Vi har travlt i småstaten bl.a. med til ulidelighed at forhindre dem, vi ikke må lege med, i at komme ind i landet. De rige og veludannede vil vi gerne lege med, så de skal sikres mulighed for at komme ind. Det er først og fremmest veluddannede fra vestlige lande, som helst også skal ligne os i mangt og meget.
Andre fra de tidligere østeuropæiske socialistiske diktaturer, fra islamiske stater og fra de fattige afrikanske lande skal helst holdes ude.
Derfor indføres mange forskellige regler, som skal hjælpe med til at diskriminere og forhindre de uønskede i at komme ind, evt. arbejde og bosætte sig i Danmark.
De sidste initiativer på dette område er enigheden blandt regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Kristendemokraten er retablering af grænsekontrollen på trods af Schengen-samarbejdet. Desværre er andre EU-lande også hoppet på den vogn, bl.a. Frankrig – atter andre lande har i deres befolkninger efterhånden et ikke ubetydeligt sammenrend i nationalistiske partier, som rigtig godt kunne tænke sig at følge trop og gennemhulle den frie folkelige bevægelighed over grænserne i EU. Et grundskud mod en af hjørnestenene i ideen om et fælles Europa er således afgivet – og der er stemmer i skidtet.
Det er en stor skam, fordi det europæiske samarbejde er den bedste garanti for fred i vor verdensdel, der er set i historisk tid.
Men en ulykke kommer sjældent alene. Den samme politiske gruppering skyder også mod retsstatsprincipper og menneskerettigheder, fordi de ønsker at kunne udvise mennesker, hvis de bare to gange overtræder den danske straffelov – selv små forseelser skal kunne medføre administrativ udvisning.
Er det ikke glimrende? - de samme politikere bruger løs af skattekroner i den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik ved at melde Danmark ind i udkæmpelsen af krige langt fra vore breddegrader!
Jeg undrer mig over, at menneskesynet i det politiske miljø har ændret sig så afgørende i løbet af den sidste halve snes år. Den eneste forklaring, jeg ser, er, at vi i den grad er os selv nok. For at det ikke skal være løgn, så er det en holdning, der breder sig og desværre allerede er etableret i adskillige lande. Dertil kommer, at nynationalisterne logisk nok også vender sig mod at træde til med økonomisk bistand til de lande, der har rodet sig ud i store vanskeligheder, fordi de alt for sent opdagede den finansielle rovdyrmentalitet på finans- og boligmarkederne.
Lad dem ligge, som de har redt. Vi klarer os selv. Dette snævertsyn er heller ikke befordrende for freden. Når krybben er tom, bides hestene – og det går ud over føllene. Giv de sultne og arbejdsløse geværer og letfattelige slogans, og det bliver vanskeligt at styre udviklingen.
Det forekommer mig, at de historiske erfaringer er dårlige, når nationalistiske og populistiske holdninger får for stor udbredelse. Oplysning, kommunikation og debat må være de midler, der skal til for at bekæmpe vildfarelsen. Der skal udsyn og solidaritet til. Så kom ind i debatten!!
onsdag den 25. maj 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar