vestjysk Musikkonservatorium med trompet som hovedinstrument, men fik mulighed for at prøve at spille valdhorn – og efter det så han sig ikke tilbage.

Han har – inden Sønderborg – spillet en tid i Odense Symfoniorkester samt haft forskellige freelance job i København.

Den sidste musiker er Niels Mathiesen, som spiller i andenviolingruppen. Hans musikalske baggrund er Steiner-skolen, hvor udviklingen af den rytmiske sans spillede en stor rolle, og fra 3. klasse var der obligatorisk undervisning i enten violin, bratsch eller cello. Niels Mathiesen valgte violinen (den var nemmest at transportere), og han var sandt at sige ikke særlig glad for at skulle spille violin. Det lød ikke særlig godt, men lige pludselig, da han fik en anden lærer, skete der noget – og det har så udviklet sig til en plads i Sønderjyllands Symfoniorkester. Inden da fik han undervisning hos en lærer, der også underviste ham på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han tog sin musikpædagogiske eksamen. Efter nogle år tog Niels Mathiesen tillige sin diplomeksamen i violin – samtidig havde han spillet i en strygekvartet. Han supplerede endvidere sin uddannelse i Canada på en slags 'eliteskole' for kunstnere oppe i Rocky Mountains – et halvt år, hvor man kun skulle koncentrere sig om at blive dygtig på sit instrument og spille koncerter. Man fik en vældig erfaring, men det var meget intenst.

Inden han kom til Sønderborg, havde Niels Mathiesen spillet både i Odense og Ålborg Symfoniorkestre – begge steder omkring 1 år. Niels Mathiesen har spillet i Sønderjyllands Symfoniorkester i 3 år nu, og det er han rigtig glad for.

3 forskellige musikere med forskellig baggrund og oprindelse, men alle med en kærlighed til musikken, som har gjort dem til professionelle musikere på højt niveau, ligesom de er vokset op med musik i hjemmet og/eller i skolen. De er også glade for koncertsalen, som gjorde en verden til forskel i forhold til tidligere tiders orkesterbase.

Orkesterchefen

Rasmus Adrian tager imod i sit stilfulde kontor – også med en inspirerende vandudsigt. Han har været ansat ved Sønderjyllands Symfoniorkester siden marts 2013. Han har haft et langt uddannelsestilløb på konservatorie- og universitetsniveau samt på Sibeliusakademiet i Finland, hvor en kandidatgrad i artsmanagement blev bragt i hus, men Rasmus understreger, at den kommunale musikskole i Ballerup og en lærer dér har givet ham den musikalske interesse og baggrund for at komme videre i den retning, hvor især dét at koordinere og producere har fyldt meget, hvilket ikke er skade til i den nuværende situation.

Vi sætter os ved det runde runde bord i kontoret, og Rasmus Adrian fortæller engageret og levende om symfoniorkestret, arbejdsopgaver og fremtiden, kun afbrudt af nogle få opklarende spørgsmål.

Økonomi.

Statstilskuddet er klart det bærende for det selvejende orkester. De kommunale tilskud fylder ikke meget. Det kan undre, fordi symfoniorkestret er den største kulturinstitution i landsdelen, og orkestret turnerer en del i landsdelen. Som ved så meget andet er der jo fordele og ulemper. Her er fordelene, at institutionen er forholdsvist frit stillet i prioriteringen af, hvilke musikalske opgaver de tager fat på. De er ikke bundet op til en by. De har en rigtig flot koncertsal her i Sønderborg, som de er meget glade for, men de knapt 30.000 indbyggere er ikke et tilstrækkeligt grundlag for et symfoniorkester, og derfor er orkestret hele tiden nødt til at forholde sig til, hvordan de kommer ud i hele regionen.

Og det er ikke blot nord for grænsen, man arbejder. En af begrundelserne for at oprette symfoniorkestret var hensynet til det danske mindretal i Sydslesvig. Derfor er der også et stærkt og tæt samarbejde med Sydslesvigsk Forening og det kulturtilbud, de formidler til det danske mindretal. I øvrigt har der i de senere år været en stigende opmærksomhed på det grænseoverskridende samarbejde, og der arbejdes på aktiviteter, der retter sig mod det tyske flertal i Sydslesvig. Flensborg lige syd for grænsen er en pæn stor by, som det danske symfoniorkester kan give et godt musikalsk tilbud. Det er derfor, at der ofte er dobbeltkoncerter – altså den samme koncert spilles to gange: En gang nord for grænsen og en gang syd for. Det hjælper jo også lidt på økonomien.

Noget andet, som hjælper på økonomien, er de gode og store sponsorer, som yder tilskud til symfoniorkestret. Det er en win-win situation, fordi der er et par store internationale virksomheder i området. De har brug for at tiltrække højt uddannet arbejdskraft, og her skal man ikke kimse af, at der – udover gode arbejdsforhold – også er et godt kulturtilbud.

Personale

Orkestrets medlemmer er ansat på kontrakt, der meget ligner de kommunale vilkår, men dét, at der er tale om en selvejende institution, der har forhandlet overenskomst via landsdelsorkesterforeningen, gør jo i sagens natur, at der også er forhandlet nogle gode løn- og ansættelsesmæssige forhold hjem.

Økonomien er – ligesom i hele det øvrige samfund (og måske især for kulturinstitutioner lige nu) – en stram ramme for, hvilke muligheder orkestret har for at prioritere de kunstneriske og formidlingsmæssige opgaver.

Det betyder, at orkestrets størrelse lige nu er i underkanten af det nødvendige for et symfoniorkester. Der er 58 musikere, og kræver et værk flere, ansættes assistenter til den specifikke opgave. De 58 musikere er fuldt tilstrækkeligt for at spille fx wienerklassisk og tidlig romantik musik, hvorimod senromantikken og senere stilarter vil kræve noget mere.

Det er de hårdtarbejdende strygere, der lider mest under dette forhold, fordi det er på blæsersiden, der suppleres op, men det er klart, at i et symfoniorkester af denne beskedne størrelse arbejder alle benhårdt.

Dette medfører naturligvis, at der er en stærk interesse i at samarbejde med andre orkestre, og med Slesvig-Holstens Symfoniorkester er der 2 faste årlige arrangementer, og når de to orkestre går sammen, er der rigeligt med musikere til lokalt at tilbyde publikum den helt store symfoniske musikoplevelse.

Særlige arrangementer

I Sønderborg har de ikke konkurrencer som fx Carl Nielsen-konkurrencerne i Odense. De afholder derimod dirigentworkshops for unge dirigenttalenter under ledelse af den finske dirigent Jorma Panula. De unge dirigenter får så mulighed for at samarbejde med et symfoniorkester en uge. Det er den unge danske dirigent Maria Badstue, der har taget initiativ til dette. Dette arrangement har nu været gennemført i 2 år, og Rasmus Adrian forventer, at det vil blive videreudviklet fremover, også med henblik på at lukke et hul i en fødekæde fra (skoler)/gymnasier og MGK-linier til en dirigentuddannelse på et konservatorium. Og da man mangler danske dirigenttalenter på konservatorierne, så er der et godt perspektiv i dette.

Der er et andet spændende perspektiv, fordi unge dirigenter, der skal til at tage de første skridt i en dirigentkarriere, altid har lidt vanskeligt ved at få spilletid med et orkester. Det er jo det paradoksale, nemlig at man for at få et 'dirigent-job' helst også skal have orkestererfaring, men alle orkestre vil jo helst spille med erfarne dirigenter. Denne workshop kan være et godt skridt på vejen.

Samtalen drejer sig ind på begrebet 'dannelse', hvor det efter Rasmus Adrians opfattelse traditionelt handler om at kunne håndtere forskellige kulturelle udtryk, men i dag er der en eller anden form for berøringsangst/usikkerhed over for kunstnerisk udfoldelse. En stor udfordring er at gøre børn mere fortrolige med at udfolde sig med og i kunst i forskellige sammenhænge. Informationssamfundet medfører ofte passivitet i denne sammenhæng.

Rasmus Adrian ser nogle muligheder og udfordringer i folkeskolereformen, hvor skoledagen forlænges, samtidig med at eleverne også skal 'gå til' forskellige aktiviteter – herunder spilleundervisning mm., men besvarelsen af opgaven ligger i, hvordan lokale aktører integreres/inddrages i den daglige undervisning. Dette er man i det sønderjyske orkester meget opmærksom på, jf. også Mette Rasmussens visioner i begyndelse af denne artikel.

Fremtiden

Selv om det er svært at spå – især om fremtiden, som Storm P. sagde, giver Rasmus Adrian alligevel et bud.

I den klassiske musik er symfoniorkestrene store og tunge, og de vender ikke lige på en femøre, men der er nogle krav og forventninger til orkestrene, som uundgåeligt vil medføre nogle forandringer.

Alle er med i den proces, hvor man er ved at genopfinde sig selv. Fra at være en kunstart, man ikke stillede spørgsmålstegn ved, og som havde en naturlig legitimitet i og med at være finkultur, så er vi nu i den situation, hvor der er så mange kulturelle tilbud, som på sin vis er ligestillede – og det er fint nok. Men der kræves nu noget mere, når orkestrene skal argumentere for deres økonomiske tilskud. Orkestrene og den klassiske musik skal gøres mere tilgængelige, og grænserne for, hvad de kan, skal flyttes – også med hensyn til, hvad den enkelte orkestermusiker kan. Den dialog foregår nu eksternt og internt i miljøet.

Men orkestermusikken er et fantastisk tilbud, fordi der foregår alt muligt på nettet – også med hensyn til det sociale liv – hvor det hele måske er mere flygtigt, så forudsætter den klassiske musik og dens udøvere fordybelse, ro og koncentration. Den klassiske orkestermusik har traditionelt altid henvendt sig til et modent publikum, men nu er det vigtigt, at der er et tilbud, som henvender sig til alle aldersgrupper. Den klassiske musik er en livsrejse – en fantastisk følgesvend hele livet.

Formidlingen er så vigtig i dag, at den er essentiel for markedsføringen og orkestermusikkens overlevelse.

Tiden, hvor en orkestermusiker øvede, gik til prøver og spillede koncerter, er forbi. I dag er der formidlingsopgaver og nye koncertformater ved siden af, som er lige så vigtige, og som må indgå i arbejdstiden. Forventninger, krav, traditioner og forandringer skal gå op i en højere enhed.

Danmarks Radio, som tidligere stod for at transmittere den klassiske musik, gør det stort set ikke mere – vi er nødt selv at drage omsorg for denne formidling. Her er internettet en platform, vi skal arbejde med. Vi skal selv være producenter på optagelser, som efterfølgende så kan streames.

Afslutning

Tiden gik forbløffende hurtigt – orkestret nåede at blive færdig med prøverne på torsdagens koncert i Flensborg med den berømte danske accordeanspiller Bjarke Mogensen og 'El Sistema'-dirigenten Rafael Payare, inden vi blev færdige med at snakke – men sådan kan det gå, når man taler med interessante mennesker, der har noget på hjerte.

Jeg forlader uddannelses- og kulturtemplet i Sønderborg med det æstetiske indre, som må være en kilde til daglig glæde og inspiration for de dygtige kunstnere, som har deres hverdag dér.

Modsætningen ligger lige over for: Sønderborgs Banegård består af et halvtag på én perron, men dog med to spor. Perronen må være alt for kort til DSB's intercity- og lyntog.

Modsætninger mødes – åbenbart også her.

Faktaboks:

• Selvejende institution med hjemsted i Sønderborg.
• Der er i øjeblikket ingen chefdirigent. I sæson 2013/14 har man nemlig i stedet valgt at ansætte en 1. gæstedirigent. Det forventes, der kommer en chefdirigent fra næste sæson.
• Orkestret er normeret til 65 musikere, men der er pt. 58 fastansatte musikere og 7 vakante stillinger. 43% er udenlandske musikere.
• Administration: 9 medarbejdere incl. orkesterchefen.
• Økonomi: 40 mill. kr. fra staten, lidt kommunale tilskud samt tilskud fra en række sponsorer og fonde.

