Landsdelsorkestrene.

Dette års reportageserie om store danske orkestre vil handle om de 5 landsdelsorkestre, nemlig Aarhus-, Aalborg-, Odense-, Sønderjyllands- og Sjællands Symfoniorkestre. Overordnet set er der 8 store orkestre i Danmark. 3 statsorkestre (Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkestret og Radioens Underholdningsorkester) og de 5 nævnte landsdelsorkestre, som alle administreres efter Musikloven fra 2003 med senere justeringer. Musikloven er oprindelig fra 1976 og verdens første.

Musiklovens § 4 beskriver landsdelsorkestrenes hovedopgaver, som bl.a. er

• at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900,
• i et rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang at være til rådighed for ballet- og musikdramatiske forestillinger, herunder forestillinger med Den Jyske Opera, og for det stedlige musikkonservatorium som professionelt studieorkester,
• efter behov og i rimeligt omfang at afholde koncerter i og uden for landsdelen.

Orkestrene er offentligt støttet af henholdsvis de kommuner, de er placeret i, og staten, samt de indtægter de selv skaffer sig i form af sponsorater og billetindtægter.

Vi lagde ud med at besøge Aarhus Symfoniorkester, en vinterdag primo januar, i marts var turen kommet til Odense Symfoniorkester, i slutningen af maj tog vi en tur i Tivoli til Copenhagen Phil, og her i efteråret besøger vi Sønderjyllands Symfoniorkester med base i Sønderborg.

Sønderjyllands Symfoniorkester: Et grænseoverskridende orkester

Sønderjyllands Symfoniorkester er et landsdelsorkester, som dækker området fra Vejle/Kolding og Esbjerg i nord og ned forbi den dansk-tyske grænse i syd, idet der er et forpligtende og tæt samarbejde med det Slesvig-Holstenske kulturliv.

Orkestret har sin base i Sønderborg, nærmere bestemt Alsion.

Alsion er bygningen, der samler uddannelse, forskning og kultur under et tag: En afdeling af Syddansk Universitet, Forskerparken Alsion og Koncertsalen med Sønderjyllands Symfoniorkester.

Koncertsalen er berømmet for sine gode egenskaber, og der er en helt fantastisk klang, som betyder, at flere kunstnere vender tilbage for at opleve den igen.

Det er en særdeles flot bygning med en enestående beliggenhed ved Alssund midt i Sønderborg – næsten over for Sønderborg Slot, så danmarkshistorien, som hele egnen emmer af, kan forbindes med fremtiden og kulturelle udtryk. Egentlig ret fantastisk!

Lidt baggrund

 

Det er også et helt særligt år i år for Sønderjyllands Symfoniorkester. I september fejrede de nemlig 50 års jubilæum. Egentlig lød startskuddet i oktober 1936, hvor 22 musikere fandt sammen i et strygeorkester, men Anden Verdenskrig, økonomiske og logistiske trængsler betød brogede arbejdsforhold.

I 1946 fik orkestret sit navn, Sønderjyllands Symfoniorkester. Først med vedtagelsen af ”Lov om statsstøtte til orkestre uden for København” i 1961 blev der sat gang i arbejdet med at danne landsdelsorkestrene, og den første koncert for Sønderjyllands Symfoniorkester under disse forhold blev afholdt den 22. september 1963, og allerede på dette tidspunkt indledtes også samarbejdet med skolerne.

I 1969 blev samarbejdet hen over den dansk-tyske grænse indledt med samarbejdet med 'Nordmark Sinfonie Orchester' i Flensborg.

I 2007 kunne orkestret indvie deres nye 'hjem', Koncertsalen i Alsion – og en ny tid begyndte.

Som noget ganske særligt har den nu 74 årige violinist Altli Sigfusson været med gennem alle 50 år – og der er ingen planer om pensionisttilværelse, fordi lysten fortsat driver værket.

Et jubilæumsskrift giver en kronologisk oversigt over en række milepæle i orkestrets historie, herunder en række nationale og internationale kunstnere, som orkestret har samarbejdet med gennem tiden (se kildematerialer).

Det børne- og ungdomsformidlende arbejde

Vi har en aftale en efterårsonsdag formiddag med Mette Rasmussen, og vi mødes i Alsions smukke foyer med udsigt over Alssund.

 

 

Det er hensigten at blive klogere på, hvordan og med hvilke midler Sønderjyllands største kulturinstitution rækker ud mod skoleelever og eleverne på ungdomsuddannelserne, det fremtidige publikum, lige nu og fremover.

Mette Rasmussen er ansat som B-og U-projektmedarbejder på en kontrakt foreløbig frem til jul. Hun har dog godt kendskab til orkestret, idet hun som kordirigent har samarbejdet med orkestret gennem mange år.

Hendes plan er at videreudvikle det samarbejde med skolerne i regionen, som allerede findes. Hun har gode forudsætninger for netop det, fordi hun gennem mange år med korarbejdet bl.a. som kunstnerisk leder af Det Sønderjyske Sangcenter også har fået oparbejdet et rigtig godt netværk. Det personlige kendskab er altid godt. Hun planlægger at øge 'medværet' mellem skolerne og orkestret.

Sønderjyllands Symfoniorkester har en tradition for skolekoncerter, som dels betyder, at de tilbyder at besøge skolernes 4. klasser med mindre ensembler, fx en kvintet, for at fortælle om instrumenter og klassisk musik samt spille en koncert, dels at invitere til skolekoncerter med hele udtrækket i Koncertsalen. Forud for dette har skolerne modtaget skriftligt materiale, som lærerne har kunnet gennemgå med eleverne som optakt til besøget og koncerten. Konkret er det planen at videreudvikle konceptet, idet det ikke er nok at gøre en indsats for 4. klasse, vi skal have alle årgangene med, så de kommer i berøring med orkestret en gang om året, siger Mette med eftertryk, der vidner om et stort engagement. Det behøver jo ikke at være en stor koncert hvert år – mindre kan gøre det.

Et samarbejde med Danfoss Universe, som er et lokalt science-center af internationalt tilsnit, om lyd og musik er det oplagt at forfølge især for de større elever. Dertil skal samarbejdet med den kommunale musikskole forøges, ligesom der skal blive et tættere samarbejde med MGK-linien og orkestret – måske så nogle elever derfra får tilbudt at spille med i orkestret.

Medindragelse af eleverne – 'blot' med deres stemmer – er ligeledes noget, der ligger lige for; den aktive medvirken er jo som bekendt bedre end den passive lytten.

Vi taler lidt om, at tidens børn er blevet for vante med at blive underholdt og kunne zappe fra det ene til andet, når det første opleves som kedeligt, eller at mobilen kommer frem.

I så tilfælde kunne man måske udnytte det, så telefonernes ringetoner bruges som lydkulisse til en koncert – why not?

Vi lever i en digital tid, hvor hjemmesider og informationsteknologi fylder mere og mere både i undervisningen og i den almindelige hverdag. Det må også kunne bruges, så man hører og ser fx slagtøjsspillerne på computeren, inden man skal træffe dem i virkeligheden.

Vi lever også i en verden, hvor samarbejdet på kryds og tværs af de nationale grænser udvikles mere og mere. Konkret kunne det betyde, at børne- og ungdomsarbejdet for dette orkester udvides til at omfatte samarbejde med skolerne syd for grænsen. Vi oplever jo alle at skulle samarbejde med andre nationaliteter i større eller mindre omfang – det gælder jo fx for symfoniorkestret. Så her er der også noget at tage fat på – måske.

Vi er enige om, at den musikalske opdragelse specielt vedrørende den klassiske musik lader noget tilbage at ønske, så både skolerne og forældrene må komme bedre 'ind i kampen' og bl.a. lære eleverne fordybelse, disciplin og koncentration, som er færdigheder, der gavner det hele menneske.

Denne opgave er bestemt ikke let lige nu, hvor den politiske opmærksomhed fokuserer på, at 'grisen skal vejes og måles rigtig mange gange i det håb, at den så bliver federe og federe bare af den grund'.

Retfærdigvis skal det nævnes, at faget musik tilføres endnu 1 lektion om ugen i forbindelse med skolereformen. Lidt har vel også ret.

3 musikere fortæller

Vi har sat tre musikere stævne, for at de kan fortælle lidt om sig selv, deres musikerkarriere og – ikke mindst – hvordan de er kommet til Sønderjyllands Symfoniorkester.

Jorunn Solløs lægger ud og fortæller, at hun spiller fløjte samt piccolofløjte og kommer fra Norge, hvor hun var i gang med en uddannelse på Stavanger Musikkonservatorium. Hun søgte som udvekslingsstudent til Det Jyske Musikkonservatorium og skulle egentlig kun have været der et år, men nu har hun levet 13 år i Danmark. Hun gjorde sin uddannelse færdig i Aarhus, byggede en solistuddannelse ovenpå, og nu med et ægteskab og 2 børn sidder hun her efter 13 år i Alsion og fortæller. Og det er hun meget glad for.

Hendes musikalske baggrund begyndte med et harmoniorkester i Norge, og hendes forældre og søskende spillede også på amatørplan. Derefter begyndte hun på musikgymnasium, som man har i Norge – en slags integreret MGK. Årsagen til søge til Danmark var, at der begyndte at komme så mange nedskæringer på musikuddannelserne i Norge – men da hun kom til Danmark, skete det samme her.

Inden hun havnede i Sønderborg, havde Jorunn et par måneder haft ansættelse i Aarhus Symfoniorkester lige efter diplomuddannelsen, så hun havde nogen orkestererfaring forinden.

Hun fortæller med tilfredshed om, at som børnefamilie (hendes mand spiller også i orkestret) kan de få den travle hverdag til at hænge sammen på trods af weekend- og aftenarbejde, selv om barnepige er en post på budgettet. Når det hele vægtes, er der flere fordele end ulemper ved den tilværelse, de har nu.

Hun synes, at orkestret nærmest fik et andet liv, da de rykkede ind i de smukke omgivelser i Alsion. Hun er tillige glad for at være med i formidlingsarbejdet med skolerne. Hun prøver at få tid til at spille rytmisk musik, men det er vanskeligt, når hun også er med i en kvintet, som giver koncerter og har vundet priser.

Jorunn Solløs mand, Jeppe Solløs Rasmussen tager over og fortæller, at hans baggrund var langt ude på landet i det vestjyske, hvor det var nødvendigt at indregne transporttid, når han skulle udøve sin hobby med at spille. Hans forældre var aktive amatørmusikere, og han har altid hørt meget musik. Han har haft stor fornøjelse af musikundervisningen i skolen, og selv om det var langt ude på landet, som han siger, var der egentlig et rigt musikliv. Til at begynde med spillede han trompet, og han blev faktisk også optaget på Vestjysk Musikkonservatorium med trompet som hovedinstrument, men fik mulighed for at prøve at spille valdhorn – og efter det så han sig ikke tilbage.

Han har – inden Sønderborg – spillet en tid i Odense Symfoniorkester samt haft forskellige freelance job i København.

Den sidste musiker er Niels Mathiesen, som spiller i andenviolingruppen. Hans musikalske baggrund er Steiner-skolen, hvor udviklingen af den rytmiske sans spillede en stor rolle, og fra 3. klasse var der obligatorisk undervisning i enten violin, bratsch eller cello. Niels Mathiesen valgte violinen (den var nemmest at transportere), og han var sandt at sige ikke særlig glad for at skulle spille violin. Det lød ikke særlig godt, men lige pludselig, da han fik en anden lærer, skete der noget – og det har så udviklet sig til en plads i Sønderjyllands Symfoniorkester. Inden da fik han undervisning hos en lærer, der også underviste ham på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han tog sin musikpædagogiske eksamen. Efter nogle år tog Niels Mathiesen tillige sin diplomeksamen i violin – samtidig havde han spillet i en strygekvartet. Han supplerede endvidere sin uddannelse i Canada på en slags 'eliteskole' for kunstnere oppe i Rocky Mountains – et halvt år, hvor man kun skulle koncentrere sig om at blive dygtig på sit instrument og spille koncerter. Man fik en vældig erfaring, men det var meget intenst.