Kildemateriale
www.sdjsymfoni.dk
www.alsion.dk
Sønderjyllands Symfoniorkester – 50 års jubilæum 20103/14 med historisk tekst af Johan Korsfeldt og Troels Torstein. Kan rekvireres ved henvendelse til info@sdjsymfoni.dk .
Sønderjyllands Symfoniorkester, sæson 2013/14. Tekst Leif V.S. Balthzersen og Dorthea Dittmer.

Dette blev så den sidste reportage/artikel. Jeg mangler godt nok at besøge Aalborg Symfoniorkester, men serien er skrevet for Dansk AmatørMusiks medlemsblad 'Musikmagasinet', og samarbejdet ophører med udgivelsen af denne reportage.

'Musikmagasinet' færdiggør selv serien, og den kan formentlig læses i bladet en gang i foråret 2014.

 

 

 

 

 

Bananrepublik eller på vej dertil?

Det er vel rimeligt til en begyndelse at forklare, hvad jeg opfatter som en 'bananrepublik'!

Det går tilbage til 60-70'erne i sidste århundrede, hvor især de mellem- og sydamerikanske stater blev regeret af mindre eller – mest – mere korrumperede ledere, hvor jungleloven herskede til gavn for de få rige og ulempe for langt den største del af en fattig befolkning, hvor man overvågede eller fængslede indbyggere med andre synspunkter end magthavernes, og hvor en vigtig eksportvare var bananer.

Hvorfor synes jeg så, at det måske er et problem her i det velstående Danmark? - Her har vi da ikke korruption? Her følger såvel myndigheder som befolkning reglerne og tager ikke sig selv til rette? Her er uligheden jo ikke særlig stor? Her lever vi da op til salig Grundtvigs ord om at 'få har for meget og færre for lidt'? Her overvåges vi da ikke hverken på gader, veje, pladser eller stræder for ikke at nævne i det digitale rum?

Er det sådan, eller tager jeg fejl? Naturligvis kan man altid finde nogle eksempler, som kan støtte ovennævnte, fx skattemyndighederne, fx politikeres undladelser, fordi de er nødt til at tage hensyn til 'nødvendighedens politik', fx at en meget stor del af befolkningen har vældig travlt på vejene, så de for en 'enkelt gangs skyld' lige er nødt til at overskride hastighedsbegrænsningerne, tale i telefon eller lignende, og fx at den markedsorienterede økonomi i kapitalismens/nyliberalismens omfavnelse har medført, at der er markant flere hjemløse og meget fattige mennesker end, der har været før.

Endelig har der vel aldrig nogensinde været opsat flere tv-kameraer på offentlige og private bygninger og langs med vejene, myndighederne kan til alle tider forlange udskrifter fra internetudbydere og teleselskaber for at kunne kortlægge den enkeltes færden og måske mørke gerninger.

Det kan meget vel hænde, at ovenstående er udtryk for et sortsyn, der er helt urealistisk og fordrejet, men ikke desto mindre er det de refleksioner, jeg ofte har, når jeg prøver at følge med i den aktuelle samfundsdebat i såvel de trykte som digitale medier. Men måske er det bare et vilkår, når nødvendighedens politikere nedprioriterer demokratiet samt ser stort på, hvad man evt. har lovet at gennemføre, og teknologien dertil giver magthaverne – desværre også svindlerne – mulighederne for identitetstyveri.

Udviklingen lader sig som bekendt ikke skrue tilbage, men det er pinedød nødvendigt, at debatten holdes i live – og meget gerne øges – og derfor er det nødvendigt med et højt dannelses- og uddannelsesniveau, hvor demokratiske værdier sættes i højsædet.

Lad os holde politikerne og mediernes ledende folk fast på dette.

Landsdelsorkestrene.
Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer. Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første.
Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er

• at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900,
• i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester,
• efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen.

Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.

Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, i marts var turen kommet til Odense Symfoniorkester, og her i slutningen af den sidste forårsmåned tager vi en tur i Tivoli til

Ét orkester – to identiteter:

Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester og Tivolis Symfoniorkester

Solen skinner, det er rimelig varmt, og S-togene kører til tiden. Fra Hovedbanegården spadserer jeg hen ad Tietgensgade for at møde Tivolis kommunikationsmedarbejder Charlotte Kany ved Tivolis personaleindgang. Jeg kommer i god tid og har derfor lejlighed til at betragte et vældigt liv lige inden for porten, hvor forskellige håndværkere med deres køretøjer er i fuld gang med dagens dont, inden Den gamle Have modtager sine gæster fra nær og fjern.

Orkesterprøven

Charlotte Kany henter mig, og vi går hen til Tivolis Koncertsals sceneindgang.Det er aftalt, at jeg skal overvære lidt af prøven her til formiddag. Jeg overlades til produktionsleder Katrine Lund Basbøll, og vi lister stille fra bagscenen, forbi harpen og ned i salen, hvor jeg slår mig ned på en af de bagerste rækker.

Orkestret øver til torsdagens koncert, hvor 'Finlandia' og 'Symfoni nr. 1 i e-moll' af den finske nationalkomponist Jean Sibelius og 'Klaverkoncert i a-moll' af Robert Schumann er på programmet. Klaverkoncertens solist er det 21-årige verdensnavn Benjamin Grosvenor, og orkestret dirigeres af finske Santtu-Matias Rouvali, der efter et succesfuldt samarbejde i sæsonen 2011-2012 tiltræder som 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil fra efteråret 2013.

Der arbejdes intenst, og den unge dirigent dirigerer med hele sin spinkle krop, forklarer talende og nynnende orkestret, hvordan han ønsker musikken spillet. Det er fantastisk at overvære den inspiration og koncentration, der som radiobølger fylder scenerummet.

 Fra orkesterprøven til 'Symfoni nr. 1 i e-moll' af Jean Sibelius. Dirigenten er finske Santtu-Matias Rouvali. (foto: Benny Pedersen)

Efter ca. 20 minutter henter Katrine mig, og vi spadserer gennem Haven, forbi Glassalen og langs med Tivolisøen hen til 'Slottet', hvor jeg skal tale med Tivolis musikchef Henrik Engelbrect. Vi bevæger os ad smalle gange og trapper op under taget. Henrik Engelbrect tager imod i et ganske ydmygt kontor, hvor H.C. Lumbyes portræt hænger på væggen over for Henrik Engelbrecht og holder et vågent øje med, at Den gamle Haves klassiske musikliv forvaltes på en god og ordentlig måde.

 

Lidt historie

Det er nødvendigt med et kort fragmentarisk historisk tilbageblik. Copenhagen Phil kan skrive sin historie tilbage til 1843, hvor Georg Carstensen åbnede Tivoli i København.

Til at forestå musikken i Tivoli engagerede Georg Carstensen den populære komponist og dirigent H.C. Lumbye og hans orkester: “Det Lumbyeske Selskab”. Selskabet bestod af 22 musikere og spillede hovedsagligt “koncerter à la Strauss”, og siden har Lumbyes musik været fast 'inventar' i Tivoli.

Få år efter blev “Det Lumbyeske Selskab” udvidet til 33 musikere, tog navneforandring til Tivolis Symfoniorkester og begyndte at give symfonikoncerter. Orkestrets musikere var kun fuldtidsansat i Tivolisæsonen frem til 1965, hvor det lykkedes at få alle musikere fastansat året rundt ved oprettelsen af Sjællands Symfoniorkester.

Fra sæson 2013/2014 skiftede orkestret endnu en gang navn og hedder nu “Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester”.

Orkestret deler fortsat året mellem en sommersæson i Tivoli og vintersæsonen med symfonikoncerter i København og på hele Sjælland. Tivoli køber således i dag ydelser fra den selvejende institution ”Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester”, og man kan sige, at det er den omvendte verden i forhold til begyndelsen.

Copenhagen Phil, som er forkortelsen af det relativt lange navn, er i dag et landsdelsorkester og en moderne kulturinstitution, der både giver store symfoniske musikoplevelser og arbejder målrettet med musikundervisning og formidling til børn og unge. Orkestret spiller årligt mere end 100 koncerter, opera- og balletforestillinger for ca. 80.000 publikummer.

Copenhagen Phil har siden sæson 2009 / 2010 holdt til i konservatoriets koncertsal – DRs gamle Radiohus på Frederiksberg.

Tivolis musikchef

Henrik Engelbrecht tager venligt imod mig, og sekunder efter er jeg hvirvlet ind i en meget engageret talestrøm om Tivolis Symfoniorkester og planlægningen frem i tiden. Også her synes jeg, det er en god idé at trække nogle tråde frem i Henrik Engelbrechts karriere for at forstå fortællingen.

Henrik Engelbrecht har været musikchef i Tivoli fra marts 2010 og har derfor ansvaret for Tivolis Symfoniorkester, Tivoligarden og planlægningen af Havens klassiske musikliv. Det er arbejde, han er rigtig godt rustet til. Dels er han uddannet musiker (fløjtenist fra Det Kongelige Dansk Musikkonservatorium 1989) og har bl.a. spillet i Tivolis Symfoniorkester, dels har han arbejdet med den klassiske musik som studievært og redaktør i Danmarks Radio P2, og endelig har han været dramaturg ved Det Kongelige Teater med ansvar for casting, kunstnerisk udvikling og formidling af operaens produktioner. Derudover har han skrevet flere bøger og artikler. Han har haft jobbet som musikchef i Tivoli siden 2010.

Henrik Engelbrechts store erfaring i branchen gør, at han arbejder med en lang tidshorisont.

- Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis man vil have aftaler med de store navne og give publikum de unikke musikoplevelser, som Tivolis Symfoniorkester sammen med disse kunstnere kan levere. Men sådan tænker alle de andre planlæggere i branchen naturligvis også, så det er noget, der rykker mere eller mindre ekstremt ud i fremtiden med den planlægning.

Naturligvis er hele 2014 helt på plads. 2014 er jo lige om hjørnet. Planlægningen af de næste år er begyndt, og på en stilfærdig bemærkning fra mig, om at der jo kan ske alverdens ting og sager i fremtiden, svarer musikchefen, at det er et vilkår, og der er jo tegnet kontrakter, og aftaler holder man. Skulle der ske noget uventet, så må man løse problemet, når det opstår.

- Den planlægningshorisont, jeg arbejder med her er jo kort i forhold til den, vi arbejdede med på Det Kongelige Teater, hvor det kunne dreje sig om 8 – 10 år, hvis man skulle engagere de bedste.

- Får man ikke som musikchef opbygget et netværk, man kan trække på i forbindelse med at få aftaler i hus til koncerter og andre kunstneriske begivenheder?

- Jo, jeg møder selvfølgelig både kolleger, agenter og kunstnere, når jeg rejser rundt i verden og søger efter de næste spændende musikere og dirigenter, men faktisk er en rigtig stor del af jobbet ret kedeligt; det er simpelthen hårdt arbejde ved computeren med mailkorrespondance, regneark og den slags.

- Hvordan oplever du, Copenhagen Phil og Tivolis Symfoniorkester har udviklet sig?

- Der er sket virkelig meget i de sidste 10-15 år. Jeg har selv spillet i orkestret som fløjtenist i 1980'erne, og dengang havde man stadig de såkaldte 'panikkoncerter', hvor orkestret spillede musikværker så at sige fra bladet – altså uden prøver. Man kunne dengang nå op på at spille måske 70 koncerter i sæsonen, og det siger sig selv, at niveauet så heller ikke var imponerende.

I dag spiller man måske 15-16 kvalitetskoncerter i løbet af en Tivoli-sommer, og det er et meget gladere orkester, vi har nu. Det er klart, at som professionel musiker er det ikke tilfredsstillende at levere noget, man egentlig ikke kan stå inde for. Det sker ikke i dag.

Der er også noget særligt i den kendsgerning, at man om sommeren spiller i Tivolis Symfoniorkester og om vinteren spiller i Copenhagen Phil – det giver en dynamik, som jeg tror, mange af musikerne synes godt om.

Tiden løber, og Henrik Engelbrecht ser diskret på uret, for der er opgaver, der venter på hans hånd, men inden jeg går, spørger jeg ind til ansættelsesprocedurerne i orkestret med de to navne.