Inden han kom til Sønderborg, havde Niels Mathiesen spillet både i Odense og Ålborg Symfoniorkestre – begge steder omkring 1 år. Niels Mathiesen har spillet i Sønderjyllands Symfoniorkester i 3 år nu, og det er han rigtig glad for.

3 forskellige musikere med forskellig baggrund og oprindelse, men alle med en kærlighed til musikken, som har gjort dem til professionelle musikere på højt niveau, ligesom de er vokset op med musik i hjemmet og/eller i skolen. De er også glade for koncertsalen, som gjorde en verden til forskel i forhold til tidligere tiders orkesterbase.

Orkesterchefen

Rasmus Adrian tager imod i sit stilfulde kontor – også med en inspirerende vandudsigt. Han har været ansat ved Sønderjyllands Symfoniorkester siden marts 2013. Han har haft et langt uddannelsestilløb på konservatorie- og universitetsniveau samt på Sibeliusakademiet i Finland, hvor en kandidatgrad i artsmanagement blev bragt i hus, men Rasmus understreger, at den kommunale musikskole i Ballerup og en lærer dér har givet ham den musikalske interesse og baggrund for at komme videre i den retning, hvor især dét at koordinere og producere har fyldt meget, hvilket ikke er skade til i den nuværende situation.

Vi sætter os ved det runde runde bord i kontoret, og Rasmus Adrian fortæller engageret og levende om symfoniorkestret, arbejdsopgaver og fremtiden, kun afbrudt af nogle få opklarende spørgsmål.

Økonomi.

Statstilskuddet er klart det bærende for det selvejende orkester. De kommunale tilskud fylder ikke meget. Det kan undre, fordi symfoniorkestret er den største kulturinstitution i landsdelen, og orkestret turnerer en del i landsdelen. Som ved så meget andet er der jo fordele og ulemper. Her er fordelene, at institutionen er forholdsvist frit stillet i prioriteringen af, hvilke musikalske opgaver de tager fat på. De er ikke bundet op til en by. De har en rigtig flot koncertsal her i Sønderborg, som de er meget glade for, men de knapt 30.000 indbyggere er ikke et tilstrækkeligt grundlag for et symfoniorkester, og derfor er orkestret hele tiden nødt til at forholde sig til, hvordan de kommer ud i hele regionen.

Og det er ikke blot nord for grænsen, man arbejder. En af begrundelserne for at oprette symfoniorkestret var hensynet til det danske mindretal i Sydslesvig. Derfor er der også et stærkt og tæt samarbejde med Sydslesvigsk Forening og det kulturtilbud, de formidler til det danske mindretal. I øvrigt har der i de senere år været en stigende opmærksomhed på det grænseoverskridende samarbejde, og der arbejdes på aktiviteter, der retter sig mod det tyske flertal i Sydslesvig. Flensborg lige syd for grænsen er en pæn stor by, som det danske symfoniorkester kan give et godt musikalsk tilbud. Det er derfor, at der ofte er dobbeltkoncerter – altså den samme koncert spilles to gange: En gang nord for grænsen og en gang syd for. Det hjælper jo også lidt på økonomien.

Noget andet, som hjælper på økonomien, er de gode og store sponsorer, som yder tilskud til symfoniorkestret. Det er en win-win situation, fordi der er et par store internationale virksomheder i området. De har brug for at tiltrække højt uddannet arbejdskraft, og her skal man ikke kimse af, at der – udover gode arbejdsforhold – også er et godt kulturtilbud.

Personale

Orkestrets medlemmer er ansat på kontrakt, der meget ligner de kommunale vilkår, men dét, at der er tale om en selvejende institution, der har forhandlet overenskomst via landsdelsorkesterforeningen, gør jo i sagens natur, at der også er forhandlet nogle gode løn- og ansættelsesmæssige forhold hjem.