- Som musikchef er jeg født medlem af dommerkomiteen. Når der er ledige stillinger i orkestret, sker der det, som altid sker i alle orkestre: Ansøgerne skal igennem et udskilningsløb. Og vi ansætter den, som spiller bedst den dag. Vi er ikke så interesserede i de formelle kvalifikationer – det er ikke en gang sikkert, at vi ser papirerne – det handler om at ansætte den musiker, som spiller bedst og passer til orkestret. Jeg er helt ligeglad med, om vedkommende er hvid, sort eller gul – hvis han/hun er den bedste, så ansættes vedkommende, naturligvis med en prøvetid.

På det afsluttende spørgsmål om, hvad folkeskolens musikundervisning eventuelt har betydet for uddannelsen af danske musikere, er svaret ret kontant, at her spilles musik på trods af folkeskolens musikundervisning. Og med det svar går jeg over til Koncertsalen for dels at tale med et par musikere, dels for at overvære lidt mere af dagens prøver.

To generationer.

Jeg har sat to af orkestrets musikere stævne for at få indtryk af, hvordan de menige orkestermedlemmer opfatter deres roller.

Det er Marie Louise Broholt Jensen, bratschist, kandidat fra Det kongelige Musikkonservatorium, nu soliststuderende og repræsentant for den unge del af orkestret, og Tage Christensen, klarinetist og repræsentant for den modne del af orkestret.

Marie Louise begyndte at spille violin allerede som 7-årig, men i 17-årsalderen skiftede hun til bratsch. Marie Louise begyndte sin musikerkarriere i musikskolen og blev mere og mere sikker på, at det skulle være musikvejen frem for dyrlægevejen, hun ville gå.

Hun ser i den grad glad ud for at have gjort dette valg.

Hun begyndte sin uddannelse i Aarhus, men flyttede siden til København og afsluttede både bachelor- og kandidatdelen dér. Hun er – ud over nu at være fastansat i Copenhagen Phil – også en del af ”Nightinggale String Quartet”, som skal have overrakt den ene af Musikanmelderringens to kunstnerpriser ved en koncert med Tivolis Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal den 25. juli 2013.

Det er meget almindeligt, at orkestermedlemmer også engagerer sig i andre og mindre ensembler dels for at dygtiggøre sig dels for udnytte de muligheder, der ligger i variationerne – både med hensyn til andre musikværker og sammenspillet med andre musikere. På samme måde er der en del, som underviser fx i de kommunale musikskoler ved siden af det faste orkesterarbejde.

To generationer i orkestret med to identiteter:

Tage Christensen og Marie-Louise Broholt Jensen. (Foto: Benny Pedersen)

De er enige om, at det er privilegeret at arbejde som kunstner og orkestermedlem, selv om der naturligvis også kan være stunder, hvor man ikke er tilfreds med sine kolleger. De understreger begge, at det er nyttigt med de sociale sammenkomster, der er i orkestret, fordi man får talt sammen om både musik og andre emner på de busture, der er, når det ikke er Tivoli-sæson, men hvor det er landsdelsorkestret, der spiller. Man kan godt sige, at der er tale om et orkester med to identiteter.

Ligesom andre steder i landet er også Copenhagen Phil ramt af besparelser, idet orkestret pt. ikke er fuldt besat; de enkelte instrumentgrupper – måske især strygerne – kunne godt være flere. Ingen af de to vil skrive under på, at der er et hierarki mellem 'instrumenterne' i orkestret.

Begge giver de udtryk for, at det er godt med den forskellighed, man oplever som medlem af Copenhagen Phil. Der er en meget stor bredde i musikvalget. Dertil kommer, at man møder mange forskellige mennesker, når der spilles koncerter ude omkring på Sjælland i vintersæsonen, ligesom de forskellige pædagogiske tilbud til regionens skoler gør arbejdet spændende.

Orkestret er forpligtet til at undervise børn på hele Sjælland i klassisk musik, og derfor arbejder den pædagogisk ansvarlige medarbejder med orkestrets eget skoleundervisningsprogram, ”Musik på Tværs”. Dette tilbud giver elever på 3.-7. klassetrin og deres lærer(e) i regionen mulighed for for et symbolsk beløb at blive undervist efter orkestrets eget skolemateriale. Skolens lærere undervises af den pædagogisk ansvarlige i klassisk musikhistorie, symfoniorkestrets opbygning, instrumenter mv., og orkestrets musikere aflægger også skoleklasserne årlige besøg. Det er et forløb, der strækker sig over et helt skoleår, og kulminationen sker i foråret, hvor de mere end 5000 børn besøger koncertsalen på Frederiksberg og overværer specielt tilrettelagte skolekoncerter.

Tage giver udtryk for skepsis mht. folkeskolens musikundervisning – også ift. den nu vedtagne reform. Musikundervisningen er efter hans opfattelse helt afhængig af, at der på en skole er en ildsjæl som musiklærer. Timetallet er alt for lavt, hvis der for alvor skal kunne undervises i faget. Han ser dog det gode i reformen, at udefrakommende undervisere får mulighed at komme ind og bistå med undervisningen.

Han bemærker, at de pædagogiske initiativer simpelthen er en nødvendighed, hvis landsdelsorkestrene skal overleve.

Copenhagen Phils musikchef

Fra Tivoli og over i Vestergade 12 til et ældre beskedent byhus; der er en afstand geografisk, men ikke i graden af engagement. Det er her, Copenhagen Phil har sin administration, og hvor musikchefen, Uffe Savery, holder til i det daglige. Jeg ringer på dørtelefonen, bliver lukket ind og bevæger mig op til 2. sal, hvor jeg møder Uffe Savery på sit kontor, hvor flip-over-blade med et utal af ideer udgør det meste af tapetet. Vi sætter os ved det runde bord, og jeg mærker straks hans nærvær.

- Din vej til Copenhagen Phil?

Jeg er musiker fra inderst til yderst, men det var først i slutningen af 2. gymnasieklasse på Sct. Annæ Gymnasium, jeg besluttede, at jeg ville leve af det. Men jeg har beskæftiget mig med og udøvet musik altid, og jeg spillede i Tivoligarden, fra jeg var 10 år.