Økonomien er – ligesom i hele det øvrige samfund (og måske især for kulturinstitutioner lige nu) – en stram ramme for, hvilke muligheder orkestret har for at prioritere de kunstneriske og formidlingsmæssige opgaver.

Det betyder, at orkestrets størrelse lige nu er i underkanten af det nødvendige for et symfoniorkester. Der er 58 musikere, og kræver et værk flere, ansættes assistenter til den specifikke opgave. De 58 musikere er fuldt tilstrækkeligt for at spille fx wienerklassisk og tidlig romantik musik, hvorimod senromantikken og senere stilarter vil kræve noget mere.

Det er de hårdtarbejdende strygere, der lider mest under dette forhold, fordi det er på blæsersiden, der suppleres op, men det er klart, at i et symfoniorkester af denne beskedne størrelse arbejder alle benhårdt.

Dette medfører naturligvis, at der er en stærk interesse i at samarbejde med andre orkestre, og med Slesvig-Holstens Symfoniorkester er der 2 faste årlige arrangementer, og når de to orkestre går sammen, er der rigeligt med musikere til lokalt at tilbyde publikum den helt store symfoniske musikoplevelse.

Særlige arrangementer

I Sønderborg har de ikke konkurrencer som fx Carl Nielsen-konkurrencerne i Odense. De afholder derimod dirigentworkshops for unge dirigenttalenter under ledelse af den finske dirigent Jorma Panula. De unge dirigenter får så mulighed for at samarbejde med et symfoniorkester en uge. Det er den unge danske dirigent Maria Badstue, der har taget initiativ til dette. Dette arrangement har nu været gennemført i 2 år, og Rasmus Adrian forventer, at det vil blive videreudviklet fremover, også med henblik på at lukke et hul i en fødekæde fra (skoler)/gymnasier og MGK-linier til en dirigentuddannelse på et konservatorium. Og da man mangler danske dirigenttalenter på konservatorierne, så er der et godt perspektiv i dette.

Der er et andet spændende perspektiv, fordi unge dirigenter, der skal til at tage de første skridt i en dirigentkarriere, altid har lidt vanskeligt ved at få spilletid med et orkester. Det er jo det paradoksale, nemlig at man for at få et 'dirigent-job' helst også skal have orkestererfaring, men alle orkestre vil jo helst spille med erfarne dirigenter. Denne workshop kan være et godt skridt på vejen.

Samtalen drejer sig ind på begrebet 'dannelse', hvor det efter Rasmus Adrians opfattelse traditionelt handler om at kunne håndtere forskellige kulturelle udtryk, men i dag er der en eller anden form for berøringsangst/usikkerhed over for kunstnerisk udfoldelse. En stor udfordring er at gøre børn mere fortrolige med at udfolde sig med og i kunst i forskellige sammenhænge. Informationssamfundet medfører ofte passivitet i denne sammenhæng.

Rasmus Adrian ser nogle muligheder og udfordringer i folkeskolereformen, hvor skoledagen forlænges, samtidig med at eleverne også skal 'gå til' forskellige aktiviteter – herunder spilleundervisning mm., men besvarelsen af opgaven ligger i, hvordan lokale aktører integreres/inddrages i den daglige undervisning. Dette er man i det sønderjyske orkester meget opmærksom på, jf. også Mette Rasmussens visioner i begyndelse af denne artikel.

Fremtiden

Selv om det er svært at spå – især om fremtiden, som Storm P. sagde, giver Rasmus Adrian alligevel et bud.

I den klassiske musik er symfoniorkestrene store og tunge, og de vender ikke lige på en femøre, men der er nogle krav og forventninger til orkestrene, som uundgåeligt vil medføre nogle forandringer.