Jeg er nysgerrig og kan godt lide at udforske, og den del af mig har jeg taget med ind i musikken. Som leder af Copenhagen Phil bruger jeg også den søgende del af mig, og når jeg har fundet noget, jeg kan mærke, jeg vil bruge, har jeg også modet til at gå forrest. Som selvstændig musiker er morgendagen afhængig af ens kreativitet og udforskning af nye ideer, og hele dette tankesæt tager jeg som leder med ind i Copenhagen Phil.

I løbet af 2005 blev jeg nysgerrig efter, hvad ledelse kunne være, og jeg tog en diplomuddannelse i 'Kunst og Kultur'. Efter det blev jeg ansat som leder af musikstedet 'Pumpehuset', men økonomien dér havde det meget dårligt, og det var ikke muligt at rette den op. 'Pumpehuset' måtte gå konkurs, men umiddelbart efter blev jeg ansat som leder af dette orkester, og jeg kunne med det samme mærke, der var en god kemi mellem orkestret og mig. Jeg er glad for det match og har nu været her i 3 år.

Det er imidlertid meget vigtigt for mig at være udøvende musiker, så jeg spiller stadig i Safri Duo. Det giver mig megen energi.

- Hvad vil du med Copenhagen Phil?

Jeg vil hellere sige vi, fordi ledelse er noget, vi definerer i fællesskab. Jeg lægger meget vægt på det relationelle. Jeg er ikke kommet med en færdig pakke, men har stillet mig til rådighed for en udvikling, som jeg gerne vil udfolde sammen med orkestret. Det er et job med et stort ansvar, men i al beskedenhed tror jeg, at jeg egner mig til det, og selv om Tivoli lejer orkestret i sommerperioden, har jeg stadig det personalemæssige ansvar og tager de samtaler, som orkestrets medlemmer evt. føler behov for.

Men selve driften gennem udlejningsperioden har Henrik Engelbrecht ansvaret for, og det er jo lidt specielt. Det er min fornemmelse, at orkestret hele tiden oplever inddragelse og mulighed for at påvirke, hvad der sker med dem, altså medejerskab.

- Hvordan gør du?

Noget af det første jeg gjorde, da jeg var blevet ansat, var at afholde en workshop for en god del af orkestrets medlemmer. Det vigtige for mig var at høre 'orkestrets stemme', og mennesker kan meget mere, end de tror, og kan vi skabe nogle rammer for alt det, medlemmerne kan, så opbygges der resurser. Det bliver meningsskabende, og motivation og den enkelte hænger sammen.

På workshoppen fik vi udviklet nogle nye koncertideer, og året efter præsenterede vi så konceptet '60 minutes', som henvender sig til et andet publikum end de, der normalt går ind og hører en koncert.

Visionen for orkestret blev også udviklet på workshoppen, og den er kort fortalt, at vi skal være et aktuelt orkester og relevante for et bredt publikum. Vi skal ligesom i Danmarks Radio have forskellige programflader.

Samarbejdet med de lokale folkeskoler ('Musik på Tværs' og 'Byggesten') og musikskoler arbejder vi også på til stadighed at udvikle.

- Folkeskolens musikundervisnings betydning for uddannelsen af danske musikere. Har du bemærkninger til det?

Det er jo et stort område, men til en begyndelse vil jeg sige, at kreativitet/innovation er et forsømt område i folkeskolen. Når vi i samarbejde med skolerne og laver førnævnte projekter, er det naturligvis med en forhåbning om, at det vil vokse og få en øget betydning regionalt.

Vi taler lidt om den styrkelse af musikundervisningen, folkeskolereformen medfører og er enige om, at det egentlig er synd, at musikundervisningen slipper eleverne efter 6. klasse.

Efterhånden som eleverne bliver ældre, kan der jo gennemføres flere og flere aktiviteter, men måske regner man lidt optimistisk med, at musikskolerne så overtager eleverne.

Uffe Savery bemærker, at i USA går eleverne i skole med bøger under den ene arm og et instrument under den anden, og hver skole med respekt for selv har sit eget orkester – måske endda flere.

Derovre tillægger de åbenbart musikken større betydning for dannelsen.

- Afslutningsvis: Hvad er opgaverne for Copenhagen Phils musikchef i sommerperioden?

Jeg har sindssygt travlt, bl.a. fordi vi er en lille administration. Og så arbejder vi med at skabe 'World On-line Orchestra', som er et digitalt koncept, hvor publikum er med til at udvælge repertoiret, høre de enkelte orkesterstemmer og sågar selv kan medvirke. Vi vil invitere mennesker ind i den symfoniske maskine, hvor den enkelte selv kan medvirke, optage det som filmklip og dele det med andre på internettet.

Det er et kæmpeprojekt, og det har jeg vældig travlt med. Vi samarbejder med South Bank Center i London om projektet.

Dertil kommer, at jeg naturligvis også har travlt med planlægningen af de næste sæsoner.

Det er et meget innovativt og travlt menneske, jeg har siddet overfor, og som nu glæder sig til at holde ferie. Jeg siger tak, fordi jeg har måttet komme og tale med ham, ønsker ham en rigtig god ferie og går ned på Vestergade op mod Rådhuspladsen, hvor det larmende metrobyggeri er et helt andet koncertkoncept.

Faktaboks:

Copenhagen Phil har 70 fastansatte konservatorieuddannede musikere i alle aldre. 2 vakante stillinger pt.

Administrationen består af 8 fastansatte personer: Musikchef, producent, økonomichef, kommunikationsansvarlig, pædagogisk ansvarlig, to produktionsledere og en nodearkivar. Alle på nær økonomichefen og den kommunikationsansvarlige har en musisk uddannelse.

Kulturministeriet støtter orkestret årligt med ca. 40 millioner kroner. Med de 40 millioner følger en række forpligtelser (se nedenfor). Dertil lejer Tivoli orkestret hver sommer, hvilket er en uundværlig indtægt.

Copenhagen Phil afholder ”60 minutes” koncerter – som er orkestrets eget koncertformat. Koncerterne har til formål at få et nyt publikum ind i koncertsalen, hvilket efter en levetid på to år er lykkedes over al forventning. Disse koncerter støttes af Nordea-fonden og Det Obelske Familiefond.

Kilder:

”Tivoli Festival 2013” af Henrik Engelbrecht
www.copenhagenphil.dk   
http://www.tivoli.dk/da/festival/bag+om+musikken/tivolis+symfoniorkester/musikere/

Hvad mener ministeren?

Samtale med kulturminister Marianne Jelved om forbindelserne mellem folkeskolen, kulturen og det kreative-musiske fagområdes placering heri – især faget musik.

 

Tekst: Thomas Hovaldt og Benny Pedersen

Foto: Asger Simonsen

Kulturminister Marianne Jelved i samtale med Thomas Hovaldt (th) og

Benny Pedersen

 

En fredag sommereftermiddag mødes fotografen og vi i kulturministeriets gård med den berømte trappe, hvor protesterende kunstnere en gang i 1970'erne sad og røg hash. Vi går op ad trappen og ind i modtagelsen, hvorfra vi bliver henvist til avisstuen på 1. sal. Vi er kommet i god tid, kan småsnakke lidt og beundre møblerne, inden vi bliver hentet og på en lang række marcherer ad gange og et kontorlandskab i moderne stil for at ende i det hæderkronede gamle kulturministerhjørnekontor, hvor Marianne Jelved på sin stille og rolige måde byder velkommen.

Der er sat kaffe og vand frem, og ministeren skænker selv kaffen op og sætter sig afventende i sofaen. Vi giver til en begyndelse et kort rids over, hvorfor 'Musikmagasinet' ønsker at have en samtale med kulturministeren, nemlig at vi gennem det sidste års tid via de musikere, vi har talt med i dels de militære orkestre og dels i landsdelsorkestrene har fået en opfattelse af, at musikundervisningen i folkeskolen er dårlig, og at det nødvendige samspil mellem folkeskole og musikskole ikke fungerer godt nok. For god ordens skyld orienterer vi tillige kort om baggrunden for DAM og DAMs arbejde.

Det vil Marianne Jelved gerne give et bud på. Hun trækker en linie fra folkeskoleændringerne i 2002, hvor man indførte tre blokke i tre forløb i folkeskolen: Den humanistiske, den naturfaglige og den praktisk-musiske fagblok, og timetallet for hver blok blev udmøntet som en sum for indskoling, mellemtrin og udskoling. Det gav kommuner og skoler en fleksibel mulighed for at tilrettelægge undervisningen på hvert trin i grundskolen. Intentionen var således god nok, men de samme instanser brugte fleksibiliteten rimelig kreativt, bl.a. i forbindelse med projekt- og temaforløb. Denne planlægningsmulighed kombineret med PISA-undersøgelser og nationale prøver underminerede fagene i den praktisk-musiske fagblok, fordi der blev lagt vægt på de boglige og 'målbare' fag på en ubalanceret måde.

”Grisen bliver jo ikke federe af at blive vejet og vejet og vejet”, sagde en radikal politiker den gang, mens den daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs talte om 'funktionelle analfabeter'.

 

- Hvorfor synes du, at musik er vigtigt?

- Fordi musik er en grundlæggende aktivitet for et barn. Børn elsker jo at synge, bruger remser og har rytmen i sig – det er en del af deres læring, deres udvikling og deres kropsbevidsthed. Musik er også en oplevelsesform, der appellerer meget til følelser og emotionelle reaktioner. Musik er en del af deres dannelse. Musik har den fantastiske fordel, at den er bedst i fællesskab med andre og skaber den erfaring, at andre regner med, at hver yder sit for at få oplevelser. Det kan man ikke opnå i alle fag – men i musik kan man. Der er mange elementer i musik, der rækker langt videre end i så mange andre fag. Derfor er det helt afgørende, at børn møder musik – og udøver musik.

Indledningsvist berettede vi om, at de professionelle musikere oplevede, at fødekæden fra grund- og musikskolerne til de professionelle orkestre var knækket.

Vi kommer tilbage til dette emne. Marianne Jelved tager fødekæden først og understreger, at musikundervisningens fødekæde allerede begynder i førskolealderen i børneinstitutionerne, hvorefter det bliver skolernes opgave og ansvar at videreføre musikundervisningen.

Hun glæder sig over, at der med den netop vedtagne folkeskolereform bliver givet 2 lektioner mere til musik, sådan at eleverne modtager 2 lektioner musik på hvert af klassetrinnene fra 1. til 5. klassetrin, mens det forbliver uændret på 1 lektion på 6. klassetrin, hvorefter grundskolens obligatoriske musikundervisning slutter. Samlet set bliver der altså givet 2 lektioner mere til musik som følge af folkeskolereformen. Dertil kommer, at der i årene frem til 2020 afsættes 1 mia. kr. til efter/videreuddannelse af lærerne, så alle lærere har kundskaber på liniefagsniveau i de fag, de underviser i.

 

Marianne Jelved fortæller om regeringens initiativer

 

Marianne Jelved påpeger, at det er meget vigtigt, at man på skolerne er meget bevidste om, at regeringen og offentligheden prioriterer, at der finder relevant undervisning sted såvel i fagene som i den understøttende undervisning. Ministeren tilføjer, at det er vigtigt, at ligeværdigheden mellem de boglige og de praktisk-musiske fag respekteres.

Det er det hele barn, skolen skal tilgodese, og derfor er det utilgiveligt, at musikundervisningen har været forsømt.

 

- Antallet af elever i musikskolerne er faldet, og de tidligere midler i henhold til folkeskolelovens § 3, stk. 3 er forsvundet. Hvilke bemærkninger har du til det?

- Jeg er ikke enig i, at musikskolerne mangler de tilstrækkelige midler til at give børn muligheden for at lære at spille på et instrument – på trods af at egenbetalingen stiger, og antallet af musikskoleelever falder.

Jeg mener egentlig, at musikskolerne lever op til forventningerne og lærer eleverne at håndtere et instrument, give koncerter osv. Jeg er i hvert fald ikke vidende om, at de ikke skulle gøre det.
 