Alle er med i den proces, hvor man er ved at genopfinde sig selv. Fra at være en kunstart, man ikke stillede spørgsmålstegn ved, og som havde en naturlig legitimitet i og med at være finkultur, så er vi nu i den situation, hvor der er så mange kulturelle tilbud, som på sin vis er ligestillede – og det er fint nok. Men der kræves nu noget mere, når orkestrene skal argumentere for deres økonomiske tilskud. Orkestrene og den klassiske musik skal gøres mere tilgængelige, og grænserne for, hvad de kan, skal flyttes – også med hensyn til, hvad den enkelte orkestermusiker kan. Den dialog foregår nu eksternt og internt i miljøet.

Men orkestermusikken er et fantastisk tilbud, fordi der foregår alt muligt på nettet – også med hensyn til det sociale liv – hvor det hele måske er mere flygtigt, så forudsætter den klassiske musik og dens udøvere fordybelse, ro og koncentration. Den klassiske orkestermusik har traditionelt altid henvendt sig til et modent publikum, men nu er det vigtigt, at der er et tilbud, som henvender sig til alle aldersgrupper. Den klassiske musik er en livsrejse – en fantastisk følgesvend hele livet.

Formidlingen er så vigtig i dag, at den er essentiel for markedsføringen og orkestermusikkens overlevelse.

Tiden, hvor en orkestermusiker øvede, gik til prøver og spillede koncerter, er forbi. I dag er der formidlingsopgaver og nye koncertformater ved siden af, som er lige så vigtige, og som må indgå i arbejdstiden. Forventninger, krav, traditioner og forandringer skal gå op i en højere enhed.

Danmarks Radio, som tidligere stod for at transmittere den klassiske musik, gør det stort set ikke mere – vi er nødt selv at drage omsorg for denne formidling. Her er internettet en platform, vi skal arbejde med. Vi skal selv være producenter på optagelser, som efterfølgende så kan streames.

Afslutning

Tiden gik forbløffende hurtigt – orkestret nåede at blive færdig med prøverne på torsdagens koncert i Flensborg med den berømte danske accordeanspiller Bjarke Mogensen og 'El Sistema'-dirigenten Rafael Payare, inden vi blev færdige med at snakke – men sådan kan det gå, når man taler med interessante mennesker, der har noget på hjerte.

Jeg forlader uddannelses- og kulturtemplet i Sønderborg med det æstetiske indre, som må være en kilde til daglig glæde og inspiration for de dygtige kunstnere, som har deres hverdag dér.

Modsætningen ligger lige over for: Sønderborgs Banegård består af et halvtag på én perron, men dog med to spor. Perronen må være alt for kort til DSB's intercity- og lyntog.

Modsætninger mødes – åbenbart også her.

Faktaboks:

• Selvejende institution med hjemsted i Sønderborg.
• Der er i øjeblikket ingen chefdirigent. I sæson 2013/14 har man nemlig i stedet valgt at ansætte en 1. gæstedirigent. Det forventes, der kommer en chefdirigent fra næste sæson.
• Orkestret er normeret til 65 musikere, men der er pt. 58 fastansatte musikere og 7 vakante stillinger. 43% er udenlandske musikere.
• Administration: 9 medarbejdere incl. orkesterchefen.
• Økonomi: 40 mill. kr. fra staten, lidt kommunale tilskud samt tilskud fra en række sponsorer og fonde.

Kildemateriale
www.sdjsymfoni.dk
www.alsion.dk
Sønderjyllands Symfoniorkester – 50 års jubilæum 20103/14 med historisk tekst af Johan Korsfeldt og Troels Torstein. Kan rekvireres ved henvendelse til info@sdjsymfoni.dk .
Sønderjyllands Symfoniorkester, sæson 2013/14. Tekst Leif V.S. Balthzersen og Dorthea Dittmer.

Dette blev så den sidste reportage/artikel. Jeg mangler godt nok at besøge Aalborg Symfoniorkester, men serien er skrevet for Dansk AmatørMusiks medlemsblad 'Musikmagasinet', og samarbejdet ophører med udgivelsen af denne reportage.

'Musikmagasinet' færdiggør selv serien, og den kan formentlig læses i bladet en gang i foråret 2014.