- Nej, men problemet er, at der er for få elever, som benytter sig af tilbuddet.

- Ja, men staten kan jo ikke sige til forældrene, at de skal sætte deres børn i musikskolerne. Det må jo være frivilligt, men i skolen skal der bedrives kvalificeret undervisning i musik.

Den engagerede minister forklarer, argumenterer og gestikulerer

 

 

- Har dette noget at gøre med, at vi i disse år ser en tendens i tidsånden fra dannelse til marked? Altså, at det kun er de 'målbare fag', der skal styrkes?

- Stadigvæk, så er der tale om et tilbud, når vi taler om musikskolerne. Hvis der i spørgsmålet ligger noget i retning af, om jeg vil tilføre musikskolerne flere penge, så må jeg sige, at det vil jeg ikke.

Men det ligger i reformen, at folkeskolerne forpligter sig til et gensidigt samarbejde med lokalsamfundets foreninger og kulturelle institutioner – herunder selvfølgelig også musikskolerne.

Jeg har deltaget i en del møder rundt om i hele landet under et projekt, vi kalder 'KulturDanmark', og der foregår ekstremt meget i lokalt regi. Der er rigtig meget appetit på at igangsætte aktiviteter, som kan være med til give børn nogle sanselige oplevelser. Nogle børn har så nogle særlige talenter, og alle børn har ret til at vise, hvad de kan. Skolerne skal respektere, at læreruddannede og pædagoger selvfølgelig har ret til at undervise børn, men at også andre fx kunstnere og håndværkere kan yde deres bidrag i skolens undervisning og liv samt give inspiration fra deres håndværk.

Der er taget initiativ til at sammensætte arbejdsgrupper på tværs af ministerier, kommuner og faggrupper, og de skal prøve at komme med bud på, hvordan man kan gøre dette til virkelighed. Aftalen om folkeskolereformen lægger op til dels at styrke kvaliteten på det faglige område, dels at det kan ske på nye og andre måder.
 

- Hvad mener du om, at folkeskolereformen vil give mulighed for at oprette særlige elite musikfolkeskoler?

- Det er noget, som vi godt kunne tænke os at udbrede til hele landet

 

- Er der kontakt mellem dit ministerium og Christine Antorinis børne- og undervisningsministerium?

- Ja, der er tæt kontakt – både i embedsværket og på ministerniveau. Der har bl.a. været fællesmøder mellem museer, idrætsorganisationer, billedkunstforeninger, musikskoler og ministerierne om emnet, og fx kan elever jo opfylde en del af deres undervisningsforpligtelse ved at modtage undervisning på en musikskole.

 

- Hvordan gør vi musik til en identitet, der rækker ud over barnets selvudfoldelse?

- Det gør vi ved at sikre undervisningens kvalitet, herunder evt. med inddragelse af konservatorieuddannede musikere.

 

- Vi begynder jo alle som amatører. Hvordan ser du amatørmusikken som kulturbærer fremover?

- I dette land er vi begunstigede med at rigt foreningsliv, og kunsten er så at give disse foreninger nogle rammer, de kan fungere under, så alle kan være med – det er bredden – og de, som kan og vil gå videre, får muligheden for det. Amatørisme erstattes derved af professionalisme.

Fx er Herning kommune med sin screening af alle børn med henblik på musik et eksempel på dette, og det er blot en enkelt kommune – det siger noget om det potentiale, der er.
 

- Under forudsætning af at folkeskolens musikundervisning lever op til forventningerne, har du så et bud på, hvordan vi kan fastholde eleverne i en musikalsk retning?

- Det er oplagt at skabe nogle relationer mellem skoler, elever, forældre og det lokale musikliv. Vi har et meget levende civilsamfund, og det vil være fuldstændig ærgerligt, hvis skolerne vender ryggen til det, der foregår uden for lågen i stedet for at inddrage det i skolens hverdag.

Marianne Jelved turde næsten ikke sige det, men skolen som lokalt kulturcenter vil være oplagt her.

På spørgsmålet om, hvilken slags musik kulturministeren hører, kommer svaret hurtigt:

- ”Jazz – fx Carsten Dahl og folkemusik, fx Tom Lehrer (ministeren er den årgang).”

Lidt tøvende tilføjes det, at hun også lytter til klassisk musik – men i den rækkefølge.

- Sporten kontra den klassiske musik. Der bliver tildelt mange tipsmidler til sporten. Hvorfor humper musikken bagefter?

Det er et rigtig godt spørgsmål, men kommunerne lægger mange penge i sportslivet, og det er nok et spørgsmål om, hvordan man har udført sit kommunale benarbejde. Så en øget indsats her giver i virkeligheden grund til håb, og det er min fornemmelse, at der ude i kommunerne er stigende interesse for at bruge flere midler til kulturelle formål. De kulturelle aktiviteter er med til at skabe en identitet, et tilhørsforhold til lokalsamfundet, og by-, bolig og landdistriktsministeren, Carsten Hansen, og jeg har et samarbejde om dette.

 

- Folkelighed kontra elite. Har eliten samme gode muligheder her i landet som i udlandet. Her tænker jeg især på den klassiske musik?

- Eliten udspringer af folkeligheden, og det er interessant, at udlandet fx Kina er begyndt at interessere sig for, hvordan vi gør her i landet, hvor samarbejde prioriteres højt fra dag ét i modsætning til de meget konkurrenceprægede uddannelsessystemer, man finder andre steder i verden.

Et andet eksempel er Holland, som nu vil kopiere den danske filmstøtteordning. Det er i princippet en hjælp til selvhjælp, som har fået civilsamfundet til at løfte projekter, og hvor der så kommer en hjælpende hånd i form af støtteordninger.

 

Tiden er ved at være gået, så vi siger tak for en god og åben samtale, ønsker god weekend, går ud gennem forkontoret i modsat rækkefølge, i forhold til vi gik ind, ned ad den berømte trappe til den skyggefulde gård, ud gennem porten til den larmende virkelighed, som byggeriet af en metrostation 50 meter fra det hyggelige og stilfulde kulturministerhjørnekontor udgør.

Den gode samtale i det smukke hjørnekontor nærmer sig afslutningen